mm

Thomas Milsted

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Thomas Milsted
på Mobile Pay: 31 41 83 76

Man må ikke skære i små børn

KOMMENTAR – Diskussioner om omskæring burde ikke handle om, hvorvidt man er tilhænger eller modstander af islam, jødedom eller enhver anden religion, der opfordrer til rituel omskæring. Den burde alene handle om, hvorvidt det er i orden at mærke et barn for livet, skriver Thomas Milsted, der efterlyser fornuft i en følsom og følelsesbetonet debat.

Omskæringsdebatten er følsom – og eksplosiv. Men det må kunne lade sig gøre at tage en debat, der ikke handler om religion. Og for mig at se må man tage udgangspunkt i realiteten, i kroppen. En omskæring er uigenkaldelig, og derfor bør man vente, til barnet er myndigt og selv kan træffe beslutningen. Det må kunne lade sig gøre at lave en alternativ form for rituel handling, der symboliserer pagten med Gud, eller hvad omskæring nu skal symbolisere.

Det drejer sig for mig ikke om manglende forståelse og respekt for den ene eller den anden religion, men at den enkelte religion må være tidssvarende og dens repræsentanter må se at komme til fornuft.

Beklager, men min demokratiske opdragelse, med respekt for det enkelte menneskes frihed, ligger ligeså dybt i mig som jeres religion ligger i jer … Det er den respekt, jeg mangler, når vi debatterer. Det er her, jeg ikke føler mig mødt af tilhængere af omskæring

Fornuft i forhold til den måde vi kan snakke om emnet på. Det har min gode POV-kollega Steffen Groth fremragende beskrevet i en artikel, hvor han forholder sig til den voldsomt følelsesladede debat i Danmark om den rituelle omskæring.

Men vi skal kunne snakke om det her – også uden at bringe fordomme, vrede og had ind i debatten.

Tilsvarende i forhold til den opblødning, der gennem alle årene har været i den bogstavlighed, hvormed vi læser og tolker de hellige skrifter.

At mange religiøse “træder ved siden af” får ikke mig til at vakle i troen på de hellige skrifters smukke budskaber. Og det generer mig heller ikke, at der til forsvar for disse budskaber indføres forbud, man som troende under ingen omstændigheder må overtræde. Her kunne jødernes forbud mod blodsudgydelse vel være passende at nævne

Hvor mange kristne ville for eksempel i dag efterleve formaninger som: ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt” (Det Nye Testamente. Paulus 1. Timoteusbrev 2 vers 11) eller ”hvis de (kvinderne) vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme” (Det Nye Testamente. Paulus. 1. Korinterbrev 14 vers 35).

Sikkert ret få.

Her har tiden heldigvis modnet vores tolerance og rummelighed og dermed fået os til at læse biblen med andre og kærligere øjne.  Tænk også på et citat som ”Mænd levede skamløst med mænd (….) lever man sådan fortjener man at dø” (Det Nye Testamente, Paulus. Brev til romerne 01 vers 27-32) eller “slaverne skal underordne sig under deres herrer i et og alt” (Det Nye Testamente. Paulus. Brev til Titus 01 vers 9).

Modstand mod omskæring er ikke foragt for tro
Med andre ord: Jeg vil have lov til at have en holdning til omskæring uden at blive skudt i skoene, at jeg er antisemitisk eller ikke kan lide muslimer.

Jeg vil ikke finde mig i at skulle lægge øre til, at jeg som ikke-jøde eller ikke-muslim og ikke-kristen ikke viser forståelse for, hvor vigtige og dybe disse traditioner er. Og jeg er helt med på, at jeg som individ er opvokset i en kristen kultur, og derfor allerede er bagud på point.

Jeg har respekt for, at man som stærkt troende vil beskytte sit barn gennem rituelle handlinger, men jeg har større respekt for et menneskes integritet og ikke mindst frie valg

Men jeg har altså stor respekt for mine jødiske og muslimske brødre og søstre og ikke mindst for deres religion. Jeg finder det svært at være modstander af religioner, der i deres væsen bygger på et fundament af næstekærlighed. Religioner, der i ord og handlinger opfordrer til at glæde og hjælpe andre, og specielt dem som lider nød.

At mange religiøse så “træder ved siden af”, får ikke mig til at vakle i troen på de hellige skrifters smukke budskaber. Og det generer mig heller ikke, at der til forsvar for disse budskaber indføres forbud, man som troende under ingen omstændigheder må overtræde. Her kunne jødernes forbud mod blodsudgydelse vel være passende at nævne.

Men jeg bryder mig simpelthen ikke om, at man fjerner noget fra et barn, eller begår et indgreb, hvor der ikke er fortrydelsesret inkluderet.

Jeg har respekt for, at man som stærkt troende vil beskytte sit barn gennem rituelle handlinger, men jeg har større respekt for et menneskes integritet og ikke mindst frie valg. Beklager, men min demokratiske opdragelse, med respekt for det enkelte menneskes frihed, ligger lige så dybt i mig, som jeres religion ligger i jer. Det er den respekt, jeg mangler, når vi debatterer. Det er her, jeg ikke føler mig mødt af tilhængere af omskæring.

Vi kan diskutere om omskæring er en bagatel eller en lemlæstelse. Vi kan diskutere, om det ser værre ud end det er. Men ingen kan vel rationelt benægte, at det er et indgreb?

Intet religiøst argument ville i min verden kunne overtrumfe et demokratisk, ligesom et hvilket som helst demokratisk argument tydeligvis heller ikke kan overbevise et religiøst.

Og er det ikke her, vi står. Vi argumenterer i øst og vest, og når det ikke lykkes os at overbevise den anden, bliver vi mere skingre og fundamentalistiske i vores argumenter, som Steffen Groth så rigtigt belyste i den artikel, jeg henviste til tidligere.

Rammer han ikke hovedet på sømmet, når han siger:

”Rituel omskæring er et knudepunkt for flere store værdidiskussioner: Flertallets ret over for minoritetsrettigheder, sekulære værdier over for religiøse værdier, universalisme over for multikulturalisme; alle sammen højspændte diskussionsfelter.… Men i omskæringsdebatten tilføjes endnu et spændingsfelt, som bringer diskussionen ind i en særlig passioneret sfære: det er børn, der omskæres, og indgrebet kan ikke rulles tilbage. Barnets ret til egen krop over for forældres ret til at bestemme over deres børn, er en central konfliktakse”.

Barnets tarv må vægtes højere end traditionen
For mig kommer barnets tarv ind i billedet her. For i Danmark har vi udviklet en kultur, hvor vi er mere optaget af, hvad der er det bedste eller mest gavnlige for barnet.

Giver det en indskrænkning i forældrenes ret til at bestemme over deres børn? Ja, det gør det da i allerhøjeste grad, og det er jo netop det, som er hele pointen. Vi vil beskytte børn mod forældre, der gør noget mod deres børn, som mærker dem for livet. Og at skære noget af deres tissemand er at gøre noget mod sit barn.

Og til den overbevisning hører altså også, at jeg dybt, dybt i mit hjerte ikke kan se, hvorfor Gud skulle bede mig fjerne noget, Han selv har skabt?

Vi kan diskutere om omskæring er en bagatel eller lemlæstelse. Vi kan diskutere om det ser værre ud, end det er. Og jeg ville personligt sikkert også kunne nå frem til den konklusion, at det overhovedet ikke behøver at gøre ondt. Den debat vil jeg helst ikke gå ind i, den er på en og samme tid både meget teknisk og meget følelsesladet. Men ingen kan vel rationelt benægte, at det er et indgreb?

Men jeg vil gerne nævne, at jeg  i Biblen kan finde argumentation, der ville understøtte mine argumenter for, at man stopper for denne praksis.

I Galaterbrevet gør Jesus det klart, at det hverken gør til eller fra, om man er omskåret eller ej. Det, som har betydning, er den tro, der er virksom i kærlighed. Omskæring bringer altså ikke nogen nærmere på Gud eller frelsen. Mennesket retfærdiggøres og frelses ved tro og ikke ydre handlinger som omskæring, som Paulus påpeger i Galaterbrevet.

Jeg vil døbes, for jeg er troende, og jeg har i nogle år taget tilløb til at gennemføre det dåbsritual

Jeg ved ikke, om der i Koranen eller Torahen findes en åbning mod den tolkning, der gør det muligt at træffe det valg ikke at omskære. Men her kan et lovforbud faktisk komme jøderne og muslimerne til undsætning, for det hedder sig jo også, at de skal følge de love, der er i det land, de bor i.

Jeg er faktisk ret glad for min forhud
Min far var omskåret, men han valgte ikke at fjerne min forhud, og det er jeg ham evigt taknemlig for. Min mor var kristen, men valgte ikke at få mig døbt. Ikke af respekt for min integritet, men fordi jeg var en horeunge, og min morfar af den grund satte sig imod. Men jeg er taknemlig over, at jeg står med et valg i dag. Mit valg.

Og jeg har som voksen besluttes, at jeg gerne vil døbes, for jeg er troende, og jeg har i nogle år taget tilløb til at gennemføre det dåbsritual. Ikke for at komme tættere på Gud, for det er en anden proces, som ikke lader sig begrænse til ritualer af den ene eller anden slags.

Men fordi jeg er kommet dertil, hvor jeg med sindsro, kan vise min overbevisning frem over for andre. Og til den overbevisning hører altså også, at jeg dybt, dybt i mit hjerte ikke kan se, hvorfor Gud skulle bede mig fjerne noget, Han selv har skabt.

Foto: Pixabay

Kategorier