Mig og “Bjarne”

af

Jeg kan forstå på det hele, at dansk film er i krise. Igen, vist nok. Det er den med jævne mellemrum, og hver gang jeg læser om det, tænker jeg, ”men så kan I jo bare lave den film, jeg går og venter på!” Men det går op for mig, at det er en ukonstruktiv tanke, hvis jeg ikke fortæller nogen om idéen. Så her er filmen, der har det hele, skriver Sebastian Dorset, der har udviklet sit eget manuskrip til filmen om den fiktive Bjarne.

Drama, intriger, svig, venskaber, rivaler, ”based on a true story”, samt en stor personlig udvikling hos hovedrolleindehaveren. Lad os starte med ham. Vi kan jo kalde ham ”Bjarne”.

Ham møder vi første gang hjemme i køkkenet hos sin far. Preben Heide inde fra “Fjernsynet” er taget ud for at besøge dem, fordi Bjarne er så god til at køre på cykel. Det har Bjarnes far også gjort, så scenen i køkkenet er sat op, så vi kan høre Bjarnes far give gode råd om cykelsport. Det er ikke meget, vi hører, kun verdens mest jyske lyd: Teskeens skurren mod indersiden af en musselmalet kaffekop, når den i rådvilde runder forsøger at erstatte samtale. I visse jyske miljøer er det en samtale, når man rører rundt i kaffen i takt. Det gør de længe, far og Bjarne, indtil faderen kommer i tanke om, at han skal give et råd. Hvad han får sagt, husker jeg ikke, men der skal jo også være lidt til manuskriptforfatteren.

Bjarnes egen vokale indsats foran kameraet er også meget moderat. Det er mest enstavelsesord, hvilket gør filmen endnu mere oplagt: Vi har fået filmen om Tarok, så lad os vise, at den ikke var landets mest fåmælte sportsstjerne. Bjarne som dreng er fascinerende. Man kan fuldkommen se den voksne Bjarne i ham: Modviljen mod de personlige spørgsmål, der får læberne til at krølle og hovedet til at dreje sig lidt væk. Men så stiller Preben Heide, der er kommet hele vejen nede fra Provinsenheden i Aarhus et spørgsmål til hans cykel, og Bjarnes mundtøj ryger straks op på den store klinge: Velformuleret, vidende, engageret. Og så tilbage til den mutte indadvendthed, når emnet skifter fra cyklen.

Feltets bedste hjælperytter

Vi klipper nu til en anden sportsmand. Vi kan kalde ham ”Rolf”. Rolf cykler også, så ham og Bjarne er konkurrenter. Alle elsker Rolf. Han er udadvendt, smilende og evig optimistisk. Det bliver en national joke, at han før hvert løb mener, at han har en chance for at vinde det. Men en dårlig joke, for han vinder tit. Han kører nede i Italien, hvor de elsker ham. Kalder ham ”Il Biondo”, og han er en af stjernerne på sit hold.

Men det er ikke noget at skamme sig over, for Bjarne kan sagtens være stolt, for alle i feltet ved det: Ingen kan æde sig selv så længe som Bjarne. Ingen kan som han ligge ude i vinden og tage føringer for sin kaptajn hele dagen, uden at pibe

Bjarne er også professionel, men han vinder ikke det store. Han kører på små belgiske hold og må supplere lønnen med et job som postbud. Indtil Laurent Fignon får øje på ham: En af cykelverdenens helt store ikoner tager Bjarne til sig og gør ham til sin hjælperytter. Feltets bedste hjælperytter. Det er ikke noget danskerne lægger mærke til. De ser bare, at når danskerne er fremhævet med fed skrift i avisreferatet fra Tour de France eller andre ting, så er ham Bjarne blevet nummer 94 igen.

Men det er ikke noget at skamme sig over, for Bjarne kan sagtens være stolt, for alle i feltet ved det: Ingen kan æde sig selv så længe som Bjarne. Ingen kan som ham ligge ude i vinden og tage føringer for sin kaptajn hele dagen, uden at pibe. (Her kan man eventuelt klippe tilbage til faderen i køkkenet og hans belærende ord om at holde ud, eller lignende. Måske glider lyden fra de evigt snurrende hjul i en stiv, nordfransk modvind sammen med skeen i kaffekoppen?)

Bjarne er en arbejdsmand, der udfører sit job, og ingen kan sætte en finger på det. Rolf Sørensen får laurbærkranse og kindkys, men Bjarne får et klap på skulderen af Fignon, når han har slidt sig i mål, og hvad skal han med udenomsverdenens tomme lir og nysgerrige journalister med nærgående spørgsmål.

MERE POV
Breaking: Bøgen er sprunget ud!

Det skulderklap beviser det hele. Han er en mand, man kan stole på og som aldrig giver op eller skærer hjørner. Fignon stoler på Bjarne. De er et team, og et team, der vinder en masse. Det er Fignon, der får pokalerne, men fundamentet står der Bjarne på. Eller det skulle der stå, men….

I 1993 stopper Fignon karrieren. Bjarne er sidst i tyverne og burde ikke have svært ved at få job. Han er feltets bedste hjælperytter. En klippe af loyalitet, men ingen ringer. Han må selv tage telefonen og af alle i hele branchen tale med Rolf. Ham hele Danmark er på røven over, ignorante skidesprællere som de er, mens ingen taler om Bjarne.

 Men hvad ved jeg. Jeg vil jo bare se den film, for sørensen. Eller for Riis

Den samtale skal vi se i hele sin længde. Med Bjarnes signaturpauser, så lange at man lidt frygter forbindelsen er blevet afbrudt. For det er i løbet af den, det går op for Bjarne, at tilværelsen, den er ikke fair. Den er ikke meritokratisk. Den belønner ikke hårdt arbejde og loyalitet. Klip til Bjarne på Rolfs cykelhold. Den nye Bjarne, der kører for sig selv.

Gul trøje til låns

Første gang han kommer i den gule førertrøje i Tour de France, stjæler han den fra en holdkammerat. En italiener på et italiensk hold. Er de rasende? Jo tak. Bjarne? Han trækker på skuldrene og mumler en halvhjertet undskyldning. I sin gule trøje.

Den var til låns, som gule trøjer var det for danskerne i de år. Og dog. For Bjarne blev ved. Han hang med over de hårdeste bjergpas, for nu kørte han for sig selv. Han skyldte ikke nogen noget. Tavs og stædig med skum om munden kørte han sig ind i top fem det år. I Tour de France. En så monumental bedrift, at danskerne for én gangs skyld var lige så målløse som Bjarne. Husk for guds skyld at få scenen med, hvor den lille italienske bjergged Claudio Chiappucci sætter sit længe ventede angreb ind og hele cykelverdenen venter på modtrækket fra Miguel Indurain.

Rolf var måske stadig bedst til det med medier, men når Bjarne klikkede skoene i pedalerne, så sad vi klar

Men da Chiapucci vender sig om for at se effekten af sit ryk, er det Bjarne fra Herning, der sidder klistret til hans hjul, indædt og tavs. Der sluttede Chiappuccis karriere stort set.

Bjarne kørte den ind, som han kørte alle ind i 1996. Han vandt, og i løbet af de fire år var han blevet en ikonisk figur i hele sit hjemland. På grund af Tour’ens særstatus var det nu ham, der var det store cykelnavn. Rolf var måske stadig bedst til det med medier, men når Bjarne klikkede skoene i pedalerne, så sad vi klar.

Filmfolket kan helt selv bestemme længden på montagen af tourtriumferne, så længe vi husker at få med, at han aldrig blev gode venner med pressen. Selv i sejrens stund kørte skeen rundt i den mentale kaffekop, og ordene nåede sjældent over to stavelser. Sætningerne heller ikke. Hvis øjne kunne dræbe, havde der ikke været arbejdsløshed i den danske sportspresse.

Man kunne se, han tænkte ”hvorfor alle de spørgsmål – I har jo lige set mig på cyklen? Det er dét, jeg gør. Det er sådan, jeg snakker”.

Bjarne er over the hill

Og nu, da det er en film, så kan vi jo få ham til at sige det. Til en ven, fx under træningen. Han kan også spørge Rolf om gode råd, men så skal vi skynde os. For nu kommer nedturen. Sådan en skal der være i en film. 1997. Nederlaget til Jan Ullrich, indkapslet i scenen, hvor enkelstartscyklen ikke fungerer og Bjarne kyler den ud på en mark i frustration. Virkeligheden har givet scenen dens optimale start: De kører fra Disneyland Paris, og da Bjarne er på vej op på podiet, kommer der en mand i vejen, så han vælter med cyklen, og Minnie Mouse i påtaget forundring holder sine store luffer op til munden. Ydmyget af en fransk teenager i musekostume.

Bjarne er over the hill, hvilket er et ironisk udtryk, når det nu var det, han var så god til at komme. Han kører med gennem cykelsportens dopingsammenbrud i sluthalvfemserne, men stopper så. Forsøger sig lidt som kommentator, men er for god: Han forudsiger simpelthen for skarpt til, at der er nogen grund til at se løbene færdig.

MERE POV
Serie: Historien om Danmark – den tidlige middelalder

Så starter han cykelhold, og skændes videre med pressen. Afslører sin doping, og selvom det er med flere ord og længere sætninger end normalt, er det den samme, gnavne attitude, han tackler det med. Han bliver ramt hårdest af hele sin cykelgeneration, måske fordi han havde givet os de største oplevelser, som så bare var snyd, eller hvad? Men måske også fordi han var elendig til at tackle pressen. Kunne man have charmet sig ud af det? Bjarne kunne ikke.

 Jeg har aldrig været mere imponeret af Bjarne end der, og jeg havde tårer i øjnene, da han vandt Tour de France

Så bløder han op. Da hans cykelhold bliver solgt, stiller han op i et tv-program igen. Det er ikke Preben Heide igen, men det handler om Bjarnes barndom. Hvor svær den var. Hvor lidt der blev talt om tingene, og på et tidspunkt siger han noget i stil med ”Det gik op for mig, at når jeg beskæftiger mig med mennesker, er jeg nødt til at lære at være mere åben”. Jeg har aldrig været mere imponeret af Bjarne end der, og jeg havde tårer i øjnene, da han vandt Tour de France.

Se, personlig udvikling. Det er rigtig godt i en film, har jeg hørt. Og se så at komme i gang med den. Hvor den slutter henne? Den slutter ved dækningen af sidste års Tour. Bjarne er i studiet på etapen, hvor favoritten Chris Froome styrter og beslutter sig for at løbe op ad bjerget, i sine dumme cykelsko. Da de beder ham kommentere det, knækker han sammen af grin. Foran et studiet fyldt med journalister og kamerafolk og cykelkolleger sidder Bjarne og griner og griner, så han knap nok kan få ordene frem.

Det har han før haft bøvl med, men nu er det på grund af fuldhjertet, åbensindet morskab. Jeg forestille mig, at vi zoomer ind på den leende Bjarne og slutter der. Vi kan også klistre en mere filmagtig slutning på: At udenfor studiet sidder Rolf på en papkasse og forsøger at sælge nogle af alle sine pokaler?

Eller min favorit: At Bjarne i sin latter kommer til at skubbe til en musselmalet kaffekop, så den falder på gulvet og splintres og teskeen springer ud. Men hvad ved jeg. Jeg vil jo bare se den film, for sørensen. Eller for Riis.

Topbillede: Wikipedia.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Sebastian Dorset

Sebastian Dorset (født 29. september 1970 i Aalborg) er standupkomiker, foredragsholder og skribent. Dorset blev student fra Odense Katedralskole i 1990 og debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. I 2003 medvirkede han i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wul Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang. Har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Fra 2003 til 2007 var han bagsideskribent på gratisavisen Urban. Fra 2003 til 2009 arbejdede han som redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten, der sendte på både P3 og DR2. Sebastian Dorset blev brugt som vært på 6'erens komiske talentshow "Danmarks næste Comedy-stjerne". Han har desuden skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 var medskribent på taler for Villy Søvndal (SF).

Seneste indlæg fra

Ellas danske eventyr

Tirsdag ville Ella Fitzgerald, en af verdens gennem tiderne betydeligste jazzsangerinder, være
Gå til Top