Mere kultur eller mere kulturkannibalisme?

af

Siden den nye regering tiltrådte sidste år, har der været travlt i Kulturministeriets korridorer. Den nye kultur-  og kirkeminister, Mette Bock (LA), har sat sig som mål gennemgribende at reformere sit resort, og  det er der som udgangspunkt intet galt i, hvis institutionerne trænger til at blive reformeret, skriver Martin Reinhardt, der har set på strategien, som han imidlertid beskriver som blottet vor visioner og præget af en ren nedskæringsintention samt en trist ‘del og hersk’ politik, der spiller provinsen og hovedstaden ud mod hinanden.

Mette Bock er trukket i arbejdstøjet og der er tilsyneladende lagt en masterplan for de kommende to år, hun har som minister. Orkestrene, teatrene, musikskolerne, museerne, Kvinfo, de kunstneriske uddannelser og ikke mindst DR skal alle en tur igennem maskineriet. Kommissioner er blevet nedsat og beslutninger truffet.

Ret hurtigt har det vist sig, at ministeren har fået næsten frie beføjelser til selv at sætte sin kulturpolitik inden for regeringsgrundlaget. Om det var enighed i nødvendighederne af reformer, en generel ligegyldighed overfor begrebet kultur, eller et panisk forsøg på at holde Liberal Alliance inde i varmen imens man stædigt holdt fast på omprioriteringsbidraget på 2 procent ved jeg ikke. Men de andre regeringspartier mistede hurtigt deres interesse i kulturpolitikken.

Regionale institutioner, som Arken, Lousiana og hele Sjællands symfoniorkester Copenhagen Phil bliver forsøgt lukket eller mister deres eksistensgrundlag

Oppositionen meldte hurtigt og klart ud, at de ikke kunne støtte Mette Bocks plan, så hun fandt i stedet en oplagt partner i Alex Ahrendtsen og Dansk Folkeparti.

Kulturen skal da også spare

Hvor LA’s overordnede plan virker til at være ”Kulturen skal selvfølgelig underlægges de samme 2 procent besparelser som resten af den offentlige sektor” så er DF’s, en ”decentralisering af kulturen og opprioritering af provinsen”.

Det lyder måske umiddelbart som en god idé, men når man parrer de to holdninger, kan DF og LA kun få deres politik igennem ved at lukke eller udsulte ellers velfungerende kulturinstitutioner i hovedstadsområdet.

At Alex Ahrendtsen så åbenbart har fået Mette Bock overbevist om sin betragtning, at hele Sjælland er København, er et voldsomt slag for den sjællandske og lolland-falsterske provins og er grunden til, at regionale institutioner som Arken, Lousiana og hele Sjællands symfoniorkester Copenhagen Phil bliver forsøgt lukket eller mister deres eksistensgrundlag.

En ren skueprocess som hun selv betegner som ”en politisk beslutning”. Her lykkedes det for hende at miste tilliden blandt mange af de indkaldte kulturchefer

Den nyeste sag i denne historie er den om Mette Bocks enmandskommission. Den blev nedsat af ministeren for at vurdere de ti kunstneriske uddannelsers udfordringer og hun prøvede at sælge den som et visionært og nødvendigt projekt med maksimal brugerinddragelse.

Allerede fra starten var det dog klart, at det i praksis ville blive svært med brugerinddragelsen, da tidshorisonten var alt for kort til en så kompliceret opgave og den enmandskommission, hun lavede med Henrik Sveidahl, rektor fra Rytminsk musikkonservatorium i København, blev betragtet af mange som stærkt kritisabel, da den blev lavet af et menneske, hvis institution indgik som en del af kommisoriet.

Den brudte tillid

En sådan plan kunne måske gøres troværdig, hvis ministeren havde opbakning i sit ressort, men der er flere grunde til, at denne tillid for længst er blevet brudt:

Først var der sagen om Kvinfos bibliotek, der skulle flyttes væk fra videnscenteret. Her klarede hun at tromle sine modstandere i oppositionen ned uden at høre på deres argumenter.

Alt dette medfører en naturlig skepsis imod tiltag fra ministeriet, som f.eks. i forbindelse med den aktuelle rapport om kulturuddannelserne i Danmark

I næste omgang kom turen til landsdelsorkestrene, hvor Mette Bock sikrede sig det politiske flertal før hun startede processen. Det betød, at den høring, der var planlagt på et storstilet kulturmøde i Middelfart, blev forpurret, da ministeren samme morgen offentliggjorde sin beslutning på området. En ren skueprocess som hun selv betegner som ”en politisk beslutning”.
Her lykkedes det for hende at miste tilliden blandt mange af de indkaldte kulturchefer.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Det med brugerinddragelsen

Så var der det med brugerinddragelsen af elever fra de ti kunstuddannelser i Sveidahl rapporten. Et meget begrænset antal er blevet spurgt, hvorefter deres svar er blevet sorteret, og de svar, der passede til rapportens konklusioner, er herefter blevet brugt. Hvilket har fået de studerende til at tage afstand fra resultatet af brugerundersøgelsen på det skarpeste, da den er blevet brugt til at underbygge en holdning, som det store flertal ikke kan genkende.

Alt i alt står vi overfor en minister, der har formået at sætte sin opbakning blandt de folk, hun er ansat til at tjene, grundigt over styr.

Til sammen medfører alt dette en naturlig skepsis imod tiltag fra ministeriet, som f.eks. i forbindelse med den aktuelle rapport om kulturuddannelserne i Danmark, og da DF har meddelt, at de ikke vil være en del af en centralisering af uddannelser, har kulturministeren nu valgt at trække følehornene til sig igen.

Mette Bock har ganske rigtigt påpeget, at ”nu er der jo intet vedtaget endnu”, men desværre beskylder hun i samme åndedrag kritikerne af rapporten for ikke at have læst den og være frygtsomme og bange for nytænkning.

Nu ved jeg, som ministeren nok også gør, at der er rigtigt mange fagfolk, der sammen med Politiken har gransket rapporten ganske nøje efter at den blev lækket, med den begrundelse, at ”man følte ikke, at kulturministeriets behandling af dens anbefalinger virkede seriøse” – den er nok den mest læste rapport ministeriet længe har udgivet, så det argument holder ikke.

Det er i det hele taget bekymrende, at et læk af en rapport fra kulturministeriet igen føles nødvendigt for at sikre den offentlige debat, og saglige behandling af emner, der kommer til at påvirke udviklingen i dansk kulturliv i årtier.

Endnu et debatindlæg fra ministeren

Hvad gør ministeren så for at forsvare sin beslutning om enmandsudvalg og en historisk upopulær rapport bygget op om præmissen om de uendelige sparerunder?

Hun skriver da selvfølgelig endnu et debatindlæg, som hun har gjort så ofte før. Det har typisk været indlæg, hvor hun i hårde vendinger beskylder kunstnere for at være ugenerøse, ikke tale kunsten op eller skrige efter flere penge. Det er klart, at kommentaren om manglende generøsitet rammer ekstra hårdt blandt de mange kunstnere, der bruger en stor del af deres tid på frivilligt arbejde for igennem deres virke aktivt at fremme kunsten.

Desuden er det gentagne gange blevet påpeget, at en sådan retorik tangerer spin. Kunsterne råber ikke efter flere penge, de beder simpelthen bare om, at ministeriet fjerner færre.

Her spinner Mette Bock emnet væk fra temaet, ”enerådig minister” og påtager sig i stedet offerrollen som den tålmodige mor, der må irettesætte sine hysteriske børn

Efter disse utallige artikler om emnet – og senest med den nye presseansvarlige i ministeriet, skulle man tro at strategien ville blive ændret.

Derfor var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen da jeg så ordvalget i Mettes Bocks debatindlæg fra Politiken.

Her spinner Mette Bock emnet væk fra temaet, ”enerådig minister” og påtager sig i stedet offerrollen som den tålmodige mor, der må irettesætte sine hysteriske børn (herunder kultureksperter, elever og rektorerne fra nogle af Danmarks førende institutioner).

I mine øjne er det netop denne magtfuldkommenhed og hybris, der indtil videre har præget hele hendes ministertid lige fra de åbne samråd i folketinget, ignorering af faktuelle beviser, der ikke passer ind i masterplanen, til de mange debatindlæg og kronikker, hun får skrevet.

Her er et par retoriske perler fra Politikens artikel:

“Jeg kan berolige de frygtsomme”.

“De stærke meninger, forargelsen, fordømmelsen og udskamningen af Sveidahl, undertegnede, regeringen, kortsynetheden, åndløsheden, stod i kø. Djævlens horn skygger for indblikket.”

“… undrer jeg mig over den manglende vilje til at gå dybere end den umiddelbare frygt.”

“Når djævlens horn ikke længere skygger, kan vi forhåbentlig tage fat på en samtale om substansen”.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

“Når jeg nu har fjernet frygten for tvangsfusioner, håber jeg, at alle med interesse i de kunstneriske uddannelser vil bidrage til diskussionen om de helt konkrete opgaver, som kalder på løsninger. Dem kan vi nemlig ikke lukke øjnene for”.

Hun får her behændigt tillagt sine modstandere de mest forfærdelige bevæggrunde, blot fordi de har brugt deres demokratiske ret til at sige fra. Ministeren klarer faktisk selv at udskamme sine kritikere, beskylde dem for manglende vilje og frygt for forandring, manglende indblik og tilsidst for ikke at ville se nødvendigheden i øjnene. Det er et demokratisk problem, når en minister ikke tager så voldsom en kritik alvorligt.

I første omgang ser det heldigvis ud til, at tvangsfusionen af de kunstneriske uddannelser er afværget i og med der ikke er flertal for en centralisering. Her er DF stringent, og oppositionen har længe slået bremserne i overfor den reformivrige minister.

Det er et parløb som Mette Bock og Alex Ahrendtsen allerede kender godt, for sammen har de tidligere underkendt eksistensen af de amtsmidler, der beviseligt stadig bliver udlignet imellem sjællandske, lolland-falsterske kommuner og kulturministeriet

Spørgsmålet er: Hvad sker der så nu, har de kunstneriske uddannelser klaret frisag?

Næppe, omprioriteringsbidraget ser ud til at fortsætte de næste 4 år og presser derved fagligheden yderligere, for såvel i de kulturelle uddannelsesinstitutioner som overalt i den offentlige sektor kan man ikke spare på de faste udgifter til bygninger og vedligehold, så hele besparelsen må hentes på personalet.

Hvad der er endnu værre, DF’s Alex Ahrendtsen rasler igen med sablen, for han har lugtet muligheden for en studehandel med regeringen.

Der er lagt i kakkelovnen til endnu en øst-vest-konflikt

Allerede samme dag som Mette Bock kom med sin artikel, udtalte han i et interview med Politiken, at han vil gøre op med det han kalder ”den urimelige forskelsbehandling imellem kunstakademierne uden for hovedstaden og akademiet i København”, og han skrev yderligere ”Vi skal løfte kunstuddannelserne i Århus og Odense, ikke kun i København”.

Det er et parløb som Mette Bock og Alex Ahrendtsen allerede kender godt, for sammen har de tidligere underkendt eksistensen af de amtsmidler, der beviseligt stadig bliver udlignet imellem sjællandske, lolland-falsterske kommuner og kulturministeriet for at retfærdiggøre deres påstand om netop den ”skævvridning”, som Alex Ahrendtsen bruger som mantra for at gennemføre sit korstog mod ”københavneriet”.

Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til endnu en øst-vest konflikt og man må formode, at midlet bliver det sædvanlige machiavelliske ”del-og-hersk”, som DF og LA desværre også har udmærkede erfaringer med fra blandt andet landsdelsorkesterkonflikten og desværre nok også museumsområdet.

Den enes død er den andens brød, siger man, men denne gang kan vi håbe på, at kunstakademierne på Fyn og i Jylland ikke falder for det gamle trick, da de vundne penge sker på bekostning af veldrevne institutioner andre steder i landet og hurtigt bliver bortsparet igen.

Vi har brug for mere kultur i Danmark, ikke en fortsættelse af de seneste årtiers kulturkannibalisme.

Topfoto: POV International med LunaPic Editor – originalbillede af Kulturministeriet efter officielt foto.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Martin Reinhardt
Basbasunist at

Martin Reinhardt er basbasunist, uddannet i Manchester og Berlin. Han har i 13 år været ansat ved Deutsche Staatsoper i Berlin, har optrådt med Berliner Philharmoniker, Hamburgische Staatsoper og BBC Philharmonic, og er i dag ansat ved Copenhagen Phil.

Seneste indlæg fra

Gå til Top