Analyse: Økonomi og identitet i Mellemøstens migrantstrømme

af

Da krisen mellem Saudi-Arabien og Qatar for nylig blussede op, blev det for Egypten også et spørgsmål om økonomi: Landet ved Nilen bakkede op om Saudi-Arabiens sanktioner, men det koster, hvis 300.000 egyptiske gæstearbejdere ikke hver måned sender penge hjem. Man har tidligere i regionen set enorme migrantstrømme blive udvist fra dag til anden. Yasmin Abdel-Hak beskriver kernen af den arabiske identitet. Og hvordan arbejdsbevægelighed kan være et gode, men også et kim til krise.

Jeg har i en tidligere blogpost beskrevet, hvorledes Qatar længe har været en torn i øjet på flere af regionens lande, først og fremmest Saudi-Arabien, på grund af det lille emirats støtte til blandt andet Det Muslimske Broderskab, finansieringen af Hamas og tv-kanalen Al Jazeera.

Derudover huser landet en luftbase for ca. 10.000 amerikanske soldater. Hvis man, som Saudi-Arabien, har behov for at understrege egen magtpostion i regionen, så er det et forhold, som ikke just fremmer sympatien.

Men også andre lande, heriblandt Egypten, har haft et horn i siden på Qatar. For Egypten handler det først og fremmest om tv-kanalen Al Jazeera, der fulgte en kritisk linje overfor (nuværende præsident) Abdel Fatah al-Sisis militærkup i 2013, der væltede Det Muslimske Broderskab. At støtte Saudi-Arabiens sabelraslen overfor Qatar ligger derfor lige for, også selvom denne disposition kan få farlige økonomiske konsekvenser for især Egypten.

Mellemøstens store, fattige fætter

For hvor rækken af de øvrige lande, der støtter Saudi-Arabiens embargo mod Qatar, lukning af luftrum og landegrænser, mestendels er olierige stater – herunder Bahrain og de Forenede Arabiske Emirater – så er Egypten den fattige fætter i forsamlingen.

Yemen, der ligeledes støtter aktionen mod Qatar, er naturligvis endnu dårligere økonomisk stillet, men her spiller en række andre forhold ind, som jeg vil forsøge at afdække i en senere, særskilt blogpost.

Med 300.000 egyptere i Qatar, der hver måned sender penge hjem til Kairo, er spørgsmålet, om Egypten overhovedet har råd til at spille med musklerne overfor Qatar?

Hvad Egypten mangler i olieindtægter, har landet i befolkningstal. Med ca. 96 millioner indbyggere er landet den folkerigeste nation i Mellemøsten, og den tredje folkerigeste stat i Afrika. Der er med andre ord mange munde at brødføde.

Olieboomet i blandt andet Saudi-Arabien og de andre Golfstater gennem 1960’erne og 1970’erne åbnede et akut behov for arbejdskraft. Her viste Egypten sig som en yderst fast leverandør til regionen, og har været det lige siden. Det anslås, at landet har ca. 6-7 millioner emigranter bosiddende i andre lande i regionen, der alle sender penge hjem til familien i Egypten.

En af landets vigtigste indtægtskilder er disse pengeoverførsler fra udlandet. Dette er i sig selv en stor “industri” i regionen. Det anslås, at pengeoverførsler fra emigranter til hjemlandene udgør mindst 20 milliarder dollar årligt (ca. 130 milliarder kroner). Et beløb, der i størrelse langt overgår direkte investeringer og udviklingsstøttede projekter.

Indtægtskilden fra emigranterne er faktisk Egyptens største indtægt, og selvom disse pengeoverførsler bliver sendt hjem til familien og dermed ind i privatøkonomien, er de stadig med til at sikre et forbrug og bidrager dermed til statsøkonomien.

Med 300.000 egyptere i Qatar, der hver måned sender penge hjem til Kairo, er spørgsmålet, om Egypten overhovedet har råd til at spille med musklerne overfor Qatar?

Det anslås, at mellem 800.000 – en million yemenitter, 200.000 jordanere og 150.000 palæstinensere blev udvist fra Saudi-Arabien og Golfstaterne, som straf for, at deres hjemlande støttede Irak og dets invasion af Kuwait, og dermed gik imod Saudi-Arabien og USA

For hvad nu hvis Qatar skulle beslutte sig for at udvise de 300.000 – og deres familier? Et ikke helt usandsynligt scenarie på de kanter, hvor symbolpolitik spiller en stor rolle. At det så rent praktisk ville være uhensigtsmæssigt pludselig at mangle 300.000 i arbejdsstyrken er en anden sag.

Kriser rammer migranterne først

Det er anslået, at der findes ca. 20 millioner migranter i regionen. Et tal, der skal tages med store forbehold. Det er formentligt højere på grund af illegale migranter i flere af modtagerlandene, og inkluderer ikke de seneste års flygtningestrømme fra Syrien. Der er med andre ord tale om store menneskestrømme, der bevæger sig rundt imellem regionens lande.

Hver gang en ny krise eller krig udspringer i regionen, er det oftest migranterne, der som de første betaler prisen. De er nemlig i en særlig sårbar situation. Krisen med Qatar er således ikke første gang, migranter er i risiko for at miste deres levebrød og opholdsgrundlag i udlandet.

Da Irak invaderede Kuwait i 1990, måtte mange irakere i hast flygte fra deres opholdsland Kuwait. Men det fik også konsekvenser for andre migranter i resten af regionen: Det anslås, at mellem 800.000 – 1 million yemenitter, 200.000 jordanere og 150.000 palæstinensere blev udvist fra Saudi-Arabien og Golfstaterne som straf for, at deres hjemlande støttede Irak og dets invasion af Kuwait, og dermed gik imod Saudi-Arabien og USA.

Når migranter vender hjem fra Golfen

Den umiddelbare positive økonomiske effekt, migranter kan have med deres hjemvenden, bliver hurtigt opvejet af de tilsvarende stigende udgifter i skole – og sundhedsvæsenet og stigende arbejdsløshed, der følger med i kølvandet.

For hvad kan man gøre for at skabe en fælles identitet som ”storfamilie”, når nogle familiemedlemmer er stinkende rige og andre er ludfattige? Hvordan skaber man en fælles identitet med forskellige forudsætninger

Men ikke kun økonomien påvirkes af hjemvendte emigranter. Golfstaternes kulturelle påvirkning lader sig ikke fornægte hos de hjemvendte migranter. I Egypten bruger man begrebet ”golfisering” arbejdere, der har haft ophold i Golfen, fordi de bringer de langt mere strikse og konservative sociale normer og omgangsformer fra Golfen med sig hjem til Kairo. Et fænomen, man ikke ser på med venlige øjne i Egypten.

Den arabiske broderånd

Spørgsmålet om migration i Mellemøsten er et ømtåleligt emne, som på mange måder berører den arabiske identitet, selvforståelse og spørgsmålet om den arabiske broderskabsånd.

Dette bunder i noget, der er dybere end blot spørgsmål om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor regionen og overførsler af pengestrømme fra ét rigt broderland til et andet, fattigere medlem i familien.

For hvad kan man gøre for at skabe en fælles identitet som ”storfamilie”, når nogle familiemedlemmer er stinkende rige og andre er ludfattige? Hvordan skaber man en fælles identitet med forskellige forudsætninger.

Og hvordan behandler man sine immigranter? Tilsyneladende ikke helt så pænt, som man måtte ønske. For det første synes selve migranttilstrømningen at skabe nye samfundsklasser i værtslandene.

Nationale statsborgere kan fastholde deres hidtidige arbejdsforhold som eksempelvis forretningsfolk, købmænd osv., mens migranterne tildeles de langt mindre attraktive og langt fysisk hårdere arbejdsopgaver. Dette er naturligvis ikke et nyt fænomen. Det sker overalt, også i den vestlige verden, at hårdt fysisk og ikke attraktivt arbejde tildeles migranter.

Den afgørende forskel her er, at antallet af migranterne langt overgår antallet af værtslandets statsborgere. Det skaber selvsagt en noget særegen situation, som kan have store politiske konsekvenser for et værtsland, hvor antallet af migranter kan være 3-4 gange større end antallet af landets egne statsborgere.

For det andet får immigranter ingen permanente opholdsrettigheder eller adgang til at søge om statsborgerskab i værtslandet. En opholdstilladelse kan til hver en tid inddrages, hvilket alt andet lige tilføjer et stærkt usikkerhedsmoment for den enkelte migrant.

Og her er så kernen af selve den arabiske identitet og spørgsmålet om broderskab landene imellem. For netop værtslandenes håndtering af deres immigranter, og deres insisteren på ikke at tildele arbejdsstyrken grundlæggende rettigheder kan lægge kimen til en uro, som i krisetider er svær at overse.

For hvordan er det lige, man som nation forklarer og legitimerer den afgrundsdybe forskelsbehandling på egne og udenlandske statsborgere? Særligt når man som nation eksempelvis påberåber sig Islam som ens legitimationsgrundlag, som tilfældet er med Saudi-Arabien.

”Asiaseringen” af migrantprofilen

Hvis man troede, at migration som fænomen i regionen på sigt ville kunne bringe landene endnu tættere sammen, tog man nok fejl, og nogle af disse ømtålelige skismer kan til dels forklare en nyere tendens i Golfstaterne, nemlig en stigende ”asiasering” af migrantstrømmen.

Hvor arabiske migranter eksempelvis i Kuwait tidligere udgjorde 59 pct. af den samlede udenlandske befolkningsgruppe, udgør de nu under 45 pct. Ud af 12,5 millioner migranter i Golfstaterne, anslåes syv millioner at være fra Asien, primært fra Indien, Pakistan og Fillippinerne.

Asiatisk arbejdskraft synes at være den foretrukne fremfor den arabiske, dels fordi asiatiske migranter er billigere i løn, dels accepterer dårlige arbejdsvilkår. Men endnu vigtigere er, at de ikke anses for at udgøre en politisk fare for værtslandet. Og man slipper så belejligt for at forholde sig til spørgsmålet om den manglende ligestilling af ens såkaldte arabiske brødre.

Disclaimer: Alle tal om migrantgrupper i Mellemøsten, herunder i Golfstaterne, er fra bogen A Political Economy of the Middle East af Alan Richards, John Waterbury, Melani Cammett og Ishac Diwan. Westview Press, 3rd Edition, 2013

Topfoto: NASA, foto af Doha. Public Domain.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Seneste indlæg fra

Gå til Top