Mellem linjerne – Magiens genkomst

af

Da jeg læste årets litterære nytårsanbefalinger på POV International og så Aleister Crowleys Book 4 på listen, vidste jeg, hvad der har anet mig længe: Magi er in – igen. Og det er ikke bare in. Det er mainstream.

Det er ikke første gang. Og det sker med jævne mellemrum. Hvert tiår nyder magikernes kunst på ny gunst hos parnassets børn. En af mine første klummer, i en for længst glemt avis som hed Det Fri Aktuelt, handlede om okkult popkultur. Swamierne kommer, hed den. Og nu er det så tid igen. I en anden form. Nu digitalt, hvor det før var på papir. Og ligesom tiderne skifter ham, gør magien det også.

I ’70erne foldede åndens teknologi sig ud som bevidsthedsudvidende psykonautik, med chakra- og farvemeditation på den ene side og de første yuppiers hedonistiske swingerklubber under Anton La Veys sort-røde banner på den anden. Begge dele et quick fix i forhold til tidligere tiders omstændelige tilgange, komplekse yogiske meditationer og redskabstunge ceremonielle magi.

I ’80erne og ’90erne nød kaosmagien stor udbredelse, og enhver okkultist med respekt for sig selv onanerede flittigt til hjemmesigilliserede intentioner, Osman Sparre-style. I nullerne kom NLP-magien til, og computermetaforikken åd sig langsomt men sikkert godt ind i magiens knogler.

Det er ikke uden årsag at de gamle alkymikere kaldte magien for ”Det store arbejde”. Opus Magnum. Det kræver disciplin. Det kræver tid, dedikation og fuld opmærksomhed. I en livstid. I hvert fald, hvis man ønsker at gå linen ud og ikke nøjes med at drømme om det hjemme fra lænestolen.

I dag ses magien som et hack. Magic er blevet til Hagic. Et ultra-kvik-fiks. En ændring i den biologiske computers DNA. En omskrivning af kildekoden. Source code, som det hedder på dangelsk, formentlig inspireret af Hollywoodfilmen af samme navn. Det er sådan set også i orden. Men det er ikke ufarligt. For magi er farligt. Det er ikke omkostningsfrit at skrue på hverken selvets eller universets knapper, prisen er sjælen, og vejen er spækket med farer.

Det er ikke uden årsag at de gamle alkymikere kaldte magien for ”Det store arbejde”. Opus Magnum. Det kræver disciplin. Det kræver tid, dedikation og fuld opmærksomhed. I en livstid. I hvert fald, hvis man ønsker at gå linen ud og ikke nøjes med at drømme om det hjemme fra lænestolen.

Ligesom yoga og tantra, er magi ikke noget, man mestrer på en juleferie i frikadelleland. Men det er sådan, det bruges, og det er sådan, det sælges. Helt ligesom i ’80erne. Men der er sket en afgørende forandring, som, sammen med computermetaforikken, udgør forhold, vi bør være opmærksomme på.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Et centralt element i udøvelsen af magisk kunst er transcendens. Viljens rejse i bevidsthedens hyperrum, hvor verden formes. Men for at affyre raketten, må man naturligvis først, dels gøre sig klart hvad man egentlig vil, og dels være i stand til at fokusere totalt på det. Så må den indre stemme tie. Tankestrømmen må stoppe. Den indre censor, refleksionen, må tie, og man må fortabe sig og sin selvbevidsthed. Crowley kaldte det ”ego-død”. Her har det ikke-reflekterende menneske en klar fordel.

Psykologisk forskning har for længst godtgjort anatomien bag X-faktor-samfundets lalleglade selvovervurdering. Groft sagt eksisterer der et omvendt proportionelt forhold mellem graden af dannelse og graden af selvbevidsthed. Den såkaldte Dunning-Kruger-effekt. Og det er farligt, fordi man med magi former verden efter ens ønske. Og når millioner af historieløse Generation Y-hagikere quick-fixer universet med egocentriske X-faktor-ønsker som berømmelse, rigdom, personlig branding og hævn over skolegårdens fjender, eller bare tagger sjov, er det ikke til at sige, hvilke egregorer man skaber. Et interessant eksempel er den amerikanske alt-right bevægelses tilsyneladende tilfældige kollektive påkaldelse af den egyptiske kaosgud med tudsehovedet, Kek.

Den anden bekymrende faktor i det spirituelles nuværende pop-karnation er historieløsheden. Hver generation middelklasse-udøvere lider tilsyneladende af en lignende skråsikkerhed på, at den har opfundet og opdaget det hele selv, mens den praktiske anvendelse af magi, og i særdeleshed sort magi, har været en fast bestanddel af enhver ordentlig elites regeringsførelse siden tidernes morgen.

I dag ses magien som et hack. Magic er blevet til Hagic. Et ultra-kvik-fiks. En ændring i den biologiske computers DNA. En omskrivning af kildekoden. Source code, som det hedder på dangelsk, formentlig inspireret af Hollywoodfilmen af samme navn. Det er sådan set også i orden. Men det er ikke ufarligt. For magi er farligt

Jeg taler ikke om Lars Løkke her. De kræfter, vi som menneskehed er oppe imod, er et tusindårigt integreret mindset, i hvilket ‘det store arbejde’ som alkymisterne kaldte menneskets stræben mod åndelig transmutation, handler om absolut dominans. Absolut kontrol og ejerskab over planeten jorden og alt som findes på den. I dette spil findes ingen regler, udenom reglen om vækst og overlevelse. I denne praksis findes ingen brugbar teknologi, som ikke bliver brugt. Slet heller ikke esoterisk teknologi.

MERE POV
Intet varer evigt

Så mens du læser Crowleys Book 4 og opdager hidtil ukendte sammenhænge i det høje og i det lave, eksperimenterer med magiske segl og påtager dig en gudeform eller to, så tænk på at du formentlig gør det i en lejlighed i en by som i sig selv er ét stort magisk segl, skabt i glas, stål, sten og beton med et ganske specifikt formål. Men det er en længere historie, som jeg måske vil divertere POV’s læsere med senere på året.

Det korte af det lange er, at jeg blev rigtig glad, da jeg så Book 4 på listen. Jeg havde naturligvis hellere set min egen bog Brandtale på listen. Men i mangel på bedre, som man siger. Og uanset om man skal til at læse Book 4 for første eller fjerde gang, rummer denne magiens genkomst kimen til muligheden for transformation af vort kollektive bevidsthedsrum. Muligheden for et ordentligt modtryk. Guderne skal vide – og det gør de helt sikkert – at vi har hårdt brug for det.

Illustration: Michaël “Har Du To Kroner” Dorbec  (MobilePay: 3131 8234)

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Claus Ankersen
Forfatter, digter og debattør |

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top