Maria Helleberg: Schylling på Sky Bar

af

ANMELDELSE – Efter BogForum søndag inviterede jeg orkestret Götterfunken med i Sky Bar på toppen af Bella Sky-hotellet. Måske blev de sure, fordi vi var glade? Maria Helleberg er ikke imponeret over service eller sortiment på Sky Bar. 

Nå, men man kan jo ikke få alt, vel?

Efter BogForum søndag inviterede jeg orkestret Götterfunken med i Sky Bar på toppen af Bella Sky-hotellet. Vi havde endda booket bord til mindst syv mennesker, og vi medbragte jordens vidunderligste baby. Vi ankom glade og veloplagte og sultne (skribenten her endda i 1536-outfit) og blev modtaget af en alt andet end begejstret crew.

Har selv en vis erfaring med store dyre hoteller og undrede mig. Okay, vi fik restaurantens absolut dårligst placerede bord, og de tre par, som også spiste i baren, sad klos op ad os. Nu kender jeg en del til fagets særheder og kan kun finde én grund: nemt for tjenerne ikke at skulle gå langt i det ret store rum.

Vi kom til sæde og ventede. Absolut intet skete. Der var tre personer i arbejde i baren, som også 12-16 serverede frokost.

Først da den britiskfødte ægtemand til en af musikerne rejste sig og gik til baren, gik det op for den eneste mandlige tjener, at vi måske ville have spisekort. De blev smidt på bordet, som allerede rummede to vin & væde-kort (til syv mennesker). Intet velkommen, intet tilbud om velkomstdrink eller andet. Ikke engang vand på bordet (men det gør jo også, at folk bestiller færre sodavand af 65 kr. stykket).

Den mandlige tjener kom dog til bordet, da jeg havde vinket en del. Jeg syntes, vi fortjente champagne og mit blik faldt på en Dom Perignon på vinkortet. Efter lang tids leden overalt i barskabene kom en grubby flaske andet mærke til syne. ”That is the best one I have”, sagde tjeneren, som var ude af stand til at forstå et eneste ord dansk (det var det første, han sagde).

Er det fikst at ansætte folk, som ikke forstår “nummer 8” eller “danskvand”? Eller “tak”?  Baren havde ingen anden kvalitetschampagne, men påstår at kunne fremskaffe en flaske til over 6000. Findes de varer overhovedet på Bella Sky, eller er der tale om at pynte sig med usynlige fjer?

Vi sad så og ventede på champagnen. Den kom, og ham den ikke-dansktalende spurgte, hvor mange flasker vi ville have. Okay, man kan kalde mig meget men ikke vulgær, så jeg svarede, at fik vi brug for flere flasker, ville vi nok bestille igen.

Så var der dæleme funkstille længe. Derefter dukkede den ene af de to blonde damer op, som talte kauder – en besynderlig blanding af dansk, svensk og noget andet. (Sig dog ”kyckling” i stedet for ”schylling”).

Det lykkedes dem at modtage bestillinger på maden, men det med vand var altså svært. Jeg ved ikke, om serbokroatisk ville have gjort jobbet, men interessen var minimal. Der var tre par ud over os i baren, så man kan ikke sige, de tre tjenere var overbebyrdede.

Så var der igen funkstille. Retterne kom ind, to og to (bl.a. schylling). Langt henne i spisningen lykkedes det at få vand på bordet, og den ene, som kom i kontakt med en tjener, lykkedes med at få rhubarb-sodavand med is. Det sidste vi så til is.

Okay, fik omsider en af schylling-damerne ned til os for at modtage bestilling på drikkevarer. Den bestilte øl fandtes ikke længere. Sodavandstyperne var også gået ned fra tre til en. Nul is. Men meget rart endelig at få noget at drikke.

Maden? Okay, jeg fik en håndfuld rejer lagt direkte på en lavatallerken med tre salatblade over, en kvist dild og noget grønt snask sprøjtet over rejerne. Brødet kom på bordet for sig

Eneste forsøg på at afsætte noget til os: ville vi have kaffe og kage? Siden vi var blevet forsinket cirka en time af de to schylling-damer og den ikke-dansktalende, så var der ikke meget tid til overs.

Vi ville (jeg ville) betale og fik smidt en sammenfoldet bon foran mig, hvorpå jeg kunne anføre værelsesnummer. Schylling-damen kunne jo ikke dansk. Så jeg måtte kalde hende til bordet igen og forklare, at vi ikke boede på hotellet. Så skred hun endelig og ophørte med at stjæle vores tid.

Maden? Okay, jeg fik en håndfuld rejer lagt direkte på en lavatallerken med tre salatblade over, en kvist dild og noget grønt snask sprøjtet over rejerne. Brødet kom på bordet for sig.

I am not impressed. Og slet ikke af de ansatte. Måske blev de sure, fordi vi var glade (ingen af os havde drukket alkohol af nogen art) og havde en baby med. Måske ville det være godt, hvis de kunne tale andet end pidgin-engelsk og kauder-svensk. Måske kunne man sende dem på efteruddannelse på f.eks. First-hotellerne i Aalborg og Aarhus. Eller på Hotel Falster.

Man kan købe arbejdskraft for billigt.

Fotos: Bella Sky.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top