Maria Helleberg: Myter, juniorpatrioter og en død Grundlov – Besættelsen i kortform

af

Maria Helleberg kysser fortiden og afliver et par myter om den i sin personlige genfortælling af historien om Danmark. I denne uge gælder det Besættelsen, Danmark under Anden Verdenskrig, og hvordan vi kom til at se tiden sidenhen.

Endnu et halvt århundrede efter Anden Verdenskrigs afslutning betegnes begivenheder og aktører i bestemt form: krigen, besættelsen, tyskerne. Efterkrigstiden ændrede den faktuelle historie for at skabe et nyt konsensus-samfund, hvor alle kunne finde et åndeligt hjem, om ikke på anden vis så gennem fortrængning.

Faktum er, at besættelsen splittede folket, og betød et brud med den hidtidige pagt mellem folk og politisk elite. En pagt, som netop var blevet fornyet gennem indførelse af moderne sociallove under et stærkt, selvbevidst Socialdemokrati.

Partiet havde formået at holde kommunisterne i en absolut sekundær rolle – i Danmark drømte arbejderne om mere forbrug og sikkerhed, ikke om revolution.

Ved invasionen var landet militært ude af stand til at gøre modstand. Regering og konge accepterede tingenes tilstand og opfordrede til, at alle fortsatte liv og arbejde og indtog en ”værdig holdning”. Man indordnede sig og forsøgte at komme sig over chokket.

Inddragelsen af Danmark i det område, som krigsmaskinen Tyskland ønskede at disponere uhindret over, var uundgåelig. Vi var ikke hverken venner eller allierede. Danmark var et land, hvis forhold den tyske regering ønskede at ”ordne”

Siden 1864 havde den store nabo mod syd været frygtet, men relativt uinteresseret i Danmark. Nu var Første Verdenskrigs neutralitet afløst af ydmygende besættelse.

Der var intet andet valg i 1940 end at dukke sig og i vid udstrækning lade som ingenting, som om besættelsen kun var en forgrovelse af den afhængighed, som allerede havde været en realitet før 9. april 1940.

Samarbejdspolitikken udviklede sig som en logisk men på mange måder tragisk følge af beslutningen den 9. april. Inddragelsen af Danmark i det område, som krigsmaskinen Tyskland ønskede at disponere uhindret over, var uundgåelig. Vi var ikke hverken venner eller allierede. Danmark var et land, hvis forhold den tyske regering ønskede at ”ordne”.

Kommunister, jøder, politi

Umiddelbart efter besættelsen havde det danske kommunistparti føjet sig efter det sovjetiske moderparti og tilrådet ro og tilbageholdenhed. Sovjets aftale med Nazityskland om at dele Polen blev accepteret og forsvaret. Det må have været kompliceret og endda smertefuldt for mange troende kommunister indirekte at støtte nazisterne.

Men med krigen mod Sovjet i sommeren 1941 faldt årsagen til følgagtigheden bort. Den danske regering var forpligtet til at internere de danske kommunister, man kunne lokalisere.

Hele faggrupper eller etniske grupper kunne eksproprieres eller forsøges udryddet af besættelsesmagten

Når kommunisternes organisation blev erklæret ulovlig, havde medlemmerne intet andet valg end at gå under jorden, hvorfra det var muligt at indlede en partisankrig.

Som den materielle situation i landet forværredes, blev stadig nye befolkningsgrupper inddraget i ”udrensningerne”. Hele faggrupper eller etniske grupper kunne eksproprieres eller forsøges udryddet af besættelsesmagten.

Vi fokuserer i dag på jøderne – i oktober 1943 forsøgte besættelsesmagten at indfange alle danske jøder og mennesker af jødisk oprindelse – men det danske politi, der bestod af 10.000 mand, blev jo i 1944 deporteret til lejren Buchenwald. Det var pænt store befolkningsgrupper, som skulle udskilles af samfundet.

Lykkeligvis var det danske jødiske samfund velorganiseret og koncentreret omkring København og andre større byer. På grund af nærheden til Sverige (og en vis overbærenhed fra tysk side) var det muligt at sejle de jødiske danskere til Sverige. Flugten var ikke gratis for alle, og en del danske jøder slap ikke væk i tide: de boede for langt borte eller var for isolerede, og ca. 120 blev deporteret til Theresienstadt og senere til udryddelseslejre.

Lydstaten Danmark

Indtil 29. august 1943 opfattedes det besatte Danmark stort set som en tysk lydstat, der forsynede Wehrmacht med fødevarer. Den indtil da ret beskedne danske modstandsbevægelse var ikke just nogen fare for krigens fortsættelse. Den politiske elite fortsatte samarbejdspolitikken og støttede endda oprettelsen af et korps frivillige til tjeneste under Waffen-SS ved Østfronten.

En nægtelse kunne medføre, at der blev tvangsudskrevet danske mænd til tjeneste både i Tyskland og ved fronten. Hvad skulle man vælge?

Dr. Werner Best og Erik Scavenius. 1943.

Intet kan egentlig forklare samarbejdspolitikken bedre end netop frikorps Danmark. Nogle historikere forarges over, at ministre gik ind for frikorpset – Danmark havde som besat stat underskrevet Antikomintern-pagten rettet mod Sovjet.

Udenrigsministeren Erik Scavenius og hans kollega Gunnar Larsen mente, at man kunne undgå skærpelse af besættelsens vilkår ved at spille med og tillade korpsets medlemmer udrejse. Og at en nægtelse kunne medføre, at der blev tvangsudskrevet danske mænd til tjeneste både i Tyskland og ved fronten. Hvad skulle man vælge?

Imens voksede den almene undertrykkelse, ganske som forholdene ved fronterne og i Tyskland selv forringedes. Forråelsen efter tre års krig bredte sig også til Danmark.

Men vi havde jo ingen erfaring med besættelse og tab af suverænitet. Danmark har en helt anden historie end f.eks. Polen og Norge. Man vidste jo ikke, hvem der ville vinde krigen – men heller ikke hvor undertrykkelsen ville ende. Ville Grundloven blive sat ud af kraft? Ville danske statsborgere blive interneret, udleveret, henrettet ud fra andet end dansk lov?

Ja, det hele skete. Alt det værste, man havde forestillet sig, blev virkelighed. Mord på danske kulturpersoner som Kaj Munk. Fejlbombninger, friendly fire, ramte en skole i København. Og til sidst, da krigen egentlig var ved at ebbe ud, bombede de sovjetiske tropper Rønne.

Modstand og folkeoprør

I sommeren 1943 eksisterede der allerede en velforgrenet, celleopbygget modstandsbevægelse, som opererede på mange fronter. Lige så vigtig som ”partisanbevægelsen” var imidlertid den passive, almene modstand mod besættelsen. Denne modstand var ikke styret ude- eller ovenfra. Nok lyttede man (illegalt) til radio fra England, men det var dagligdagens oplevelser, som gjorde udslaget. Resultatet var en spontan generalstrejke, der førte til regeringens fald.

Der forelå ingen plan for disse handlinger, de var ikke koordinerede, men de beviste for selv den mest forsigtige, at der eksisterede en folkelig vilje

De almindelige styringsmekanismer viste sig lykkeligt utilstrækkelige, når folket havde fået nok og meldte sig ud af “samfundet”. Hvis man alligevel ikke fik noget ud af at arbejde, kunne man lige så godt tage fri – hente vand i Sortedamssøen og køre ud på landet til familien og leve af selvforsyning fra kolonihaver. Den robusthed, som krigens forhold medførte, gjorde det måske nok lettere og logisk at vendte sig mod besættelsesmagten.

Folkeopstanden i 1943 åbnede samfundet. Tyveårige junioransatte ringede rundt til store virksomheder og krævede dem lukket. Almindelige fredelige mennesker brændte biler og lod sig bevæbne. For at undgå en gentagelse af begivenhederne i 1807, besluttede den danske flåde enten at lade sine skibe på søen flygte og gå i allieret krigstjeneste, eller man sænkede eller gjorde på anden måde skibene ukampdygtige.

Nørrebro. Folkestrejken i 1944.

Der forelå ingen plan for disse handlinger, de var ikke koordinerede, men de beviste for selv den mest forsigtige, at der eksisterede en folkelig vilje. Og den var ikke fredelig. Hvis besættelsesmagten opførte sig voldeligt, havde man ret til at svare med vold “nedefra”.

Myten om det forenede folk

Samarbejdspolitikken havde søgt at undgå konfrontation med den på alle måder knusende overlegne besættelsesmagt. Den konfrontation fremtvang folket i augustoprøret. I det følgende halvandet års besættelse blev forholdene da også markant forværrede. Terrorisme kom til at præge nyheder og hverdag: både modstandsbevægelsen og besættelsesmagten praktiserede likvideringer, bombesprængninger og ødelæggelse af ejendom. Summarisk krigsjustits havde afløst dansk retspleje.

Befrielsen i maj 1945 blev ikke kun fejret med ekstatisk lyksalighed, fordi undertrykkelsen og frygten nu sluttede, men også fordi halvandet års psykisk pres var forbi.

Genopbygningen krævede folkelig enighed, og myten om det forenede folk blev til. Paradoksalt nok er f.eks. de film, der blev indspillet kort tid efter selve befrielsen, de mest hudløst ægte – men allerede i 1947 var myten fuldkommen: Alle danskere havde fra 9. april 1940 været imod besættelsen, og havde (i det stille) modarbejdet hvor de kunne. Alle tyskere var derimod frygtindgydende nazistiske sadister. Øvrigheden var klogere end den enkelte.

Og efterhånden voksede den nye myte frem: at samarbejdspolitikken havde været den eneste mulige danske reaktion på besættelsen. En myte, som levede lykkeligt til 29. august 2003, hvor paradoksalt nok en liberal statsminister i en provokerende tale satte spørgsmålstegn ved samarbejdspolitikkens ærlighed.

Samarbejdspolitikken tabte – men vandt freden

Danmark kom relativt ubeskadiget igennem Anden Verdenskrig. Ingen svære bombardementer hærgede Esbjerg, Helsingør og Århus, som Rotterdam, Warszawa og Køln blev lagt øde.

Det lykkedes at bringe en del forfulgte i sikkerhed og at oparbejde en partisanbevægelse, der indgød omverdenen en vis respekt. Landet var ikke ruineret i maj 1945. Og vi betragtedes som en kommende god samarbejdspartner i Vesteuropa. For Europas kommende politiske og økonomiske styreform blev besluttet på de Allieredes topmøde i Jalta i 1944. Fra sommeren ’44 var der tale om erobringskrig fra øst. Krigsafslutningen betød nyordning, også partipolitisk. Det skulle vise sig noget sværere at få det politiske liv til at falde på plads end at restituere de politiske former.

Kompromitterede politikere indgik i den nye regering… nu var man tilbage på et velordnet skakbræt med de samme gamle regler og brikker som før

Grådige eks-juniorpatrioter for første gang i udlandet. Min mor og min morbrors kone Lizzie i Norge i 1952. Endelig frihed! Privat foto.

Samarbejdspolitikken havde tabt, men vandt alligevel freden. Kompromitterede politikere indgik i den nye regering. Kontinuiteten var nok ønskelig, men antydede også, at nok havde man respekt for folkets vilje, men nu var man tilbage på et velordnet skakbræt med de samme gamle regler og brikker som før.

Der kunne f.eks. ikke være tale om at sænke valgretsalderen fra 25, skønt netop unge mennesker havde spillet en særdeles aktiv rolle i modstandsbevægelsen. Disse juniorpatrioter kunne bare gå tilbage til den tilværelse, som krigen havde umuliggjort for dem.

Omverdenen havde jo været lukket land. Min mor spillede tennis og var en vild sportspige under besættelsen. Hendes største drøm var at spille ved de store turneringer, men i ’45 var det for sent, og først i 1952 kom hun til udlandet – til Norge.

Sidenhen indhentede hun det forsømte, hendes sidste rejser gik til Borneo og Sao Paolo. Ikke desto mindre mente hun, at hendes generation havde betalte en dyr pris 1940-1945. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

Topfoto: Frikorps Danmark deltog 1941-43 på Østfronten på tysk side. Afrejse fra Hellerup Station, 1941. Alle fotos: Public domain.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top