Maria Helleberg: Museer for hvem?

af

Historien kan foldes ud, så den gør os klogere på os selv og på de valg, vi selv træffer. Og vi vil gerne møde den både med hjerne og hjerte. Historien er for alle. Og kønnet er ikke så let at ramme, skriver Maria Helleberg, der gerne vil erstatte de trætte stereotypier om køn med kvalitet, overraskelser og et blink i øjet, ikke mindst fordi den tilgang simpelthen virker bedre. Redelighed sælger også billetter. Mange endda, hvad man vil vide, hvis man har tilbragt timer i kø for at slippe ind.

Danmark har forbløffende mange små og store museer. De to største og mest internationale – Louisiana og Glyptoteket – handler mest af alt om “global kunst”. De historiske museer fortæller hver især en del af fortiden, som kan vendes og drejes i alle retninger. De supplerer hinanden, både hvad angår perioder, grupper og emner.

Engang havde Nationalmuseet en afdeling, som hed Dansk Bondestand. To andre grupper i samfundet havde man sådan set overset – byernes borgere og byernes arbejdere.

Borgerne blev til gengæld repræsenteret i de mange lokalmuseer, og omsider i 1984 åbnede Arbejdermuseet, mest en samling af ”arbejderhjem” i stil med de bondestuer, som længe dominerede lokalmuseerne.

Den rekonstruerede fortid. Eget foto.

Med åbne øjne i Den Gamle By

Samtiden behøver vi ikke sætte på museum – den kan vi jo iagttage, bare vi åbner øjnene. Men hvornår begynder fortiden?

I Den Gamle By i Aarhus har man nu indrettet en afdeling, som denne artikels forfatter kalder “Det Gamle Ny”, hvor man kan gå rundt i 1970ernes byer og lejligheder. Det er en stor succes, ikke mindst fordi man har undgået plathed og japperi og simpelthen søger at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Vel at mærke en varieret tilbagelagt virkelighed – i 1964 var ikke alle hippier.

Udstillingen vil netop ikke forenkle eller typologisere.

Vi vil jo gerne opleve fortiden, “hudnær” som de siger på tysk. Vi vil have fortiden ind på livet, så tæt som muligt, skidt med at det rasper lidt mod nerverne.

I flere undersøgelser fremgår det, at en stor del af museernes besøgende er kvinder over 50, med en videregående uddannelse. Og det fremstilles selvfølgelig som et problem, når noget i samfundet domineres af kvinder. Især hvis de ikke er unge

Så middelalderen bliver til ridderturneringer, pest, krig, heksebål. Selv om den ægte middelalder snarere lignede det rolige liv i de kønne huse på Middelaldercentret på Falster. Vi vil så gerne have “undtagelser” og noget der ligner vilde tv-film.

Redelighed på Moesgaard Museum

Netop derfor er det måske overraskende, at Moesgaard Museum har haft så stor succes med en fuldkommen verificerbar udstilling, totalt trofast mod kilder og ny viden. Redelighed sælger også billetter. Mange endda, hvad man vil vide, hvis man har tilbragt timer i kø for at slippe ind.

I flere undersøgelser fremgår det, at en stor del af museernes besøgende er kvinder over 50, med en videregående uddannelse. Og det fremstilles selvfølgelig som et problem, når noget i samfundet domineres af kvinder. Især hvis de ikke er unge.

Nogle museer appellerer bevidst til særlige grupper. Da Handels- og Søfartsmuseet lå på Kronborg Slot, var det en modelsamling med nogle lidt mere opfindsomme tilføjelser. Da muset skulle flytte, gik man den modsatte vej og satte sig for, at det nye museum (MS!) skulle være for alle.

MERE POV
Intet varer evigt

Måske især for dem, der ikke havde arbejdet med søfart hele livet. Så i stedet for at bombe de besøgende med modeller og særoplysninger (tonnage!) begynder man nu med at vise os filmenes billede af “livet på havet”. Derefter lukkes vi ind i nye versioner af museets emne.

Med mulighed for interaktive lege og aktiviteter, men uden brug af iPads. Af familiemæssige årsager har jeg besøgt museet et utal af gange, og det ser unægtelig ud, som om udstillingen virker efter hensigten. Her er ikke kun ældre fhv. sømænd, men en flod af unge og gamle, børnefamilier og, surprise surprise, kvinder.

Frem for alt er det vigtigt at undlade at opstille en hel hær af stråmænd og bortdømme diverse grupper og personer

Helsingør Værftsmuseum – interessant industri

Lige rundt om hjørnet startede Helsingørs Værftsmuseum som indsamling af genstande fra det nedlagte skibsværft, et museum som opstod fordi behovet fandtes. Emnet er snævert, men samlingen interessant, hvis man vil vide noget om den industrielle verden af i går.  Mens historien selv har det let, så stejler publikum ofte ved lyden af ordet INDUSTRI.

Vi forbinder begrebet med undertrykkelse, udnyttelse, forurening og fattigdom. Ikke med rigdom, ekspansion, succes og iværksætteri. Men hvis vi kan lide produkterne, kan vi også følge deres vej gennem tiden – øl, biler og mode vil vi gerne følge.

Den hudnæse rekonstruktion af fortiden. Dyystløb, Oldenburg, 2009.

Tekniske museer har en overvægt af mandlige besøgende, kulturhistoriske af kvindelige. Begge museumsformer leder efter formlen, som gør, at man kan tiltrække alle grupper. Men åbenbart er det kun et problem, hvis der er “for mange” kvinder over 50.

Og hvorfor er det egentlig et problem, at kvinder i en særlig aldersgruppe bærer store dele af kulturlivet? Det er vel et langt større problem, hvis beslutningstagere i politik og erhvervsliv ikke anvender kulturlivet, andet end hvis de får gratis billetter til en prominent teaterpremiere.

Måske har udstillingerne i sig selv ikke så meget at gøre med den kønsmæssige fordeling af besøgende – som selve museets emne.

Man kan sagtens fylde sine sale med besøgende, hvis man griber til en af de store sællerter som alle kender. Man kan udstille OlsenBanden eller Matador, men det har jo som regel intet at gøre med museets oprindelige formål.

Og når man har været igennem de to meta- og megasællerter, må man igen til at tænke og være opfindsom – og koge med det vand, man har. Lære at elske det publikum, man har.

Frem for alt er det vigtigt at undlade at opstille en hel hær af stråmænd og bortdømme diverse grupper og personer.

Hvis børnefamilierne kun kommer i weekender og de lange ferier er det nok fordi de har travlt med at tjene penge, være familie og overkomme alle krav i et heftigt samfund, uden megen hjælp. Hvis de skal lokkes på museum, skal der være noget for både børn og voksne, så ingen føler, de spilder tiden, og netop her har danske museer, store såvel som små, fattet budskabet og søgt at omstille det i udstillinger, lege, oplevelser.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Redelighed og opfindsomhed sælger billetter

Overraskelser er en god ting, Kommer man til Ribe Vikingecenter med troen på, at vikinger bare sloges hele tiden, bliver man overrasket. Kommer man til Frilandsmuseet med troen på, at bønder igennem hele historien kun var dybt undertrykte stakler, bliver man overrasket.

Historien kan foldes ud, så den gør os klogere på os selv og på de valg, vi selv træffer. Og vi vil gerne møde den både med hjerne og hjerte. Historien er for alle køn. Og kønnet er ikke så let at ramme.

Husker med en vis afsky de opstillinger på bibliotekerne, hvor man forsøgte at ”ramme et mandligt publikum”, med bøger om massemordere, SS og biler. Eller dengang man satte sig for at designe en Smartphone til kvinder – pink og med blomster.

Kvalitet, overraskelser og et blink i øjet virker bedre.

Redelighed og opfindsomhed i forening virker. Og ikke alle museer kan få, end sige behøver at have en halv million besøgende om året.

Køge Museum er et godt eksempel: her lykkes det at sælge historien om et søslag gennem tekst og billede, og her fornemmes det som helt naturligt, at man har en iPad med sig rundt i udstillingerne. Og på Møntergården i Odense har man (med små midler og desto større opfindsomhed) leveret overraskelse på overraskelse: se lige gulvet hvor Knud den Hellige blev myrdet…mere  hudnær bliver det altså ikke.

Redelighed og opfindsomhed i forening virker. Og ikke alle museer kan få, endsige behøver at have en halv million besøgende om året.

Egne fotos. Topillustration: Den rekonstruerede fortid – venderbyen i Oldenburg.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien ig er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top