Maria Helleberg: Kys historien fra mig – kvindebevægelsen, rød, blå og halvnøgen

af

DR har deres bud på Danmarks historie. De fleste af os har også lært en version i skolen. Mange nyder at læse historiske fortællinger. Her på POV har vi Maria Helleberg. Hver uge tager hun læserne ind i Danmarkshistorien ved at kysse fortiden og aflive et par myter om den. I denne uge ser hun på ligestillingen og rødstrømpernes historie.

I 1956 opgjorde dagbladet Politikens “Hvem, Hvad, Hvor”, hvad de nyfødte drenge og piger ville blive som voksne og fastslog, at hovedparten af pigerne ville blive enten hjemmegående husmødre eller medhjælpende hustruer. Det kom ikke til at slå til. I mellemtiden kom en virkelig frigørelse, der skulle ændre samfundet for altid.

I 1952 foreslog Ungdomskommissionen, at også mænd lærte at føre og holde hus. Det var en af forudsætningerne for at frisætte en skjult arbejdskraftreserve. Man havde dog ikke regnet med, at kravet om forandring skulle komme fra en ny generation af kvinder, der ønskede arbejde, selvstændighed, eget cpr-nummer og navn i ægteskabet, samt mere morskab i soveværelset.

Normen var, at kvinder da godt kunne få/tage en uddannelse, men at de kun brugte den, til de blev gift, allerlængst til de fik børn.

Når det sidste barn flyttede hjemmefra, kunne man overveje et comeback på arbejdsmarkedet, der så havde bevæget sig, mens man selv var engageret i yngelpleje-sektoren.

Familien var – også skattemæssigt – en monolitisk økonomisk helhed.

Al indtægt beskattedes under et, som den gifte kvinde var forsvundet i familiens skød – hun overtog sin mands efternavn og kunne, især i de højere klasser, være så heldig at reduceres til ”fru grosserer Jensen”.

Kvinden havde også kun sjældent adgang til sin egen indtjening, og selv om hun måske foretog alle daglige indkøb, havde hun som regel ikke adgang til familiens bankkonto, men modtog husholdningspenge fra manden, der havde bankbogen. Ikke af ond mening, men sådan fungerede systemet.

I slutningen af 1800-tallet måtte alle erkende, at det krævede en hjemmearbejdende kvinde at holde en arbejder med mad, hus, vask og pleje.

I 1965 var dog allerede 32 procent af alle kvinder under pensionsalderen i arbejde, i 1970 var det over halvdelen. Udviklingen gik hurtigere end i andre lande, og blev fulgt op af hurtig og effektiv etablering af fritidshjem, vuggestuer, børnehaver og alderdomshjem. En ny offentlig sektor, som overtog kvinders ulønnede pligtarbejde i og med og for familien.

Det drejede sig om at indrette sig efter virkeligheden og efter en ny generation af kvinders ønsker. Muligheden for uddannelse og arbejde lå lige for, og blev grebet med kyshånd. Et arbejde – i yderste fald en karriere – opfattedes nu som en menneskeret.

1970’erne kom med lovgivning og frigørelse, og både skilsmisselov og fri porno indførtes af en borgerlig regering. (Og pornografilovgivningen handlede vist mere om, at man nu måtte nævne ordet ”brystvorte” i en tekst, plus vise mandlige såvel som kvindelige kønsdele, uden at blive retsforfulgt – ikke så meget om en hårdhændet, industrialiseret).

I 1966 dukkede p-pillen op og tilbød et medicinsk, sikkert og bekvemt modstykke til kondomet og pessaret. Tilmed en præventionsform, som kvinden selv let kunne administrere. Aborten blev givet fri efter lange diskussioner og trods stor kirkelig modstand. Det var et alternativ til farlig illegal behandling, en af få gange hvor man legaliserede en alvorlig forbrydelse for at undgå dødsfald.

 Kollektiver blev til bofællesskaber, præcis som fristaden Christianias opløsning af ejendomsretten ad åre blev til en slags forstad med villaer

Frygten for uønsket graviditet og deraf følgende deformeret liv forsvandt stort set. Men familien ændrede sig ikke, på trods af kollektiver og kritik. Familien år 2017 ligner sig selv fra år 1900. Det er dog ikke længere barselsdød, der skaber stedbørn og stedforældre, men skilsmisser. Mænd og kvinder arbejder ikke længere i samme virksomhed (handel, landbrug, produktion), men ofte i samme erhverv.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Rødstrømper var iøjnefaldende og vilde

Godt nok anfægtede man ”kernefamilien”, men det var snarere den patriarkalske, topstyrede familie, som blev afløst af en langt mere elastisk og demokratisk størrelse. Kollektiver blev til bofællesskaber, præcis som fristaden Christianias opløsning af ejendomsretten ad åre blev til en slags forstad med villaer…

Kvindebevægelsen fra slutningen af 60’erne opererede med en ekstremt høj og ønsket grad af synlighed. TV hjalp bevægelsen godt i gang: alle har set billeder fra en højt eksponeret demonstration, og fået at vide, at bh’er og sminke blev brændt offentligt. Det er dog en senere myte. Men kvinder prøvede at entre bybusserne efter at have betalt en billetpris, der tog højde for manglende ligeløn. De tidlige rødstrømper var iøjnefaldende og vilde.

Aktioner som denne (og Karen Jespersens erobring af talerstolen 1. maj 1970) betød synlighed og eksponering, men også marginalisering. I en bevægelse, hvor alle i teorien var lige, betød synlighed også udskilning. Og hierarki.

Godt nok plæderede man for en flad organisation, men bevægelsen skabte uregerlige stjerner – og en mængde vandbærere. Personer som Bente Hansen, Ulla Dahlerup, Tine Bryld, Tine Schmedes og Karen Jespersen kom til at tegne en bevægelse, der officielt var uden ledelse og program. Målet var man vist også lidt uenige om – socialisme på 1970-måden, ligeløn, fri abort eller hvad? Nedbrydelse af patriarkatet som kulturform?

Kvindebevægelsen etablerede træningslejre, såkaldte kvinde-ø-lejre, på Femø. Og afholdt en årlig festival i Fælledparken, inspireret af 1. maj-fejringerne. Her trådte bevægelsens slagside klart frem. Et telt var således forholdt ”Kvinder over Fyrre ”… der kunne så alle fra 40 til 90 så sidde sammen og tale om “alderdom”. Den gik ikke i dag.

Dannerhuset – set indefra – Foto: Danmarkshistorien.dk

Selv om bevægelsen rummede kræfter, der ønskede at politisere (andet var uundgåeligt i 70’ernes politiske klima), og sammenkædede kvindekamp og klassekamp, formåede den at forblive indadskuende og forbavsende individuel.

Typisk levede bevægelsen af de såkaldte basisgrupper, hvor kvinder mødtes for at fremlægge erfaringer og iagttagelser. Basisgrupper uden noget mål, end sige formål. Den mest sejlivede af alle udgivelser fra tiden skulle da også blive ”Kvinde, kend din krop” fra 1975, en minutiøs indføring i kvindekroppens funktioner. Oven i købet med humor.

Kunstnerisk set materialiserede kvindebevægelsen sig kun svagt. Mange manifestationer var spontane, improviserede og i høj grad præget af de udførendes amatørbaggrund.

Litterært satte perioden nogle få landmærker: Inge Eriksens ”Victoria og Verdensrevolutionen” og Herdis Møllehaves ”Le” redegjorde på meget forskellig vis for ideal og virkelighed og blev bestsellere. Men i dag kan man læse Inger Christensens digtsamlinger som begavede, frapperende kommentarer til tidens brandtaler. En by kan blive så stenet…

Stjernerne kom, men de var ikke rødstrømpernes talerør. De lå solidt i kvalitets-mainstream og kan bruges endnu i dag.

Anne Linnet (og Lis Sørensen og Sanne Salomonsen) indledte kvindernes triumftog gennem dansk rock og pop. Vita Andersens digte ”Tryghedsnarkomaner” fortalte om skrøbelig kvindelig virkelighed, og Tove Ditlevsens sidste erindringsbøger ”Gift” og “Vilhelms Værelse” fortalte om en kvinde, der tilsyneladende havde opnået alt, hvad bevægelsen drømte om, inklusive landsdækkende positiv berømmelse. Men som alligevel skulle vælge at tage sit eget liv.

Karakteristisk nok stod alle de største kunstnere respektfuldt udenfor selve bevægelsen, der så indad, den var blevet en massebevægelse.

Demonstration for ligeløn i København 1971 – Foto: Danmarkshistorien.dk, fra fra bogen “Jo, det kunne nytte”.

Kvinder invaderer arbejdsmarkedet

Det gjorde overraskende nok ikke arbejdet for forandring lettere. 60’ernes kampe havde handlet om helt konkrete sager, fri abort og ligeløn. Begge dele blev i teorien indført. Virkeligheden er en anden – især hvad ligelønnen angik. Men man havde trods alt en vis medvind.

I 60’erne havde kvinderne invaderet arbejdsmarkedet. Mange kom med kort eller ingen formel uddannelse efter folkeskolen. Derfor blev de udplaceret i lavtlønsområdet, og arbejdsgiverne opfattede da også kvinderne som specielt egnede til monotont arbejde (der lignede husarbejdet). Følgelig så det ud som om løsningen lå i højere uddannelse for et større antal kvinder.

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

Man overså et faktum, at kvinder traditionelt hjemme arbejdede ”med mennesker”, dvs. omsorg, mens mænd arbejdede ”med penge”, altså i det private erhvervsliv. Og at selve erhvervskulturen fremmede og fremmer kønsbestemt ansættelse.

Kvindebevægelsen er ikke længere politisk bundet som i 70’erne. Den er splittet op i forskellige organisationer, hvoraf Kvinfo har de tætteste bånd til den gamle kvindebevægelse

Når den offentlige sektor udvidede med job, der lignede hjemmearbejde, var det der, kvinderne gik hen for at få ansættelse. Vi har arvet denne kønsfordeling på hhv. privat og offentligt arbejdsmarked. Og kan endda høre det hævdet, at kun arbejde i det private erhvervsliv genererer værdi.

Men for at vi kan arbejde i det private erhvervsliv skal vi jo have tid og mulighed for det. Uddannes, helbredes, passes. Alle job hører til i helheden. Og holdningen førte da også til, at det ulønnede traditionelle kvindearbejde blev voldsomt nedvurderet.

Kvindebevægelsen er ikke længere politisk bundet som i 70’erne. Den er splittet op i forskellige organisationer, hvoraf Kvinfo har de tætteste bånd til den gamle kvindebevægelse.

Den korrekte feminisme

En overvægt af midaldrende akademikere førte i 90’erne til ny fraktionering, Kvindeligt Selskab markerede sig tidligt i århundredet, især på områder som modstand mod pornoficering af det offentlige rum.

Delsagerne er blevet vigtige. Nogen koordineret indsats for at fremme indførelse af virkelig ligeløn ses ikke. Kvindebevægelsen tog heller ikke indvandrerkvinders kulturelle problemer til debat før i det nye århundrede, tentativt og bange for at såre og frastøde.

Når “blå” debattører meldte sig som feminister, blev de søreme også afvist, selv om bevægelsen jo så gerne ville være bred og åben. Den åbning blev vist aldrig til noget. Slet ikke en slags økumenisk feminisme,

Og i dag strides diverse bølger af (ny)feminisme om, hvem/hvad der er den korrekte feminisme. Måske kan vi også tale om retten til at være seksuelt ærlige og kropsligt nærværende?

Ikke kun mens vi er 22, også når vi er 72.

Måske kunne vi nå frem til at tale om kvinders holdning til andre kvinder – kvindelige chefer og favorisering, kvindelige lederes forsøg på at overbrutalisere sig for ikke at blive mistænkt for at have bløde holdninger. Og den slags tabuer. Det skyldes ikke altid sexisme, hvis en kvindelig leder/topfigur udsættes for kritik eller fældes.

Topillustration: Pixabay

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top