mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

Maria Helleberg: Hendes uforklarlige frihed virkede som en opfordring

UDDRAG AF ”STORMENE” – I denne scene i Maria Hellebergs historiske bestseller-roman gifter biskop Stygge Krumpens samlever Elisabeth sig med sin tidligere forvalter Erik Mortensen – hendes vej ud af skandale, anonymitet og magtesløshed. Samtidig dukker Stygges fjende, Erik Banner, op og fortæller hende, at Stygge sidder fængslet på Sønderborg Slot. Det dramatiske møde er skrevet længe inden #MeToo, men skildrer samme kobling af magt og “sex”.

– Nå, har du og Erik fået øvet inden brudesengen? spurgte han. Det var vist ment morsomt. Hunden gøede, og hun bøjede sig og gav den ordre til at finde sin herre. Op løb den, ind i huset. Der var egentlig ingen frygt i hende, kun væmmelse. Men han holdt godt fast i hende, måske fordi han var mere beruset, end han ville vise. Og så gik det omsider op for hende, at som så mange andre mænd i hendes fortid var han optændt af hendes ry og fortid. Andre kvinder tilslørede deres køn og lyst, men hun havde altid båret sin skam som et smykke. Af uransagelige grunde fik det tilfældige mænd til at tro, at hun, den mest eksklusive af kvinder, var alment tilgængelig.

– Eller trænger du til at få opfrisket erindringen? spurgte han og nærmede sig. – Hvad er det, du har imod mig? Har du slet ikke fattet, at jeg gerne ville have dig? Ikke for en nat, men varigt. Jeg er da den eneste mand i Danmark, som kan måle sig med ham, du havde før. Jeg kan endda betale dig, hvor meget vil du have for at tage mig i din mund? Eller skal vi finde en lun seng et sted? Måske kan jeg ting og sager, den lille konge af Vendsyssel ikke kendte til?

Først troede hun, at han stod og vrøvlede. Fulde folk og deres løse munde. Han havde trods alt reddet hende, han kunne umuligt ville hende noget virkelig ondt. Nu svajede han ind over hende, med en krop, der var uden for hans kontrol, hun måtte stemme imod, og han greb i blinde, fik fat i hendes hånd og holdt hende op mod muren.

– Jeg kunne godt tænke mig at komme ind der, hvor biskoppen plejede at komme, sagde han, og slap hende, hans højre hånd dukkede op foran hendes ansigt, men rørte hende ikke. Han pegede bare. Prikkede til hendes mund, søgte at bore fingre ind mellem hendes læber. Hun bed og spyttede.

Hun havde spurgt Stygge, hvorfor nogle mænd opfattede hende som lovligt bytte, hun opfordrede dem jo ikke til noget. Men Stygge havde rettet hende: netop hendes uforklarlige frihed virkede som en opfordring til at forsøge forførelse

– Han er modbydelig, når han er ædru, men i drukken tilstand er han uudholdelig, hørte hun sig selv sige. –P ejer herren til Kokkedal og Asdal at voldtage kvinder på deres bryllupsnat?

– Men jeg kan også skade dig i ædru tilstand, svarede han. Hun turde ikke tro det, men han var virkelig beskæftiget med at åbne sit tøj. Det var let, båndene der holdt hans skampung, skulle løsnes. Man skulle tro, moderne mandetøj var udformet med henblik på voldtægt.

– Jeg kan skade dig og din mand, og husk, jeg kan skade fangen på Sønderborg. Måske skulle vi indgå en aftale, så kan du glæde mig og gavne din fange. Hvordan vil du helst have mig?

Sønderborg, der slap det ud, nu vidste hun det.

– Hvorfor fanden er jeg så gal efter dig, du er en gammel kone, jeg kan få noget bedre end en biskops aldrende aflagde hore, sagde han grødet, som om han skældte ud på sig selv.

Hun flyttede sig ind mod muren, han kunne angribe hende hvis han ville, men på eget ansvar. Måske syntes han selv, det var underholdende at håne hende, men hun var ikke længere skræmt fra vid og sans, eller tung og træg af blodtab. Hvis han gjorde alvor af at angribe hende, ville andre opdage dem. Måske ville det klogeste være at ægge ham, så han virkelig angreb hende.

– Du tror, jeg er en grobrian, sagde han, – men jeg synes virkelig godt om dig. Jeg håber sandelig ikke, det bliver nødvendigt med voldtægt. Du skal vide, at jeg kan jeg give dig alt, hvad en kvinde forventer af en mand. Jeg har da altid ment, at du var en vidunderlig kvinde, det er derfor, jeg vil ligge med dig. Du kunne blive min frille, jeg tror ikke, du vil få grund til at klage.

Hendes frihed havde rummet et par mærkværdige tilbud, lige fra Niels Stygges opfordring til at se med mildhed på en gavmild ældre herre, men Erik Banners metode var alligevel en ny erfaring, det var åbenbart en ære at blive voldtaget af ham. Hun havde spurgt Stygge, hvorfor nogle mænd opfattede hende som lovligt bytte, hun opfordrede dem jo ikke til noget. Men Stygge havde rettet hende: netop hendes uforklarlige frihed virkede som en opfordring til at forsøge forførelse.

– Tag dig en sød ung bondepige som frille, foreslog hun. Da hendes egen moster Karen døde, tog det enkemanden Mogens Munk få måneder at finde en smuk, ufrels samlever. Han havde påbegyndt et helt nyt liv med spædbørn i huset, og lod til at trives.

– Jeg skal fandeme ikke have en bondepige, skumlede Erik Banner, – jeg vil have en højadelig kvinde, der taler som dig, er stolt som dig, og smuk som dig. Kan du slet ikke forstå mig?

– Gå op til din kone, min slægtning, og drik endnu mere, sagde hun og pegede, – hvad tror du, min mand vil gøre ved dig, hvis han opdager, at du afpresser mig?

Han vred hendes ene arm rundt, og forsøgte at få fat i hendes anden hånd, og da det ikke lykkedes, greb han i hendes skridt. Men to ting skete samtidig: hun greb om hans hånd, brækkede hans fingre bagover, og spyttede ham i ansigtet

– Åh, den lille skræmte mand, der gemmer sig i dine skørter, lo han, – hvad koster du? Hvor meget vil du have for at sælge dig selv? Alle kan købes, og du ejer ingenting, så du må fandeme være billig.

– Du har stjålet alt, men mig kan du hverken stjæle eller købe eller få, sagde hun, mistede herredømmet over sig selv og skreg mod ham – du stinker, blodet klæber til dine hænder, hvad gør du i min mands hjem? Stygge fik aldrig blod på hænderne. Men du er smurt ind i størknet blod fra top til tå. Det kan aldrig vaskes af, lige meget hvor mange gange, du forsøger at blive ren. Og du lyver om Stygge. Du har løjet i seks år, men jeg kender sandheden.

Nu ville han ikke høre mere, han regnede vist med at et enkelt skridt frem ville være nok til at skræmme hende, for han var mindst et hoved højere, og bred som et hus i sin store vams. Han vred hendes ene arm rundt, og forsøgte at få fat i hendes anden hånd, og da det ikke lykkedes, greb han i hendes skridt. Men to ting skete samtidig: hun greb om hans hånd, brækkede hans fingre bagover, og spyttede ham i ansigtet.

– Jeg ved alt. Du kan ikke fylde mig med dine løgn Jeg ved, hvor han er, og jeg skal nok få ham fri, råbte hun, så tæt hun turde komme ind på livet af den store, tunge krop.

Han langede ud efter hende, og hun dukkede sig: under andre forhold ville hun have været forsvarsløs, heldigvis var han fuld og mistede balancen. Han forsøgte at gribe hende, da han faldt, og at slå hende, men hun dukkede sig under hans arm, nåede igen op og førte sine negle tværs over hans kind og øje, som en stor kats kløer, og tilbage i form af en knytnæve.

To mænd kom ud ad døren, de ledte efter hende. Hun ville ikke se Banners ansigt, mens hans mund åbnede sig i et stumt skrig af smerte. Huskede han ikke, hvem hun i sin tid havde været gift med, hun havde lært at forsvare sig. Der landede han så på begge knæ, og røg ned på alle fire.

– Han er drukken, han ved ikke, hvad han selv gør, få mig væk fra ham, råbte hun og trådte baglæns væk fra den faldne mand, der ikke ville vise hverken sit forrevne ansigt eller sin maltrakterede hånd. Han fik sig selv hejset op, vaklede mod trappen, støttede sig til muren og kastede op.

Beskyttet af to undrende, tavse herrer gik hun tilbage, ind i huset, op i salen, hen til sin mand. Satte sig hos ham og drak vin, mens han betragtede hende med glitrende øjne, og med så megen kærlighed, at den smeltede og flød omkring hende. Rensede i smug sine negle for Erik Banner med vin og forsøgte at være glad. I det mindste at ligne en forventningsfuld brud.

Hovedillustration: Hans Holbein The Younger (1497/8-1543). Portræt af Cicely Heron (b.1507) c.1526-7. Black and coloured chalks | 37.8 x 28.1 cm (sheet of paper) | RCIN 912269. Royal Collection. Tegningen har inspireret Maria Helleberg i hendes portræt af den modne Elisabeth.

Maria Helleberg: Stormene

To unge mennesker ønsker et bedre liv. Hun forsøger at slippe væk fra mishandling. Han vil væk fra en underordnet stilling. I løbet af et år får de begge alt, hvad de kunne bede om, og mere til. Hun bliver skilt, han bliver biskop, og en livslang kærlighedshistorie begynder. 

Magt, rigdom, politisk handlekraft og erotik blandes.

Stormene er på vej, men ingen ved det. Alt virker normalt. Der er kun en kirke i Europa. Alle tror på den samme indiskutable historie om liv, død og Gud. Men mens en ung mand finder fred og livsindhold i et kloster, flygter en ung nonne. Om lidt vil alle fire møde hinanden, og hele deres verden forandres. Synd bliver til salighed, cølibat til erotisk betagelse, religion til politik, politik til krig. Efter borgerkrig og reformation er alle havnet et andet sted, end de drømte om. Store forandringer kræver ofre og ny tilpasning. 

Hvad er vigtigt, når man har mistet alt det, som gjorde livet værd at leve? Kan man finde ro i et forhold, uden for ægteskabets beskyttelse, men som heller ikke hverken stivner eller ældes?

Kategorier