Maria Helleberg: Den kvindelige historiker

af

Historikere leder altid efter venner og ligemænd. Kønnet er underordnet. Holdningen er den samme. Små, stille bogmennesker og kildeforskere vil gerne berøve fortidens personer deres voldsomme liv – derfor oplevede jeg engang, at en ledende historiker søgte at fratage Julius Cæsar hans mange erotiske forhold. Jøsses. Og gamle Erik Arup følte sig mest tryg i selskab med ordentlige embedsmænd og bureaukrater.

En stor del af de danske historikere har traditionelt mistroet alle andre end offentligt ansatte. Folk, der tjener penge ved handel, er i den sammenhæng lidt suspekte – deres tankegang er ikke særlig vel repræsenteret blandt danske historikere.

Kvindelige historikere begyndte fra 1970erne at lede efter spejlbilleder af sig selv. At lede efter nogen at trykke hånd med i fortiden. Kvinder, man kan genkende og spejle sig selv i. Kvinder med livsholdning og livsroller, der ligner historikernes egne.

Det er bare af gode grunde endnu mere kompliceret, end hvis man som mandlig historiker leder efter fæller.

I et par årtier læste jeg med stort ubehag amerikanske kvindehistorikeres forsøg på at komme overens med den græske antik. Det er, som mange vil vide, en periode hvor kvindekønnet blev opdelt i flere forskellige roller. Døtre af pæne mennesker og borgere blev ikke uddannet, men behandlet som handelsvarer. Giftet bort i en ung alder forlod de meget sjældent hjemmet, fødte børn og holdt huset og afstod fra andre funktioner. Andre kvinder anvendtes som prostituerede.

Ingen af disse grupper kunne de moderne historikere rigtig bruge til noget.

De havde dæleme ikke lyst til at sidde og kukkelure indendørs som analfabeter, evigt gravide og med en lav gennemsnitslevetid.

Og prostitueret, det var da det værste af det værste.

Den gruppe, som de kvindelige historikere nemmest kunne identificere sig med, var paradoksalt nok hetærerne, en slags blanding af luksusluder, geisha, kunstner, veninde og værtinde. Kort sagt en yderst krævende rolle. Men det gik alligevel ikke så godt med identifikationen, for kurtisanerne var ofte smukke, og en del af kvindekampen gik i gamle dage ud på at foragte kropslig skønhed.

Så de moderne kvindehistorikere var havnet på Herrens Mark. De kunne enten fordømme perioden, undgå den, eller forsøge på at omorganisere historien. At koncentrere sig om de få kvinder, der nedbrød gruppeopdelingen af kønnet, lå åbenbart ikke lige for. Denne historiske periode, der jo siges at være vort demokratis vugge, har stadig sine problemer.

Og trangen til at finde lærde” kvinder i fortiden, kvinder hvis livsskæbne og erhverv ligner forskernes, er usvækket. Til trods for, at hovedparten af fortidens kvinder var gift, havde børn og mand og yderst praktiske opgaver; de arbejdede i allerhøjeste grad.

Alligevel er de “normale” flertalskvinder stadig en underoplyst gruppe. Deres liv og holdninger kan man dog lære at kende ved at læse dem selv; med stor glæde endda, hvilket jeg opdagede under researchen til min reformationsroman ‘Stormene’, der handler om kærlighed og magt i reformationens Danmark. Her fandt jeg ud af, at en lang række breve skrevet af kvinder var bevaret, endda både transskriberet og udgivet og derfor i princippet tilgængelige for alle. Det kan godt være, damerne ikke var ”lærde”, men de levede rige og fulde normale liv og udnyttede alle muligheder i deres tid. Mit hjerte banker for dem.

Deres liv og breve ligner nutiden. Samme bekymringer. Job, børn, økonomi.

De er ikke alene – slutningen af 1700-tallets kvinder skrev konstant, og de var gode til at formidle livet til veninder og slægtninge.

Det er hos dem, man kan fornemme mentalitetsskred og komme ud for voldsomme overraskelser. Hvor vi i dag hilser enhver graviditet hos en veninde med glad forventning, er frygten til stede hos oplysningstidens kvinder. De var næppe i så god fysisk form som renæssancens overklassekvinder. De var stærkt indsnørede selv i hverdagen. Og de frygtede altså ikke alene barselsdød, men også svækkelse efter fødslen og barnets sygdom…

Pointen er: Man kan godt have fantastiske liv, selv om man ikke er hverken ”lærd” eller Ph.d. i vore dage…

Topillustration: Public Domain – Wikipedia. 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien ig er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste indlæg fra

Gå til Top