Maria Helleberg: Kys historien fra mig – erklær aldrig Sverige krig (eller nogen…)

af

Det var ikke uden mén for danskerne, da Frederik den 3. erklærede krig mod Sverige i 1600-tallet. Historiker Maria Helleberg kigger nærmere på, hvor meget Danmark blødte på grund af “Svenskekrigene” og konkluderer, at vi aldrig skulle have erklæret vores naboland krig. Det kom der intet godt ud af.

Hermed en afsløring af en godt skjult hemmelighed: “Svenskekrigene” i 1600-tallet var ikke heroiske krige, hvor danskerne egentlig klarede sig helt fint (da fjenden var endt dybt inde i det nuværende København). Krigene var ved at nedbryde Danmark.

Danmark blev ikke, som dele af Centraleuropa, egentlig slagmark for Trediveårskrigen. Men landet blev involveret, besat og plyndret. Følgerne var drastiske. Og efter besættelserne, der fulgte Christian 4.s involvering i Trediveårskrigen, som det, vi kender som Svenskekrigene. Udløst af Frederik 3.s krigserklæring. Det skulle han ikke have gjort.

Svenskekrigene førte til fattigdom

Følgerne var uoverskuelige og virker skræmmende, selv adskillige hundrede år efter. Byer, som Roskilde, svandt voldsomt ind og reddede vel egentlig kun livet på grund af domkirke og stift.

Og det var en fattiggørelse, som ramte til tops og til bunds i samfundet, men som nok især skar toppen af levestandarden.

I en periode efter 1660 opførtes kun ganske få herregårde (Nysø ved Præstø er den lysende undtagelse, opført for lokal storkøbmand). Fattigdommen bredte sig. Det kan godt være, landet allerede omkring 1700 stort set havde forvundet sårene, men det betød dog, at to generationer kom til at leve på smalhals.

Hvis man vil gøre sig et begreb om følgernes omfang, så besøg Køges store og rigt udstyrede købstadskirke, Sct. Nicolai. Kirken er stadig midtpunkt i et flot bevaret bycentrum med prægtige eksempler på huse fra 1500 til 1600-tallet.

Køge fik et knæk

Køge var op til svenskekrigene en rig og blomstrende handels- og søfartsby. Kirken rummer derfor et enestående antal epitafier, mindetavler med portrætter, opsat på kirkens vægge, betalt af byens ledende borgere. De udtrykker solid selvbevidsthed og velstand – en holdning som forsvinder efter krige og bybrand. Det ser ironisk nok ud til, at netop søslaget mod svenskerne i Køge Bugt i 1677 markerede byens knæk – for netop dette søslag er nu Køges renoverede bymuseums største seværdighed.

I 1660 var assessor i højesteret og borgmester i byen, Christen Caspersen Schiøler og hans hustru Anna Rasmusdatter, i stand til at bekoste et epitafium med et billede af internationalt format, malet af Henrik Dithmers, med mindelser om det bedste, der samtidig blev fremstillet i Frankrig. Kirkens nærmest skødesløse velstand har været en spejling af de bedste borgerhjem.

Kirken havde en rig tid efter reformationen – den var blev istandsat i 1572, i 1584 opstilledes de imponerende sangerpulpitur bagerst i kirken, og degnestole, lysekroner og altertavler kom til i begyndelsen af 1600-tallet. Kort tid efter 1660 er det stort set slut, og kirken bevarer alt udstyret fra baroktiden.

Nærmest mirakuløst klarede København sig igennem krig og belejring uden uovervindelige arkitektoniske lidelser. Borgerskabet kom sig hurtigere end adelen: trods alt skulle der jo handles, om end på et noget lavere plan end før

Andre byer som f.eks. det nyanlagte Fredericia led større overlast end Køge, men få andre steder er nedgangen efter Svenskekrigene så tydelig som her – faktisk virker det, som om byen først i midten af 1800-tallet kom til sig selv igen.

Bindingsværk står stadig rundt omkring

De købstæder, som undgik bybrande, har stadig mange bindingsværkshuse fra før 1660. De skylder ikke alene dygtige bygmestre deres fortsatte eksistens – de har fået lov at stå, fordi der ikke længere var råd til at udskifte dem med stenhuse.

Nærmest mirakuløst klarede København sig igennem krig og belejring uden uovervindelige arkitektoniske lidelser. Borgerskabet kom sig hurtigere end adelen: trods alt skulle der jo handles, om end på et noget lavere plan end før.

Kongerne måtte også spare

Også kongehuset måtte acceptere tilbageholdenhed. Frederik den Anden havde opført Kronborg og Christian den Fjerde havde totalt ombygget sin fars Frederiksborg, men i Frederik den Tredjes tid var der ikke råd til at renovere det sælsomme, sammenbyggede Københavns Slot.

Ikke engang Frederik den Fjerde havde omkring 1700 råd til at opføre et tidssvarende Københavns Slot, han sørgede for at slottet blev lidt mere lige, og at det i det mindste fik en fin hvid farve.

Enevælden var nok et udmærket styringsredskab, som kongen greb til at have oplevet efter adelens ligegyldighed med landets skæbne. Men den skabte jo ikke i sig selv velstand

Og byggede så Frederiksberg og Fredensborg, uden for København, behagelige steder at holde ferie. Enevælden var ikke så ung mere. Man var begyndt at flygte fra den. Enevælden var nok et udmærket styringsredskab, som kongen greb til at have oplevet efter adelens ligegyldighed med landets skæbne. Men den skabte jo ikke i sig selv velstand.

Slut med at melde krig

Svenskekrigene og deres følger lærte danske konger ikke at erklære krig for let, men ledte også til en gennemmilitarisering af samfundet i begyndelsen af 1700-tallet, som til gengæld førte til 70 års fred!

Svenskekrigene var Danmarks Trediveårskrig – deformerende og skræmmende. Og fordi man jo altid, efter en stor krig, bygger det forsvarsværk, som kunne have forhindret krigen – byggede kongen Kastellet “ved” København. Det virker måske ikke særlig voldsomt militaristisk, men det var et forsøg på at betale og bygge sig fra gentagelser af de lammende krige i 1600-tallet. I dag et fint udflugts- og hundeluftested, og det er søreme gratis.

Var lige ved at glemme 1600-tallets idrætsgren, plyndring af fremmede hovedstæder. Svenskerne lærte det under Trediveårskrigen, og de fortsatte med et lille EM i tyveri – på Frederiksborg. Og i Roskilde Domkirke. Margrethes kjole, fantastiske springvand og hele biblioteker blev ført nordpå.

Det var ikke noget, svenskerne havde eneret på, endsige opfundet, det var simpelthen hvad man gjorde, når chancen bød sig. Derfor: Erklær aldrig Sverige krig.

Topillustration: Epitafiertne bringer os tæt på mennesker, som måske ikke skrev historie, men levede den. Ssom sognepræsten her, Christian Glud, fra 1630erne, med koner og børn,. Også de spæde døde. Køge – Foto: Maria Helleberg.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.