ANBEFALING – Maria Busch har læst Jan Sonnergaards novellesamling fra 2003, Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen. En afsøgning af voldens natur. Den systemiske vold, den vold vi øver mod andre, volden vi øver mod os selv, og volden andre øver mod os.
Jeg sørger altid for ikke at løbe tør for bøger. Det har en beroligende og samtidig sær og svagt angstfyld indvirkning, at de står i min reol og venter på, at jeg byder dem op til en sjæledans.
Beroligende, fordi jeg ved, at jeg altid har muligheden for at få noget mere, der skal finde en plads i mit indre univers. Angstfuldt, fordi jeg ikke på forhånd kan vide, hvad det noget er, og hvilken plads det kommer til at bebo.
Når jeg med lige dele trang og uro skal vælge en bog fra min reol, lader jeg blikket og fingrene scanne mine bøger, indtil jeg har fundet den rette. Så kan dansen eller brydningen begynde.
Jan Sonnergaards Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen (2003) er den seneste bog, jeg bød op til dans. Det er den tredje og sidste del af Sonnergaards novelletriologi, der også rummer Radiator (1997) og Sidste søndag i oktober (2000).
Jeg har ikke læst de to første dele af trilogien, hvilket formodentlig skyldes, at jeg sjældent læser nogle forfattere kronologisk. Jeg læser også yderst sjældent anmeldelser eller analyser af de bøger, jeg skal til at læse eller har læst, da jeg hverken ønsker at blive koreograferet på forhånd eller få at vide efterfølgende, at mine trin ikke var ‘strictly ballroom’.
Voldens natur
Novellerne i Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen er en afsøgning af voldens natur. Den systemiske vold, den vold vi øver mod andre, volden vi øver mod os selv, og volden andre øver mod os. Den fysiske vold og den psykiske vold. De er også en afsøgning af den menneskelige afstumpetheds natur.
Sonnergaard tager os med på en tour-de-force i de forskellige sociale lag i København og omegn – fra eksnarkomanen over den fuldmægtige til samfundets guldrandede Strandvejsklientel.
Volden er allestedsnærværende, men uforudsigelig. Den rammer, når vi mindst venter det. Den er sønderlemmende brutal og tilfældig, og den udøves af såvel ven som fjende.
Man kan intet gøre for at forsvare sig mod den. Den manifesterer sig i de mest deprimerende som de mest livsbekræftende omstændigheder. Den vender livet, som hovedpersonerne kender det, på hovedet, sidelæns og på tværs, trækker dem ubønhørligt i en nedadgående spiral og sparker livskraften ud af dem i både bogstavelig og overført forstand.
Jeg mister også pusten flere gange undervejs. Ikke drivkraftspusten, men vejret. Efter at have læst de første tre-fire noveller, er jeg forberedt på, at voldens ansigt dukker op, når jeg mindst venter det. Men selv dette viser sig ikke at være beskyttelse nok mod kvalmen, mod de slag, jeg føler i solar plexus, eller mod sammensnøringen af min hals.
Det er ikke læsning for sarte sjæle. Heller ikke læseren kan beskytte sig mod volden eller den menneskelige afstumpethed. Man gyser, ængstes, sørger, overraskes og raser.
Et tagselvbord af ængstelse
Gyset når uventede højder i novellen Spøgelset på Ottmachauer Steig, hvor hovedpersonen, hvis navn vi, i lighed med de fleste andre hovedpersoners navne, aldrig lærer at kende, gennemlever de mest psykotiske og mareridtsagtige scenarier, man i sin vildeste fantasi kan forestille sig.
Som da han sætter sig til sin laptop for at skrive på sit speciale:
“Guldkæden, som lå oven på bogstablen, blev levende. Også den blev til en orm, og den krøb hurtigt hen over bordet og sugede sig fast på mine hænder og arme med små, slimede sugekopper som flåede så kraftigt, at der blev revet store våde hudflager af. Den krøb op ad mine arme, ind under ærmerne, op ad brystkassen og kom ud gennem kraven. Den snoede sig så rundt om halsen og forbi min mundvig, op ad kinden og hastigt ind i næseboret.”
Novellerne er et stort tagselvbord af ængstelse, der langsomt men sikkert kryber ind på mig, som f.eks. i Ned til søen med Flemming og hans pumpgun, hvor hovedpersonen, der efter mange års misbrug er blevet clean, skal besøge sin bedste ven Flemming i hans hus i Lyngby.
I stedet for at blive præsenteret for en genoptagelse af fordums venskab opbygges en atmosfære af usikkerhed og ængstelse, da Flemming mildest talt ikke opfører sig helt efter bogen. Novellen ender da også med, at hovedpersonen står på en træbro i Mølleåen med Flemming a.k.a. voldspsykopaten fra Lyngby:
“Det er en af mine ældste venner. Vi gik i børnehave sammen. Vi har altid hjulpet hinanden. Jeg inviterede ham med til hver evig eneste fest jeg holdt dengang. Han hjalp mig, når jeg var nede. hvis der var nogen der kunne stole på hinanden, var det os to.
Vi har kendt hinanden i årevis, og jeg er clean nu. Men nu sigter han på mig med en pumpgun. Det er en af mine bedste venner, og han står og sigter på mig med en pumpgun.”
Tak
Sørgeligst er måske nok den lille deprimerede funktionærs endeligt i novellen Søvngænger. Som på flugt fra stumper af minder, der vækker uønskede følelser, søger han tilflugt på en bar nær voldene i København. Han drikker sig tordnende beruset, mens han, foranlediget af en gammel kærlighedssang i jukeboksen, forsøger at stykke stumperne af minder sammen, så de danner en helende helhed.
Han afbrydes dog konstant i sit forehavende og bliver til sidst så desperat, at han kaster et glas efter bardisken. Det bliver startskuddet til fem bandemedlemmers voldsorgie:
“Sparkene faldt i byger. Det gik hurtigt, det var kraftfuldt, og alt blev vådt, og ingen turde gribe ind, og de fem mennesker fungerede effektivt og rationelt, som én enkelt krop.
Alle andre forlod lokalet, og bortset fra Without You var der kun lyden af noget hårdt der rammer noget blødt. Der blev ikke talt. Ikke råbt. Kun arbejdet.
Og i løbet af mindre end ti minutter lykkedes det for dem at slukke for ham.”
Da funktionæren er blevet tævet og sparket til en menneskelig blodig masse, der kun har sekunder tilbage at leve i og med en hånd, der presser ham om halsen, lykkes det ham at viske et næsten uhørligt “tak”.
Underboen
Overraskelserne ligger på lur i hver eneste af novellerne, og de er aldrig gode.
Som i Bananfluerne, hvor den post-gymnasiale hovedperson får en lejlighed i et slumkvarter i udkanten af København, hvor han generes til vanvid af larmen fra underboen: stereoanlægget på fuld volumen, skænderier, højlydt sex, og indbo der smadres.
Først efter at have boet i lejligheden i længere tid, finder hovedpersonen ud af, hvem underboen er, som han for øvrigt har indgivet en klage over.
Det er en hærget kvinde, der bor sammen med snart den ene fulde og/eller voldelige mand snart den anden. Hun er blevet kontaktet af ejendommens administration og lover grådkvalt, at larmen ikke skal gentage sig. Og hun holder til hovedpersonens overraskelse og glæde ord. Men et nyt problem træder i stedet: Hovedpersonen bliver nu hjemsøgt af bananfluer.
Måneder senere ringer det på døren, og uden for står der en politibetjent.
“Du siger altså at du så hende for sidste gang i slutningen af november, gentog han.
– Det har jeg jo sagt.
– Det vil sige at hun har været død omkring et halvt års tid …
– Hold nu op!
– Uden at nogen har bemærket noget …
– Hold op!
– Jamen det ér holdt op, sagde han, og nu var det helt tydeligt at han intet havde tilovers over for sådan en som mig.”
Voldens uretfærdighed
Under læsningen raser jeg mod voldens uretfærdige, tilfældige natur og manglende konsekvens, som den udfolder sig i novelle efter novelle. Jeg raser især over historien om rigmandssønnen Casper Michael Petersen, der, ekviperet i nyeste mode, en rød Alfa Romeo og farens platinkort, inviterer en håndfuld gymnasievenner til at fejre deres nys veloverståede eksaminer. Den ene dyre restaurant, den ene flaske Krug og den ene bane coke afløses af den næste. På bordellet er den ene dyre prostituerede linet op efter den anden. Casper er førstevælger. Han vælger Jasmin, som hovedpersonen Jesper ellers har et godt øje til.
“Det hele foregik lige uden for døren til vores naboværelse. Jasmin kravlede hen ad gulvet med blodet sejlende ned af ansigtet, og Casper sparkede igen og ud efter hendes ansigt. Han var helt hvid i hovedet, og han skreg:
– So! So! Mens han sparkede løs på hende.”
Jesper forlader København i et år. Da han kommer tilbage, hører han forskellige historier om, hvad er skete med Jasmin:
“Da jeg kom tilbage til København, hørte jeg, at Jasmin var død af alt det, vi gjorde, og at politiet først havde fundet hende lang tid efter næsten opløst et sted i Grib Skov. Lige efter hørte jeg det modsatte: at hun levede i bedste velgående. Senere hørte jeg, at hun aldrig var kommet sig over det, at hun var blevet blind ligesom den anden pige, at hun sad i rullestol nu”
Casper Michael Petersen fortsætter sit liv, som om intet er hændt. Jesper møder han adskillige gange.
“I samme øjeblik jeg var kommet tilbage til København, hørte jeg om fester eller receptioner, han afholdt, og alle sagde, at det gik ham godt. Overordentligt godt. Men jeg meldte fra på enhver invitation hvor jeg risikerede at møde ham. Alligevel stødte jeg på ham. Jeg mødte ham til to-tre fester, og han så på mig som om vi aldrig havde set hinanden før. Han smilede uengageret, og han gjorde mig ikke noget. En af gangene vinkede han oven i købet til mig, under en reception i Boltens Gård.”
Dansen er slut, og jeg er efterladt helt og aldeles rundtosset og udmattet. Det vil tage mig noget tid at komme til kræfter igen. Men jeg har fået mit ‘noget’, der skal finde en plads i mit indre univers.
Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen
Forfatter: Jan Sonnergaard
Udgivet: 2003
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 265
Foto: Jan Sonnergaard, fotograferet af Morten Holtum, 2015. Gyldendal.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her