mm

Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Susanne Sayers
på Mobile Pay: 40 99 49 36

Mandehørm? Nej, overgreb

Det er ærlig talt deprimerende at se så mange danskere, som på de sociale medier er parate til at affeje Donald Trumps udtalelser som ‘mandehørm’. Men mandehørm handler om sex og fantasier – det er ikke pral om overgreb.

Det var en af mine kolleger, som lidt forlegent kom op til mig. Der var noget, han gerne ville tale med mig om. Han hed Jim, han var en af de ældre og mere besindige i gruppen, 25 år, selv var jeg 18.

“Du skal altså bare vide, at de nye gutter har væddet om, hvem der først kan bolle dig i en vandseng,” sagde han så og kiggede ned i jorden.

Det var tidligt i 80’erne, og vandsenge var af en eller anden grund det endegyldige scorested, forstå det, hvem der kan.

Jeg kom til at grine, det var for langt ude.

“Måske skal jeg selv deltage i væddemålet. Så kan jeg tjene nemme penge, men hey – tak fordi du sagde det,” tilføjede jeg.

Jim så lettet ud og skyndte sig tilbage til “the guys”. Som jeg på lange stræk var en af, og som jeg nød at være sammen med. Jeg arbejdede som en af kun tre kvinder som sælger blandt en større gruppe unge mænd – fra USA først og fremmest, men der var også andre nationaliteter. Skulle vi have en dagligdag, som var til at holde ud, blev vi nødt til at være ‘one of the guys’.

Jeg faldt uden videre ind med mændene, det var en rolle, jeg allerede var vant til fra min skoletid. Jeg bandede, lagde arm, skrålede sjofle sange med dem (jeg kan en del rugbysange fra dengang, flere var ganske opfindsomme), udvekslede sjofle vittigheder og hørte på deres snak om de kvinder, de fantaserede om, og om deres weekenderobringer i de byer, som vi kørte igennem på vores salgsruter i Frankrig, Tyskland, Holland, USA …

Danske piger elsker orgier

Jeg hørte aldrig nogensinde en af dem prale med et overgreb. Det havde ødelagt hele pointen i pralerierne: At mændene var så uimodståelige, at kvinderne slet ikke kunne lade dem være.

Det var også pointen i væddemålet, som nogle nytilkomne amerikanere stod bag. De vidste, at jeg var dansk, og danske piger var med på den værste, og en fyrene så skuffet ud, da jeg fortalte, at jeg aldrig havde deltaget i et orgie og heller ikke havde lyst. Alle vidste da, at danske piger elskede orgier, som var datidens ord for gangbang-kategorien på nutidens pornosider.

En af de unge mænd fra gruppen blev min mand og far til vores børn. Han var tidligere professionel fodboldspiller, han blev senere træner i Danmark. Han gik i øvrigt i sælgerperioden under navnet ‘Cheeks’, som foruden kinder også er slang for baller, og navnet fik han, fordi vi en nat så netop de legemsdele af ham bevæge sig muntert op og ned i bagruden på en bil.

Så jeg har lagt øre til en del mandehørm gennem tiden og tror ikke, at jeg kan betegnes som puritansk. Jeg skal ikke betvivle, at enkelte dele af snakken har været bortcensureret, når jeg var til stede, men jeg tror, jeg har fået eksempler nok til at have en ret god idé om, hvad mandehørm er.

Lad os lige få det på plads: Overgreb er ikke sex, overgreb er vold. Voldtægt er ikke sex, men vold. Sexchikane er magtmisbrug og psykisk vold

Og derfor bliver jeg også trist, når jeg nu ser danske mænd og kvinder trække på skulderen af Trumps udtalelser og bagatellisere det som mandehørm.

https://www.youtube.com/watch?v=l8U0IaMsRf4

Nej, mandehørm handler om sex, om fantasier, om hende med den lækre røv og hende med de store kasser, og der bliver grint og fniset og sammenlignet og drømt og håbet og pralet. Men ikke pralet om overgreb.

Trump pralede af overgreb, om hvordan han bare begynder at kysse og kan gøre alt, fordi han er en stjerne. Og lad os lige få det på plads: Overgreb er ikke sex, overgreb er vold. Voldtægt er ikke sex, men vold. Sexchikane er magtmisbrug og psykisk vold.

Der er hulens til forskel på de våde fantasier i omklædningsrummet og på at prale med, at man har misbrugt sin magt til at begå overgreb, eller at man kan gøre det.

Nytårsnat i Köln

Når jeg finder bagatelliseringen dobbelt deprimerende, skyldes det min åbenbart naive tro på, at vi trods alt var kommet videre siden den nytårsnat i Köln for snart et år siden, hvor de sociale medier flød over med forståelig vrede over de overgreb, som kvinderne blev udsat for. De fleste af dem var netop af den karakter, som Donald Trump i 2005 direkte opfordrede til: “Grab them by the pussy”.

Der var næppe nogen kvinde, som ikke delte forfærdelsen over Köln. Vi var en del, som benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på, at fænomenet også var udbredt i egen kulturkreds – dele af diskussionen blev i øvrigt til et siden prisbelønnet projekt – “Jeg blev voldtaget” – i Information.

Donald Trumps udtalelser og bagatelliseringen af dem i nogle kredse har i øvrigt affødt en lignende reaktion i USA, som Köln-debatten gjorde i Danmark, under hashtagget #notokay.

Nogle beskyldte den efterfølgende danske debat for at være feministisk ‘whataboutism’, altså at prøve at undskylde noget ved at gøre opmærksom på, at der er andre problemer også. Men hensigten var ikke at bortforklare eller undskylde, den var at benytte tidens opmærksomhed på de seksuelle overgreb til at få fokus på problemet bredt set.

Og i min naivitet troede jeg som sagt, at det var lykkedes. At der var en større forståelse for, at alle kvinder og mænd har ret til deres egen krop, at det er op til os selv at sige ja eller nej, og at det aldrig er ofrets skyld, og at overgreb aldrig er i orden.

Nu kan jeg så på de sociale medier læse indlæg efter indlæg om, at det også bare er puritansk, amerikansk seksualmoral, som gør sig gældende, at en præsident jo ikke skal være en helgen, og at det i øvrigt er en bagatel. Hvad med Aleppo? Hvad med Hillary Clintons løgne? Hvad med dronemordene på civile, som USA står bag? Hvorfor skal vi snakke om 11 år gammel mandehørm, når der nu er så meget vigtigere?

Jo tak, hvem sagde whataboutism?

En grov nedgørelse af mænd

Det er en falsk modsætning. Det er ganske rigtigt dybt hyklerisk, når størstedelen af det republikanske parti flygter fra den synkende skude under henvisning til, at Trump på vulgær vis har indrømmet overgreb mod kvinder. De vidste godt, hvem og hvad de valgte til at stå i spidsen for partiet, og The Donalds tilbøjeligheder har aldrig været skjult. Det eneste chokerende er at høre ham sige det selv og så direkte.

Og der er ganske rigtigt mange emner, som det er presserende, at den vestlige verdens supermagt forholder sig til, og som fylder skammeligt lidt i valgkampen.

Men det ændrer ikke ved, at en af kandidaterne praler med overgreb. Han indrømmer dem ikke bare, han praler! Det er måske praleriet, som får det til at ligne den snak i omklædningsrummet, han så gerne vil gøre det til.

Men ordentlige mennesker praler ikke med, hvordan de føler, at de har ret til at begå overgreb. Læg mærke til, at Donald Trump tager Tic-Tacs for det tilfældes skyld, at “han får lyst til at kysse hende”. Ikke et ord om hvad hun har lyst til.

At gøre den slags pralerier til mandehørm er ikke alene en nedgørelse af kvinder. Det er en grov nedgørelse af mænd. Og det har ikke en hujende fis med sex at gøre. Det er vold og magtmisbrug, og det hører hverken hjemme i omklædningsrummet, i skurvognen, på arbejdspladsen eller på magtens tinder. Uanset hvem man er.

Og det er deprimerende, at det stadig ikke er en selvfølge.

PS: NFL-spilleren her giver sit indblik i, hvad gutterne taler om i omklædningsrummet. Det er pænere, end jeg husker det, men mine erfaringer ligger så også nogle år tilbage. Der er heldigvis sket fremskridt.

Bærende foto: Team Canada i omklædningsrummet. Keith & Alyssa from Rochester, NY, Wikimedia Commons.

Skribenter hos POV får betaling direkte fra læserne. Vil du støtte mine fortsatte skriverier, bliver jeg glad for små som store beløb på Mobilpay eller Swipp: +45 40 99 49 36. Men det er helt frivilligt.

Kategorier