Man binder os på mund og hånd

af

Da jeg fredag den 24. februar træder ind i DR-Byen for at deltage i P1 Debat om Venstres forslag om at bruge kontanthjælpsmodtagere som nyttejobbere til at samle skrald i Københavns gader over sommeren, er jeg lykkeligt uvidende om, at om en times tid vil ondskaben og hadet finde vej ind i mit liv.

Allerede da jeg træder ind i min lejlighed, er de hadefulde kommentarer ved at vælte over hinanden på Facebook. Kommentarerne fortsætter hele weekenden, og det er ikke småting, de ivrige “debattører” kaster mod mig.

Det tunge skyts er rullet ud. Jeg angribes personligt fra alle vinkler: Jeg anklages for at være doven, psykisk syg, en elendig historiker, en løgner osv. osv. Jeg latterliggøres, udstilles, nedgøres, anklages og trues af et hav af mennesker, jeg aldrig har mødt.

Min første reaktion er dyb vantro. Det kan ikke være rigtigt. Så mange onde og uvidende mennesker findes der ikke i Danmark.

Men den stadige strøm af kommentarer der synger med på den samme melodi, får mig til at indse, at jo, det er rigtigt. Min næste reaktion er sorg.

Min første reaktion er dyb vantro. Det kan ikke være rigtigt. Så mange onde og uvidende mennesker findes der ikke i Danmark.

Hvorfor er folk så hadefulde? Hvad er det for en verden vi lever i, hvor man bliver overfaldet for at bruge sin demokratiske ret til at udtale sig om de dybt kritisable forhold, der eksisterer for kontanthjælpsmodtagerne i dagens Danmark? Hvorfor angriber disse mennesker mig, der allerede ligger ned efter at have været igennem systemets vridemaskine? Hvorfor kan de ikke se, at de burde være på min side? At det ikke er mig og alle de andre kontanthjælpsmodtagere, der er problemet, men den stigende neoliberalistiske politik, der skaber større og større ulighed i vores samfund?

Efter lammelsen: genmælet

For en tid er jeg lammet af sorg og af den systematiske og systemiske fornedrelse, jeg genkender fra kontanthjælpsland, og som var årsagen til, at min private film knækkede for to år siden. Da jeg bliver kontaktet af Radio 24-7 takker jeg pænt nej, da den sociale og politiske indignation, der fik mig til at udtale mig til P1 Debat, er blevet erstattet af en forstemmende frygt og resignation. Jeg har ikke kræfter til at kæmpe mere. Systemet er for stærkt. Jeg kan ikke vinde over det. Når man forsøger at bekæmpe had, mødes man bare af mere had.

Heldigvis varer den tilstand ikke mere end en uges tid.

Fandme nej. De mørkemænd og -kvinder skal ikke være de eneste stemmer, man kan høre i Danmark. Der findes en masse mennesker i vores samfund, der ikke tør eller kan bruge deres stemmer. Jeg er nødt til at tage til genmæle, for jeg taler ikke kun for mig selv.

Således stålsat skriver jeg en artikel til POV om det dybt problematiske i, at man som kontanthjælpsmodtager ikke kan bruge sin stemme uden at blive udsat for en offentlig hetz og sat i gabestok. “En kvast stemme fra Underdanmark” publiceres den 12. marts, og de positive reaktioner fra læserne er opmuntrende og helende for mit endnu ømme sind.

Jeg er i det hele taget taknemmelig for, at der i hvert fald findes et nyhedsmedie, der vil give stemme til de ellers stumme, da det giver mig en smule håb for demokratiet igen. Da Pelle Dragsted vælger at dele min artikel på sin Facebookvæg, pibler mørkemændene og -kvinderne igen frem som en virus, der hastigt breder sig, men også lysmændene og -kvinderne giver deres stemme til kende.

Da Pelle Dragsted vælger at dele min artikel på sin Facebookvæg, pibler mørkemændene og -kvinderne igen frem som en virus, der hastigt breder sig, men også lysmændene og -kvinderne giver deres stemme til kende.Jeg beslutter mig hurtigt for at lade være med at læse kommentarerne. De må leve deres eget liv.

Jeg beslutter mig hurtigt for at lade være med at læse kommentarerne. De må leve deres eget liv. De mennesker, på hvis vegne jeg taler foruden mine egne, ved forhåbentligt nu, at jo, de bliver forfulgt, og jo, det er næsten umuligt at lade sin stemme høre, og jo, det koster en masse på den personlige konto, men de er ikke alene og de skal ikke lade sig kue. De skal ikke lade hadet vinde. De skal ikke bukke nakken. De skal ikke tro på den sang, der synges om dem.

Som tiden har for vane, går den, og jeg går med den. Genoptager mit liv med alle dets trivialiteter, glæder og sorger. Jeg er derfor fuldstændigt uforberedt på det, der nu sker.

En chokerende telefonopringning

Onsdag den 15. marts får jeg en opringning fra en person, der fortæller mig, at en anden person – lad os kalde ham Jesper Fårekylling, har skrevet til Danmarks Radio og fortalt dem, at jeg er fuldstændig skør i bolden, har været indlagt på den lukkede, aldrig har haft et arbejde, er fuld af løgn, og at alt det, jeg sagde i radioen også er løgn fra enden til anden. Jeg er lamslået og rystet. Intet af det er selvfølgelig sandt, og jeg føler mig psykisk voldtaget.

Havde det så bare været en person, jeg ikke kender. Så kunne jeg meget nemmere have slået det hen. Det er sikkert hverdagskost for Danmarks Radio at modtage beskeder fra mennesker, der tror, at de er Napoleon, og at månen er en grøn ost. Problemet er, at jeg godt ved, hvem personen er. Det er en person, jeg har haft perifer kontakt med for år tilbage. Det er en person, der har tilknytning til et menneske, jeg har kendt i en halv menneskealder.

Mit hoved fyldes af spørgsmålstegn, der kæmper om min opmærksomhed. Der er en masse “hvorfor’er” blandt dem, men det største “hvorfor” er netop dette: Et stort HVORFOR? Jeg har ikke set denne person i mange år. Jeg har heller ikke set det menneske, han har tilknytning til i mange år. Hvad har jeg nogensinde gjort ham, der får ham til at sprede disse løgne om mig? Spørgsmålene bliver ved med at stå i kø. Jeg kan ikke besvare dem.

Der er blot én ting, jeg ved med sikkerhed, og det er, at det er radioudsendelsen, der fik Jesper Fårekylling til at synge med i det store kor af mørkemænd og -kvinder, der af en eller mange grunde ønsker, at jeg (og mennesker som jeg) skal holde op med offentligt at påpege, at der er forhold i vores samfund, der er dybt kritisable set ud fra et medmenneskeligt perspektiv.

Faren for vores demokrati er ikke kun teoretisk. Det er kommet så vidt, at vi bliver nødt til at erkende, at der er nogle meget hadefulde kræfter på spil, der helt konkret udmønter sig i overgreb på mennesker, det er blevet legitimt at forfølge.

Hvis jeg havde været i tvivl før, så ved jeg nu, at der er mennesker, der vil gå meget langt for at knægte andre menneskers demokratiske rettigheder. Personligt er det selvfølgelig dybt, dybt skræmmende og forstemmende, men set fra et samfundsmæssigt perspektiv er det overordentligt skræmmende og forstemmende. Det er et tegn på, at højrefløjens dehumaniserende diskurser er blevet internaliseret i mange danskere, og at disse mennesker er villige til at lade sig indrullere i den neoliberalistiske/semi-fascistiske folkemilits i et korstog mod de svageste i vores samfund.

Faren for vores demokrati er ikke kun teoretisk. Det er kommet så vidt, at vi bliver nødt til at erkende, at der er nogle meget hadefulde kræfter på spil, der helt konkret udmønter sig i overgreb på mennesker, det er blevet legitimt at forfølge.

Man binder os på mund og hånd

Men man ka’ ikke binde ånd

og ingen er fangne, når tanken er fri

Vi har en indre fæstning her

som styrkes i sit eget værd

når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’

Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl

Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’

Det lover vi med hånd og mund

i mørket før en morgenstund

at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.

Topillustration: Pixabay.  Sangteksten Man binder os på mund og hånd” er en dansk sang skrevet i 1940 til revyen Dyveke med tekst af Poul Henningsen (PH) og musik af Kai Normann Andersen.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Maria Busch

Maria Busch er cand. mag. i historie og engelsk fra RUC  har i en lang årrække været ansat som kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet. I dag er hun langtidsledig kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp. Hun bruger sin blog beprettyplease.dk til at sætte fokus på, hvordan det er at bebo det golde kontanthjælpsland.  Maria er født og opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor.

Seneste indlæg fra

Gå til Top