Jakob Brønnum: Magtens mænd – magtkritik og Harvey Weinstein

af

Hvad har Harvey Weinstein med Mozarts Don Juan at gøre? Og med Rashkolnikovs søster i Dostojevskijs roman? Udnyttelsen af kvinder på Harvey Weinsteins hotelværelser er led i en dybereliggende struktur af magt i verden, som vi nogen gange ikke orker at se sammenhængen i. Jakob Brønnum fortæller om øjeblikkets tiltrækning og trækker nogle linjer fra Oplysningstidens frigørelseskamp til en mur af magt, som stadig findes.

Det var ikke sådan en situation, hvor en kvinde tog bladet fra munden og rejste sig og fortalte, at hun var blevet tvunget til en mere eller mindre grov seksuel ydelse. Det var en vel researchet artikel af en journalist, hvis forældre selv har været viklet ind i både det ene og det andet. Og så rullede snebolden, og den rulle hurtigt

Harvey Weinstein, en af tidens mest succesfulde filmproducenter, har haft en praksis med systematisk personlig og kropslig nedgørelse af unge kvinder, som for de fleste vedkommende har ladet ham gøre det. Dels fordi de ville frem i verden og han havde indflydelsen, dels fordi de troede, det åbenbart skulle være sådan i den branche.

Ligesom de mange, mange fortællinger og skandaler fra BBC, ligesom fortællingerne om John Lennon og de filippinske piger. Ligesom komponisten Schubert og dirigenten Stokowski i New York Philharmonic, han, blot med unge aspirerende dirigentmænd. Ligesom Björk på sin Facebookside fortæller om sin oplevelse af mødet med Lars von Trier, omend i en delvis forsonlig tone.

Ligesom den mur af magt, vi alle sammen har mødt et eller andet sted i livet, hvor vi måtte underlægge os eller miste det, vi kom efter, ligesom den mur af blikke og kønslige forventninger alle kvinder møder hver eneste dag.

Enhver, der har nydt en af verdens smukkeste melodier, La ci darem la mano, “Ræk mig din hånd du kære,” fra Mozarts opera Don Giovanni (1787), er blevet snydt

Harvey Weinstein har taget imod et utal af unge skuespillerinder, der troede de skulle til møde, i let åbenstående badekåbe på sit hotelværelse. Nu er det slut. Man reagerer, som om man nu endelig har set kræftknuden, og det er blot et spørgsmål om at få den opereret ud.

Vi ved ikke, hvor stor, den er og hvor meget den har bredt sig, men nu er den opdaget, og godt for det.

Led i en større sammenhæng

Det er virkelig naivt. Når Harvey Weinstein træder frem på den måde som et menneske, der har fejlet og med forsikringen om, at han går i terapi, er det led i et større spil, der ikke på nogen måde er forbi. Når han bliver smidt ud af det ene og det andet og hans selskab endda muligvis lukker eller skifter navn, på samme måde som Farum Boldklub blev til FC Nordsjælland efter Peter Brixtofte, betyder det ikke, at noget for alvor bliver ændret.

Vi har naturligvis ikke set den sidste pædofiliskandale, ældre mænd, der ødelægger purunge pigers liv blandt de ældre studieværter på BBC og folk med magt i filmbranchen, de foregår også i dette øjeblik. Eller den sidste seksuelle udnyttelse af en ung kvinde, der vil gøre et højt specialiseret fag til sit. I mediebranchen, i bladverdenen, i de store advokatfirmaer, i modehusene, blandt praktikanter overalt, i de politiske organisationer, i erhvervslivet, i uddannelsessammenhæng.

Enhver, der har nydt en af verdens smukkeste melodier, La ci darem la mano, “Ræk mig din hånd du kære,” fra Mozarts opera Don Giovanni (1787), er blevet snydt. Den er ikke smuk. Mozart udnytter musikkens endeløse skønhed til at vise, hvilket bedragerisk, fornedrende slør, verden lader sig hylle i. Den hånd, der lader sig forføre, møder et menneske, der ødelægger liv.

Skønheden i sangen, som man ikke kan lade være at nyde, fordi den er så helt exceptionel og foreningen af de to stemmer, tæt omslyngede, viser illusionens natur, den pletfrie skønhed, som hvis den gennemføres får de mest ødelæggende konsekvenser for mennesker og deres følelsesliv.

Den glimtende tiltrækning, den er hyllet i, får en til at glemme alt andet end øjeblikkets postulerede magi. Det er genialt set af Mozart. Forførelsen forpurres i øvrigt efter duetten, skal det siges – for en ordens skyld.

I Forbrydelse og straf (1866) bliver Rashkolnikovs søster udnyttet på præcis samme måde som skuespillerne på Harvey Weinsteins hotelværelser

En anden af de store oplysningstidsoperaer, Mozarts Figaros Bryllup (1786), der er skrevet på et skuespil fra samtiden, handler for en stor del om at forhindre godsejeren i at få sin nedarvede retmæssige fornøjelse, nemlig den første nat med en af hans undergivne mænds unge brud. Det har vi glemt, men sådan var det, i hundredevis af år, for alle mennesker, der ikke selv ejede deres jord.

Dostojevskijs romaner hundrede år senere beskæftiger sig intenst med problemstillingen. I Forbrydelse og straf (1866) bliver Rashkolnikovs søster udnyttet på præcis samme måde som skuespillerne på Harvey Weinsteins hotelværelser, og manden, Svidrigajlov, som han hedder, afsløres senere i pædofili, når han på det nærmeste køber en ung pige, lige knapt i puberteten, af hendes forældre. Han tager livet af sig, men det forsvinder naturligvis ikke, bare fordi han bliver opdaget.

En inddeling af mennesker

Den ene måde at se på det, er ved at begå den græsselige fejl, som venstrefløjen over hele Europa, inklusive Socialdemokraterne begik, da den for snart tre-fire årtier siden, og siden løbende, konkluderede, at nu havde man opnået, hvad man ville og ophørte med at tale om fordelingspolitik og i stedet gik over til identitetspolitik. New Labour i England var en del af det.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Fra socialisme til LGBT, groft sagt. Man kan gøre livet bedre for enkelte mennesker, fordi vi får ret til en offentlig identitet med alle vores afvigelser fra en nu problematiseret norm. Men man lader de underliggende strukturerer, der genererer undertrykkelsen være som de er.

Så kan man sige, at når kvinder udnyttes seksuelt i filmbranchens hoteller, er det kun en spejling af den position ”det andet køn”, som den franske eksistentialist Simone de Beauvoir ironisk kaldte det, har i filmbranchen i almindelighed. Bortset fra nogle få, bemærkelsesværdige eksempler, er kvinden altid supporting actor for heltens arbejde med at redde verden, hvad enten det er hans egen eller alles.

Udnyttelsen af kvinder på Weinsteins hotelværelse kan ikke ses som en kræftknude, der kan opereres væk. Den er et led i et større system af mandlig magt i verden, et system, hvis elementer hver især understøtter hinanden

Kvindens underordnede rolle er et element i en større inddeling af mennesker i den primitive typologi, som Hollywood beskriver mennesker under. En anden er, at skurken altid er et u-menneske, også i reel forstand, et nationalkonservativt undermenneske, eftersom han taler som en indvandrer, med grov accent og tilmed er ubarberet, dårligt klippet og ryger. Den homoseksuelle og, ind i mellem, men ikke altid, den farvede har også visse positioner, man kan beskrive som “den anderledes” i det filmiske fortællespektrum.

På den måde får man fat i et område, hvor identitetspolitikken har rigtig meget at sige. Men strukturerne får man ikke fat i.

Strukturel undertrykkelse: Mandlig magt i verden 

Den anden måde er at se det som et led i en større og mere omfattende, strukturel undertrykkelse. Jeg glemmer aldrig det klask på den med tvang blottede rumpe, godsejeren, eller hvad han var, i den nyligt afdøde Hans Alfredsons mesterlige film, Den enfoldige morder (1982), gav stuepigen efter at han havde udnyttet hende i hemmelighed. En ondskabsfuldhed, fra hvilken smerten ikke forsvinder. Den sidder i hjertet.

Det handler om kvindens generelt underordnede position, den som mange gerne vil argumentere for som mere eller mindre naturlig. Man skaber en alliance mellem en gammeldags moral og en ny tids naturvidenskab.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at De Konservative og Dansk Folkeparti og den tidligere vicepræsidentkandidat i USA Sara Palin og formanden for det ultra nationalkonservative, såkaldte “Trykkefrihedsselskabet”, Katrine Winkel-Hom, Trump og Putin og USA’s samlede Bible Belt ikke har noget mod, at kvinder går på arbejde, bare de afpasser lønnen derefter, men når man kæmper for kvinders rettigheder, så er det for retten til ikke at gå på arbejde.

Til at være derhjemme, mens manden er ude i verden og more sig. Men det kan ikke ses alene. Der følger flere elementer med til beskrivelsen af et samlet, magtfuldt menneskesyn. Et menneskesyn, der har gamle rødder, som vi har set, og som ikke længere står alene, men hvis strukturer, hvor de findes, er nærmest uændrede.

Der er en struktur af underordnede positioner under den magtfulde, konservative mand: Homoseksuelles ægteskab er noget, man kæmper mod i de kredse. Samtidig kan man godt lide en god kriger eller modstandsmand fra krigens tid, man vil begrænse fremmedes indflydelse og forbeholder sig ret til at bruge n-ordet, uden at indrømme, at det er fordi det fastholder et historisk underordningsforhold.

I teorien er der ikke strukturel forskel – og jeg siger udtrykkeligt strukturel forskel – på, når en politimand i modbydelig afmagt kalder et menneske perker, og når Harvey Weinstein viser sig for Gwynneth Paltrow i underbukser

Det er i slipstrømmen af det system, fra kolonialismen til i dag, at den menneskelige undertrykkelse, inklusive kvindernes på Weinsteins kontor, næres.

Udnyttelsen af kvinder på Weinsteins hotelværelse kan ikke ses som en kræftknude, der kan opereres væk. Den er et led i et større system af mandlig magt i verden, et system, hvis elementer hver især understøtter hinanden. Hvis du er en kvindelig skuespiller, der vil tjene penge, bliver du nødt til at underlægge dig magtstrukturer i et vist omfang, som har en eller anden form for patriarkal karakter, bredt forstået.

Et af Dostojevskijs mest imponerende magtmennesker, Stavrogin, i den politiske thriller Onde Ånder (1872) har netop en sådan struktur under sig. Ikke nok med at han forsøger at forføre en ung kvinde og ikke nok med at han – for spændingens skyld – har giftet sig med en sindslidende handicappet, som han udnytter på det groveste, og ikke nok med at han har voldtaget et stort barn, han har også en hær af undergivne mænd omkring sig, som beundrer ham og hans mod og meninger og som vil være som han.

Viljen til magt

Så når vi ser Søren Espersen (DF) i tv sidde og nedgøre en langt yngre kvinde, så hun bryder ud i gråd, så er der ikke tale om et enkelt menneskes tilfældige forgodtbefindende, ikke tale om et klask på den med tvang blottede rumpe. Der er tale om et virkelig pinligt og patetisk træk ved den mandlige psyke, nemlig viljen til magt, på bekostning af den svagere.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Man vil aldrig i tusind år høre Søren Espersen sige, at han ikke behøver argumentere for sin holdning, fordi en kvinde, han har kendt i tyve år, har forklaret ham sammenhængen, så han ikke selv behøver undersøge den, som han gjorde i den tv-udsendelse i debatten med Khaterah Parwani.

Den slags sker i det offentlige rum kun mellem populistiske mænd, dvs. mænd som sætter det klanagtige kønsfællesskab højere end den objektive sandhed. Naser Khader (K), som Espersen har kendt så og så længe, havde skrevet og sagt at hun ikke skulle have offentlige penge til et kvinde-projekt og så skal hun ikke have offentlige penge til et kvindeprojekt. Basta.

Lige for tiden er der en udvikling i retning af en ny form for milliardærmagt, der præger verden og som foreløbig har sat sine tunge poter på USA og Rusland, flere og flere uafhængige mænd, der får mere og mere magt og flere og flere mærkværdige idéer, og de har (næsten) alle sammen det menneskesyn

Denne mandeklan findes til gengæld på rigtig mange arbejdspladser. Da jeg i 1992 på universitetet skrev speciale hos en kvinde, var hun den første kvindelige professor indenfor faget. De mekanismer, som gjorde det, til trods for, at kvinder f. eks. havde haft stemmeret i 75 år, tages op hvert eneste år, også her i oktober i år, når det bliver klart, at alle nobelpristagerne endnu engang er mænd. Kvinden indtager en strukturelt set undergiven position i samfundsbilledet som sådan. Lavere løn, færre ledere, færre bestyrelsesposter, sjældnere forfremmelser, hårdere behandling i medierne, når man står forrest.

Donald Trump har opgraderet udtrykket ”locker-room talk” til at være noget, der er helt i orden, fordi det netop er det og ikke noget andet. Altså beskidt og chauvinistisk snak i mænds omklædningsrum. Men det er ikke i orden. Det er alt andet end i orden. Fattigdom, homoseksualitet, fysisk svaghed eller defekt, fremmedhed af enhver art, enten etnisk eller religiøs. Alt det kan komme under ”locker-room”-snak og gør det hver eneste dag.

Da vi ser kulminationen i Den enfoldige morder, hvor morderen, i engles selskab med faste skridt går mod sin retfærdige hævngerning, er det hele dette magtspektrum, han hævner. Ikke blot et enkelt element af det. Hævnen er naturligvis kun retfærdig i hans egne øjne.

I teorien er der ikke strukturel forskel – og jeg siger udtrykkeligt strukturel forskel – på, når en politimand i modbydelig afmagt kalder et menneske perker, og når Harvey Weinstein viser sig for Gwynneth Paltrow i underbukser.

Det er ikke tilfældige vaner hos mænd, men en del af en større organisering af magten i verden, fra USA til Danmark, fra Rusland til Saudi-Arabien. Den gælder alle livets forhold, ikke blot forholdet mellem mænd og kvinder, og der findes knapt et politisk parti i vor tid, som orker at tale om det.

I dét perspektiv. Og det kan godt være uheldigt, for lige for tiden er der en udvikling i gang retning af en ny form for milliardærmagt, der præger verden og som foreløbig har sat sine tunge poter på USA og Rusland, med flere og flere uafhængige mænd, der får mere og mere magt og flere og flere mærkværdige idéer, og de har (næsten) alle sammen det menneskesyn.

Topfoto: #metoo – VRA Magazine, Samantha Rinchetti.
POV Internationals skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnum på Mobile Pay 53 60 84 96. Eller abonner på POV:

 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. I år er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
Udvalg af de seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 382 sider, 2014)
* Malmö by night (digte, 70 sider, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 80, sider, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 162 sider, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 148 sider, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 146 sider, 2016)
* Pengeguden (essay, 298 sider, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 330 sider, 2016)
Redaktør af Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top