mm

Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Maiken Skeem
på Mobile Pay: 22 22 26 36

Mænd dør af arbejdsløshed

Ledighed er ikke udelukkende en økonomisk udfordring for et samfund. En stor fransk undersøgelse om arbejdsløshed fastslår nu, at mellem 10.000 og 14.000 franske mænd hvert år dør som en direkte følge af at være uden job.

I løbet af et langt arbejdsliv bliver mange af os udsat for pludselig at stå med en fyreseddel i hånden. Og ingen husker det formentlig som en særlig god oplevelse. At være arbejdsløs i en kortere eller længere periode kan som regel mærkes på pengepungen.

Men uønsket lediggang, som strækker sig over lang tid og måske gentager sig flere gange i løbet af et arbejdsliv, kan i den grad også mærkes på sjælen. At være udenfor arbejdsmarkedet kaster ofte en tung skygge over vores psykiske velbefindende. Følelsen af at blive ’vraget’ og et deraf følgende manglende selvværd, dalende selvtillid, depression og endda skam, kan være den slags udfordringer, som lægger sig lige i kølvandet på arbejdsløsheden.

Wikimedia Commons - Faculty Foot, USA, 1909

Wikimdia Commons – Faculty Foot, USA, 1909

Og det gælder især for mænd, er der noget, der tyder på.

Alvorlige konsekvenser

I Frankrig har Rådet for økonomi, sociale og miljømæssige anliggender (Conseil économique, social et environnemental) netop udgivet en omfattende rapport om arbejdsløshed. Arbejdsløshedstallet i Frankrig er 10,4 procent eller (5,397 millioner mennesker) – og for første gang i fem år faldende. Det er positivt nyt. Så langt så godt.

Overdødeligheden blandt arbejdsløse har tæt sammenhæng med en øget risiko-adfærd: Dårlige kostvaner, rygning, alkohol og deraf følgende søvnløshed, depression, hjerte-kar-sygdomme og i nogle tilfælde også kræft.

Men undersøgelsen gemmer desværre også på nogle knapt så opmuntrende oplysninger. Mænd rammes fortsat særligt hårdt af ledigheden, og for alt for mange af dem får det alvorlige, og for nogle af dem endda fatale konsekvenser. Faktisk kan man ifølge rapporten henføre mellem 10.000 og 14.000 dødsfald blandt franske mænd direkte til arbejdsløshed. Til sammenligning dør 3500 personer årligt trafikulykker på de franske veje.

Risiko-adfærd

Ifølge Pierre Meneton, som er forsker ved Inserm (Institut national de la santé et de la recherche médicale), er tallet for dødsfald blandt arbejdsløse franskmænd tre gange så højt som blandt den arbejdende del af den franske befolkning.

Til den franske avis Libération forklarer Pierre Meneton, at overdødeligheden blandt arbejdsløse har tæt sammenhæng med en “øget risiko-adfærd”: Dårlige kostvaner, rygning, alkohol og deraf følgende søvnløshed, depression, hjerte-kar-sygdomme og i nogle tilfælde også kræft, bidrager til den kedelige statistik. Dertil kommer den sociale stigmatisering, et forhøjet stressniveau og familieproblemer, som for mange mænd desværre følger med det at være arbejdsløs (’chômeur’).
600 selvmord årligt kan ifølge Pierre Meneton ligeledes henføres direkte til arbejdsløshed.

Vi taler om det, som jeg plejer at kalde ’skaffedyrs-hypotesen’: Mænd i 30-40-års-alderen rammes hårdest, fordi de har stiftet familie, har købt hus og dermed har udgifter, der skal betales hver måned. Én forklaring kan være, at det økonomiske ansvar overvejende hviler på mændene – og netop derfor lægger arbejdsløshed også et større pres på dem

I Frankrig er det ikke lægens job at spørge til en persons private forhold – herunder om hvorvidt vedkommende er i arbejde eller ej. Pierre Meneton opfordrer i interviewet med Libération til, at de franske praktiserende læger fremover er mere opsøgende i forhold til patienternes psykiske velbefindende – og tillige er opmærksomme på, at en arbejdsløs patient kan have øget risiko for at have eller måske udvikle sundhedsproblemer.

Skaffedyrs-hypotesen

I Danmark foreligger der også dokumentation for, at arbejdsløse mænd har en vis overdødelighed. Henrik Lindegaard Andersen er forsker ved KORA, (Det nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning). Han undersøgte i forbindelse med sin Ph.d.-afhandling i 2010 fænomenet ’mænd og arbejdsløshed’. Undersøgelsens resultater pegede dengang på, at arbejdsløse danske mænd havde en overdødelighed på 30-50 procent. Især de 30-40-årige er i farezonen.

”Vi taler om det, som jeg plejer at kalde ’skaffedyrs-hypotesen’: Mænd i 30-40-års-alderen rammes hårdest, fordi de har stiftet familie, har købt hus og dermed har udgifter, der skal betales hver måned. Én forklaring kan være, at det økonomiske ansvar overvejende hviler på mændene – og netop derfor lægger arbejdsløshed også et større pres på dem. Kvinder har måske i højere grad end mænd deres identitet andre steder end på arbejdsmarkedet, så de er knapt så udsatte, når vi taler om overdødelighed på grund af arbejdsløshed,” forklarer Henrik Lindegaard Andersen til POV International.

Arbejdsløshed kan omregnes til ’liv og død’

Arbejdsløshed hos mænd kan bestemt medføre en risikobetonet adfærd, fortæller Henrik Lindegaard Andersen. Men han mener dog, at man skal tage de noget urovækkende resultater med et gran salt. Der er nemlig mange faktorer, der kan gøre sig gældende:

”Reelt er det jo umuligt at vide, om en person mister sit job, fordi vedkommende drikker – eller om det forholder sig omvendt. Nemlig, at vedkommende ryger ud i arbejdsløshed på grund af et alkoholproblem. Men når det er sagt, så ved vi i hvert fald med sikkerhed, at det ikke er sundt at være arbejdsløs – og det kan bestemt omregnes i liv og død.”

Når Frankrig nu, et halvt årti efter Danmark, stiller skarpt på den markante overdødelighed hos arbejdsløse mænd, så er det sandsynligvis fordi landet netop er ‘ramt’ af den føromtalte ’skaffedyrs-hypotese’. I Danmark har vi, til trods for at problematikken fortsat er relevant, opnået en vis grad af ligestilling mellem kønnene – også på arbejdsmarkedet. I Frankrig er det stadig de franske mænd, der trækker langt den største del af læsset, når det handler om at forsørge familien.

Hvis du nyder mine artikler, kan du betale mig direkte for mit arbejde. Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit MobilePay nummer er: 28890345

Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com

Topfoto: Wikimedia Commons – Paul Goyette.

Kategorier