Macrons metode kan blive et ægte alternativ til teknokrati og populisme

af

Præsident Emmanuel Macrons sikkerhedspolitik forsøger at forene hårde anti-terrorisme tiltag med en mere human tilgang til flygtninge. På det økonomiske område har han tilbudt reformer i bytte for investeringer. Og med sin hårde linie over for Rusland og støtte til en indsats i Afrika og Middelhavsområdet er han måske endda i stand til at samle EUs sydlige og østlige medlemmer om en fælles udenrigspolitik. Hvis Macron lever op til sine løfter, vil han ikke stå for hverken teknokrati eller populisme men for en ægte tredie vej, skriver Mark Leonard.

LONDON – Valget af Emmanuel Macron til præsident i Frankrig har givet EU en mulighed for at bevæge sig væk fra de interne konflikter, der har givet anledning til splittelse. I stedet for udelukkende at støtte sig til den gamle elite eller de nye populister har Macron lovet at arbejde for en bred politisk støtte til en europæisk reform. Men kan han virkelig puste nyt liv i et svækket projekt?

Da Macron mødtes med den tyske kansler Angela Merkel, tilbød han en plan for at slutte den kolde krig mellem det sydlige og det nordlige Europa – det vil sige spændingen mellem fortalerne for sparepolitikken og tilhængerne af vækstpolitikken.

Og når han mødes med den russiske præsident Vladimir Putin i denne uge, vil han forsøge at bygge bro mellem EUs østlige og vestlige flanke, der henholdsvis ønsker at holde Rusland i skak og engagere sig i et samarbejde.

Macron har forsøgt at forene ideen om et gæstfrit Europa med fortalerne for Fort Europa. Han ønsker at tage imod flere flygtninge, mens han samtidig opfordrer EU til at oprette en bevogtning af den ydre grænse med 5000 soldater og fremskynde hjemsendelsen af illegale immigranter.

På samme måde har Macron også forsøgt at forene ideen om et gæstfrit Europa med fortalerne for Fort Europa. Han ønsker at tage imod flere flygtninge, mens han samtidig opfordrer EU til at oprette en bevogtning af den ydre grænse med 5000 soldater og fremskynde hjemsendelsen af illegale immigranter.

Bryd med EU’s institutionelle bureaukrati og med populismen

Men mens mange ledere i EU var lettede over Macrons valgsejr, er det i mange tilfælde, fordi de håber, at han vil puste nyt liv i det gamle projekt snarere end at bryde radikalt med fortiden.

For at skabe virkelig forandring må Macron imidlertid overvinde to gensidigt forstærkende politiske modeller, der har været definerende for EUs forvaltning i det seneste årti: teknokrati og populisme.

Teknokrati har været et bærende element i det europæiske samarbejde fra begyndelsen. Jean Monnet, den franske økonom der betragtes som en af det moderne EUs fædre, var kendt for sin evne til at forvandle store politiske konflikter til mindre tekniske spørgsmål.

Denne model vandt succes i efterkrigstiden under Europas genopbygning, fordi den tillod diplomater og embedsmænd fra forskellige lande at gå uden om nationale uenigheder og adressere kontinentets mest presserende problemer.

Som årene er gået har EU’s politiske institutioner fået en tendens til at være helt løsrevet fra national politik og i stedet drevet af institutionernes egen logik snarere end af medlemsstaternes behov. Desuden er beslutninger på EU-niveau blevet syltet ind i rigide regler, som medlemstaterne skal følge, selv når deres regeringer eller vælgere ikke støtter dem.

Men som årene er gået, har EUs politiske diskussioner fjernet sig fra Monnets model. Nu har de en tendens til at være helt løsrevet fra national politik og i stedet drevet af institutionernes egen logik snarere end af medlemsstaternes behov.

MERE POV
Svindler eller idiot? Vælg selv, hr. vicekansler

Desuden er beslutninger på EU-niveau blevet syltet ind i rigide regler, som medlemstaterne skal følge, selv når deres regeringer eller vælgere ikke støtter dem. Tilsammen har disse tendenser medført en bred opfattelse af, at der ikke er alternative modeller for styring af EU, og at Europa ledes af en elite, der ikke har megen interesse for de mennesker, den skulle tjene.

Populismen er også en reaktion på teknokratvældet

Eksplosionen i populistiske partier i de seneste år er en naturlig reaktion på denne afkoblede form for teknokrati. Det er ikke tilfældigt, at ledere som Marine Le Pen i Frankrig, Geert Wilders i Holland, Viktor Orbán i Ungarn og Nigel Farage i the Storbritannien alle har spillet rollen som talerør for “folket”. Gennem folkeafstemninger – deres politiske favoritvåben – har de været i stand til at skabe problemer for EU-trataten, EU-Ukraine Association Agreement, aftaler om hjemsendelse af flygtninge og med Storbritanniens Brexitafstemning også for selve sammensætningen af EU.

Når de europæiske teknokrater har presset på for fordækt samordning for at løse euro- og flygtningekriserne, har populisterne slået endnu hårdere tilbage. Og hver gang populisterne har fremtvunget folkeafstemninger mod EUs traktater og tvunget regeringer til at ty til teknokratiske løsninger, er populisternes narrativ blevet styrket.

Storbritanniens Brexit forhandlinger er allerede blevet en kamp mellem teknokrater og populister, i hvilken begge sider kæmper for et udkomme, der støtter deres fortælling. Når den britiske premierminister Theresa May siger, at hun ønsker “at gøre Brexit til en succes”, ringer alarmklokkerne i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder, fordi et sådant udkomme vil kunne inspirere populistiske anti-EU bevægelser andre steder.

For at foregribe det scenarie håber nogle medlemmer af den tyske regering – af frygt for ikke at kunne efterkomme Macrons andre krav (specielt reformer i eurozonen) – at kunne samarbejde med ham om at gøre Brexit uattraktiv.

Dette synes også at være det, som EUs Kommissionsformand Commission President Jean-Claude Juncker antydede for nylig. “Brexit vil vise, hvor meget mere attraktivt, det er at være medlem af vores Union,” sagde han. “Takket være Europa, har folk nu friheden til at leve, købe, elske og handle på tværs af grænserne.”

EU må se udad – ikke indad

Det er forståeligt, at de europæiske ledere vil klynge sig til Brexit som den ene ting, EUs medlemslande kan blive enige om. Men desværre har Brexit debatten en tendens til at bringe det værste frem i EUs elite, ikke mindst fordi det tilskynder dem til at kæmpe for status quo i stedet for reform og fornyelse.

Hvis EU fortsætter med at se indad, opslugt af de spørgsmål, som Brexit stiller, vil de næste fem år blive ligeså sterile og uproduktive som de seneste fem. Det store spørgsmål er nu, om EU kan acceptere den livline, som Macron har kastet ud til dem, og se fremad mod et nyt projekt i stedet for bagud mod gamle kampe.

Mange iagttagere har gjort nar af Macron, fordi han nægter at vælge side i nogen debat. Satirikere har påpeget, at han starter alle sætninger med ordene“en meme temps” (samtidig). Men for et EU i langvarig hårdknude kan Macrons forslag om store aftaler være en værdifuld vej frem – en der ikke bygger på institutionelle ændringer men på politiske kompromiser.

Mange iagttagere har gjort nar af Macron, fordi han nægter at vælge side i nogen debat. Satirikere har påpeget, at han starter alle sætninger med ordene“en meme temps” (samtidig). Men for et EU i langvarig hårdknude kan Macrons forslag om store aftaler være en værdifuld vej frem – en der ikke bygger på institutionelle ændringer men på politiske kompromiser.

MERE POV
Homofobien lurer lige under overfladen i Italien

En ny tredje vej?

Macrons sikkerhedspolitik forsøger at forene hårde anti-terrorisme tiltag med en mere human tilgang til flygtninge. På det økonomiske område har han tilbudt reformer i bytte for investeringer. Og med sin hårde linie over for Rusland og støtte til en indsats i Afrika og Middelhavsområdet er han måske endda i stand til at samle EUs sydlige og østlige medlemmer om en fælles udenrigspolitik.

Hvis Macron lever op til sine løfter, vil han ikke stå for hverken teknokrati eller populisme men for en ægte tredie vej.

Det er godt nok genbrug af den betegnelse. Men Macron kan måske give den en ny betydning, hvis han kan kombinere i stedet for at acceptere vore dages falske valg. Han vil skulle bygge bro over EUs geografiske skillelinier og positionere sig selv som pro-europæer og patriot, establishment og anti-establishment, åben og protektionistisk, vækstorienteret og økonomisk ansvarlig.

Kan Macrons metode få EU-lederne til at bryde den onde cirkel af teknokrati og populisme og gøre en ende på det sidste årtis handlingslammelse? I øjeblikket er det eneste, der er sikkert, at – for at bruge endnu en fortærsket talemåde – der ikke er noget alternativ.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

POV International og Project Syndicate.

Topillustration: LinkedIn og YouTube.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Mark Leonard

Mark Leonard (1974) er britisk politolog og forfatter. Han er direktør for og grundlægger af den London-baserede tænketank European Council on Foreign Relations. Hans speciale er geo-politik og økonomi, Kina, relationer mellem Kina og Rusland, den transatlantiske alliance, EU's forhold til Rusland, public diplomacy og nation branding samt britisk udenrigspolitik.

Seneste indlæg fra

Gå til Top