Må man godt ‘grine’ lidt, når man møder døden?

af

Alvorlig sygdom og død er ofte omgærdet af en rungende tavshed. En humoristisk bemærkning som bryder den, kan måske umiddelbart virke respektløs – men humor kan faktisk forløse selv den største knude, lette det som er tungt at bære, lufte ud, der hvor der er trangt, og ikke mindst kan den vække gode minder.  

I julen besøgte jeg sammen med vores to drenge min mands stadig friske gravsted. Forud gik en længere diskussion om, hvilken passende julegave, vi nu skulle medbringe. Især vores yngste søn havde flere forskellige lige lovligt farverige og fantasifulde ideer: Et af de mere vedholdende forslag var et gavekort til Elgiganten, så deres far kunne købe sig en mobiltelefon og ringe hjem og ønske os en god jul.

Det var vel ikke fordi sønnen for alvor selv troede på, at det kunne lade sig gøre – men nærmere et udtryk for en barnlig, finurlig umiddelbarhed og ønsketænkning: Tænk hvis det sørgeligt uigenkaldelige bare et kort øjeblik blev genkaldeligt.

Vi andre skulle lige vende skråen og finde en grimasse, der kunne passe – men forslaget fik absolut topkarakter med pil opad for opfindsomhed. Det faldt dog på, at Elgiganten allerede havde lukket dørene for at gå på juleferie.

Bananasplit med hele pivtøjet

Vi endte med, også på opfordring fra min yngste søn, at drage af sted mod kirkegården med et par fuldmodne bananer fra frugtfadet derhjemme. Det var en form for kompromis, for den oprindelige ide nummer to på hans liste var – hold fast – på gravstedet at servere en bananasplit med hele pivtøjet: Tre farver is, flødeskum, chokoladesovs og stjernekastere. Men med min kedelige, fuldvoksne fornuft lykkedes det mig at modificere forslaget en anelse: Vi endte så med at blive enige om to nøje udvalgte og særligt indbydende, økologiske bananer.

Min mand kunne rigtigt godt lide bananer og havde ofte et par stykker på sig til at stille den lille sult. Så altså, da andre besøgende på kirkegården lagde en krans eller en blomst, lagde vi sammen med tulipanerne et par bananer og tændte et lys.

Humor kan afvæbne, lette det som er tungt, lufte ud i et trangt rum og skabe kontakt, nærhed og forståelse. Og humor kan især skabe små luftlommer eller åndehuller…

Savnet og tomheden var naturligvis massivt, da vi stod der ved den kolde sten og ønskede god jul med de løjerlige bananer i hånden. Den første jul, vi skulle fejre uden ham. Det var svært at finde på noget meningsfuldt at sige. Men stemningen blev trods alt lettet en smule takket være netop bananerne.

Den efterfølgende samtale om hvorvidt bananerne mon ville være spist, når vi kom tilbage, var lidt grænseoverskridende især for mig – men den frembragte alligevel et skævt smil på læben af os alle tre. Den triste oplevelse endte med at være knap så trist, trods alt.

Den rædsomme, rungende tavshed

Men må man egentlig ’grine’ lidt, når man møder sygdom og død – eller bevæger vi os her på mineret og forbudt område? Må man spøge med noget så gravalvorligt? Når man står der lige ved siden af døden, kan man blive i tvivl om, hvorvidt det er upassende eller ligefrem grænseoverskridende respektløst også at turde møde den med enten en pudsig bemærkning, en skæv ide eller en lidt komisk kommentar.

Selvfølgelig skal man føle sig forsigtigt frem, udvise en høj grad af situationsfornemmelse og respekt – men svaret er, tror jeg, et højt og klart ja. I hvert fald må man godt trække på smilebåndet. For ellers bliver hele situationen så uudholdelig og rædselsfuldt tyngende, at det kan være svært overhovedet at være i den. Både for børn og for voksne.

MERE POV
Jeg er (f******) elite

Humor kan bryde det, som er værst af alt: Nemlig den rungende tavshed, som sygdom og død i al sin tabubelagthed fremkalder og slæber efter sig. Humor kan afvæbne, lette det som er tungt, lufte ud i et trangt rum og skabe kontakt, nærhed og forståelse. Og humor kan især skabe små luftlommer eller åndehuller i en hverdag, som ellers er præget af alt andet end smil, glæde og latter.

En evne og en gave

At forholde sig konsekvent alvorligt til livets barske bagholdsangreb, herunder sygdom og død, kan naturligvis være løsningen – og er det jo altså også langt det meste af tiden. For nogle mennesker føles det helt sikkert som den eneste farbare vej at forblive i mørket. For dem falder det slet ikke for eller er passende at trække det hårdtpumpede humor-våben fra bæltet.

Men må man egentlig ’grine’ lidt, når man møder sygdom og død – eller bevæger vi os her på mineret og forbudt område? … Selvfølgelig skal man føle sig forsigtigt frem, udvise en høj grad af situationsfornemmelse og respekt – men svaret er, tror jeg, et højt og klart ja.

Men har man i alle andre af livets situationer en veludviklet humoristisk sans, så forekommer det naturligt at gøre brug af den ’evne’ eller gave, som humor indiskutabelt er. Også og måske især når livet slår så hårdt, at vi har svært ved at få luft og være i det.

Humor er livsvisdom

Niels Hausgaard kalder humoren for en stødpude og buffer mod ’det svære.’ Han mener, at folk helt uden humor meget let går i stykker, fordi alting rammer dem så frygteligt hårdt, hvorimod mennesker med masser af humor og rigelige doser af selvironi som regel er ret svære at slå af banen. Humor er altså, påstår han, en form for overlevelsesstrategi – og den er ifølge ham bestemt hverken letbenet eller overfladisk:

Humor er ikke en måde at skøjte hen over livet på, men mere en måde at fordøje ting på en god måde på, så vi alle sammen kommer ud med ansigterne intakte (…) Humor og livsvisdom kan for mig ikke adskilles, men det er nok ikke noget, man kan lære eller tage selv, det er noget, man har fået, forklarer han i en artikel bragt i Kristeligt Dagblad.

Skarpe glimt af glæde

Og netop den skarpsindige betragtning har, mener jeg, en hel bunke rigtighed i sig. Humoren har altid været der og er blevet brugt flittigt, men den er nu blevet en mere eller mindre bevidst del af min og vores fælles overlevelsesstrategi.

At miste på et ’forkert’ og for tidligt tidspunkt i livet, er vanskeligt, ja nærmest umuligt at rumme og håndtere. I den situation har man brug for både støtteben, krykker og brede skuldre. Også der får humoren for alvor værdi og beviser sit værd. For vi opdager nemlig nu, at vi i nogle tilfælde kan læne os op ad den og bruge den til at komme videre. Vi bruger den i fællesskab til for eksempel at fremkalde fine minder – og vi bruger den hver især til langsomt at finde tilbage til hverdagen og livet på hver vores måde. Takket være humoren oplever vi igen små skarpe glimt af glæde.

Vi bruger den i fællesskab til for eksempel at fremkalde fine minder – og vi bruger den hver især til langsomt at finde tilbage til hverdagen og livet på hver vores måde. Takket være humoren oplever vi igen små skarpe glimt af glæde.

Humor kan unægteligt være en måde at lægge behørig afstand til det, som er svært, lægge låg på – men den kan bestemt også det modsatte: Åbne op, give luft, skabe håb, samle og binde sammen.

MERE POV
12-tals kandidaten Mette Høeg giver bar røv til universitetet

Sjove ’striber’

I organisationen Børn, Unge & Sorg tager de også humor alvorligt. I 2014 inviterede de under overskriften ”Dødsjovt – Giv håb med humor” børn og unge med syge forældre eller børn og unge, der havde mistet en forælder til at indsende deres personlige oplevelser af situationer, hvor humoren havde spillet en forløsende rolle i en ellers trist og tung tid med sygdom eller død. Tegneren Anders Morgenthaler havde til opgave ud fra de oplevelser tegne sine velkendte og sjove ’striber’.

For det, som humor kan, ifølge organisation Børn, Unge & Sorg, er i høj grad at forløse og hjælpe med til, at de, som befinder sig i en hverdag præget af sygdom eller sorg, kan finde ekstra kræfter frem. Og netop det, kan vi nikke genkendende til.

Energi, håb og mod

En pludselig rislende latter, som kan mærkes helt ned i maven og som måske endda får tårerne til at trille, eller en pudsig, skæv eller komisk situation giver ny energi, håb, mod og appetit på fremtiden.

Den perlende følelse, når latteren presser sig på, bærer os. Den får os til at svæve lidt og sender os videre i den rigtige retning: Fremad.

Når vi oplever glæden og et hjerteligt grin sammen med gode venner og familie eller blot helt tilfældigt i selskab med fremmede mennesker, så mærker vi helt tydeligt, at vi kan leve rigtig længe på netop den følelse og fornemmelse af pludselig og uventet lethed. Humor giver gå-på-mod  – ikke bare i den tid, hvor vores liv går ligeud, uden bakker og modvind – men også i den grad når vi befinder os der midt i moradset af udfordringer, sorg og savn.

Den perlende følelse når latteren presser sig på, bærer os. Den får os til at svæve lidt og sender os videre i den rigtige retning: Fremad. Humor hænger uløseligt sammen med det gode liv. For lige der, når vi ler, mærker vi jo glæden, som igen på magisk vis pibler frem. Den glæde, der forsvandt som dug for solen og som kan være så forbandet svær at genfinde, når man mister.

Så svaret er, tror jeg, ja – man må faktisk gerne ’grine’ lidt, når man møder døden. Det hjælper i mange tilfælde mindst lige så meget som at græde.

Topfoto: Privat. 

Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay-nummer er: 2222 2636

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Maiken Skeem

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp.
Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling.
Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636

Tags:

Seneste indlæg fra

Gå til Top