mm

Lykke Friis

Lykke Friis er formand for Det Udenrigspolitiske Selskab og prorektor på Københavns Universitet.

Se alle skribentens artikler

Lykke Friis: Efter det tyske chok … en krise for Vesten

ANALYSE – Tysk indenrigspolitik befinder sig i en historisk unik situation skriver Lykke Friis i en omfattende analyse af grundene til sammenbruddet i regeringsforhandlingerne, hvor hun også opridser mulighederne fremover: en ny stor koalition, forskellige modeller for en mindretalsregering eller nyvalg. Alle scenarier medfører betydelige risici, men to ting er sikre: Næste valgkamp vil ikke få betegnelsen ”sovevognsvalgkamp”, og ingen vil kunne gå ned til stemmelokalerne og være helt sikker på, at Merkel forbliver kansler. Samtidig venter præsident Macron i Paris på, hvem hans partner bliver i ledelsen af projekt EU fremover.

BERLIN – Åh nej. Ikke også Tyskland!  Sådan var reaktionen i de fleste europæiske hovedstæder, da nyheden om de sammenbrudte regeringssonderinger tikkede ind natten til mandag den 20. november. Nu er også Europas stabilitetsanker kastet ud på dybt vand.

Som den britiske historiker Timothy Garton Ash for længst har bemærket, er Europas forbløffelse det bedste bevis på, hvor meget Tyskland har forandret sig siden 1945. ”I disse dage forventer vi mere af Tyskland end af os selv”.

Stort set samme synspunkt forfægtede Stefan Kornelius fra Süddeutsche Zeitung: ”Det positive billede af Tyskland er så fast etableret, at ustabilitet ikke indgår i de allieredes og naboernes kalkule. På et tidspunkt hvor den vestlige verden lider af et massivt ledelsesproblem… udløser krisen i Tyskland et chok… Krisen i Berlin er en krise for kontinentet. Hvis man tager uforudsigeligheden af Trump-Amerika med, bliver det til en krise for Vesten”

Chokket er så meget større, fordi Angela Merkel efter Trump og Brexit pludselig af mange er blevet ophøjet til ”the Liberal West’s Last Defender” (New York Times) og ”den frie verdens leder” (Guardian).

Meget tyder på, at chokket ikke vil fortage sig lige med det samme, og at Vesten, uanset hvordan regeringskrisen løses, gør klogt i at indstille sig på, at Tyskland i de kommende år vil være nødt til at bruge mere tid på indenrigspolitik

Kontrasten i forhold til juli 2017 er da også til at få øje på. På G20-mødet i Hamborg var det Merkel, der måtte kæmpe for multilaterale løsninger – medens Trump først forlod forhandlingerne for at diskutere med Vladimir Putin for til sidst at overlade USA’s stol til sin datter. I dag få måneder efter er Merkel imidlertid pludselig degraderet til en geschäftsführender Bundeskanzler – altså leder af en forretningsregering.

Med til billedet hører også, at ingen rigtigt havde set det komme.

Ganske vist var Merkel gået tilbage med 8,5 procent ved forbundsdagsvalget den 24. september, men alt tydede på, at hun ville kunne danne en trepartis-regering (CDU/CSU, FDP og de Grønne). Merkel er jo kendt som en dreven forhandler, der ikke mindst efter utallige natteforhandlinger Bruxelles har oparbejdet et ry som ”Krisenmanagerin”.

I Paris var Emmanuel Macron derfor for længst gået i gang med forberedelserne til, at Merkel blev genvalgt, medens europæiske medier havde travlt med at spekulere i, hvor hurtigt Frankrig og Tyskland ville kunne finde hinanden efter Merkels nye regering var på plads. Ganske tankevækkende var også tysk presse næsten kemisk renset for analyser af, hvad der ville ske, hvis Jamaica-sonderingerne brød sammen. Til gengæld var der mange spekulationer om, hvem der skulle rykke ind i diverse ministerier.

Meget tyder på, at chokket ikke vil fortage sig lige med det samme, og at Vesten, uanset hvordan regeringskrisen løses, gør klogt i at indstille sig på, at Tyskland i de kommende år vil være nødt til at bruge mere tid på indenrigspolitik.

Berlin er ikke på vej tilbage til Weimarrepublikkens ustabilitet. Eller som den nye formand for Forbundsdagen Wolfgang Schäuble udtrykte det: ”Det er en afgørende test [for vores demokrati], men det er ikke en statskrise”

Når det så er sagt, skal man passe på med at overdramatisere krisen. ”Berlin ist nicht Weimar” for at opdatere et klassisk udtryk fra Vesttysklands første årtier – ”Bonn ist nicht Weimar”. Berlin er ikke på vej tilbage til Weimarrepublikkens ustabilitet. Eller som den nye formand for Forbundsdagen Wolfgang Schäuble udtrykte det: ”Det er en afgørende test [for vores demokrati], men det er ikke en statskrise”.

Hvorfor mislykkedes Jamaica? Mens vi venter på historikerne …

Den hurtigste forklaring på sammnbruddet for den såkaldte Jamaica-koalition ligger lige for: afhold aldrig de afsluttende sonderinger om en ny tysk regering på den nationale sørgedag (”Volkstrauertag”). Og drop Baden-Württembergs repræsentationskontor i Berlin tæt på den nordiske ambassade. Som en del af kunsten kunne deltagerne nemlig beundre en Superman, som brager ind i væggen, mens blodet siver ned!

Mere seriøst er der tre forklaringer, der presser sig på. Uden at sige for meget vil forhandlingsnatten givetvis blive endevendt af historikere og politologer i årene, der kommer.

For det første var det fra starten af klart, at de fire partier – CDU, CSU, De Grønne og FDP – stod langt fra hinanden. Tag klimaområdet, hvor partierne skændtes om kulkraftværkerne og dieselbilernes fremtid og ikke mindst udlændingepolitikken, hvor familiesammenføringsreglerne var en afgørende knast. I valgkampen havde FDP og De Grønne ophøjet hinanden som hovedfjenden.

For FDP var De Grønne dybest set et hippie- og forbudsparti. Hos FDP har man aldrig glemt sidste valgkamps forslag fra De Grønne om en ugentlig kødløs dag i de offentlige kantiner – i Bayern! Hos De Grønne var FDP derimod et Porsche-parti, der kun havde fokus på den kreative klasses vel og vel.

Det hele kompliceredes af, at det reelt kun var FDP’s leder, Christian Lindner, der var kommet styrket ud af forbundsdagsvalget. Flere af forhandlerne med Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer i spidsen kæmpede derfor også for deres eget liv, hvilket resulterede i betydelig ordkrig, der konstant påvirkede forhandlingerne. F.eks. beskyldte Seehofer De Grønne for, at han ikke kun skulle bekæmpe ”fake news” fra Moskva, men også fra De Grønne, da repræsentanter herfra cirkulerede rygter om, at CSU ikke var beslutningsdygtigt pga. interne magtkampe. Lindner derimod anklagede De Grønnes flygtningepolitik for at være en foræring til AfD.

Merkel er kendt for at være en regeringsleder, der nærmest tager livet af sine koalitionspartnere. Tysk koalitionshistorie vidner om, hvorfor hun går under dæknavnet ”den sorte enke”, der som edderkoppen dræber alle dem, der kommer ind i hendes spindelvæv

Trods 2 måneders forhandlinger lykkedes det ikke rigtigt parterne, under Merkels ledelse, at udvikle en fælles, samlende vision for regeringsarbejdet. Igen og igen lød det, at partierne jo var nødt til at samarbejde, da der ikke var andre flertalsmuligheder efter valget – også for ikke at overlade magten til populisterne (AfD).

Kort sagt: det eneste, der bandt partierne sammen var pligten og ønsket for at undgå noget, der var endnu værre. Trods denne defensive tilgang viser udkastet til sonderingsaftalen, at partierne alligevel var tæt på at forny Tyskland på en række områder, såsom klima, indvandrerlov og en styrket digitalisering.

For det andet blev Merkel i høj grad indhentet af sin fortid.

Beslutningen om ikke at lukke grænserne i september 2015 katapulterede flygtningepolitikken op i toppen af dagsordenen. Skulle alle flygtninge, der var kommet til Tyskland f.eks. have lov til at få deres familier til landet?

Mindst lige så afgørende var det, at Merkel er kendt for at være en regeringsleder, der nærmest tager livet af sine koalitionspartnere. Tysk koalitionshistorie vidner om, hvorfor hun går under dæknavnet ”den sorte enke”, der som edderkoppen dræber alle dem, der kommer ind i hendes spindelvæv.

To gange efter en koalition med Merkel fik SPD et uhyre ringe resultat, og i 2013 røg FDP helt ud af Forbundsdagen. Ikke overraskende insisterede partierne derfor på, at alt – også i sonderingsfasen – skulle nedfældes detaljeret på papir, så tingene ikke pludselig kunne udvikle sig efter regeringsdannelsen.

Endelig – og noget mere omdiskuteret – er der meget som tyder på, at FDP til sidst i forhandlingerne fik kolde fødder over for en Jamaica-regering og derfor udvandrede

Med andre ord: tillid var en mangelvare i sonderingerne. Ikke kun mellem FDP, CSU og De Grønne, men også mellem De Merkel og FDP. Efter valget havde Lindner sat spørgsmålstegn ved Merkels autoritet og udtalt, at han forventede, at diskussionen om hendes egen fremtid som CDU formand ville gå i gang inden for de næste fire år.

Endelig – og noget mere omdiskuteret – er der meget som tyder på, at FDP til sidst i forhandlingerne fik kolde fødder over for en Jamaica-regering og derfor udvandrede. Kalkulen kan have været, at partiet – som det eneste, der ikke kæmper med ledelsesproblemer efter valget – havde mindst at miste ved et nyvalg. Og at partiet oven i købet kan gøre sig håb om at overtage nogle af AfDs mange stemmer ved at markere sig om et borgerligt-nationalt parti, med en skarp flygtningepolitik.

Ganske interessant erklærede AfD’s gruppeformand Alexander Gauland efter sammenbruddet, at FDP på mange punkter var tæt på AfD, og at han opfattede FDP – og ikke SPD og CDU – som hovedkonkurrenten.

Dertil kommer angsten for at gå under i en Merkel-ledet regering og bagefter blive straffet af vælgerne for ikke at indfri valgløfterne. I hvert fald er det tankevækkende, at Lindner lod forhandlingerne køre så langt tid, for så pludselig at storme ud til pressen med et langt, færdigskrevet manuskript, som han læste op af. Ifølge medierne var han heller ikke i stand til at besvare Merkels specifikke spørgsmål: Hvorfor er det helt konkret, du går?

Jamaica er derfor nu blot igen en turistdestination og ikke et tysk politisk projekt … Tyskland betræder i de kommende uger jomfruelig jord (”Neuland”), da Tyskland efter 1949 aldrig har været kastet ud i en regeringskrise efter et valg

Efter sammenbruddet har parterne kastet sig ud i en veritabel spin-krig, hvor CDU/CSU og FDP fremstiller det som om, forhandlingerne var så godt som afsluttede. ”Vi var på opløbsstrækningen”, udtalte Merkel, mens Lindner peger på, at der stadig var over 237 konfliktpunkter. De 61 siders kompromis var iflg. FDP-formanden blot nu ”en stor koalition med en smule grønt purløg”, hvilket fik journalister til at spørge – Er du virkelig så dårlig en forhandler?

Grosses Land, was nun?

”Hellere undlade at regere end at regere dårligt”. Det var FDP’s velforberedte slogan, som man kunne læse i minutterne efter sammenbruddet på de sociale medier. Med et sådant slogan er det urealistisk, at Lindner kan vende tilbage til forhandlingsbordet. Jamaica er derfor nu blot igen en turistdestination og ikke et tysk politisk projekt.

Tyskland betræder i de kommende uger jomfruelig jord (”Neuland”), da Tyskland efter 1949 aldrig har været kastet ud i en regeringskrise efter et valg.

Situationen er imidlertid fundamental forskellig fra Weimarrepublikken. Den gang kunne parlamentet opløse sig selv og fluks ty til nyvalg. I Forbundsrepublikkens forfatning er det imidlertid kun Præsidenten er efter et valg kan opløse parlamentet.

Efter det kuldsejlede Jamaica-projekt er der kun én anden mulighed for at danne en flertalsregering, nemlig en ny udgave af den nuværende store koalition (GroKo)

Dagen efter sammenbruddet opfordrede forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier partierne til at tænke om én gang til, inden de træffer endegyldige beslutninger. Han signalerede også, at han nu vil tale med alle partier, formanden for Forbundsdagen, Forbundsrådet og præsidenten for Forbundsdomstolen. Den tyske forfatning indeholder ikke nogen øvre grænse for, hvornår en ny regering skal være på plads.

  1. Den store koalition – GroKo Reloaded:

Efter det kuldsejlede Jamaica-projekt er der kun én anden mulighed for at danne en flertalsregering, nemlig en ny udgave af den nuværende store koalition (GroKo). Dagen efter sammenbruddet fastholdt SPD’s formand Martin Schulz meldingen fra valgnatten: SPD står ikke til rådighed for en ny stor koalition, da vælgerne havde smidt koalitionen på porten den 24. september.

Derudover slog han fast, at partiet ikke frygtede nyvalg. Eller som en højstående SPD-politiker udtrykte det: SPD skulle ikke være reservehjul for Merkels sammenbrudte bil.

Da Schulz fremlagde denne holdning, som et enigt SPD-præsidium stod bag for SPD’s forbundsdagsgruppe, blev han imidlertid mødt med modstand. 30 parlamentarikere satte spørgsmålstegn ved kursen.

Hvorfor ikke først diskutere med forbundspræsidenten, og hvordan kan man lancere ideen som nyvalg, når det ikke er klart, hvem der skal være spidskandidat for SPD?

Schulz står mildest talt i en pest eller kolera-situation, som kun kompliceres af, at det er alt andet end klart, om han selv kan fortsætte som formand/spidskandidat

Martin Schulz havde nemlig kun signaleret, at han ville stille op til formand på kongressen til december; ikke om han også ville påtage sig spidskandidaturet. Endelig lod flere også forstå, at de var bekymret for nyvalg. Målingerne peger således på, at SPD ikke har fået rettet op på opbakningen efter valget. Snarere tværtimod. Fortalerne i SPD for, at partiet skal genoverveje sit nej til en ny Groko tæller den nuværende udenrigsminister Sigmar Gabriel, den såkaldte Seeheimer Kreis af moderate socialdemokrater, men også overborgmesteren i Hamborg Olaf Scholz.

Schulz står mildest talt i en pest eller kolera-situation, som kun kompliceres af, at det er alt andet end klart, om han selv kan fortsætte som formand/spidskandidat: enten risikerer Schulz endnu engang at gå under i en ny stor koalition med Merkel eller så får partiet en ordentlig lussing ved et nyvalg.

En vej ud kunne være at argumentere for en ny begyndelse (”Neuanfang”), hvor SPD foreslår, at GroKo skal være uden Merkel og Schulz.

Denne mulighed synes imidlertid nærmest allerede overhalet af begivenhederne. Dagen efter sammenbruddet opnåede Merkel så stor opbakning fra sit eget parti – også pga. den måde Lindner havde forladt forhandlingerne på – at hun med flere tv-interview fik lukket det magtvakuum, der kunne være opstået i kølvandet på sammenbruddet. Ikke alene understregede hun, modsat Schulz, at hun står til rådighed som kanslerkandidat ved et nyvalg. Hun afviste også på sit partis vegne, at ville træde tilbage, hvis SPD måtte kræve det. ”En stabil regering kan ikke bygges på afpresning”.

For at en ”GroKo” uden Merkel kan blive en realitet skal kansleren derfor decideret udsættes for et dronningemord af sine egne. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor Tyskland er ramt af ustabilitet, og hvor målinger dagen efter sammenbruddet trods alt viser, at 58 procent af tyskerne ønsker Merkel som kansler. Det hele kompliceres af, at der ikke findes en oplagt kronprins eller kronprinsesse i CDU. Den eneste, der tales om, er den 75-årige Wolfgang Schäuble.

SPD afholder landsmøde den 7.-9. december, hvor Schulz efter planen skal genvælges som formand, og hvor det også forventes, at Steinmeiers sonderinger er ved at være afsluttede.

  1. Mindretalsregering:

Efter 1949 har Tyskland ikke dannet en mindretalsregering efter et valg. Sporene fra Weimar-republikken med de mange mindretalsregeringer og regeringsskift skræmmer.

Det er unægtelig også svært at forestille sig, at Merkel, der i forvejen var svækket efter forbundsvalget og som nu også påvirkes af de sammenbrudte Jamaica-forhandlinger vil kaste sig ud i et sådant eksperiment. Merkel er jo nærmest en omvandrende udgave af Konrad Adenauers gamle slogan fra 1957 – ”Keine Experimente”.

I tv-interviewene efter sammenbruddet gjorde kansleren det da også klart, at man aldrig skal sige aldrig, men at hun i givet fald foretrækker nyvalg. Ja, i én og samme sætning fik hun nævnt Weimar og ustabilitet som kongeargument mod mindretalsregeringer. Derudover henviste hun til Tysklands ansvar for Europa og verden, der også kræver en stabil regering.

I tv-interviewet fik Merkel dog også sagt, at der findes flere forskellige modeller for mindretalsregeringer, hvilket kunne tyde på en model med faste aftaler med partier ikke er helt død

Samme synspunkt kunne for øvrigt høres fra Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer: ”Tyskland har et kæmpe ansvar. Vi er ikke Holland”.

I tv-interviewet fik Merkel dog også sagt, at der findes flere forskellige modeller for mindretalsregeringer, hvilket kunne tyde på en model med faste aftaler med partier ikke er helt død. Den nye gruppeformand for SPD, Andrea Nahles, lancerede også ideen om, at SPD evt. kan tolerere en Merkel-ledet mindretalsregering. Det kunne jo også være vejen ud for SPD – partiet undgår både en ny GroKo og nyvalg.

  1. Nyvalg:

Tyskland har aldrig prøvet at gennemføre et nyvalg så hurtigt efter et valg.

Regeringer er brudt sammen midt i regeringsperioden – tag f.eks. Helmut Schmidts i 1980’erne, og Gerhard Schröder udskrev også valg ét år før tid. Men man har aldrig spurgt vælgerne igen få måneder efter et valg.

At dømme efter Merkels udtalelser er det imidlertid nu et realistisk scenario.

Som antydet er det uhyre svært at udskrive nyvalg i Forbundsrepublikken. Kanslere har tidligere omgået det ved midt i en regeringsperiode at stille ”die Vertrauensfrage” – altså spørgsmålet om, der fortsat var tillid til kansleren.

Den eneste måde, der kan udskrives nyvalg på er, hvis det ikke lykkes for en kandidat til kanslerposten at blive valgt med absolut flertal

Når der ikke var det, f.eks. fordi koalitionspartneren var hoppet af, kunne der udskrives nyvalg, selvom diverse forbundspræsidenter ikke var for begejstrede. Men Merkel er slet ikke valgt af Forbundsdagen. Hun er fungerende kansler. Ergo kan hun ikke bruge den paragraf i den tyske grundlov og spørge, om parlamentet fortsat har tillid til hende.

Den eneste måde, der kan udskrives nyvalg på er, hvis det ikke lykkes for en kandidat til kanslerposten at blive valgt med absolut flertal (art. 63). Forbundspræsidenten skal foreslå en kanslerkandidat, og får vedkommende efter minimum 3 runder kun et relativt flertal af de afgivende stemmer, men altså ikke absolut flertal, kan præsidenten inden for en uge vælge at udpege vedkommende til kansler for en mindretalsregering eller udskrive nyvalg.

I givet fald finder valget sted mindst 60 dage efter afstemningen. Tyske journalister har her regnet sig frem til 22. april som en mulig valgdato.

Hvis det kommer til valg

Med så mange ubekendte vil det være halsløs gerning at spekulere over, hvordan en mulig valgkamp kommer til at forløbe – rent bortset fra, at Tyskland igen vil have et seks-parti-parlament. AfD og FDP vil komme ind igen. Derimod vil det være op af bakke for den tidligere AfD-leder Frauke Petry så hurtigt at få opstille kandidater for sit nyt parti, Die blaue Bewegung.

Det interessante bliver at følge, hvordan sammenbruddet påvirker vælgerne: Vil Jamaica-forliset vise sig at være ”gefundenes Fressen” for AfD, da det reelt er en tilståelsessag: det etablerede Tyskland har spillet fallit og har brug for et alternativ?

Med seks partier i parlamentet vil der på ny være lagt op til vanskelige regeringsforhandlinger.

Det interessante bliver at følge, hvordan sammenbruddet påvirker vælgerne: Vil Jamaica-forliset vise sig at være ”gefundenes Fressen” for AfD, da det reelt er en tilståelsessag: det etablerede Tyskland har spillet fallit og har brug for et alternativ? Eller vil vælgerne erkende, at tiden er kommet til at bakke op om en kansler, der rent faktisk kan samle et flertal, da situationen ellers risikerer at blive kritisk for det stabilitetshungrende Tyskland?

To ting er i hvert fald sikkert. Næste valgkamp vil ikke få betegnelsen ”sovevognsvalgkamp”, og ingen vil kunne gå ned til stemmelokalerne og være helt sikker på, at Merkel forbliver kansler. Som bekendt var vælgerne sidst overbeviste om, at Merkel ville slå Schulz med flere længder, og uden tvivl var det også én af grundene til at hun f.eks. tabte 1,5 millioner stemmer til FDP. Hele 60 procent af AfDs vælgere stemte på partiet, fordi de var skuffede over de traditionelle partier og ville give dem en lærestreg (”Denkzettel”).

Macron på pinebænken

Uanset hvilket af scenarierne, der i sidste instans ser dagens lys, vil frustrationen være betydelig ikke mindst i Frankrig. Macrons reformplaner – både i Frankrig og i EU – er således dybt afhængig et tæt parløb med Tyskland.

Allerede inden Jamaica-sonderingerne brød sammen, var utålmodigheden betydelig i Paris. Reelt er der jo kun et lille vindue åbent for reformer, inden EU i 2019 skal udpege en ny Kommission og et nyt Parlament.

En nøgtern analyse i Paris kunne imidlertid også føre frem til, at ventetiden måske alligevel ikke er så værst. Afsnittet i ”sonderingsaftalen” om Europa indeholdt nemlig hverken støtte til Macrons ønskede eurozone-budget eller udpegelsen af en euro-finansminister.

Det kunne se ganske anderledes ud, hvis SPD pludselig igen rykker ind i regeringskontorerne. Det var jo ikke for ingenting, at Macron under valgkampen gav udtryk for, at han frygtede Christian Lindners klare afvisning af “vennegaver” til Frankrig.

Lykke Friis er Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

Topillustration: Maleri af Angela Merkel, thierry ehrmann, Flickr.

Kategorier