Vi danskere er blandt dem, der spiser mest chokolade i verden. Samlet set bliver det til over 8 kilo per indbygger om året, og vores forbrug topper i julemåneden. Men på trods af de gigantiske volumener, er livet som kakaobonde ikke en dans på roser, og al chokolade er ikke født lige, skriver Louise Elver, der er kommunikationschef for Fairtrade. For at blive klogere på udfordringerne i kakaoindustrien har hun været i Den Dominikanske Republik, som er en af verdens største eksportører af kakaobønner.
Jeg har lige brugt en uge sammen med kakaobønder i Den Dominikanske Republik. Uden undtagelse oplevede jeg stærke mennesker, der går stolt på arbejde og sætter en ære i at dyrke kakaobønner af høj kvalitet.
Selvom det var super kompliceret at tale sammen, fordi jeg stort set ikke kan sige andet end DES-PA-CI-TO på spansk (tak Justin Bieber for lektien), blev jeg mødt med hjertelighed og en oprigtig interesse i at høre om de danske virksomheder, der køber deres råvarer, supermarkederne, der sælger dem, og de danske forbrugere, der spiser dem.
”Chokolade på brød,” som en af dem blev ved med at vende tilbage til i vores samtale. Han kunne ikke helt få det til at passe, at vi spiser hans kakaobønner som pålægschokolade. Som vi stod der i den varme og fugtige kakaomark, virkede det også som lidt af en luksusspise.
Ikke fordi at livet som kakaobonde er fyldt med fattigdom – i hvert fald ikke her i Den Dominikanske Republik – men det var tydeligt, at det heller ikke er en dans på roser.
Det største problem handler om prisen. Derudover pegede de alle sammen på det ændrede vejr samt på alder: Både alderen på de mennesker, der er beskæftiget i industrien og alderen på deres kakaotræer. Begge er nemlig alt, alt for høje
Det var de samme problemer, der gik igen, når jeg spurgte, hvad de kæmpede med. Det største problem handler om prisen. Den kommer vi tilbage til, for det er samtidig en del af løsningen.
Derudover pegede de alle sammen på det ændrede vejr samt på alder: Både alderen på de mennesker, der er beskæftiget i industrien og alderen på deres kakaotræer. Begge er nemlig alt, alt for høje.
Gamle træer
Når kakaotræer er omkring 25 år begynder de at producerer færre kakaofrugter. Mange af de bønder, jeg talte med, havde træer på omkring 30 – 35 år, hvilket betyder mindre afkast.
De har derfor brug for at forny deres kakaotræer. De nye træer begynder først at producere frugter efter cirka tre år, så de er nødt til at langtidsplanlægge og udskifte træerne lidt ad gangen, så de kan have produktion under udskiftningen. Det kræver både dygtighed og penge.
Gamle arbejdere
Den anden aldersudfordring er straks sværere at løse. Den handler om alderen på arbejdsstyrken. Et sted gættede bønderne selv på, at de var 50 år i gennemsnit. Et andet sted 60 år. Det var tydeligt ved bare at kigge rundt på de mennesker, jeg talte med, at de har set mange kakaoblomstringer.
Deres egne børn vil hellere arbejde i de store byer end i markerne. Og selvom de var taknemmelige over, at deres børn havde muligheden for at vælge det liv, de ville, var de fleste også triste over ikke at kunne give deres livsværk videre til næste generation
Mange af dem fortalte, at deres egne børn hellere ville arbejde i de store byer end i markerne. Og selvom de var taknemmelige over, at deres børn havde muligheden for at vælge det liv, de ville, var de fleste også triste over ikke at kunne give deres livsværk videre til næste generation.
De var desuden meget bevidste om, at der kommer til at mangle arbejdskraft i faget om bare få år. Flere steder investerer de derfor i programmer for at tiltrække unge mennesker. Det koster også penge.
Ændret vejr
“I de mere end 20 år, jeg har arbejdet, har jeg aldrig set så slemme år som de sidste tre. Og i år har været det værste,” sagde en af de bønder, jeg mødte.
Han refererede til det ændrede vejr og de katastrofale ødelæggelser, det medførte.
Den Dominikanske Republik oplevede en stor oversvømmelse i december sidste år – og igen her i september. Stormene væltede mange af de træer, som de har plantet for at give skygge til kakaotræerne – og væltede også mange af kakaotræerne.
Dem er de nu i gang med at fjerne og genplante, og får altså først udbytte af dem om tre år.
Alle, jeg mødte, havde selv mistet træer – og de kendte alle sammen nogle, der havde mistet alle deres træer.
For to år siden havde de desuden en forlænget tørkeperiode. Den varede 6 måneder.
De næste 4 måneder fik de til gengæld voldsom nedbør.
De to ting kombineret påvirker afgrøderne negativt.
Som konsekvens har deres træer siden fået færre kakaoblomster og dermed færre kakaofrugter og mindre udbytte.
Tænk over hvilken chokolade vi lægger i indkøbskurven. Især her i julen, hvor vores forbrug kulminerer. For alle chokoladebarer er ikke født lige. Nogle er mere fair end andre
Kakao bliver høstet to gange om året. Herovre foregår den første og største høst fra anden uge af marts til og med juni. Her plejer de at høste cirka 70 procent af årets høst. Den anden og mindre høst varer fra oktober til og med første uge af januar, hvor de traditionelt høster de resterende 30 procent.
Her ultimo november har de på et af stederne kun høstet cirka 10 procent af dette års anden høst. Resultatet af den første høst var også mindre i år end den plejer at være. De er derfor begyndt at indstille sig på, at årets høst bliver mindre end normalt.
Prisen
Som du kan høre, er det ikke småting, bønderne står over for. Alligevel sagde flere af dem direkte, at de ikke har brug for, at vi kommer og fixer de her udfordringer for dem. De har ikke lyst til at tage i mod nødhjælp eller bistand. De har løsninger på deres egne problemer. Og mod på at kaste sig ud i dem.
For at kunne gøre det, har de dog brug for at sælge deres afgrøder til en fair pris. Og nu nærmer vi os den fjerde og sidste udfordring: Prisen for kakaobønnerne. For det dur ikke, at de bliver presset til at sælge til en meget lav pris. De har brug for at sælge deres kakao på fair vilkår. Så får de råd til at foretage de nødvendige investeringer i deres produktion, så de også fremover kan gå stolt på arbejde og dyrke kakaofrugterne.
Og selvom de er meget langt fra os – 26 timer og to mellemlandinger skulle jeg hilse og sige – kan vi alligevel være med til at slå et slag for at mindske deres problemer. Det gør vi ved at tænke over, hvilken chokolade vi lægger i indkøbskurven.
Især her i julen, hvor vores forbrug kulminerer. For alle chokoladebarer er ikke født lige. Nogle er mere fair end andre.
Rejsen er støttet med et tilskud fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
Topfoto: Louise Elver med kakaofrugt. Eget foto. Alle andre fotos i teksten: Louise Elver.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her