mm

Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe. Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995). I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig. Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89. Foto: Kim Dang Trong.

Se alle skribentens artikler

Lotte Ladegaard: Turist i Tingbjerg

Lotte Ladegaard har været turist i sin egen by. Ganske få kilometer fra hendes egen københavnerbydel Vanløse ligger Tingbjerg, som mest er kendt fra mediernes historier om bandevold og for en plads på regeringens liste over ghettoområder. I Tingbjerg mødte hun dog kun engagerede og inspirerende mennesker, der elsker deres bydel.

3,1 kilometer siger GPS’en, at der er fra min adresse i villakvarteret Vanløse til Tingbjerg Forum. Altså næsten lige om hjørnet. Alligevel har jeg aldrig været i Tingbjerg. Tingbjerg er en almen boligbebyggelse tegnet af arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen i samarbejde med landskabsarkitekt Carl Theodor Sørensen. Bydelen blev opført som en mønster-by med egen kirke, egen skole eget butiksstrøg og egne institutioner i perioden 1956-1975.

Min umiddelbare tanke var ”hold nu op, hvor er vores lille land bare delt op i enklaver, hvor beboerne intet ved om, hvordan dem i andre enklaver lever.”

Med en gnist af dårlig samvittighed og masser af nysgerrighed sagde jeg derfor straks ja tak, da jeg blev inviteret med til ”Tingbjerg tur” arrangeret af Tingbjerg Forum som er ramme for Områdesekretariatet og diverse projekter, der skal være med til at løfte beboerne ud af de komplekse problemer, mange af dem døjer med. Ny Start, som støtter børn og unge, er medarrangører på vores rundtur.

Vi er en blandet flok deltagere, der mødes ved Tingbjerg Forum en aften i starten af september. Jeg er inviteret med for at skrive for POV. To deltagere kommer fra Center for Boligsocial Udvikling, en fra et andet medie, en er frivillig i Tingbjerg og nogle er naboer til bebyggelsen.

Tingbjerg er ifølge ”Helhedsplan for Tingbjerg Medio 2012 til medio 2016” ”præget af fattigdom, arbejdsløshed, dårlig sundhed, kriminalitet, et dårligt image og geografisk isolation.”

Beboersammensætningen giver anledning til, at mange ældre beboere, der har boet i bebyggelsen siden starten, oplever områdets nuværende problemer som rent etnisk-kulturelt baserede. De overser, at en stor del af problemerne er sociale, og at for eksempel uopdragenhed kan forekomme uanset hudfarve

Helhedsplanen fastslår også, at andelen af personer med dansk oprindelse fra 2007 til 2011 er faldet fra 34,3 procent til 25,4 procent, og andelen af indvandrere og efterkommere er steget fra 65,7 procent til 74,6 procent.

”Beboersammensætningen giver anledning til, at mange ældre beboere, der har boet i bebyggelsen siden starten, oplever områdets nuværende problemer som rent etnisk-kulturelt baserede. De overser, at en stor del af problemerne er sociale, og at for eksempel uopdragenhed kan forekomme uanset hudfarve,” konstateres der i helhedsplanen.

Området huser desuden det største antal af fattige i Københavns kommune. 33,2 procent er på overførselsindkomst og 17,1 procent af børnene lever i fattigdom.

Foto: Lotte Ladegaard

Problemerne er nu svære at se, når man bare er gæst, der ser det hele udefra. Her er ingen beton. Her er kun en enkelt bygning på over tre etager. Som en af mine med-deltagere konstaterer, er alt uhyre velholdt. Der er ingen graffiti, der ligger intet affald, og selvom græsset er lidt langt sine steder, er det ikke længere end græsset er sine steder i Vanløse, bliver vi enige om.

Kifayo vil kun bo i Tingbjerg

Vores guide hedder Kifayo. Hun har boet i Tingbjerg i 16 år, men har kendt stedet i 20 år. Hun siger, at hun aldrig har stået for en rundtur som vores før, men hun er et naturtalent. Næsten hver en information rundes af med et finurligt, lille verbalt slag med halen, der får os alle til at grine.

Hun er på mange måder en god repræsentant for en af de mange aktiviteter, som er indeholdt i den nyeste helhedsplan for 2016-2020. Helhedsplanen lægger op til, at ”beboerne uddannes til at formidle ’den gode historie’ fra boligområdet.” Og der er gode historier at fortælle, blandt andet om ”dalende borgervendt kriminalitet som indbrud, hærværk og chikane.”

Alligevel ønsker Kifayo ikke at vise sit ansigt på fotos grund af ”nogle ubehagelige forviklinger” efter sidst, hun medvirkede i en mediehistorie.

Her er alt, hvad jeg har brug for. Her er ingen trafik. Her er grønt, og Utterslev Mose ligger lige ved siden af. Jeg har tabt 20 kilo på grund gåture i mosen. Selv vejret er godt her. Vi mangler bare en tøjbutik

Kifayo vidste allerede, da hun kom til Tingbjerg første gang for at besøge familiemedlemmer, at det var her, hun ville bo, siger hun. ”Her er alt, hvad jeg har brug for. Forum er som en lille kommune, hvor vi kan få al den hjælp, vi har brug for af søde medarbejdere,” siger Kifayo.

”Her er ingen trafik. Her er grønt, og Utterslev Mose ligger lige ved siden af. Jeg har tabt 20 kilo på grund gåture i mosen,” forklarer hun med et glimt i øjet. Og tilføjer med et stort grin: ”Selv vejret er godt her. Vi mangler bare en tøjbutik.”

Kifayo er tryg i Tingbjerg. ”Jeg bryder mig ikke meget om solskin, så da jeg ville tabe mig, gik jeg lange ture om aftenen. Der er lys alle steder i Tingbjerg, så her er meget sikkert. Se, der står nogle drenge derhenne. De er ikke herfra. Men de står jo bare stille og roligt. Jeg har aldrig hørt eller set skyderi her, og det kan i øvrigt ske alle steder. Nogle gange føler jeg, at jeg bor i New York,” konstaterer hun, og alle griner.

Men det er formentlig rigtigt, for som i New York er her selvfølgelig problemer. Samtidig har bydelens cirka 6.000 mennesker vitterligt næsten alt, hvad et enkelt menneske kan få brug for i et helt liv. Uanset hvor man har rødder i verden.

Plejehjem er mest for dem med danske rødder

På Tingbjerghjemmet bor de ældste Tingbjerg-borgere. De fleste af dem har danske rødder, fortæller en frivillig, jeg falder i snak med. ”I andre kulturer passer familien selv de gamle,” bliver vi enige om.

Ifølge Kifayo er Tingbjerghjemmet udstyret med helt nye møbler. Nogle af plejehjemsbeboerne kommer fra andre bydele. ”De har selv ønsket at komme til Tingbjerg,” siger Kifayo. Hun kender plejehjemmet ud og ind, for hun har været i praktik som SOSU-assistent på plejehjemmet.

Foto: Lotte Ladegaard

Næste stop på rundturen er Haven. Syv drenge fritidsjobber i den nedlagte børnehave, der er blevet til have for 43 beboere. Drengene har lagt jord ovenpå betonresterne fra børnehaven, og i foråret blev der bygget et diamantformet drivhus.

Foto: Lotte Ladegaard

I en af de gamle børnehavebygninger holder pigeklubben møde. Et par af os stikker uinviteret hovederne inden for, men vi bliver ikke inviteret til mere end det, så vi går videre. Vi får at vide, at pigerne, der er 15-18 år, hygger, laver mad og lektier og søger jobs, når de er i klubben.

Drengene har en tilsvarende klub, hvor de spiller spil og deltager i forskellige aktiviteter. ”Vi har rigtig mange klubber. Det er derfor, at I ikke kan se nogen børn uden for,” forklarer Kifayo. ”Hvis de ikke er i klubber, er de hjemme.”

Det er rigtigt, at her er helt mennesketomt, men vi er så også på besøg på et tidspunkt, hvor de fleste spiser aftensmad, og hvor alt driver af fugt efter heldagsregn. Katte er der til gengæld masser af. En af dem kalder Kifayo for en ”mafiakat.” ”Vi fodrer kattene. Min søn leger med dem, når vi går til og fra børnehaven,” siger hun.

Flere får egne haver

Der er i alt 17 legepladser i Tingbjerg. De ligger spredt ud over de grønne arealer mellem de forskellige dele af bebyggelsen. Flere steder er de arkitekttegnede huse ved at blive sat i stand. Kifayo har fået nyt køkken, og vi kan se, at flere stuelejligheder har fået lavet trapper ned til deres egne, små haver.

Da vi står og ser på den helt nypudsede bygning, hvor Kifayo bor, spørger en mand med danske rødder: ”Hvad er nu det for noget?” Jeg taler med en anden deltager om, at det er positivt, at beboerne reagerer, når de ser noget usædvanligt. Sådan lidt nabohjælp-agtigt.

En medarbejder fra Tingbjerg Forum fortæller, at næsten alle de etniske danskere, der bor i området, er over 60 år og har boet her, fra Tingbjerg blev bygget. ”Nu bor hele verden her,” siger Kifayo.

På rundturen kommer vi også forbi vuggestuen, ældreklubben, fritidsklubben, ungdomsklubben, kollegiet, hvor Kifayo mødte sin mand, Tingbjerg busstation, hvor hele to busruter har endestation, og så en hel bondegård fuld af heste, hunde, katte, fugle, kaniner, dværgrise og et enkelt æsel.

Alle bondegårdsaktiviteter er gratis. ”Børnene har mange muligheder for at vælge, hvad de vil lave. Vi er så heldige,” siger Kifayo, hvis datter er blevet nummer tre i en ride-konkurrence.

Mens det mest er pigerne, der bruger gården, tiltrækker Brønshøj Boldklubs enorme baner lige bag gården masser af drenge. I aften er det dog Brønshøj Pigeklub, der spiller fodbold. Tingbjerg har også sit helt eget crickethold.

Julefest og Eid på skolen

På Tingbjergs torv ligger de eneste forfaldne bygninger, vi ser. Her ligger Mesopotamien Frisør, en cykelsmed, Anatolien Bager, en halalslagter, en kiosk, en genbrugsforretning, mødestedet Kontakten og selskabslokaler, hvor Kifayo holdt sit bryllup. En nedrivning af torvet er planlagt, viser det sig, og der skal bygges nyt.

Mange beboere i området er blevet mere aktive. Flere klarer sig bedre i skolen, og flere kommer ud på arbejdsmarkedet. Vi er i udvikling

Tingbjerg Skole ligger i nærheden af torvet. Skolen er altid åben, forklarer Kifayo. Her er klub, sport og svømmehal, som man også kan bruge i weekenden for næsten ingen penge. Hvert år afholder beboerne julefest og den muslimske Eid-højtidelighed på skolen.

Et helt nyt kulturhus og bibliotek er ved at blive bygget, og så er der Beboercentrum, hvor børn kan få lektiehjælp og voksne kan holde møder. ”Jeg er næstformand for Somalisk Forening. Vi holder vores møder i Beboercentrum,” fortæller Kifayo. Hun siger, at ”mange beboere i området er blevet mere aktive. Flere klarer sig bedre i skolen, og flere kommer ud på arbejdsmarkedet. Vi er i udvikling.”

Tingbjerg har også sin egen kirke, hvor Kifayo har hentet fødselsattester til sine børn. Kirken har en socialrådgiver tilknyttet, og hver fredag uddeles der gratis mad fra Fødevarebanken. Her viser det sig, at Tingbjerg ikke bare mangler en tøjbutik. Her mangler også en moské.

Nær kirken er der en lang række enetages boliger med egne små haver for beboere med forskellige handicaps. Bebyggelsen har i en periode været uden læge, men nu er en ny læge er omsider ansat.

Madklub med social funktion

Vores tur ender i T-Huset, hvor kvinder hver fredag kan spise gratis morgenmad, høre oplæg og få ny viden. Her er legerum for børn og bordtennis, her er kurser og fædregrupper, og så er det også her, at Madklub for Mænd holder til.

Da vi ankommer, dufter T-huset himmelsk. ”Vi har lavet mad til jer. Vi har for eksempel lavet flødekartofler. De er dog ikke helt danske, for vi har kommet krydderier i,” forklarer en af kokkene glad.

”Vi har også lavet kyllingelår, men dæmpet krydderierne lidt, så de kan spises af sarte sjæle. Der er to slags frikadeller: Friturestegte og ovnbagte. En af jer har fortalt på forhånd, at hun er allergisk overfor ingefær. Derfor er der ingen ingefær i nogen af retterne. Men der er laks med krydderier og citron, arabiske brød og bulgur.”

Foto: Lotte Ladegaard

En af kokkene fortæller mig, at madklubbens medlemmer har 13 forskellige nationaliteter, inklusive dansk. De forskellige nationaliteter afspejler sig i vores måltid og i alt, hvad madklubben producerer.

”Vi lavede for eksempel otte forskellige juleænder til julefesten på skolen. Syv var tilberedt på måder, der afspejler den måde, man laver mad på i syv forskellige lande. Den ottende and havde vi tilberedt som en blanding af det hele. Den smagte fantastisk,” siger han.

Kokkene arbejder også for at inddrage bydelens drenge, for, som en af dem siger, ”så er rigtig mange aktiviteter her i Tingbjerg henvendt til piger og kvinder, men det er drengene, der har de største problemer.”

Sådan har det vist altid været i Tingbjerg, viser det sig. Da jeg efter besøget skrev kort om det på Facebook, fortalte en POV-kollega, at han selv har boet i bebyggelsen midt i 1970’erne: ”Dengang var det ikke bander, men danske rockere, der holdt til i Tingbjerg. Dem med nitter og forkromede tyskerhjelme. Det var arbejderklasse-unge, hvis familier blev flyttet derud fra det sanerede Nørrebro. Der blev virkelig udkæmpet rockerkrige derude i Tingberg.”

Topfoto: Lotte Ladegaard. 

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via Mobile Pay til 27 30 17 89. Det giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver helt vildt rørt over det mindste beløb. 

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Kategorier