Lotte Ladegaard: Hvem skal passe på os, hvis politikerne forlader konventionerne?

af

ANALYSE – Mens nogle danske politikere kræver, at Danmark skal træde ud af menneskerettighedskonventionerne, får Danmark lammetæv af FN’s Børnerettighedskomité. Blandt andet fordi regeringen i 2016 afskaffede fattigdomsgrænsen. Dermed ”forsvandt” fattigdommen officielt fra Danmark. Hvis Danmark forlader konventionerne, håber politikerne formentlig, at rettighedskrænkelserne også ”forsvinder,” men det er en farlig vej at gå, advarer Lotte Ladegaard i denne perspektivering.

Det er blevet populært blandt visse politikere at kræve, at Danmark skal fratræde menneskerettighedskonventionerne. Få i Danmark er imidlertid klar over, hvad tiltrædelse af konventionerne indebærer, og hvad konsekvenserne af at forlade dem kan være.

Menneskerettigheder skal beskytte borgere i et land mod vilkårlige indgreb fra stater i borgernes rettigheder. Når en medlemsstat har tiltrådt en konvention, har staten pligt til at sikre, at national lovgivning og praksis lever op til konventionens krav. Det betyder, at man som borger kan påberåbe sig konventionen over for danske administrative myndigheder og domstole, hvis man mener, at konventionens bestemmelser overtrædes.

Jeg afholder med jævne mellemrum kurser i børns rettigheder for organisationer i forskellige lande. Deltagerne stiller næsten altid de samme spørgsmål: ”Hvad sker der, hvis vores land ikke overholder konventionen? Bliver vores regering straffet for at overtræde vores rettigheder, eller får den ros, hvis den gør det godt?”

Krænkelser bliver blotlagt af FN

Nogle danskere er klar over, at det enkelte menneske med konventionerne i hånden kan klage over krænkede rettigheder. De fleste aner til gengæld ikke, at FN har et kæmpe system til overvågning af, om alle de lande, der har underskrevet og ratificeret en given konvention, nu også efterlever intentionerne i konventionen. I FN’s rapporteringssystem har Danmark sin helt egen side.

Organisationer som Børnerådet, Institut for Menneskerettigheder, Dignity og flere andre har udarbejdet alternative rapporter, der viser et andet og mere detaljeret billede end det, som den danske regering selv har ønsket eller formået at give

Hvert femte år skal den danske regering for eksempel rapportere om, hvordan det går med at implementere FN’s Konvention om Barnets Rettigheder, også kaldet Børnekonventionen. Den ratificerede Danmark i 1991, da konventionen var bare to år gammel.

I starten af 2016 afleverede regeringen sin seneste rapport. Siden har FN’s Børnerettighedskomité afholdt åbne og lukkede møder med eksperter, repræsentanter for den danske regering og det danske civilsamfund. Organisationer som Børnerådet, Institut for Menneskerettigheder, Dignity og flere andre har udarbejdet alternative rapporter, der viser et andet og mere detaljeret billede end det, som den danske regering selv har ønsket eller formået at give.

For nylig kom Børnerettighedskomitéen så med sin endelige dom: ”Concluding observations on the fifth periodic report of Denmark.” På 14 tætskrevne sider konkluderer Børnerettighedskomitéen blandt andet at:

Implementering: Danmark stadig mangler at inkorporere alle dele af Børnekonventionen i dansk lovgivning. De danske myndigheder mangler også stadig at sætte sig mål for implementeringen og etablere redskaber til at følge op på, om målene nås.

Børnefattigdom: Børnepengene er blevet reduceret med fem procent, og det kan have en negativ indflydelse på især børn i lavlønsfamilier. Børnerettighedskomiteen understreger, at staten i fremtiden bør analysere effekten af den slags nedskæringer, inden de gennemføres.

Den danske regering har desuden skrottet den danske fattigdomsgrænse, og regeringen introducerede samtidig kontanthjælpsloftet. Det rammer især børn med anden etnisk baggrund end dansk, konstaterer Børnerettighedskomiteen, som anbefaler, at regeringen genindfører fattigdomsgrænsen.

Diskrimination: I Danmark er diskrimination på grund af funktionsnedsættelse eller seksuel orientering kun forbudt på arbejdsmarkedet. Det bør være forbudt i alle sammenhænge.

Børns ret til deltagelse: Børn skal altid høres i sager om forældremyndighed, så de i videst muligt omfang undgår at blive negativt påvirket af forældres skilsmisse.

Børns ret til nationalitet: Som det er nu, kan et barn vokse op som statsløst i Danmark. Danmark skal automatisk give dansk statsborgerskab til alle børn, der fødes i Danmark.

Vold mod børn: Hvert sjette barn i Danmark er stadig udsat for fysisk afstraffelse i familien. Derfor er der behov for, at staten sørger for, at danskerne ved, at vold mod børn er ulovligt.

Børnerettighedskomiteen fastslår, at børn også skal have kendskab til, at de har ret til at leve et liv uden vold.

En EU-undersøgelse fra 2014 fastslog desuden, at 46 procent af alle kvinder i Danmark har oplevet fysisk, seksuel eller psykisk vold, før de fyldte 15 år. Derfor skal staten i samarbejde med medier og uddannelsessektoren sørge for at promovere positiv, ikkevoldelig adfærd overfor piger og kvinder og arbejde for, at kvinder og piger ikke opfattes som mindreværdige.

Anbragte børn i Danmark bor tit på institution frem for i plejefamilie, og de flyttes alt for ofte fra institution til institution. I København og formentlig også andre steder i landet anbringes børn nogle gange, uden at der er lovgrundlag for det, uden at der foreligger en plan for barnet, uden at barn og forældre er blevet hørt, og uden at barnet og familien er informeret om klagemuligheder.

Samtidig er lever forholdene på nogle af institutionerne ikke op til Børnekonventionen. Selvom tvang kun må bruges i helt særlige situationer, bruges tvang i videre omfang, og børnene har ingen klagemuligheder.

Børn, der lever med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, tvangsbehandles og frihedsberøves i Danmark. Det er helt uacceptabelt, siger Børnerettighedskomitéen. Børn med ADHD skal sikres ordentlig udredning og kun medicineres som absolut sidste udvej. Der gøres ikke nok i Danmark for at skabe viden om spiseforstyrrelser, og ikke alle børn har fri adgang til psykologhjælp. På nogle skoler mangler der fri adgang for børn med fysiske funktionsnedsættelser.

Børn med særligt behov for beskyttelse: Børnerettighedskomitéen konstaterede, at asylansøgende familier frihedsberøves sammen med deres børn, mens de afventer deportation. Samtidig gør myndighederne ikke nok for at identificere, om børnenes liv og sikkerhed er på spil ved deportation.

Generelt gør myndighederne ikke nok for at sikre barnets tarv i immigrationssager. Børn, der er kommet til Danmark sammen med deres familie, høres ikke i asylproceduren, og børn mellem 15 og 18 år har ikke automatisk ret til familiesammenføring.

Børnerettighedskomiteen anbefaler, at Danmark etablerer reel opfølgning på de mennesker, der udvises af Danmark eller som rejser frivilligt. Myndighederne skal også reagere, hvis den får viden om, at deporterede asylansøgere bliver udsat for tortur og anden mishandling. Den opsamlede viden bør ligge til grund for fremtidens asylpolitik.

Børn, der kommer alene til Danmark, bliver også af og til frihedsberøvet. Børn, der er fyldt 17 år, placeres ikke i børneinstitutioner, men på centre for voksne. Yngre og ældre søskende splittes ofte fra hinanden.

Stadig flere børn forsvinder fra asylcentrene, og Børnerettighedskomiteen fastslår, at de kan være endt som ofre for menneskehandel til seksuel udnyttelse. Derfor skal myndighederne sikre ordentligt tilsyn med alle børn, der er kommet alene til Danmark, så børnene ikke bare kan forsvinde.

Hvis et barn forsvinder, skal myndighederne eftersøge barnet og sørge for at retsforfølge gerningsmændene. Samtidig må myndighederne aldrig nogensinde behandle ofrene som om, at de selv er skyldige. Børnene skal have fri proces og støtte fra psykologer og socialrådgivere og adgang til at klage.

Viden om rettigheder: Selvom viden om børns rettigheder blev indført i enkelte fag på enkelte årgange i forbindelse med skolereformen i 2014, anbefaler Børnerettighedskomiteen, at viden om rettigheder bliver del af alle fag på alle årgange i alle typer uddannelsesinstitutioner. Læreruddannelsen skal styrkes på området.

Manglende konventionsratificering: Danmark har endnu ikke ratificeret FN’s Konvention om Beskyttelse af Personer mod Tvungen Forsvinding samt FN’s Konvention om Migrantarbejdere og deres Familier. Det bør Danmark gøre ifølge FN’s Børnerettighedskomité.

Som alt andet i FN’s rapporteringssystem ligger de kritiske punkter og anbefalingerne fra komitéen til offentligt skue. En sådan dyne af offentlig kritik er formentlig en af grundene til, at visse politikere herhjemme helst vil ud af konventionerne: Så er man fri for at forholde sig til kritik.

Eller med politikerlogik: Hvis konventionerne og rapporteringspligt forsvinder, forsvinder rettighedskrænkelserne nok også. Ligesom fattigdommen officielt gjorde det, da regeringen afskaffede fattigdomsgrænsen.

Somaliland kæmper for at komme med i konventionerne

Konklusionerne fra FN’s Børnerettighedskomité blev offentliggjort, mens jeg var på vej til Somaliland for at afholde et kursus i børns rettigheder. Officielt er Somaliland stadig del af Somalia, fordi resten af verden stadig har til gode at anerkende den selvstændighed, Somaliland erklærerede i 1991.

Børnerettighedskursus i Somaliland.

Fordi Somaliland ikke er anerkendt af resten af verden som et selvstændigt land, er Somaliland ikke del af FN’s rapporteringssystem. Alligevel har Somaliland helt af sig selv valgt at inkorporere Børnekonventionen i sin lovgivning.

Og jo, der er lang vej at gå i et land, der har været ramt af blodig borgerkrig, har begrænset adgang til investeringer og samhandel på grund af manglende anerkendelse, hvor der er alvorlig diskrimination mod minoriteter, piger og kvinder samt udbredt brug af omskæring af piger, og hvor der er tilbagevendende og dødelige tørkeperioder, et underudviklet skolesystem og udbredt fattigdom.

At være med i konventionerne er vigtigt, hvis man vil være et rigtigt land, som fortjener omverdenens respekt

Ville det så ikke bare være nemmere at lade være med at love noget, som landet indtil videre slet ikke kan leve op til? Jo, måske, men ikke set med somalilandske øjne. Somaliland vil nemlig gøre alt for at opnå andre landes anerkendelse i erkendelse af, at det er nødvendigt, hvis det nogensinde skal få status som selvstændigt land og for eksempel blive i stand til at tiltrække investeringer. At være med i konventionerne er simpelthen vigtigt, hvis man vil være et rigtigt land, som fortjener omverdenens respekt.

For mange somalilændere og for landets regering er det at være med i konventioner også et konkret bevis på, at befolkningen ønsker fred og sikkerhed.

Hvad er alternativet til konventionerne?

FN blev netop oprettet i kølvandet på Anden Verdenskrig i 1945 som ramme for et internationalt samarbejde om opretholdelsen af fred og sikkerhed. Et af de væsentlige midler til at opfylde dette formål er udviklingen af menneskerettigheder, som staterne skal forpligte sig til at overholde.

I Danmark kan få mennesker personligt huske, hvad alvorlig fattigdom og krig vil sige. Det, sammen med manglende forståelse for, hvad konventionerne betyder for os alle sammen, ligger formentlig til grund for den danske arrogance omkring vigtigheden af globale rettigheder.

At FN og diverse konventioner imidlertid stadig er yderst relevante for Danmark, viser den lange liste med kritik af Danmark med al ønskelig tydelighed.

Forestil dig en verden helt uden FN og konventionerne. Forestil dig, at det er Kina og Rusland, der i fremtiden definerer, hvordan vi som mennesker skal leve sammen i verden

Man kan også spørge: Hvad er alternativet til at have fælles rettigheder, som hele verden er blevet enige om siden Anden Verdenskrig? Hvem vil i dag for alvor få plads, hvis vi gradvist afvikler rettighederne? Kina og Rusland spænder allerede nu ben for diverse resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd, hvilket for eksempel betyder, at det indtil videre har været umuligt for FN at lægge sanktioner på Syrien efter landets brug af kemiske våben.

Forestil dig en verden helt uden FN og konventionerne. Forestil dig, at det er Kina og Rusland, der i fremtiden definerer, hvordan vi som mennesker skal leve sammen i verden. Hvem skal så holde øje med, hvad de til enhver tid folkevalgte politikere gør og ikke gør for deres befolkninger? Og hvem skal holde øje med, om politikerne overhovedet er folkevalgte?

Det er en farlig vej at gå.

Alle fotos: Lotte Ladegaard

Jeg får intet honorar for at skrive for POV. Langt hen ad vejen er fornøjelsen ved at skrive her nok. Desværre er der en grænse for, hvor meget jeg har råd til at skrive uden honorar. Jeg er selvstændig med meget lille og idealistisk firma. Derfor vil jeg være meget taknemmelig for selv det mindste beløb, du skulle få lyst til at betale mig for den her artikel. Mit MobilePay-nummer er 27 30 17 89. På forhånd tak.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

Fra skrald til smykke

Egentlig skulle kohornene fra slagterierne bare smides ud. Nu bruges en del
Gå til Top