Lise Floris: Gider du lige støvsuge et andet sted mens jeg ser fjernsyn?

af

KLUMME –Jeg indrømmer blankt: Jeg har ikke strøget en skjorte i 21 år. Og på de 21 år har jeg rundt regnet selv skiftet sengetøj under ti gange’. Lise Poulsen Floris beretter om et aspekt af sit liv som expat i Kina – hvor alle har hjælp i huset. Og hvor man hurtigt bliver forvænt med service, men også skal afbalancere privatlivets fred med prisen for at have et betalt medlem af husholdningen omkring sig. Og så er der fordømmelsen fra Danmark. Kan den have flere grunde end bare forargelse over udnyttelse?

PEKING  – Da børnene var små, besluttede min mand og jeg hurtigt, at hjælp i hjemmet var noget af det, vi gerne ville investere i. Det blev til fire dejlige danske au pairs gennem årene, mens vi boede i Belgien, og sideløbende havde vi vores højtelskede Grazyna fra Polen. Hun kom hver fredag formiddag og var uden tvivl en af grundene til, at min weekend altid blev ekstra god og mit ægteskab fri for en bestemt type konflikter rundt om udsagn som “toiletbørsten er opfundet!”

Tanken om en fuldtids hushjælp var også – jeg indrømmer – noget af det, jeg havde set meget frem til da vi flyttede til Kina. Jeg havde forstået før afrejsen, at alle expat-familier herude har en āyí.

Āyí betyder egentlig tante på kinesisk men er betegnelsen for stort set alle kvinde,  der arbejder i de mere ydmyge servicefag. De fleste familier i vores omgangskreds har en fuldtids- āyí. For den nette sum af cirka 5500 kroner om måneden får man 40 timers rengøring, børnepasning og rengøring – alt afhængig af ens behov.

Og før skriget af protest rejser sig fra læserne, vil jeg bare sige, at hvis man siger nej tak, er det eneste, er sker, at der så er et āyí-job mindre; strukturerne ændrer sig ikke, uanset hvad jeg vælger at gøre. Man kan til gengæld sørge for at betale og opføre sig ordentligt over for sin āyí. Det gør vi. Bare for at få den sag på plads.

En konfliktsky kvinde finder ny hjælp

Der gik heller ikke mange dage efter ankomsten, før vi ansatte vores første āyí. Jeg besluttede mig dog for, at jeg kunne klare mig med deltidshjælp fire timer om dagen.

Det blev til en sød og aktiv lille dame. Hun ville gerne være en slags mor for mig, og det var faktisk også hyggeligt. Men som tiden gik, blev hun mere og mere nysgerrig omkring vores liv.

Da hun havde åbnet en postpakke, snaget i skuffen ved sengebordet og anbragt sig på sofaen for at kigge i vores bryllupsalbum, kom jeg til den konklusion, at jeg måtte fyre hende. Eller fyre og fyre. Det forholder sig sådan, at jeg er verdens mest konfliktsky person, så det blev til noget med en lidt søgt undskyldning om, at vi ikke var sikre på, om vi kom tilbage til Kina efter sommerferien.

Nu er det ikke fordi, der sker alverden i vores soveværelse mellem klokken 12 og 16, men det er vigtigt at have en slags ”helle”, hvor man kan være sig selv

Selvfølgelig havde jeg det ikke godt med det (og hun fik da både blomster og en heftig bonus da jeg overbragte den dårlige nyhed) – men det er ikke ualmindeligt at familier herude skifter āyí flere gange om året.

Jagten på en ny āyí var kort og smertefri, for det vrimler med anbefalinger. Sådan kom Zhāng Tíng ind i vores liv. Da jeg hørte fra en amerikansk veninde at hun var god til at lave kantonesisk mad, var jeg solgt.

Erfaringen fra den forrige dame havde til gengæld lært mig, at man må lave regler helt fra starten. Regel nummer ét blev, i vores tilfælde, at en lukket dør ind til soveværelset betyder adgang forbudt. Nu er det ikke fordi, der sker alverden i vores soveværelse mellem klokken 12 og 16, men det er vigtigt at have en slags ”helle”, hvor man kan være sig selv.

Zhāng Tíng er en fantastisk āyí. Venlig, diskret og nogenlunde god til at gøre rent. Jeg tror dog aldrig jeg kommer helt op at ringe. Standarden i Kina er temmelig lav, og hvis man får en āyí der, helt af sig selv forstår, at det er bedst at flytte lysestagerne lidt, når man tørrer bordet af, så er det bare om at holde fast i hende.

Jeg kan ikke klare lyden af den støvsuger – foto: Lise Floris.
… men jeg kan ikke fyre en, der står så hyggeligt og laver vafler med min datter? Foto: Lise Floris.

Dovenkrop søger alternativ

Stik imod alle odds er der desværre sket det, at jeg er blevet træt af Zhāng Tíng. Eller rettere sagt træt af konceptet āyí.

Stakkels kvinde. Hun har ikke gjort mig noget. Men hun trisser rundt i min lejlighed fire timer hver dag. Skal altid lige hænge vasketøj, når jeg skal ind i soveværelset. Skal altid lige støvsuge der, hvor jeg sidder og prøver at skrive mine guldkorn ned.

Hun taler heller ikke et ord engelsk og selvom jeg burde være henrykt over muligheden for at kunne øve mit kinesisk med hende, så har jeg mere lyst til at sige could you please hoover somewhere else end dui bu qi, nǐ néng bù néng zài qítā dìfāng øh… støvsuge?

Mange mener helt sikkert, at hushjælp bare ikke er en mulighed, og at jeg er en forkælet møgunge. Men det kan vel også være et spørgsmål om prioriteter og kultur

Men jeg må være realistisk. Jeg er vant til den luksus, det er at have en hushjælp. Og hvad er alternativet for én som mig? Hvis jeg afskediger min āyí, vil vasketøjet hobe sig op for mig i løbet af nul komma dut, og jeg ville næppe få strøget over en skjorte om ugen, mens jeg ser Bagedysten på dr.dk.

Jeg ville glemme alt om, at vi ikke har flere opvasketabletter og jeg skulle derudover forklare børnene, at pandekagerne altså er som de er –  fordi vi ikke længere har en āyí, der har lært sig verdens bedste franske opskrift og laver 50 som var det en leg. Ja, mine evner er begrænsede, jeg ved det.

Og nå ja, hun ville også skulle ud at finde et andet job – måske med en mindre venlig arbejdsgiver.

Sig det bare: ”velkommen til mit liv, Lise”. For mange mener helt sikkert, at hushjælp bare ikke er en mulighed, og at jeg er en forkælet møgunge. Men det kan vel også være et spørgsmål om prioriteter og kultur.

Betal dig til lykke

Jeg rejste fra Danmark i 1998 men har siden observeret, hvordan trenden er i forhold til hushjælp derhjemme.

Det siges, at flere og flere danskere får rengøringshjælp, men meget tyder på, at der stadig ligger et opgør med gamle normer foran os. Det er dybt forankret i den danske mentalitet, at vi ikke så gerne bruger penge på at få andre til at hjælpe os.

Er det mon på grund af frygten for, at andre tror, at man ikke kan klare tingene selv? Eller er det fordi, man er bange for at blive sat i en boks som Strandvejs-snob? Eller er det simpelt hen en funktion af skattesystemet; det er for dyrt at have privat hjælp i huset for langt de fleste, fordi skatten på arbejde er så høj.

Det har tidligere diskussioner handlet om, og DJØF har bemærket, at det betyder, at danske karrierekvinder betaler prisen. I de fleste andre lande kan kvinder med lange arbejdstider nemlig få hjælp. Men i Danmark klarer hun det selv (fordi danske mænd fortsat ikke laver lige så meget derhjemme som deres partnere gør), hvilket alt andet lige betyder, at danske kvinder scorer heftigt på dobbeltjobfronten.

Regnestykket er simpelt. For at føle os lykkelige har vi brug for tid til os selv. Og den tid kan vi blandt andet få, hvis vi betaler os fra at lave opgaver, der stresser og presser os i hverdagen

Hushjælp er bestemt ikke billigt i Europa. Men undersøgelser viser, at det er alle pengene værd.

Et studie udført af University of British Columbia er blot et af mange, der viser, at lykkefølelsen skærpes hos dem, der bruger penge på at få mere tid end på materielle goder.

Regnestykket er simpelt. For at føle os lykkelige har vi brug for tid til os selv. Og den tid kan vi blandt andet få, hvis vi betaler os fra at lave opgaver, der stresser og presser os i hverdagen.

For dem, der har råd eller er villige til at nedprioritere andre poster i budgettet, vil jeg til enhver tid slå et kæmpe slag for hjælp i hjemmet. Hushjælp er mere end nyvaskede gulve, nystrøgede skjorter og duftende sengetøj. Det er et frirum fra de sure opgaver og en gave til familielivet.

Og who am I kidding? Jeg skal dæleme ikke af med Zhāng Tíng.

Topillustration: Flickr.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Lise Poulsen Floris

Lise er oprindelig fra Aalborg men forlod Danmark i 1998 for at følge sit hjerte og sine drømme. Lise er pt. bosiddende i Beijing med sin mand og tre børn. Hun har taget orlov fra sit job i Rådet for den Europæiske Union for at fokusere på familien i den nye tilværelse i Riget i Midten. Når hun ikke studerer kinesisk eller synger og optræder med sin a cappella gruppe Jing Sing, nyder hun at beskrive hverdagen i Kina på sin blog samt for Global Times og Beijing Parents & Kids. Skriv gerne til Lise på lisefloris@hotmail.com eller kontakt hende via Facebook, Twitter eller WeChat (wechat id: lisebeijing).
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top