Lena Eriksen: Børnene, badevandet og det store hav

af

Begyndelsen blev skreget ud i den lille toværelses lejlighed, hvor jeg blev født som barn nummer to i tiden midt imellem nu og anden verdenskrig: ”Vandet er gået”. Derfra gik det, som det ofte går for unge forældre, der pludselig skal passe andre end egne behov; her nu også to småbørns: Cirka fem år gik der, og så var den familie forbi.

Jeg kom til at bo med min mor og min bror, imens min far det meste af vores barndom boede langt væk. Vi havde mange gode stunder – og mange dårlige. Min mor havde travlt med noget andet, og det handlede ofte om at få styr på urimeligheder, hvad jeg kunne forstå, at kommunen var årsag til masser af.

Min storebror havde til gengæld masser af tid til at dyrke sine interesser. Smukt så det nok ud, når den lille dreng med den gyldne hårhjelm gik helt ind i sin egen verden, alt imens han studerede bøgerne foran sig. Og fascinerende er det vel altid, når børn lærer at læse og derigennem møder nye, fremmede verdener.

Vi havde også mange gode stunder sammen, for eksempel hyggede og legede vi hver dag sammen i karbadet inden sengetid. Når han en sjælden gang holdt mit hoved under vandet, fik jeg altid lov til at komme op igen.

Mindre smukt var det for mig at lægge krop til. Brormand lånte nemlig bøger om tortur, og metoderne derfra blev afprøvet på mit nærliggende kød, sideløbende med alt det han selv fandt på.

Drengen savnede vores far, men han var helt væk. Vores mor kunne ikke håndtere os og trak sig, efterladende et stående forbud imod at vi skændtes. Tilbage stod kun rummet, og det knyttede min bror og mig tæt sammen.

Vi havde også mange gode stunder sammen, for eksempel hyggede og legede vi hver dag sammen i karbadet inden sengetid. Når han en sjælden gang holdt mit hoved under vandet, fik jeg altid lov til at komme op igen.

Han kunne også være sød. Det værste var egentlig ikke slagene, piskene, kværkningerne og mavepusterne i dagligdagens smuthuller. Jeg mindedes jo ikke at have prøvet andet, og som de fleste børn vænnede jeg mig til tingenes tilstand. Så det blev bare sådan, livet nu engang var, og heldigvis var jeg jo ude det meste af dagen.

I mellemtiden

Det værste var tiden ind imellem. Fordi jeg altid vidste, at slagene ville komme, men aldrig præcis hvornår.

Der var mange korridorer, lukkede døre og mørke kælderrum i min barndom. Og temmelig meget katten-efter-musen, og det var mig, der var musen, men alligevel var min bror og jeg uadskillelige.

Eller måske var vi det mest, fordi han blev vred, hvis jeg ikke var tilgængelig. Engang fik jeg en fornemmelse af, at det, der foregik, ikke var helt normalt: Der hændte det, at min bror var blevet bange for, at jeg ville sladre om et blodøje, som han havde været årsag til, og i sine bestræbelser for at få mig til at komme til fornuft, sparkede han rundt med mig.

Desværre for ham foregik det midt på Århus Banegård, og da jeg på et tidspunkt var blevet sparket ind under en bænk, reagerede en fremmed voksen: Hun lød vred og sagde, at han skulle holde op. Det var en lettelse, at det blev set; indtil bagefter.

Jeg blev anbragt hos en familie, hvor børn var børn, og voksne var voksne, og de daglige slag var en by i Rusland. De måneder var de bedste i hele mit barndomsliv

Eftersom min bror også havde problemer i alle andre sociale sammenhænge, blev han til sidst sendt væk. Jeg var ikke fyldt 10, men fik at vide af hans psykolog, at min bror aldrig ville tilgive mig, hvis han blev sendt af sted, og jeg blev hjemme.

Han var min allernærmeste, og jeg var rædselsslagen for at miste ham. Derfor bad jeg om også at komme væk, og det blev ordnet.  Jeg blev anbragt hos en familie, hvor børn var børn, og voksne var voksne, og de daglige slag var en by i Rusland. De måneder var de bedste i hele mit barndomsliv.

Men i morgen er der altid atter en dag.

For min mor havde fundet en ny mand. Han havde sine egne skilsmissebørn, og det var sjovt og hyggeligt og svært og kaotisk at få alt og alle til at passe sammen. Sådan er det jo. Den tilstand varede mest i et par år, så skulle min mor og hendes mand have deres egne, nye børn. Hvilket umiddelbart syntes at give god mening for dem, eftersom de fleste af deres gamle børn på det tidspunkt ikke var helt lette og gled ud og ind af familieplejer og institutioner.

De erfarne, nybagte småbørnsforældre gjorde alt, hvad de kunne for at starte forfra i deres liv. Det var i den periode, jeg udviklede min teknik med aktivt at tilbyde pudsning af sølvtøj og kobberpokaler.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Taberudhæng

De ældre børn i familien røg mere eller mindre ud med badevandet omkring den tid. Jeg blev hængende. Og vaskede tøj og passede børn, og lavede lektier og vaskede op og alt det løse. Jeg blev en sød pige af nød, og det meste af tiden gik med at passe ungerne og husdriften. For at slippe væk fra arbejdet derhjemme, nassede jeg på mine kammeraters familier og hang ud hos dem.

Det var som regel utroligt rart. Folk var søde til at lukke mig ind, og jeg blev en del af mange familier igennem årene. Ofte fulgte der til gengæld et tilbud med til dem om, at jeg kunne vaske op og diverse. Når jeg kom ind i et hjem, spurgte jeg tit allerede i døren, om de havde noget, der trængte til at blive pudset, for så ville jeg gerne gøre det. Kartoffelskrælning var også en mulighed. Der skulle bare helst være hurtige, åbenlyse resultater, som jeg kunne blive rost for som en sikker kvittering for min berettigelse i rummet.

Jeg forsøgte at balancere ikke at sucke alt for meget op til forældrene, for at mine venner ikke skulle blive irriterede og lukke mig ude. Og så lærte jeg mig aldrig at vinde. Fra samværet med min bror vidste jeg, at enhver form for sejr i mit liv som udgangspunkt ville blive belønnet med slag. Den viden brugte jeg til at tilpasse mine aktiviteter, så jeg aldrig gjorde nogen sure. Eksempelvis lærte jeg aldrig at vinde i de konkurrencer, jeg deltog i, selv om det var rigtig svært at holde sig tilbage.

Efterhånden som mine nye små søskende blev større, slap det værste arbejdspres på den nye familie, og vores forældre gik målrettet efter et liv som kernefamilie i det nye parcelhus. Jeg var 12-13 år, da jeg blev inviteret med på familieferie for sidste gang. I årene derefter var beskeden, at vores forældre havde brug for noget ferie, hvor de kunne slappe rigtigt af, bare han, hun og børnene.

I de efterfølgende år kom jeg mest hjem for at spise, vaske op, gøre rent, passe børn og med jævne mellemrum også sove der. Som regel var jeg ude, og der skete der ting

Jeg måtte finde mine egne veje, hvor jeg sjældent var alene og aldrig blev ensom. Jeg havde jo altid mig selv.

I de efterfølgende år kom jeg mest hjem for at spise, vaske op, gøre rent, passe børn og med jævne mellemrum også sove der. Som regel var jeg ude, og der skete der ting. Desværre skete der også det, at jeg begyndte at have mine egne meninger og at ryge – og derfor lugtede mit tøj grimt i huset. Det var ikke velset hos min mors mand, så min mor meddelte mig, at jeg var for besværlig og med fordel kunne se mig om efter et andet sted at bo.

Officielt flyttede jeg først hjemmefra, da jeg var 16. Det var flere år efter, at de ældre børn sidst havde boet hjemme, så med mig ude af huset fik den lille familie frit udsyn til deres parcelhusdrøm med 2 søde børn, bil og badeferier.

Endelig kunne de leve frit uden at forholde sig til deres besværlige ungdomsbagage. Imens de tog til Mallorca, følte jeg mig pænt forkert og smudsig, og sådan opførte jeg mig også.

Øl, håb og høreværn

Inden da havde jeg allerede boet mange steder. Så jeg blev hverken bange eller overrasket over, at jeg pludselig befandt mig foran voksenlivets store frådende hav, hvor alt er muligt. Eller måske blev jeg bare ikke bange, fordi mit begrænsede udsyn gjorde, at jeg ikke forstod ret meget.

Jeg følte mig umoden, og i den tvungne bevægelse væk fra hjemmet søgte jeg nærmere på min far. Det var desværre også en begrænset succes.

Min far drak en del, og det var ikke vand. Og hans kone havde sat sig solidt på deres liv, med hende selv og hendes afkom som omdrejningspunkterne. Det blev sagt direkte, at min fars børn ikke hørte hjemme hos dem. Jeg hang på og forsøgte at vaske op og gøre rent, men intet hjalp – andet end rigelige mængder af alkohol og håbet om at det ikke var sandt, at jeg ikke var velkommen, og at det bare var mig, der havde misforstået det hele.

I mange af mine barndomssår havde jeg det samme mareridt, hvor jeg opholdt mig på åbne, offentlige steder med mennesker omkring, hvor jeg blev fysisk overfaldet. Men jeg var tilsyneladende usynlig, og mine råb var lydløse, så de rigtige mennesker gik videre, som om intet var hændt. Den drøm kommer stadig til mig med jævne mellemrum.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

En dag hvor jeg efter en alvorlig ulykke nåede at se både sol, stjerner og lys for enden af en vægtløs tunnel, blev jeg med et ubehageligt ryk trukket tilbage i livet. Temperaturen i mit hjerte faldt brat i angst, da jeg åbnede øjnene og så lige ind i min fars kones øjne, som hun stod der ved min hospitalsseng, foran min far. I det øjeblik gav jeg slip på drømmen om en stedmor, der kunne træde i stedet for hende den anden; men jeg bibeholdt håbet om en far lidt endnu.

Det lykkedes mig at få en uddannelse, en familie og en masse spændende arbejde. Men jeg jagtede stadig drømmen om min mors og min fars kærlighed, som i bund og grund var det eneste, der betød noget

I årene der fulgte, lykkedes det mig at få en uddannelse, en familie og en masse spændende arbejde. Men jeg jagtede stadig drømmen om min mors og min fars kærlighed, som i bund og grund var det eneste, der betød noget. Til gengæld fik jeg mange andre menneskers kærlighed og anerkendelse for at være den, der altid sørgede for, at der blev vasket op, pudset kobberpokaler og så videre, i overført mere karrierebefordrende betydning.

Fordi sådan er det bare

En dag, midt i nutiden, udbrød en sød mediestjerne til mig under en venskabelig snak: ”Åh, hold nu op, indrøm bare, at du også har stået foran spejlet med en børste. ”

Pausefisk baskede igennem min hjerne. Jeg anede virkelig ikke, hvad han snakkede om. Selvfølgelig havde jeg redt mit hår? Men jeg havde aldrig stået foran et spejl og drømt om at blive popstjerne. Derimod havde jeg brugt det meste af mit liv på enten at forsvinde eller pudsevaske det, der lå foran mig. Den erkendelse af grundforskellig identitet åbnede et hav af tanker hos mig.

Nysgerrigt spurgte jeg senere en direktørbekendt om, hvorfor det lige præcis var hende, der var direktøren. Hendes umiddelbare svar var, at det var hende, der havde fået jobbet og dermed titlen. Det lød lidt for tilfældigt. ”- Jo”, spurgte jeg for en uddybning: ”Men hvorfor var det dig og ikke f.eks. din kollega, der fik det privilegium at kunne bestemme alting”? Hendes svar gav mig nøglen til at lukke et helt livs søgen efter en særlig forståelse. Svaret var:

”Fordi jeg er den bedste til at finde løsninger”.

Det kunne jeg godt se var en sandhed. Min direktørbekendte var virkelig dygtig til at finde løsninger, som var gode for lige præcis hende selv. Klog var hun, men med et udsyn, der gik i lige linje fra hendes næse og ned til egen navle. Pludselig slog det mig, at hun mindede utroligt meget om min mor, som også er klog og god til at finde løsninger, der matcher hendes egne behov og verdenssyn. Men som ligesom min direktørbekendte overdøver sin komplette mangel på forståelse for andre menneskers interesser med en selvforstået ret til at herske.

Fra det øjeblik blev jeg fri. Fri for mine egne forventninger og krav til det umulige. Hvor jeg tidligere altid frygtede morgendagen, elsker jeg nu øjeblikket

Først dér, lige midt kaffen, forstod jeg rigtigt, at stærke autoriteter bare er mennesker, der har valgt at tage og bruge magten i et givent system. Og det slog mig, at sådan var min bror og min mor og min fars kone også – ikke bevidst onde og kærlighedsløse, men inkompetente, udsynsløse mennesker med lasten fuld af lig.

Fra det øjeblik blev jeg fri. Fri for mine egne forventninger og krav til det umulige. Hvor jeg tidligere altid frygtede morgendagen, elsker jeg nu øjeblikket. Blank og ren, med brillerne pudset fri for den evige leverpostejsskam. Mærker jeg styrken i mine knogler og gør mig klar til at hoppe ud fra en klippe for at bryde de højeste bølger. Måske.

Lena Eriksen bor i København, hvor hun arbejder som fuldmægtig. Navnet er et pseudonym. POV International kender forfatterens rigtige navn.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

POV International

POV International er Danmarks største åbne og uafhængige blogmedie. En digital platform for eksperter og skribenter med internationalt udsyn og klare standpunkter. pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top