mm

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk

Se alle skribentens artikler

Landskabet bag Mona Lisa er blevet identificeret

Landskaberne i baggrunden af nogle af renæssancens mest berømte malerier som Mona Lisa var ikke kreativ fantasi, men virkelige steder. Det slår to italienske forskere nu fast, efter de geomorfologisk har udpeget flere af dem i Centralitaliens bølgende landskab, nærmere bestemt i de to regioner Marche og Romagna. Den viden kan bruges til at fortælle os om klimaforandringer, urbanisering og lokale magtforhold. Og som turist kan man nu opsøge de forbløffende uforandrede scenerier. Og så rummer landskabet i Mona Lisa måske svaret på gåden om den smukke kvindes identitet.

Ovenstående overrasker mig egentlig ikke. For hvis du nogensinde har kigget forbi ansigterne på de største, italienske renæssancemalerier, forbi deres kunstfærdige frisurer og blege kinder og betragtet det landskab, der ofte åbenbarer sig bag deres adelige kroppe, har du sikkert også undret dig over detaljerigdommen, hvormed de er malet.

Tænk for eksempel på landskabet i portrættet af Mona Lisa, hvor Leonardo da Vinci synes at have været ligeså opslugt af at male bakker, søer og dale, som at fremtrylle den gådefulde kvindes sære smil.

I fodsporene på Piero della Francesca og Leonardo da Vinci

Kunsthistorikere har i århundreder grublet over, hvorvidt disse landskaber reelt var virkelige eller blot komponeret efter kunsternes fantasi, men nu har to kvinder fra Urbino, Rosetta Borchia og Olivia Nesci, ved hjælp af geometri, computergrafik, geomorfologi og minutiøse sammenligninger knækket koden: Landskaberne findes, og de er nu ved at blive kortlagte, så man som turist selv kan vandre i de forbløffende uforandrede scenerier.

Opdagelsen blev gjort helt tilfældigt. Kunstner og fotograf Rosetta Borchia var i 2007 ude og tage fotos i landskabet omkring Urbino, der ligger i den frodige, italienske region Marche, da et af hendes billeder pludselig mindede hende om noget, hun havde set før. Borchia kom i tanke om, at hun engang havde set det i et maleri af renæssancekunstneren Piero della Francesca (1415-1492).

Hun skyndte sig hjem og sammenlignede de to motiver og bingo! Ligheden var umiskendelig, og nu begyndte hvad der kunne ligne en besættelse udi at lokalisere landskaberne i nogle af verdens mest berømte malerier. Arbejdet skulle et par år senere føre dem i fodsporet på selveste Leonardo da Vinci, der højst sandsynligt brugte de samme bakker i sit feltarbejde under tilblivelsen af Mona Lisa.

Som at slå et hul i kirkemuren

Men først lidt baggrund: Hvor Borchia har den kunsteriske indgangsvinkel, så forsker Olivia Nesci i såkaldt geomorfologi – det vil sige læren om, hvordan landskaber forandrer sig igennem tiden. Siden Rosettas første opdagelse har de to forskeres kærlighed til Piero della Francesca og deres hjemstavns landskaber været hovedtemaet i de to kvinders arbejde.

Piero var banebrydende med det perspektiv, som de første renæssancemalere begyndte at introducere folk for igennem deres malerier. For os i dag virker det helt naturligt, at et kunstværk opbygges, så dybderne træder frem, men dengang var det spritnyt, at man brugte teknikker, der gjorde malerierne tredimensionelle. Nyskabelsen var så stor og realistisk, at da kunstneren Masaccio i 1428 afslørede sit maleri Santa Trinità i kirken Santa Maria Novella i Firenze, måtte folk berøre motivet for at forvisse sig om, at kunsteren ikke havde slået hul i muren.

375px-masaccio_trinita

Det er med disse briller på, at vi skal forstå kunstnere som Piero della Francescas og Leonardo da Vincis monumentale geni. Og vigtigheden af, at de brugte komplekse landskaber i deres malerier. Bakkerne, søerne og dalene var perfekte måder at genskabe det virkelighedspræg, som de efterstræbte i deres kunst.

Ved at trække dem med ind på lærredet, blev den tredimensionelle effekt højnet. Samtidig blev landskabet brugt til at understrege allegorier og tilhørsforhold, som var vigtige for datidens magthavere.

Klimaforandringer og pral

Særligt tydeligt er dette i det utrolige dobbeltportræt, som Francesca udførte i cirka 1466 af fyrsteparret af Urbino, Federico da Montefeltro og Battista Sforza. De to forskere kunnet udpege de eksakte landskaber i maleriet, som alle befinder sig i regionerne Marche og Romagna, nærmere bestemt San Leo, Valmarecchia og området mellem Urbania og Sant’Angelo in Vado.

Motiverne viser os i begge tilfælde, hvordan renæssancens urbanisering så ud, og fortæller om store oversvømmelser. På maleriet af Federico da Montefeltro ses regulære søer og floder med travl trafik af sejlskibe, der indikerer, at der også dengang var betydelige klimaforandringer. De samme landskaber er nemlig i dag helt tørlagte.

Det samme bliver tydeligt, når man ser på det allegoriske maleri af fyrsteparret i Trionfi, der befinder sig på bagsiden af de to portrætter. Kig igen på baggrunden, hvor både Rosetta og Olivia uden de store problemer har kunnet udpege Marche-regionens Metauro-dal, der dengang åbenbart var oversvømmet og ligger som et bagtæppe for fyrsteparrets placering på den naturligt skabte balkon, som bakken Pieve del Colle endnu i dag udgør. Bjergene og dalen danner det perfekte amfiteater for parret, der med dette maleri viser deres stærke tilknytning til det område, de regerer over.

Og så er billedet også noget af en magtdemonstration, hvor Federico og hans hustru får pralet af deres jordiske besiddelser, der bugner af velstand, handel og overskud. Flere af de viste kirker og gårde, der ligger opad bjergene, findes dog ikke længere, men landskaberne er blevet verificerede af historikere, der også har kunnet bekræfte, at de pågældende steder vitterligt engang indeholdt disse byggerier. Yderligere beviser i Borchia og Neschis jagt på de ‘usynlige landskaber’.

piero_della_francesca_the-yorck-project

Mona Lisa døde i barselsseng

Men tilbage til Leonardo da Vinci: I forbindelse med undersøgelsen af det landskab, der optræder i portrættet af fyrstelige Battista Sforza, kravlede de to forskere rundt på bjergskråningerne i Marecchia. Her fik Borchia endnu et deja-vu. Noget her mindede hende om Mona Lisa, og parret blev nu suget ind i Leonardo da Vincis verden: De konstaterede, at netop landskabet omkring Marecchia og landsbyen Pennabili er identisk med det, vi ser bagved Mona Lisa, skønt motivet er mere sammenpresset.

piero_double_portrait_of_the_dukes_of_urbino_pd-art03

Dette førte til en dybdegående forskning og udmøntede sig i 2013 i bogen Codice P, hvor kvinderne blotlægger mange af Vincis malemetoder og koder: Netop sammenpresningen af tableauer ved hjælp af matematiske formler benyttede geniet sig af for at skabe en særlig optisk effekt. Det tog Borchia og Nesci seks år at kunne fremlægge deres velbegrundede tese, der også giver et bud på, hvem Mona Lisa egentlig var.

De to kvinders analyser, der altså placerer Mona Lisa i Romagna-landskabet omkring middelalderbyen Pennabili, passer som fod i hose med en teori fremført af forskeren Roberto Zapperi. Han fortæller om en affære mellem en kvinde fra Urbino, Pacifica Brandani, og Giuliano de Medici fra den magtfulde Medici-familie i Firenze.

Brandani døde, da hun skulle føde sin elskers barn, og Zapperi fortæller, at Giuliano bad Leonardo da Vinci male et billede af kvinden, så hans barn ville kunne se, hvordan dets mor så ud. Zapperis teori understøtter de to kvinders tese om, at landskabet i baggrunden vitterligt er det fundne i Romagna, da Brandani netop stammede herfra. Og man ved, at tidens store malere tog netop til både Marche og Romagna for at male, da regionernes særlige, bakkede landskab udfordrede kunstnerne på et bred palette af teknikker.

adri08_valmareccia

Rosettas og Olivias arbejde med at finde de ‘usynlige landskaber’ i datidens største mesterværker pågår fortsat.

Går man ind på deres site www.montefeltroveduterinascimentali.eu kan man dels se mange af de nævnte kunstværker ‘morfet’ sammen med fotos af nutidens landskaber, og dels booke rundvisninger til de balkoner som de to kvinder har lavet på udvalgte spots i landskabet. Det er altså muligt at følge de ruter, kunstnerne dengang fulgte, og ved selvsyn opleve baggrundene for de berømte kunstværker fra den præcise vinkel, hvorfra de engang blev undfanget.

Billedreferencer:

Hovedfoto: Mona Lisa, på italiensk også kaldet La Gioconda, malet af Leonardo da Vinci i cirka 1403-06. Billedet er en fotografisk gengivelse fra Wikipedia Commons. Originalen hænger på Louvre i Paris.

Foto 2: Kunsteren Masaccio chokerede Firenzes bedsteborgere, da han i 1427 kunne afsløre La Santa Trinità i kirken Santa Maria Novella i centrum af byen. Reaktionen blev afstedkommet af den effektive dybdevirkning i værket, skabt af det buede loft over den korsfæstede Kristus-figur. Billedet er en fotografisk gengivelse fra John Spikes bog om Masaccio fra Wikipedia Commons.

Foto 3: dobbeltportrættet fra ca. 1465 af fyrsteparret af Montefeltro, Federico da Montefeltro med hustruen Battista Sforza, som regerede store dele af Romagna-regionen fra 1444-82. Federico var kendt som en stor humanist og indehaver af et af Italiens største biblioteker, kun overgået af Vatikanet. Billedet er en fotografisk gengivelse fra Wikipedia Commons. Originalen hænger på Uffizi-galleriet i Firenze.

Foto 4: maleriet I Trionfi fra 1460’erne, der med kompliceret allegori fremstiller fyrsten og fyrstinden blandt kardinaldyderne. Billedet er en fotografisk gengivelse fra Wikipedia Commons. Originalen hænger på Uffizi-galleriet i Firenze. 

Foto 5: Udsigt udover Marecchia-dalen (Valmarecchia), hvor landskabet fra Mona Lisa-maleriet er blevet identificeret. Billedet tilhører Adri08 og stammer fra Wikipedia Commons.

mm
Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Kategorier