Lad os genskabe tilliden til eksperterne

af

Vi har mere end nogensinde brug for ekspertise til at løse verdens problemer. Og spørgsmålet er ikke, hvordan vi kan klare os uden eksperter, men hvordan vi kan sikre, at de er troværdige så menneskehedens fremtid ikke vil blive dannet på basis af uvidenhed og snæversynethed, men på viden og informeret debat, siger Minouche Shafik, der er en af verdens mest indflydelsesrige økonomer. Nemt bliver det ikke, men hun foreslår en række redskaber til at undgå forsimpling, ekkokamre og misinformation, samtidig med at vi udbygger demokratiseringen af informationsstrømmen.

LONDON – “Hvorfor forudså man det ikke?“

Det spørgsmål stillede den britiske dronning til det økonomiske fakultet på London School of Economics i november 2008, lige efter den økonomiske krise var brudt ud.  Her næsten et årti senere stiller man samme spørgsmål til “eksperter” i forlængelse af de ekstraordinære og uforudsete hændelser i de seneste 12 måneder – fra Storbritanniens Brexit afstemning til valget af Donald Trump til posten som  præsident i USA.

På bl.a. den baggrund har der været rejst megen kritik på det seneste af eksperter i almindelighed – og ikke bare af meningsmålingsinstitutter og økonomer.

Eurozone-krisen, der startede i 2010, blev af nogle opfattet som noget, der var skabt af en elite men havde smertefulde konsekvenser for den brede befolkning. Den bestod som bekendt i en adfærdskrise, der brød ud på grund af salg af tvivlsomme finansielle produkter, global valutamanipulation og også fiflerier med London Interbank Offered Rate (Libor, den toneangivende rente, som bankerne kræver af hinanden for kortsigtede lån).

Alt dette bestyrkede befolkningernes mistanke om, at systemet blev indrettet til fordel for de rige og magtfulde, der aldrig stilles til ansvar. Skepsis overfor eliternes troværdighed fyldte meget i forbindelse med folkeafstemningen om Brexit og ved valget i USA.

Eurozone-krisen bestyrkede befolkningernes mistanke om, at systemet blev indrettet til fordel for de rige og magtfulde, der aldrig stilles til ansvar. Skepsis overfor eliternes troværdighed fyldte meget i forbindelse med folkeafstemningen om Brexit og ved valget i USA.

Som følge af denne opfattelse af begåede fejl er befolkningens tillid til eksperter ved en skillevej:

Når nyheder i stigende grad målrettes individuelle interesser og præferencer, og når folk i højere grad vælger, hvem de vil stole på og følge, ødelægges de traditionelle kanaler for udveksling af ekspertviden. Hvem har brug for eksperter, når vi har Facebook, Google, Mumsnet, og Twitter?

Men svaret er ikke desto mindre, at det har vi faktisk allesammen.

Igennem menneskehedens historie har udnyttelsen af ekspertise hjulpet med at bekæmpe sygdomme, reducere fattigdom og forbedre velfærd for mennesker over hele verden. Hvis vi skal bygge videre på disse fremskridt, har vi fortsat brug for troværdige eksperter, som befolkningen tillidsfuldt kan henvende sig til.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort.

Hvis tilliden skal genskabes, kræver det for det første, at de, der beskriver sig selv som “eksperter”, erkender deres egen usikkerhed.

I stedet for at foregive at være sikre – og risikere ofte at tage fejl – bør kommentatorer være ærlige omkring deres usikkerhed. I det lange løb vil en sådan tilgang være med til at genopbygge troværdigheden. Et godt eksempel fra min egen verden er brugen af “sandsynlighedsdiagrammer” i prognoser udarbejdet af Bank of England’s Monetary Policy Committee (MPC), som viser en bred vifte af udfald i spørgsmål om inflation, vækst og arbejdsløshed.

Det er afgørende vigtigt at lytte til “den anden side.” Sociale medier forværrer den menneskelige tendens til gruppetænkning ved at filtrere modsatte synspunkter fra. Derfor må vi gøre en særlig indsats for at inddrage holdninger, der adskiller sig fra vores egne, og imødegå algoritmernes frasortering af dem. Måske kunne “teknologieksperter” kode algoritmer, der prikker hul på de bobler.

Det er imidlertid ikke et enkelt budskab. For ved at formidle usikkerhederne, øges budskabets kompleksitet. selvsagt.

MERE POV
Intet varer evigt

Og deter en betydelig udfordring. Det er nemt at tweete “BoE forudsiger 2 procent vækst.

Men hvad nu hvis sandsynlighedsdiagrammernes egentlige budskab  er dette: “Hvis de økonomiske omstændigheder i 100 scenarier er identiske med dem vi har i dag, er det MPCs bedste kollektive vurdering, at det velovervejede skøn for væksten i BNP vil ligge over 2 procent i 50 af scenarierne og under 2 procent i 50 af scenarierne”? Ja, det kan end ikke rummes inden for Twitters grænse på 140 anslag.

Men at det forholder sig sådan understreger blot behovet for, at ansvarlige principper og troværdig praksis bliver mere udbredt i takt med de teknologiske ændringer af måden, vi forbruger information på.

Og hvad med andre faggrupper?

Bør journalister og bloggere f.eks. hænges til tørre for at rapportere eller videreformidle usandheder eller rygter? Måske bør de akademiske principper og praksis – såsom peer review, konkurrenceudsættelse af forskningsmidler, åbenhed om interessekonflikter og finansieringskilder samt krav til offentliggørelse af underliggende data tilpasses og i højere grad anvendes af tænketanke, websites og medierne. Det er i hvert fald en vej fremad.

Samtidig har forbrugerne også behov for bedre redskaber til at vurdere kvaliteten af de informationer og holdninger, de udsættes for.

Digitaliseringen af viden har styrket folks muligheder for at få informationer, der former deres synspunkter. De kan gå til lægen med bedre oplysninger om deres sygdom og alternative behandlingsmuligheder. Men demokratiseringen af informationsstrømmen kan gøre det svært at skelne fakta fra usandheder; algoritmer skaber ekkokamre af ligesindede; og ekstreme stemmer og synspunkter kan komme øverst i kapløbet om klik og onlineindtægter.

Samtidig har forbrugerne også behov for bedre redskaber til at vurdere kvaliteten af de informationer og holdninger, de udsættes for. Digitaliseringen af viden har styrket folks muligheder for at få informationer … de kan f.eks. gå til lægen med bedre oplysninger om deres sygdom og alternative behandlingsmuligheder. Men demokratiseringen af informationsstrømmen kan også gøre det svært at skelne fakta fra usandheder; algoritmer skaber ekkokamre af ligesindede; og ekstreme stemmer og synspunkter kan komme øverst i kapløbet om klik og onlineindtægter.

Skoler og universiteter må også gøre mere for at uddanne studerende til at blive bedre informationsforbrugere. Bemærkelsesværdig forskning udført af Stanford History Education Group, baseret på tests af tusinder af studerende i hele USA, beskriver eksempelvis unge menneskers evne til at evaluere den information, de møder online, som “nedslående”.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Websider med faktatjek, der vurderer pålideligheden af påstande fra offentlige personer, er et skridt i den rigtige retning, og de har visse ligheder med de akademiske peer review.

Det er her afgørende vigtigt at lytte til “den anden side.” Sociale medier forværrer den menneskelige tendens til gruppetænkning ved at filtrere modsatte synspunkter fra. Derfor må vi gøre en særlig indsats for at inddrage holdninger, der adskiller sig fra vores egne, og imødegå algoritmernes frasortering af dem. Måske kunne “teknologieksperter” kode algoritmer, der prikker hul på de bobler.

Endelig skal grænsen mellem teknokrati og demokrati forvaltes mere fornuftigt. Når ikke-folkevalgte personer styrer beslutningsprocesser, der har enorme sociale konsekvenser, er folkelig vrede ikke overraskende. Problemerne opstår ofte, når eksperter forsøger at være politikere, eller politikere forsøger at være eksperter. Det er afgørende, at der er klarhed om rollefordelingen – og at der kan placeres et ansvar, hvis grænserne er brudt.

Vi har mere end nogensinde brug for ekspertise til at løse verdens problemer. Spørgsmålet er ikke, hvordan vi kan klare os uden eksperter, men hvordan vi kan sikre, at ekspertisen er troværdig. Det er vigtigt at gøre det rigtigt: hvis fremtiden ikke skal formes af uvidenhed og snæversynethed, har vi brug for viden og informeret debat som aldrig før.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor (originalbillede fra Pinterest).

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Minouche Shafik
Deputy Governor at

Dame Minouche Shafik, er Deputy Governor for Markets and Banking i den britiske nationalbank og nyvalgt direktør for London School of Economics and Political Science (LSE), hvor hun tiltræder i sit nye job 1. september 2017. Hun er også tidligere vicedirektør for IMF (2011-2014), tidligere departmentschef i det britiske udviklingsministerium, hvor hun arbejdede fra 2008-2011 og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun har en BA i økonomi og politik fra University of Massachusetts-Amherst, en MSc i økonomi fra LSE og er Dr. Phil i økonomi fra St. Anthony’s College Oxford University. Minouche Shafik har undervist ved flere universiteter herunder Wharton Business School og Georgetown University.

Seneste indlæg fra

Gå til Top