Lad nu danskheden ligge

af

Hvad hvis vi bare lod danskheden ligge? Begravede den som samtaleemne og Vigtigper i vores kulturelle perspektiv og fandt ud af, hvad der virkelig ville gøre en forskel for os at forenes om, foreslår strateg og kreativ udvikler Hanne Klintøe. Er danskheden overhovedet sagens kerne for at få vores verden til at hænge sammen? Er definitionen af danskheden virkelig det, der kan gøre en forskel for at udrydde en voksende bekymring for fremtiden? Eller er det at finde ud af at være mennesker sammen. Alle sammen.

Et af danskhedens største PR-øjeblikke var, da flygtningestrømmen viste sig på de danske motorveje – nu flød den vitterligt ind over landet, så det var på høje tid at definere, hvad danskhed virkelig er, og hvad der kvalificerer mennesker til at være en del af den.

I mange måneder var det eneste, vi kunne blive enige om, at der var to lejre: Dem der så på flygtninge som fremmede, der for alt i verden ikke skulle komme her og spolere vores Dannebrogsidyl – for kan man overhovedet flage, når der tramper sådan nogle beskidte mennesker rundt på vores landeveje, og hvad er Danmark uden blafrende Dannebrog?

Og så dem, der mente, alle har ret til en hjælpende hånd, selv hvis de ikke har vasket hænder. Eller har vasket dem på et bumletog fra Tyskland, hvilket i min erfaring ikke altid giver det bedste resultat.

Bertels bekymring

Nå. Bertel Haarder kunne godt mærke, det med Dannebrog var vigtigt, og at de to lejre ikke kunne blive enige selv, så han fandt på at nedsætte en danskhedskommission, der skulle finde ud af, hvad det hele drejede sig om. Eller var det et udvalg? Eller et manifest? Det er jo så moderne.

Måske var det en komedie. De talte også om et gammelt græsk ord for ‘rettesnor’ eller ‘det, der indikerer normen’, men det er jo næsten kaudervælsk at vælge noget græsk, når det nu drejer sig om at finde kernen i alt det, der er dansk. Feta-fællesskab uanfægtet.

Det danske samfunds sammenhængskraft. Men vent lige lidt. Er det så inkluderende eller ekskluderende, hvis man står udenfor som udgangspunkt? Altså, hvis man kommer ind med firetoget til et land med en veldefineret sammenhængskraft, er man så velkommen eller ej?

Bertel sagde sådan her: “I en tid med voksende bekymring for fremtiden, hvor mange er usikre på vores fælles værdimæssige grundlag […er Haarders tiltag] et skridt mod den tydeliggørelse af vores kultur, som jeg mener, er afgørende for det danske samfunds sammenhængskraft.”

Det danske samfunds sammenhængskraft. Men vent lige lidt. Er det så inkluderende eller ekskluderende, hvis man står udenfor som udgangspunkt?

Altså, hvis man kommer ind med firetoget til et land med en veldefineret sammenhængskraft, er man så velkommen eller ej? Eller er der betingelser?

Jeg kan komme i tanker om flere historiske sammenhængskræfter, der ikke gjorde ret meget for at udrydde bekymring, især for visse veldefinerede befolkningsgrupper som ikke var inkluderet i dem.

Og da flygtningene jo ligesom er ankommet, og der vil blive ved at komme flere (fordi: “Reel fare, krig og forfølgelse” i modsætning til “bekymring over reduceret Dannebrogs-flagren” er beskyttet af konventioner). Og da det dér med blå og brune øjne allerede har vist sig at være et problem (fordi: “Uh, mit hvide privilegie kan ikke blive stort nok!”), ville det så ikke være super praktisk at slå to fluer med ét smæk og daske inklusionen og sammenhængskraften på plads i samme sving med en definition på noget, alle kunne være en del af?”

Udansk og udenfor

Med mine udenforstående øjne ved jeg godt, det er en udansk tanke, for kridhvid, danskfødt af to oprindeligt danske forældregenerationer tilbage, med isblå glugger og uden en skygge af overskæg, brunhed eller anden forvirrende mønstring som jeg er, så har jeg lært af de 17 år, jeg tilbragte væk fra Danmark i syv forskellige lande: Det med at komme hjem og tro, man skal være en del af noget, det kan man godt glemme. Det ligger altså ikke lige til danskheden, selvom vi ville ønske, at det gjorde.

Så efter seks år tilbage i Danmark er jeg stadig ikke integreret, og jeg ved godt, det bliver jeg aldrig. Jeg vil altid være udenfor.

Jeg forholder mig kritisk til danskernes skeptiske syn på alt, der ikke passer ind i det mønsterløse mønster, det fåretæppe, man så fint har vævet af velfærd, regler og institutioner, så alle kan være med og – hokuspokus, individet er i fokus.

Efter alle mine år i mindre privilegerede samfund har jeg andre opfattelser af, hvordan tingene hænger sammen, og hvad man skal tage ansvar for og ikke. Jeg er ikke vant til, at der er en stat til at tage sig af noget som helst i mit liv, og jeg synes, det er forvirrende, når folk klager over, at folk, der ikke har for lidt, ikke kan få mere. Gratis. Bare fordi sådan er reglerne, og de skal være ens for alle.

Jeg forholder mig kritisk til danskernes skeptiske syn på alt, der ikke passer ind i det mønsterløse mønster, det fåretæppe, man så fint har vævet af velfærd, regler og institutioner, så alle kan være med og – hokuspokus, individet er i fokus. Og alle, der ikke forstår det, er udenfor. Det er det, man kalder fællesskabet her til lands.

Men det matcher bare ikke min indre ordbogs fortolkning af, hvad det vil sige at være forenet i den nation, man er en del af.

Er danskheden overhovedet sagens kerne for at få vores verden til at hænge sammen? Lige nu. Dansk eller ej. Er definitionen af danskheden virkelig det, der kan gøre en forskel for at udrydde en voksende bekymring for fremtiden?

Så med mine udenforstående øjne, som det altså skal siges er ganske fast forbundne til min velfungerende hjerne og dens erfaring og viden, kan jeg ikke lade være med, igen og igen at ende med spørgsmålet om, hvorvidt danskheden overhovedet er sagens kerne for at få vores verden til at hænge sammen?

Lige nu. Dansk eller ej.

Er definitionen af danskheden virkelig det, der kan gøre en forskel for at udrydde en voksende bekymring for fremtiden? I min verden bliver man først rigtigt bekymret, når man føler, man ikke hører til.

Så alle de der bekymrede mennesker udenfor vores veldefinerede sammenhængskraft – hvilken definition kan så redde dem? Og den frygt de opbygger, hvordan kommer den til at påvirke os? Nu de er her. På vores motorveje opstillede teltpladser. Og så er vi tilbage til de to fluer og det smarte smæk.

Skidegodt, Egon

Det var en kanon! En Danmarkskanon. Smag lige på den. Hvem skal den skyde på, den hersens kanon? Alle dem, der ikke er danske, for så kan de fandeme lære det?

Eller mente han: “Kanon!” Som i “skidegodt, Egon!”?

Og er det så et billede på en gigantisk bordbombe fuld af Dannebrogsflag, der bare pisker hvide kors ud over det ganske danske land, i rød-hvid-regnende propagandastil?

For jo, selvom man måske kan diskutere danskernes ukritisk rørstrømske kærlighed til det evigt blafrende symbol, så er det vel altid positivt at hylde det, der er rigtigt godt. Eller “kanon”. Så lad os beslutte, det var det, han mente, og at Danmarkskanonen er et (lille) overflødighedshorn af 10 aspekter af danskheden, der simpelthen bare er, well, to die for.

Manden med tordenskraldet

Nr. 1: Den kristne arv. Hva’be’ha’r! Så er vi i gang. Der var nok nogen, der ikke turde udelade dén af frygt for, hvad den store mand med tordenskraldet så ville aftale med ham med leen, så den kristne arv blev defineret som kanon, så alle kan komme i himmelen og bede om godt vejr.

Danmarkskanonen kan ikke rigtigt argumentere for, hvad det betyder for hverdagen i landet, at den kristne arv er en grundværdi, andet end at vi har arvet den, men den giver eksempler på nogle af de begrundelser, borgerne indsendte: Som fx: “Fordi den er dansk og meget bred og rummelig.”

Det er Åboulevarden også, men den er mærkeligt nok ikke nævnt, og jeg vil vove at påstå, det er lettere at starte en samtale med en dansker på Åboulevarden end i en kirke, for for det første går kun 2,4% af alle danskere i kirke jævnligt, og for det andet så må man slet ikke sige noget under gudstjenesten. Og jeg synes bare, det er så svært at blive del af noget uden at snakke.

Men hvis man nu skulle kalde en spade for en spade, og det har jeg hørt også er meget dansk, så er det, de beskriver, vel egentlig bare den universelle opskrift på medmenneskelighed, og ikke en særligt patenteret udgave under Folkekirken?

Der var også et bidrag fra en mandeklub i Birkerød, der havde valgt det kristne livssyn som et af deres danskhedsparametre: pga. “medmenneskelige grundholdninger – hensyntagen, hjælp og medfølelse – som ikke altid har været eller bliver fulgt, men som er med til at skabe et samfund med en høj grad af velstand, velfærd og gensidig respekt.”

Men hvis man nu skulle kalde en spade for en spade, og det har jeg hørt også er meget dansk, så er det, de beskriver, vel egentlig bare den universelle opskrift på medmenneskelighed, og ikke en særligt patenteret udgave under Folkekirken?

Eller må man kun bruge den i kirken – under de der højtider; dåb, konfirmation, bryllup og jul, når de 2,4 procent får selskab? For det ville jo så forklare hvorfor medmenneskeligheden har så skidt en succesrate, som den Birkerøds mandeklub beskriver, og så kan man måske spørge, om den er særlig kanon? I et dansk perspektiv.

Altså, jeg synes personligt den er toppen, men de bekriver den bare som lidt af en fuser? Og fusere er faktisk farlige. Man må aldrig gå tilbage til dem. Og det efterlader bare medmenneskeligheden i Danmark et lidt skidt og ensomt sted. Samme sted som Snøvsen, ham som alle hele tiden gik fra.

Fælles ejerskab

Når jeg arbejder med strategi, udforsker vi altid, hvad det er for en mekanik, der vil få alle i hele organisationen til at tage ejerskab på den. Hvad kan få os alle sammen til ikke blot at deltage men at gå samme vej? Arbejde for det samme mål og gå nørdet op i det, uanset om vi flytter papirclips eller bygger den næste rumraket? Hvordan skaber vi en bevægelse, fuld af god energi, entusiasme, spænding, kreativitet – og dermed en der fremmer innovation og gensidig læring?

Fællesskab kræver, det somme tider ikke er hyggeligt. Fællesskab kræver, vi lader andre virkeligheder mødes med vores, og justerer vores prioriteter i forhold til, hvad der virkelig gælder – når vi skærer ind til benet.

Én ting, der ræsonnerer med os alle sammen, og vi derfor gerne vil stå for og deltage i hver dag. For den ting er, i min optik, den mest direkte vej til den inkluderende sammenhængskraft, der skaber dynamisk fremdrift. Hvis man finder det kerneperspektiv i strategien, der giver mening for alle, og som inkluderer alle, så bliver det et naturligt samlingspunkt, man ikke behøver diskutere. Det er bare noget, man er og gør. Uanset om man er lige eller enige eller … har samme mønster.

TV2s reklamefilm viste i reklamefilmen All That We Share’ fint, hvordan synlige forskelligheder ofte dækker over fundamentale forhold, vi har til fælles. Et godt eksempel på, hvordan det fremmede bliver familiært i kontakten og dermed ufarligt. 

Fællesskab kræver, at det somme tider ikke er hyggeligt. Fællesskab kræver, vi lader andre virkeligheder mødes med vores, og justerer vores prioriteter i forhold til, hvad der virkelig gælder – når vi skærer ind til benet.

Det kræver, man somme tider yder uden at få noget målbart igen – til nogen, man slet ikke kender.

Jeg tror på skat som en slags grundlæggende fordelingsnøgle mellem dem, der er meget ressourcestærke og dem, der kæmper dagligt. Selvfølgelig gør jeg det. Men jeg tror, det er for længe siden, vi har været i jævnlig kontakt med de bånd, der knyttes, når man griber ud, fordi man kan, uanset hvor meget skat man har betalt, og hvor mange gange man har sagt amen med de 2,4% i kirken.

Fattig på mening

Pythia Peay siger det fint i kapitlet A Poverty of Meaning i sin bog America on the Couch’:

I am rich.
You are poor.
I give to you.
You are saved.
I remain rich.

Instead our mentality needs to sound like this:

I am poor.
You are poor.
I have means.
You have scarcity of means.
I have scarcity of meaning.
I help reduce your scarcity of means.
I now have meaning.
You are not poor.
I am not poor.

Meningsfuldhed og menneskelig kontakt

I sidste ende er det dét, det hele handler om. At kunne føle meningsfuldhed. Og hvis man havde spurgt om det; hvad der gør Danmark meningsfuldt for lige netop dig, så tror jeg bare ikke, der var ret mange, der havde nævnt kirken (udover de 2,4%). I sidste ende handler det hele om kontakt. Menneskelig kontakt.

Hvis vi kan mærke det fremmede, kan vi bedre forstå det. Hvis vi kan mærke hinanden og gøre vores forskelligheder håndgribelige, kan vi bedre håndtere dem. Isolation er ikke godt for noget eller nogen, heller ikke når den sker i grupper, godt gemt bag skatten.

Lad nu danskheden ligge og lad os fokusere på det vigtige: At være mennesker sammen. Alle sammen.

Ja, ja. Jeg ved jo godt, det var en ka-anon. Da jeg var lille, var kanon, noget man sang i. En slags melodisk utakt, der gjorde det disharmoniske smukt og værd at hylde. Man startede på forskellige tidspunkter og sang på sin vis ikke samme sang. Men man gjorde det med samme formål: At skabe et smukt patchwork, der kun svingede, hvis alle var med – med al deres forskellighed. Og måske er det meget mere relevant i dagens Danmark end en rettesnor, der indikerer normen.

Så jeg synes altså, vi skal se at få bygget den der kanon færdig, så vi alle sammen kan synge i den – uanset hvilken takt, hvilke kirker eller hvilket mønster vi går i. Lad nu danskheden ligge og lad os fokusere på det vigtige: At være mennesker sammen. Alle sammen.

Du kan donere et beløb direkte til Hanne Klintøe på MobilePay 31 44 99 14.

Hovedillustration: Screenshots fra Danmarkskanon.dk.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Hanne Klintøe

Hanne Klintøe, 44, er strateg og kreativ udvikler og specialist i strategier, der kan lede alt fra individer til multinationale virksomheder som IKEA gennem forandring og ud i et helt nyt virkelighedsbillede med både kernen og roen i behold. Selvlært i alle discipliner vendte Hanne hjem efter næsten to årtier fra udlandet i 2011 og med hendes egen forandringsparathed skærpet gennem adskillige professioner og en årlig flytning gennem syv forskellige lande, skabte hun virksomheden Fortyfour, der står for langsigtede strategiske tiltag med både stærkt kreativt impact og dyb strategisk forankring.
Filosofien er, at alt er foranderligt. Og at uanset hvor vandtæt strategien er, uanset hvor gennemtestet det højteknologiske maskinrum er, så er facit aldrig endeligt. For det hele afhænger i sidste ende af mennesker, og de påvirkninger, følelser og drifter, der styrer os. Det er det krydsfelt; mellem menneske og strategi, der optager Hanne allermest. Der, hvor menneskets grundlæggende modstand mod forandring udfordres, og de metoder og redskaber, der skal til, for mennesket kan ledes sikkert gennem forandringen.
Hannes personlige historie gennem syv landes forskelligartethed og syv års svær sygdom og den personlige forandring, den afkrævede, har affødt en dyb kulturel og psykologisk forståelse og fungeret som både feltarbejdet og laboratoriet for de metoder og tanker, der ligger til grund for alt hendes arbejde i dag.
Hun underviser jævnligt i alt fra kreativitet og kommunikation til strategi og forandring, blandt andet på Hyper Island, den svenske eliteskole for digitale discipliner. Hendes 2-årige whippet, Katinka, er som regel med som assistent.
Hanne Klintøe
fortyfour.dk
instagram.com/hanneklintoe
 

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top