mm

Poul Arnedal

Poul Arnedal er født i 1947 og har beskæftiget sig med journalistik stort set hele sit voksne liv. Som freelancejournalist har han siden beskæftiget sig med stort set alle discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Udover at være exam.art. i Filmvidenskab har han skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film. Allerede som 20-årig flyttede han til London i en periode, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold. Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London. Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer. Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Poul Arnedal
på Mobile Pay: +45 61416505

Rejsebrev: Kyllinge-Pie ved Strand-on-the-Green fra Inspector Morse

Da interviewet var overstået, tilbød han at køre os tilbage til stationen i sin elskede Saab. Men vi foretrak at kikke lidt på omgivelserne og finde en pub, hvor vi kunne få noget frokost. ”Så skal I gå ned på Strand-on-the-Green. Det er en gangsti, der går langs Themsen. Her er der flere pubber at vælge imellem …”

Det er den afdøde britiske skuespiller John Thaw, der gennem mange år spillede hovedrollen i tv-serien, ’Inspector Morse’, som jeg kan takke for den bedste ’Chicken & Mushroom Pie’, jeg nogensinde har smagt. Og det er også takket være ham, at jeg stiftede bekendtskab med et af de smukkeste og mest stemningsfulde steder langs floden Themsen i London.

Denne traditionelle engelske pie fik jeg serveret på pubben ’The Bell & Crown’ på Strand-on-the-Green i den vestlige London-forstad Chiswick, efter at jeg havde besøgt John Thaw for at interviewe ham til et dansk magasin.

På det tidspunkt boede han med sin kone, skuespilleren Sheila Hancock, i en stor, rummelig villa på Grove Park Road med en vildtvoksende have direkte ud til Themsen

En rød Saab og et B&O-anlæg

Han havde på forhånd insisteret på at hente mig og fotografen, Søren Rud, på den lokale station, så vi ikke for vild i dette for mange temmelig uudforskede område cirka 14 km i luftlinje vest for Waterloo Bridge.

Ude&Hjemme med artikel om John Thaw

Og det var ikke Inspector Morses rødbedefarvede, engelske Jaguar, der holdt og ventede på os, da vi kom ud fra stationen, men derimod en postkasserød, svensk Saab. Allerede i bilen fortalte han, at han var en stor beundrer af skandinavisk design. Derfor den røde Saab. Og derfor strømmede der selvfølgelig også musik ud af et B&O-anlæg, da vi trådte ind i hans stue på Grove Park Road.

Men i modsætning til tv-seriens operaelskende Inspector Morse, så foretrak John Thaw de store klassiske symfonier og afslørede i samme moment, at han i øvrigt ikke kunne fordrage øl, men foretrak rødvin. Derfor var det altid en pine at optage de scener, hvor han og hans assistent Lewis i hvert eneste afsnit skulle på pub og indtage et stort glas øl.

Serien har fortsat et enormt publikum verden over, og alle episoder kan i øvrigt genses her:

Optagelserne foregår altid om morgenen, hvor pubberne endnu ikke er åbnet, og hvor jeg lige er kommet til Oxford i min røde Saab, for jeg foretrækker at sove hjemme hos min kone, selv om det en gang imellem bliver sent. Derfor har jeg også fået indføjet i min kontrakt, at scenerne, hvor jeg drikker øl, ikke må tages om, men skal sidde i skabet ved første optagelse”, fortalte han.

Med Bille August – og Volvo – i Afrika

Samtidig afslørede han også sin beundring for den danske filminstruktør Bille August, hvis tidligere kone, fotografen og jeg tilfældigvis havde været kolleger til i et bureau, vi begge havde arbejdet på:

”Jamen, jeg har arbejdet sammen med Bille i hans unge dage, hvor han var fotograf på en filmatisering af Doris Lessings roman ’Græsset synger’, som foregår i Afrika. Og vi undrede os alle over, at han forsvandt, lige så snart optagelserne var overstået, for først at dukke op, når de startede igen næste morgen. Det viste sig, at han havde en lille sidegesjæft for Volvo, så i sin fritid lavede han optagelser af en medbragt Volvo ude i det afrikanske landskab. Smart fyr, tænkte jeg! Da vi kom tilbage til Europa og skulle lave alle indendørsoptagelserne i et studie i Stockholm, blev instruktøren syg, og så overtog Bille August ganske uofficielt også den funktion. Og det har han jo klaret meget godt siden. Så I må endelig hilse ham, hvis I ser ham.”

En historisk gangsti langs Themsen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Da interviewet efter et par timer var overstået, og de nødvendige billeder af John Thaw på havearbejde med sin trillebør og sammen med sin kat, Toby, var i kassen, tilbød han at køre os tilbage til stationen i sin Saab. Men vi foretrak at kikke lidt på omgivelserne og finde en pub, hvor vi kunne få noget frokost.

”Så skal I gå ned på Strand-on-the-Green. Det er en gangsti, der går langs Themsen. Her er der flere pubber at vælge imellem. Og I behøver ikke at drikke øl, de serverer også glimrende vin. Det er kun et par hundrede meter i den retning,” fortalte han med et smil og pegede ned ad gaden.

Og ganske rigtigt. Efter ganske få minutter nåede vi frem til en gangsti langs floden. Den var kun et par meter bred. På den ene side lå en kraftig betonsætning ud mod floden, der på dette tidspunkt strømmede roligt forbi mange meter nede i sit flodleje. På den anden side af stien lå en række lave, uens og sammenbyggede huse fra 1600 og 1700-tallet med vinduer, karnapper og hoveddøre direkte ud til den asfalterede sti, som fortsatte næsten én kilometer vestpå for at ende ved Kew Bridge.

bellcrownp1000129

En duft, der fik mundvandet til at løbe over

Undervejs lå der tre pubber med udsigt direkte til floden. Vi valgte ’The Bell & Crown’ som lå længst væk, og det kom vi ikke til at fortryde. Kort efter, at vi havde fået vores øl, blev der serveret en rygende varm ’Chicken & Mushroom Pie’ med et gyldenbrunt sprødt butterdejslåg til hver af os. Når man brød den luftige dejskorpe med sin kniv, flød hønsefrikasséen ud på tallerkenen med en duft, der fik mundvandet til at løbe over, ligesom tidevandet nogle gange får floden uden for vinduerne til at løbe over sine bredder og fuldstændig oversvømmer gangstien.

strand-on-the-green_flooded_at_city_barge_v2

John Thaw havde ikke blot vist os vej til en af Londons mest velbevarede og afsidesliggende hemmeligheder, men også til en af de mest delikate retter i det ellers noget miskrediterede engelske køkken.

Derfor har jeg kaldt min ret: ’Inspector Morse’ Kyllinge-Pie fra Strand-on-the-Green’.

Ta’ en sejltur på Themsen!

Hvis man har tænkt sig at besøge Strand-on-the-Green, kan det anbefales at sejle derud. I sommerhalvåret går der en båd fra Westminster Pier hver dag kl.12. Den sejler hele vejen ned til Hampton Court, og undervejs har man et helt enestående udsyn til London set fra vandsiden med blandingen af historiske bygninger af både gammel og nyere dato.

strand-on-the-green_panorama

Efter en halvanden times tid lægger båden til ved Kew Bridge på sydsiden af floden. Og går man over broen, kommer man direkte til Strand-on-the-Green på Themsens nordlige bred, hvor man har fundet rester af bosættelser, der går helt tilbage til 600 år før vor tidsregning. Ude midt i floden ligger den lille skovbevoksede Oliver’s Island, hvor Oliver Cromwell ifølge overleveringen sad med sine medsammensvorne og planlagde sit anslag mod den engelske konge, Charles I, som han siden fik henrettet.

Go’ tur og go’ appétit!

INGREDIENSER:

En lille økologisk kylling

To bundter forårsløg

300 g markchampignon

Et bundt bredbladet persille

To fed hvidløg

Kyllingefond

Olivenolie

To spiseskefulde smør

To dl fløde efter eget valg (kan erstattes af sødmælk el. kyllingefond)

Salt

Peber

En kvist timian

Et æg

500 g frosset færdiglavet butterdej

Maizenamel til jævning

TILBEREDNING:

Der skal bruges en stor stegegryde og en eller flere dybe tærteforme eller anden ovnfast beholder.

Kog evt. kyllingen dagen før med et lille helt løg og en kvist timian.

Kog fonden ind, så den bliver dejlig kraftig. (Man kan i en snæver vending snyde og stege tre udskårne kyllingebryster forsigtigt på panden og bruge hønsebouillon – men det er lidt tarveligt.)

Fjern skindet og riv det kolde kyllingekød fra skroget. Del kødet i mindre stykker.

Rens forårsløgene og hak dem groft (tag gerne noget af det grønne med).

Rens champignonerne og halvér dem.

Hak persillebladene og hvidløgene fint.

Svits det hvide af forårsløgene forsigtigt i olivenolie til de bliver klare.

Tilsæt champignonerne og lad dem simre med indtil de er bløde.

Tilsæt hvidløg og kyllingekød og vend det hele med en grydeske.

Tilsæt væden (kyllingefond og fløde) og lad det koge op.

Hæld den hakkede persille i gryden.

Jævn med Maizenamel til det får konsistens som en lind stuvning. Rør rundt, så det ikke brænder på. Tilsæt en god spiseskefuld smør og smag til med salt og peber.

Tag kyllingefrikasséen af ilden og lad den køle af.

Tænd ovnen på 220 gr.

Smør tærtefadene med smør.

Rul de optøede butterdejsflader ud på en bund af mel, så de får samme tykkelse som en 20-krone.

Læg butterdejen i tærtefadene, så den falder ud over kanterne.

Hæld den afkølede kyllingefrikassé ned på bunden af butterdejen, til den står op til kanten.

Pisk det hele æg og smør kanterne af butterdejen med massen.

Læg resten af butterdejen ovenpå som låg. Pres godt til rundt i kanten, så det lukker tæt.

Skær er par sprækker i låget, så den overskydende damp kan slippe ud.

Fjern den overskydende dej fra kanterne og brug den evt. til at pynte låget med.

Pensl låget med resten af det piskede æg.

Sæt retten i den varme ovn, og lad den bage i 20-25 minutter, eller indtil den er gyldenbrun.

Lad retten sætte sig i fem minutter, inden den serveres.

Drik en ikke for tung øl eller en let hverdagsrødvin til maden.

Skulle du have lyst til at bidrage til mine skriverier med et større eller mindre beløb, er du meget velkommen til at betale via min Swipp-konto +4561416505

Fotos: Wikimedia Commons og Søren Rud – Photoshop: Michael Dorbec.

Poul Arnedal
Journalist | poul.arnedal@mail.dk

Poul Arnedal er født i 1947 og har beskæftiget sig med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han siden beskæftiget sig med stort set alle discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Udover at være exam.art. i Filmvidenskab har han skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Allerede som 20-årig flyttede han til London i en periode, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Kategorier