mm

Kristoffer Flakstad

Kristoffer Flakstad (f. 1977) er journalist og cand.mag. i dansk og engelsk. Han har skrevet for dagbladet Politiken siden 2003 og arbejder i dag freelance for en række medier og forlag herunder Berlingske Tidende og Gyldendal. Han har som norsk statsborger et solidt kendskab til Norge og kommenterer jævnligt norsk politik og kultur i danske medier. Han er desuden optaget af britiske forhold og er medforfatter til Turen Går Til England & Wales på Politikens Forlag. Kristoffer bor i København. Hvis man vil bidrage til Kristoffers arbejde kan man donere til hans journalistik på MobilePay: 28 56 16 86

Se alle skribentens artikler

Kristoffer Flakstad: Kvinderne har magten – i Norge

ANALYSE – Tre kvindelige partiledere fra hver sit borgerlige parti er nået til enighed om et nyt regeringsgrundlag i Norge. Regeringstoppen vil fra nu af have en historisk stærk overvægt af kvindelige ministre, skriver journalist Kristoffer Flakstad i denne analyse af den overraskende politiske udvikling. Det sker samtidig med, at Erna Solberg vender hjem efter et succesfuldt møde i Det Hvide Hus.

For få dage siden besøgte den norske statsminister Erna Solberg Donald Trump i Det Hvide Hus. Skal man tolke mødet ud fra Trumps famøse håndtryk – og hans optræden ved det efterfølgende pressemøde, var der tale om en succes set med norske øjne. Der var ros til statsministeren, og man fornemmede i det hele taget en god kemi mellem de to regeringschefer. Det var af samme grund en Erna Solberg fuld af stolte miner, der efter det veloverståede besøg hos den amerikanske præsident, mødte den norske presse et stykke væk fra Det Hvide Hus.

På snedig vis lykkedes det øjensynligt Solberg at debattere uden at pege fingre ad den klimaskeptiske Trump

Her kunne hun bl.a. fortælle mere dybdegående om de drøftelser, der havde fundet sted i Det Ovale Værelse, og hun kunne konstatere, at hun havde opnået det, hun gerne ville med mødet, nemlig at fastslå de tætte merkantile, kulturelle og forsvarsmæssige bånd mellem Norge og USA. Sidst men ikke mindst var det også lykkedes hende, hvad både oppositionen og flere norske medier havde presset hende til: at vende klimadagsordnen.

På snedig vis lykkedes det øjensynligt Solberg at debattere uden at pege fingre ad den klimaskeptiske Trump. I stedet fik statsministeren fremhævet, hvordan Norge er med til at sikre arbejdspladser i USA ved det store køb af bl.a. Teslaer, som norske forbrugere i klimaets gode navn har foretaget de senere år. Når nordmændene køber så mange elbiler skyldes det, at de er fritaget for en række afgifter, og de seneste norske regeringer har i det hele taget gjort meget for at fremme elbiler, bl.a. ved at opsætte opladningsstationer på selv fjerne landeveje langt ude i provinsen.

Noget tyder på, at den norske klima-iver imponerede Donald Trump, fordi den også har et økonomisk sigte, der er til amerikansk fordel. Faktisk nævnte han på det efterfølgende pressemøde side om side med Erna Solberg, at han måske vil genoverveje Parisaftalen. Det er unægtelig en stor cadeau til den norske statsminister, hvis historien bider sig fast, at hun var kvinden, der fik overtalt den klima-knarvorne Trump.

Rollen som konfliktmægler

Selvom klimaet stod højt på dagsordenen i den norske presse – og officielt også hos statsministeren selv, så hersker der ingen tvivl om, at forsvar og sikkerhed fyldte en del mere på mødet i Washington D.C. Og det var da også forholdet til især Norges nabo mod nord, Rusland, der blev spurgt mest ind til på det efterfølgende pressemøde.

Her skal man bide mærke i, at Erna Solberg ikke ankom mutters alene til Det Hvide Hus. Med sig havde hun sin nyudnævnte udenrigsminister Ine Marie Eriksen Søreide, der tog over fra Børge Brende i efteråret. Søreide kom fra stillingen som Norges forsvarsminister og har i den egenskab været tæt på NATO-samarbejdet. Alene af den grund var hun en oplagt kandidat til udenrigsministerposten – og af samme årsag var hun også et trumfkort at medbringe til mødet i Det Hvide Hus.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Erna Solberg og den norske regering ikke deler Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til fra Tel Aviv til Jerusalem

Mens Solberg og  Trump sad i  deres tête-à-tête, mødtes Søreide med højtstående militære og udenrigspolitiske personligheder og tilbød bl.a. her endnu engang Norges assistance som mægler i den tunge konflikt mellem USA og Nordkorea. Om det nogensinde bliver en realitet må fremtiden vise, men Norge har tidligere haft held til at mægle i større, internationale konflikter med Israel/Palæstina som det fremmeligste eksempel.

Og apropos Israel og Palæstina, så tyder Trumps kropssprog ved pressemødet på, at også dette emne blev berørt under det fortrolige møde i Det Ovale Værelse. Det var åbenlyst, at han ønskede at glide af på emnet over for de fremmødte journalister, men det er ikke nogen hemmelighed, at Erna Solberg og den norske regering ikke deler Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til fra Tel Aviv til Jerusalem. Som de fleste øvrige vestlige lande har Norge advaret USA mod flytningen, ligesom man i Oslo heller ikke ser med milde øjne på Trumps stop af økonomisk hjælp til palæstinenserne.

Den norske regering frygter, at det blot vil styrke de arabiske landes indflydelse og dermed puste yderligere til det vakkelvorne korthus, som freden i Israel/Palæstina er. Alt peger i retning af, at Solberg – på diplomatisk vis, forstås – fik anført over for Trump, at det ikke er den retning man fra norsk side ønsker at gå i, men at man for alt i verden vil tilbage til forhandlingsbordet.

På trods af uenighederne, og på trods af de talrige gange Erna Solberg har taget afstand til Donald Trumps evindelige rabiate tweets og udtalelser, var der som sagt smil på læberne og gensidig ros og opbakning. Konklusionen på Solbergs besøg i Washington må derfor være, at hun gjorde det en hel del bedre end sine kvindelige kolleger Theresa May og Angela Merkel, og at forholdet mellem USA og Norge har det fortrinligt.

Fra fiasko til sejr

Helt modsat nu, hvor alt lader til at køre på skinner, stod Erna Solberg for blot et år siden i sin værste politiske krise, efter hun blev statsminister. Finanslovsforhandlingerne i efteråret 2016 havde været så sabelraslende, at det lignede et regulært sammenbrud mellem regeringen og det parlamentariske grundlag bestående af midterpartierne Venstre og Kristelig Folkeparti. Samtidig havde venstrefløjen og ikke mindst ærkerivalerne i Arbeiderpartiet tårnhøje tal i meningsmålingerne, og kampen om at bevare regeringsmagten syntes tabt på forhånd.

Trine Skei Grande, Erna Solberg og Siv Jensen fra Fremskrittspartiet har brugt hele efteråret og julen på at forhandle et nyt regeringsgrundlag på plads, og nu skifter regeringen farve fra blå-blå til blå-grøn

Men i løbet af valgkampen mistede venstrefløjen momentum, og Erna Solberg gjorde samtidig en god figur. Det, der havde lignet en umulig mission, var pludselig inden for rækkevidde. Midt i kampens hede syntes alle skærmydsler mellem det lille socialliberale parti Venstre og de to regeringspartier Høyre og Fremskrittspartiet samtidig at være glemt. Lederen af Venstre, Trine Skei Grande, havde trængt sig selv op i et hjørne ved at stille ultimatum til klimapolitikken, og også på udlændingeområdet stod hun milevidt fra især Fremskrittspartiet, men alligevel blev det indikeret, at Venstre måske var parate til at gå ind i en regering – noget Erna Solberg længe havde håbet på.

Regeringen Solberg efter statsrådskift i december 2015. Billedet er taget 19. februar 2016. I dag er den blå-blå regering blevet til en blå-blå-grøn. Foto: Torbjørn Kjosvold/Forsvaret

Venstre så dog ud til at komme under spærregrænsen på 4 %, og dermed ville den røde blok formentlig også vinde valget. På valgdagen besluttede ikke så få Høyre-vælgere derfor at stemme taktisk og satte i stedet kryds ved Venstre for at redde ikke blot det lille, socialliberale parti, men hele Erna Solbergs regeringsprojekt. Og det lykkedes.

De tre kvindelige partiledere Trine Skei Grande, Erna Solberg og Siv Jensen fra Fremskrittspartiet har brugt hele efteråret og julen på at forhandle et nyt regeringsgrundlag på plads, og nu skifter regeringen farve fra blå-blå til blå-grøn. For Venstre er det et spørgsmål om ren og skær overlevelse. At sidde som fast støtte for en borgerlig regering uden selv at være med i den, gav ikke pote ude blandt vælgerne. For Trine Skei Grande er der ikke andre muligheder, hvis Venstre skal over spærregrænsen ved næste valg om tre et halvt år.

Venstres formand Trine Skei Grande er nu med i regeringstoppen. Foto: Wikimedia Commons.

En hyldest til verdens feminister

Det er første gang, Norge får en regering dannet af tre kvindelige partiledere. Det sker efter Norge i efteråret med Ine Eriksen Søreide fik sin første kvindelige udenrigsminister nogensinde. Søreide trådte således ind i regeringstoppen med statsminister Erna Solberg og finansminister Siv Jensen. Nu skal Trine Skei Grande med ind i denne lutter kvindelige regeringsledelse. Selvom rygtet vil vide, at hun går efter en af de mindre tunge ministerposter (jobbet som kulturminister har været nævnt), vil hun i sin egenskab af partileder spille en central rolle i udformningen af regeringens politik.

Lidt væk fra selve regeringstoppen står desuden den omdiskuterede integrationsminister Sylvi Listhaug, som foruden de to partilerede fra Høyre og Fremskrittspartiet er den minister, der har fået mest omtale og publicity i Solbergs regeringstid. Listhaug har sine fjender, men så sandelig også sine venner, og det er vel næppe nogen hemmelighed, at hun bejler til rollen som Fremskrittspartiets kronprinsesse, ligesom udenrigsminister Ine Eriksen Søreide nu må siges at være blevet kronprinsesse i Høyre.

Man kan diskutere, om det reelt er ligestilling, når en regering er så stærkt domineret af kvinder. Har vægten ikke blot tippet til kvindelig favør? Jo, muligvis – men i en tid, hvor ligestilling mellem kønnene takket være den omsiggribende #MeToo-kampagne, atter er i fokus, er Norges regering et bemærkelsesværdigt projekt, der må hyldes af feminister kloden rundt.

Topfoto: @ernasolberg, Twitter.

Kategorier