mm

Emilie Kellberg

Født 1991 i Odense. Journaliststuderende ved Aarhus Universitet. Skriver om populærkulturelle emner i et kritisk og analytisk perspektiv.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Emilie Kellberg
på Mobile Pay: 23375508

Ocean’s 8 og Ghostbusters: Kvinder i film vil have originale historier om kvinder

FILM – Med den kvindebårne kupfilm “Ocean’s 8” lige på trapperne synes Hollywood at have regnet ud, hvad kvinder gerne vil have: Genfortællinger af traditionelt mandsdominerede film og franchises med kvinder i hovedrollerne. En rundspørge blandt en række kvinder i den amerikanske filmbranche viser imidlertid en tørst efter og ambition om flere enestående fortællinger på lærredet.

Det var ret nedslående for nylig at læse litterat og debattør Mette Høegs analyse af modtagelsen af Lars von Triers The House That Jack Built på Cannes filmfestival.

Hvor en von Trier-film alle dage har ledt til kontrovers, valgte Høeg at læse de forudsigelige masseudvandringer fra franske biografsale som et udtryk for “den moralske, og i disse dage udtrykkeligt feministiske, tilgang som kræver, at kunst er normgivende på en moralsk korrekt og harmløs måde, og at den kun provokerer dem højest placeret i hierarkiet af kulturelle privilegier.”


Ifølge Høeg afviser denne feministiske mentalitet “idéen om auteuren, støtter ikke kunstnerisk geni, med mindre det følger bestemte forskrifter, nægter at skelne mellem kunstner og kunstværket og foretrækker demokratisk, samtykkende kunst over originalitet og kunstnerisk visions egenart.”

Hun gik ikke videre til at dokumentere denne kulturposition; det var tilsyneladende nok, at en række udenlandske kritikere ikke havde brudt sig om Lars von Triers film.

Med den fordømmende analyse in mente er det ekstra interessant at læse en artikel fra MEL Magazine – et amerikansk netmagasin for mænd – hvori journalisten har bedt 16 af sine kvindelige kolleger i filmbranchen (kritikere, journalister, instruktører og forfattere m.m.) om at forholde sig til den kommende kupfilm Ocean’s 8:

Filmen, der er et spin-off af Steven Soderberghs populære trilogi fra 00’erne, er på papiret alt det, som Høegs moralske og feministiske kulturposition elsker.

Ved at udskifte George Clooney, Brad Pitt og Matt Damon med blandt andet Sandra Bullock, Cate Blanchett, Anne Hathaway, Mindy Kaling og Rihanna kan filmen forstås både som en slet skjult fuckfinger til den hvide mandlige hovedrolles mangeårige privilegier og som en leflen for et identitetspolitisk korrekt publikum, der ønsker demokratisk og repræsentativ kunst frem for originale visioner.

Kvinder fortjener deres egne historier

Ocean’s 8 er den seneste i rækken af store Hollywood-blockbusters, som håber at sparke liv i en gammel franchise ved at lade kvinder indtage de vægtigste roller.

Den placerer sig midt imellem en actionkomedie som 2016’s Ghostbusters, der vakte ramaskrig blandt de første films hardcore fanbase ved at sætte proton packs på ryggen af Kristen Wiig, Melissa McCarthy, Kate McKinnon og Leslie Jones, og udsigten til en kvindelig James Bond, aka Jane Bond, hvilket er en idé, der har været oppe at vende i noget tid nu.

 

Rundspørgen i MEL Magazine viser imidlertid, at diskussionen omkring film, der som Ghostbusters og Ocean’s 8 genbruger gamle fortællinger med kvinder i front, er præget af langt mere sammensatte og modstridende følelser, end Høegs fortegnede kulturposition tillader.

Det er således langt størstedelen af de adspurgte kvinder i artiklen, som udtrykker skepsis omkring tendensen med kvindebårne reboots af traditionelt mandlige fortællinger.

Det flytter ikke grænser at genindspille mandsdominerede franchises med kvindelige karakterer, der opfører sig som mænd, men med bryster

“Kvinder fortjener deres egne historier med velskrevne, fascinerende og komplekse karakterer,” skriver for eksempel Claudia Puig, formand for The Los Angeles Film Critics Association:

“Hvorfor skal kvindelige skuespillere tilbageholdes i fortyndede genindspilninger? Hvorfor skal de tvinges til at blive sammenlignet med mænd, som har besiddet rollerne før dem? Film som femme Ghostbusters og Ocean’s 8 – til trods for at de kan være udmærkede og endda underholdende – føles som en parring af Hollywoods værste tendenser: Uopfindsomme reboots og utilsløret leflen for publikum.”

Melissa McCarthy, Kate McKinnon, Kristen Wiig og Leslie Jones i ‘Ghostbusters’. Foto: Colombia Pictures

Screen Internationals redaktør og filmkritiker Fionnuala Halligan stemmer i: “Jeg vil langt foretrække, at kvinder får deres egne historier (…). Jeg vil ikke se en Jane Bond, men Wonder Woman var fantastisk. Det samme var Elle, Aquarius, Min far Toni Erdmann. Jeg nød endda den seneste udgave af Lara Croft – ville man på patroniserende vis lave den om til Larry Croft? Eller Wonder Man? Det tror jeg ikke.”

Frygt for kommercialiseret feminisme

Derudover påpeger Clemence Taillandier fra Film Movement og Distrib Films US det ironiske i at lave en Jane Bond: “Mens ulighed mellem kønnene og en mangel på diversitet i Hollywood optager alle, flytter det ikke grænser at genindspille mandsdominerede franchises med kvindelige karakterer, der opfører sig som mænd, men med bryster, og bruger deres stiletter som våben. I tilfældet med James Bond er tanken om at lave en kvindelig version af en karakter, som er kendt for sin sexisme, lettere underholdende.”

 

Især nyhedsmagasinet TIME’s filmkritiker Stephanie Zachrek synes at gå i rette med, hvad der ofte bliver kaldt den feministiske eller identitetspolitiske korrektheds insisteren på, at erfaringer om køn, seksualitet, hudfarve og etnicitet kun overleveres af dem, der deler de pågældende erfaringer:

“Jeg er både foruroliget og udmattet af ramaskrigene, hver gang masserne beslutter, at ‘den forkerte person’ er blevet hyret til at instruere en film – det skulle have været en kvinde; det skulle have været en minoritetskvinde; det skulle have været en transkønnet minoritetsperson. Vi har uden tvivl brug for en langt mere varieret gruppe af mennesker i industrien. Men det bekymrer mig, at vi alle tror, vi ved, hvem der er den rigtige fortæller af en historie, før den overhovedet er fortalt. Du kan hyre den forkerte kvinde til at fortælle en ‘kvindehistorie’, lige så nemt som du kan hyre den forkerte mand. Pointen er at få den rigtige person.”

Lige nu står den i høj grad på genindspilninger af kendte historier om mænd, men der er tydeligvis en tørst efter og ambition om flere enestående fortællinger på lærredet

Endelig fremhæver to journalister det tilsyneladende opportunistiske i at tjene penge på en feministisk tidsånd.

Her Alissa Wilkinson fra Vox: “Det bekymrer mig, at ‘din yndlingsfilm, men denne gang med en kvinde’ på et tidspunkt vil blive endnu et eksempel på kommercialiseret feminisme, hvor betydningsfulde slagord bliver lavet om til ‘yass queen‘-slogans og brands. En god måde at undgå dette på er ved at skabe nyt materiale, hvori kvinder har hovedrollen, så man ikke kan forfalde til nostalgi eller lette, tankeløse “feministiske” versioner af ting. Det vil også tilhøre noget hårdt tiltrængt nyt blod i et marked, der er ved at drukne i sequels, reboots og nostalgi.”

Og Monica Castillo fra The Washington Post: “Indimellem kan disse reboots føles som en trøstepræmie. Filmene kan stadig være gode og havde deres egne fortrin, men vi vil altid vide, at de originale mandlige versioner kom først, og de vil være mere respekteret og husket af fans. Hollywood vil gerne slå mønt på feministisk slagkraft af forretningshensyn uden nødvendigvis at sætte handling bag ordene.”

Vejen frem for kvinder og minoriteter i film

Jeg læste artiklen fra MEL Magazine med udtalt fascination og begejstring. Ikke fordi jeg nødvendigvis deler den overordnede skepsis, kvinderne i rundspørgen giver udtryk for (jeg kunne godt lide Ghostbusters og skal såmænd også se Ocean’s 8), men fordi artiklen viser stor eftertanke og oprigtig tvivl omkring, hvad der er vejen frem for kvinder og minoriteter i film.

Lige nu står den i høj grad på genindspilninger af kendte historier om mænd, men der er tydeligvis en tørst efter og ambition om flere enestående fortællinger på lærredet.

Og det ene behøver under alle omstændigheder ikke at udelukke det andet. Dejlige Kate McKinnon som excentrisk ingeniør i Ghostbusters kan jeg ikke sige nej til, mens Alex Garlands hjemsøgende sci-fi-horrorfilm Annihilation befolket af originale, nuancerede og frustrerende kvindefigurer (fra Jeff VanderMeers fremragende bog af samme navn), er en af de største filmoplevelser, jeg har haft i år. Muligvis nogensinde.

‘Annihilation’ kan ses lige nu på Netflix. Foto: Paramount Pictures

Frem for alt understøtter artiklen ikke Mette Høegs “feministiske” kulturmentalitet. Omvendt synes den at sige, at hvis man er kvinde og/eller feminist, vil man være mere skeptisk i mødet med store Hollywood-produktioner, der lover et kvindeligt publikum girlpower, men nok nærmere pynter sig med lånte fjer.

Ønsker Høeg virkelig at finde sit moralsk præskriptive hysteri, vil det være mere nærliggende at kigge mod de små, men ekstremt flittige grupper af mænd, der drevet af misogyni, racisme, idioti eller en kombination indleder onlinekampagner mod film som Ghostbusters, Wonder Woman og de nye Star Wars-film.

Her er der desværre rigeligt med eksempler.

Topfoto: Warner Bros.

Kategorier