mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

Maria Helleberg: Kvinderne var der – og jo, de havde betydning, også i 1400-tallet

KYS HISTORIEN FRA MIG – I denne uge ser Maria Helleberg i sin klummeserie på kvinderne i 1400-tallet. Til alle dem, der måtte tro, at de ikke betød det store, er beskeden klar: de skulle prøve lidt kildestudier. Maria Helleberg fandt Mätta Ivarsdottir: Hustru til en norsk storgodsejer og oprører.

Kvinderne handlede, ejede, ytrede sig, blandede sig, elskede, var hustruer og mødre. Hvordan skulle man dog kunne holde dem fra det?

Som sædvanlig i middelalderen gælder det: jo højere op i samfundet man kommer, jo større muligheder og forpligtelser. Stand trumfer køn. Tiden praktiserede i teorien ret faste kønsroller. Men mens mænd sjældent invaderede kvinderollen, stod store dele af mandsrollen til rådighed for kvinderne. Uden at kunne få sæde i rigsråd eller i den katolske kirke påtog disse kvinder sig “maskuline” roller og pligter. De styrede egne (og somme tider hele familiens) besiddelser, de fungerede som lensmænd og en eneste kvinde nåede faktisk at få sæde i rigsrådet i 1409.

Jeanne d’Arc er muligvis den kvinde fra middelalderen, vi kender bedst, for forhørsprotokollerne fra processerne, der endte med døden på bålet, er bevaret. Der er bare det lille probem, at hun nok er den mest atypiske af alle kvinder: bondefødt general uden uddannelse. De andre påtog sig mindre kontroversielle roller.

Jeg vælger en anden, nu glemt, kvindeskikkelse fra den tid, hvor kvinder altså intet betød. Og hendes nationalitet? Tjah. Den er mangetydig. Og det er faktisk en af pointerne

I England er der bevaret nok materiale til, at vi kan følge adskillige kvinder gennem livet, i alle klasser. Men Danmark? Jamen, jeg vil gå uden om diverse dronninger, selv om kong Hans’ Christine er interessant.

Hun holdt Stockholms Slot under belejring i mere end et halvt år, og hun lod sig de facto separere fra kongen og levede sit eget liv i en slags fejde med ægtemanden. Hendes godsregnskaber er bevaret, der kan man studere det økonomiske liv i detaljer. Men jeg vælger en anden, nu glemt, kvindeskikkelse fra den tid, hvor kvinder altså intet betød. Og hendes nationalitet? Tjah. Den er mangetydig. Og det er faktisk en af pointerne.

Mette Ivarsdatter Dyre
Nemlig Mette Ivarsdatter Dyre, der stammer fra Tirsbæk ved Vejle. Hun havde en del brødre, og arvede kun det, man kaldte en “søsterpart” af forældrenes fælles ejendomme. Det eneste tidsrum af hendes liv, hvor hun er stum, er hendes ungdom.

Vi aner ikke, hvordan det går til, at hun bliver gift med en prominent norsk politiker, Anders von Bergen. Men med ham kommer hun til Norge og får sit eneste barn, Kristina. Hun bliver aldrig den mest omhyggelige mor. Datter såvel som svigersøn og barnebarn spiller underordnede roller i hendes liv. Og hun bevæger sig frit mellem de tre lande i Norden, men hun er ikke den eneste.

Mette Dyre må have haft noget andet at byde på. Mit gæt er en blanding af politisk naturtalent og personlig tiltrækning

Kalmarunionen betød ikke alene, at man kunne eje jord  eller drive virksomhed i flere lande, men også at man giftede sig uden hensyn til ægtefællens hjemland. På den måde samledes nogle enorme, svært håndterlige ejendomskomplekser. Og Mette kom til Norge. Hendes mand dør ung, og hun bliver i Norge, hvilket tyder på, at hun sad i uskiftet bo.

I midten af 1490’erne dukker hun op igen og bliver virkelig synlig. Hun har giftet sig med en af landets mest prominente mænd, Knut Alfssøn, arving til landets største godskomplekser, nedstammende fra den norske kongefamilie.

En blanding af talent og tiltrækning
Da han næppe har haft meget brug for den søsterpart i Tirsbæk, Mette Dyre kunne bringe ham, må hun have haft noget andet at byde på. Mit gæt er en blanding af politisk naturtalent og personlig tiltrækning.

Knut havde familie og besiddelser i både Norge og Sverige. Åbenbart lidt for meget til at kunne holde orden på. En af hans fogeder, der inddrev skatter og afgifter, blev dræbt af bønder i 1497, som svar på voldsomme metoder – bønderne talte om tyveri, mord og voldtægt.

Følgen var et massivt bondeoprør. Knut kom ud af sagen med rod i fjerpragten, rasende på kng Hans, og meget beslutsom. I løbet af halvandet år havde han vendt folkestemningen og påbegyndte et resolut oprør mod Unionen. Hvad ønskede han? Næppe at blive konge. Retfærdighed for sig selv. Det var jo hans foged, ikke ham selv, som havde krænket hans bønder. Måske havde han opdaget den svenske model for et moderne land, udtrådt af Kalmarunionen..

For Sverige havde siden Erik af Pommerns dage leget med tilstanden som republik. I stedet for konger valgte man en rigsforstander blandt rigets største herrer. En enkelt lod sig endda krone til konge. Måske var Knuts plan at få Norge ind i samme situation og med samme ordning. Under alle omstændigheder må man erkende, at unionen var en sær konstruktion. Det var ikke let at styre Sverige fra et skrivebord på Københavns slot.

De var ikke fattige, analfabetiske  tåber. De var velorganiserede og havde våben og Så adelsmændene Sten & Svante måtte lære at omgås den gruppe, som kunne udskifte landets herskere

Knut tog Mette Dyre med til Sverige, hvor han tilbød sig selv og ønskede tilsvarende hjælp fra rigsforstanderen Sten Sture. Det var lidt problematisk. Unionen var netop genetableret, og i 1497 var kong Hans blevet kronet som svensk konge i Stockholm. Måske netop derfor knyttede Knut sig i venskab til marsken, Svante Nilsson Sture, der opfattedes som den aldrende Sten Stures efterfølger.

Sten og Svante plejede med jævne mellemrum at besøge det nordlige Sverige for at lytte og propagandere. Det svenske samfund var nemlig ikke, som det danske, domineret af adel og kirke.  En tredje stand trængte sig på: Dalkarlene og bergsmændene, der udvandt råmetaller og stod for en stor del af den svenske eksport og økonomi.

Selvbevidste mennesker, der havde egen stemme og egne ideer om måden, landet skulle styres på. Denne gruppe var umådeligt vigtig for den svenske “republik”. Og de var ikke fattige, analfabetiske  tåber. De var velorganiserede og havde våben og Så adelsmændene Sten & Svante måtte lære at omgås den gruppe, som kunne udskifte landets herskere.

Med ét slag var hun forvandlet fra hustru til en norsk storgodsejer og oprører. Hun må have nået at lære de mest prominente svenske politiske skikkelser at kende i løbet af de år, hun tilbragte i Sverige, inden Svante tilegnede sig landets fornemste embede

Den særlige svenske statskonstruktion åbnede nogle muligheder, som ikke eksisterede andre steder. Og rigsforstanderen havde gode grunde til at støtte den norske oprører Knut.

Jo mere uro, der var i Norge, desto mere råderum for politikerne i Sverige. Knut fik sin støtte og vendte tilbage til Norge for at fuldføre opstanden, men han efterlod Mette Dyre hos Svante Nilsson.

Det skulle han måske ikke have gjort. Vi kan se, at de to indleder et forhold – hun var gift, han enkemand. Og at omgivelserne reagerer med en vis undren. Ægteskabsbrud var ikke bare utroskab, det var en forbrydelse, som kirken straffede. Selv en kommende rigsforstander burde holde sig fri af den form for forseelse. Hvad har de to forestillet sig? At Knut levede livet farligt? At de kunne fortsætte deres ulovlige samliv i årtier? Og hvad hvis Knut lykkedes med sit projekt og blev norsk rigsforstander?

Uhyre praktisk for både Mette og Svante blev Knut dræbt i Norge – han steg, under frit lejde, om bord på et skib i Oslofjorden, men blev dræbt under et skænderi der udviklede sig hurtigt og drastisk. Kong Hans hjemme i Danmark var meget tilfreds med denne ordning af Knut-problemet i Norge. Men det var nok Mette Dyre, som havde mest grund til at juble. Hun befandt sig stadig i Sverige, hos Svante, men nu som en fri kvinde. To år efter døde Sten Sture, Svante blev ny rigsforstander, og han og Mette giftede sig.

En afvist fyrstinde
Med ét slag var hun forvandlet fra hustru til en norsk storgodsejer og oprører. Hun må have nået at lære de mest prominente svenske politiske skikkelser at kende i løbet af de år, hun tilbragte i Sverige, inden Svante tilegnede sig landets fornemste embede.

Og med indgåelse af ægteskab med rigsforstanderen blev hun det, samtidige breve kalder vor “kære” fyrstinde. Selv om man havde sagt farvel til kongemagt, havde man brug for de ydre tegn og for den blanding af festivitas og ærbødighed, som kongedømmet gav. Kun konger kunne f.eks. udnævne riddere…

Hun gik ind i sin nye rolle med forrygende intensitet: hun kom til at virkeliggøre tidens aristokratiske ægteskabsideal, og lidt til. Det perfekte par som samarbejder om alt og respekterer hinanden

Rigsforstanderen havde overtaget kongens opgaver, men ikke hans beskyttelse, værdighed eller indvielse gennem kroning og salving. Sten Stures hustru var egentlig dansk, Ingeborg Thott, og da han døde, fik hun hvad dronninger plejede at få – en slags “livgeding”, jord og borge især i Finland. Men Ingeborg kom selv fra en af de politisk mest betydningsfulde slægter i Danmark. Hun havde været praktisk på alle måder for Sten Sture. Indsigt, værdighed, erfaring, slægtsforbindelser. For Sveriges brud med unionen havde intet at gøre med nationalistisk had.

Ingen i Sverige, bortset fra den forelskede Svante, havde brug for den kvinde, som nu blev kendt under navnet Mätta Ivarsdotter.  Men hun gik ind i sin nye rolle med forrygende intensitet: hun kom til at virkeliggøre tidens aristokratiske ægteskabsideal, og lidt til. Det perfekte par som samarbejder om alt og respekterer hinanden.

Lykkeligvis er over 40 breve fra Mettes hånd bevaret og tilsvarende breve fra Svante til hende. Især Mettes er fulde af bekymring, længsel og sødme. Det er helt klart, at der er tale om noget så sjældent i tiden som et ægteskab indgået uden slægternes medvirken og udelukkende bygget på stærk tiltrækning – mellem to modne mennesker.

Ind imellem truer hendes voldsomme følelser udøvelsen af det arbejde, hun har påtaget sig som rigsforstanderens hustru. Hun længes ubeskriveligt efter sin mand. Hun søger at finde udtryk for sine stærke følelser, selv om brevene er rettet og skønskrevet af landets fineste professionelle “skrivere” (man må gå ud fra, at de var Sveriges første spindoktorer).

Og hun udfylder rollen som en slags republikansk dronning. Hun videreformidler ønsker og krav. Hun holder Stockholm slot i Svantes navn. Hun rejser, skaber goodwill og forbindelser, og i 1510 sender han hende til Finland som sin stedfortræder. Dalkarle og bergsmænd lader til at elske hende. Alt, hvad hun rørte ved, lykkedes.

Han sidder i møde med bergsmænd, der har fundet nye forekomster af sølv, bliver utilpas, rejser sig op og styrter sammen som et fældet træ

Det eneste svage link var – Svante selv. Syfilis kom til Sverige i midten af 1490erne, og det første tilfælde, vi kender, er enkemanden Svante Nilsson Sture. Han gør præcis det, et moderne menneske vil gøre – skaffer sig hjælp fra speciallæger.

“Den hvide urt”. Hans sygdomsbillede passer perfekt til hvad vi ved om de første bølger af sygdommen. Efter en voldsom periode går sygdommen i dvale, for så at slå til med den tunge jernhammer. Svante blomstrer op sammen med Mette og som rigsforstander.

Men i julen 1511, som skulle fejres på Västerås slot, bliver han igen voldsomt syg. Han sidder i møde med bergsmænd, der har fundet nye forekomster af sølv, bliver utilpas, rejser sig op og styrter sammen som et fældet træ. I flere dage holder man hans død hemmelig for Mette. Så lander hans søn og arving, Sten Sture den Yngre, som netop har giftet sig. Jernhård og kompromisløs. Han har opfattet Mette som en luder, hans far samlede op og gjorde til sin kone. Hun bliver i løbet af kort tid frataget alt, hvad Svante havde forsøgt at give hende, af jord, len og penge. Endda de smykker, han gav hende. Ingen “enkedronning”.

Sørøverdronning
Mette vender hjem til Danmark, men sorgen knækker hende ikke. Sammen med sin brors sønner får hun udrustet et kaperskib: Mette bliver nu sørøver. Meningen er, at hun vil søge at opbringe skibe med last, som hendes stedsøn ejer, som betaling for alt det, han har taget fra hende. Men stedsønnen er nu blevet rigsforstander efter sin far. Og han er ikke så blød en hersker som Svante.

Det lykkes at opbringe et skib på Trave-floden ved Lübeck, men Mette vil have  kontrol over skibets last, så hun skriver til unionskongen Christian den Anden og beder om officiel tilladelse til at sende skibet til en dansk havn. På skibet finder man også ulovlige varer. Det er et af Christian den Andens påskud for at påbegynde nye krige mod Sverige – krige, der ender med Mettes stedsøns død på slagmarken, indtagelse af Stockholm Slot, kroning af Christian den Anden, Stockholms blodbad, massakrer i massevis i Sverige, svensk oprør og endelig udtræden af Kalmarunionen.

Hun blev åbenbart skånet for i en høj alder at skulle opleve Grevefejden, storm på Roskilde, plyndringer og reformation. Jeg er dog overbevist om, at hun satte en anden udvikling i gang: hun har fortalt sin brors sønner om Norge

På en måde satte hun lavinen i gang.

Hendes stedsøn indgår et ydmygende forlig med hende. Småpenge sat til side hos Stockholms borgmester. Hun får aldrig pengene, men en rejse til Sverige, hvor hun besøger Svantes grav. I Danmark giver kongen hende et lille len og stillingen som forstanderinde for et nonnekloster i Roskilde. Det får hende så ud af økonomiske problemer, og man har på fornemmelsen, at hun har nydt at styre damerne. Uden at behøve at blive nonne.

I 1526 afgiver hun sit lille len. 1533 hører vi sidste gang fra hende. Hun blev åbenbart skånet for i en høj alder at skulle opleve Grevefejden, storm på Roskilde, plyndringer og reformation. Jeg er dog overbevist om, at hun satte en anden udvikling i gang: hun har fortalt sin brors sønner om Norge. En af brorsønnerne, Vincens Lunge, tager i 1523 til Norge og bliver landets statholder. Han ejer intet, har udelukkende en kirkelig uddannelse (jura, teologi, filosofi) og er en djævel til latin.

Men han gifter sig med landets fornemste unge dame: prinsessen og det halve kongerige. Går ud fra, at han har ejet lidt af Mättas charme.

Både Mette, Svante, Knut og Vincens dukker op i ny bog. Engang i år…

Vi ved ikke hvordan hun så ud, Mette. Men sådan har hun gået klædt…

Foto: Mette Dyres underskrift i brev fra 1506. Tidligere i Sturearkivet, nu det svenske Riksarkiv.

mm
Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Kategorier