Kvindefodbold fortjener anerkendelse

af

Samfundsdebattør og præst Sørine Gotfredsen har været i Deadline-studiet for at tale om kvindefodbold. Udsendelsen, som kan ses her har kastet mange kommentarer af sig. Her giver en tidligere elitefodboldspiller sit bud på, hvorfor Sørine tager grundigt fejl. 

 

Når Sørine Gotfredsen udtaler sig om Kierkegaard eller her på det seneste om Luther, lytter jeg med store ører. Hun er skarp. Men hvad angår kvindefodbold, når hun ikke Nadia Nadim til fodboldknopperne i skarphed.

At høre Sørine tale om ‘kvindens natur’ er som at høre en genopstået reaktionær mandlig stemme fra sædelighedsfejden eller en nutidig islamist. ‘Det svage køn’ er ikke udrustet til fodboldspillet, som tilhører mandens krigeriske domæne, lyder det fra den tidligere motionsfodboldspiller.

Kvindelivet er ifølge Sørine om ikke for kort, så for svageligt til rigtig fodbold. Man skal høre meget, før ørerne falder af, men kæben tabte jeg sgu. What the f***?

I mine næsten tyve år som fodboldspiller har jeg aldrig i min klub oplevet mænd, der vrængede ad kvindefodbolden, eller kvinder, der ville hugge noget fra mændenes maskuline domæne

En dag, i slutningen af halvfjerdserne, hvor jeg trænede alene på en fodboldbane nær mit barndomshjem, kom en klassekammerat gående forbi på vejen, der gik langs banen ved det ene mål. Hun betragtede mig gennem hegnet og udbrød så: – Lotte, laver du nogensinde andet end at spille fodbold?

Jeg husker, jeg blev flov, for vi (mine skolekammerater og jeg) var ved at nå den alder, hvor man var tjekket, hvis man var klog og politisk bevidst (14-15 år). Og fodbold blev ofte betragtet som bøvet og dumt af de kloge, selvfølgelig med undtagelse af skolens flippede lærere, der med romantik i øjnene anså fodbolden som sand arbejdersport.

Spillede fordi jeg var god

Men hvorom alting er, så havde hun ret, min skolekammerat. Jeg spillede fodbold hele tiden. I klub. I skolegården. Og på fodboldbanen nær mit hjem. Og var der ikke nogen at spille med der, så selvtrænede jeg.

Og gjorde jeg det så af ideologiske grunde? Sørine mener, at kvindefoldbolden bliver brugt i politisk øjemed. Var jeg en ung feminist, der bevidst ville tilrane mig plads på mandens område i ligestillingens navn? Det tænkte jeg da ikke en skid over.

Jeg spillede fodbold hele tiden, fordi jeg var god til det. Jeg havde talent. Og det er en fed fornemmelse at være god til noget. Især i en ung alder, hvor livet kan være alt for indviklet. Dernæst spillede jeg fodbold, fordi jeg fik en masse gode venner.

I begyndelsen af min ‘sportskarriere’ spillede jeg stort set kun med drenge. Det var inden, jeg begyndte i klub. Der boede kun drenge på min vej – og så mig, der var den næstyngste og en lille skid. Men jeg var en del af flokken.

Ville ikke til Brøndby

Drengene var ligeglade med, om jeg var en pige. De inddrog mig, opmuntrede mig, konkurrerede med mig, og blev jeg en sjælden gang i mellem betuttet, kom flokkens ældste, Arne, hen og gav mig et kærligt skub bag i, og jeg forstod, at han sagde: – Det her kan du også klare. Og det kunne jeg.

Sådanne barndomsoplevelser lagde ikke ligefrem kimen i mig til at blive en mandehadende seniorspiller. Jo, det var irriterende om vinteren først at få træningstid på grusbanerne efter mændene kl. halv ti om aftenen i bidende kulde, men det blev jeg sgu ikke revolutionær af.

Vi kvinder kunne godt fyre nogle spydige jokes af i den forbindelse, men det var så det. Og jo, det provokerede mig, når vi skulle spille med en mindre bold end mændene eller tage hjørnespark fra en kortere afstand end dem. Sådanne idiotiske tiltag blev da heldigvis også fjernet igen. Men de ringere forhold generelt for os kvindefodboldspillere var hverdagskost. Det var vores virkelighed.

Da Brøndby en overgang forsøgte at få mig til at komme og spille for dem, tilbød de mig i den forbindelse en bil og et arbejde, men ikke penge, så jeg kunne leve af spille fodbold hverken deltid eller heltid.

Charlotte som udvekslingsstudent i USA spiller som første og eneste kvinde i skolens historie på Germantown Highschool’s førstehold. Privatfoto.

Jeg var fristet, men når nu jeg ikke kunne leve af min sport, var der en anden væsentlig ting, der vejede tungere for mig end mulige nye udfordringer. Det var fællesskabet i min klub. Det fede ved fodboldlivet var nemlig ikke kun at spille bold. Det var klublivet. De mange ugentlige træninger, hvor jeg mødtes med vennerne. Og weekenderne, hvor vi kvinder overværede mændene spille kamp og vice versa.

Hvis jeg var ung fodboldspiller i dag, ville spillerne på kvindelandsholdes uden tvivl have inspireret mig helt vildt – de er for seje – og jeg ville have jagtet drømmen om at leve af at spille fodbold

Og bagefter fik vi en øl eller to eller mange. Og havde det skægt. I mine næsten tyve år som fodboldspiller har jeg aldrig i min klub oplevet mænd, der vrængede ad kvindefodbolden, eller kvinder, der ville hugge noget fra mændenes maskuline domæne. Vi ville allesammen bare gerne sparke til den lille runde og hygge os med det. Også selvom vi tog det seriøst.

Har allerede fortjent anerkendelse

Hvis jeg var ung fodboldspiller i dag, ville spillerne på kvindelandsholdes uden tvivl have inspireret mig helt vildt – de er for seje – og jeg ville have jagtet drømmen om at leve af at spille fodbold. Kvindefodbolden har udviklet sig, og mulighederne er blevet større. Hvorfor skulle det stoppe?

At kvindefodbolden skal ses og forstås i et kvindehistorisk perspektiv, er jeg helt på det rene med. Sørine Gotfredsen er af den opfattelse, at fodboldkvinderne først kan få anerkendelse, når de har kæmpet for den og fortjener den.

Anerkendelsen kan med andre ord ikke voldpresses frem af politiske ligestillingsfanatikere. Det er vel sandt nok, men har vi mange fodboldpiger og kvinder ikke netop gjort det? Kæmpet i årtier for denne anerkendelse på vores egne præmisser og uden af suge blod af mændene?

Og er det ikke lige præcis det, som kvindelandsholdets succes afspejler? Sørine mener, kvindelandsholdets succes er en kortvarig forteelse, men det må fremtiden vel afgøre.

Topfoto:  Virum-Sorgenfri Boldklubs kvinder er her i 1981/82 netop rykket fra Danmarksserien op i kvindernes 1. division. Privatfoto.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Charlotte Sidenius Kehler

Charlotte Sidenius Kehler er cand. mag. i litteraturvidenskab og bor i Tisvilde.
Når hun ikke ser serier på Netflix og HBO og kvindefodbold på tv eller læser Kafka, Melville og Dostojevskij, maler hun og har flere  udstillinger på samvittigheden.
Samtidig er hun nærmest født med en fodbold på tåspidserne og har bl.a. spillet på Virum-Sorgenfri Boldklubs førstehold og udvalgte hold. Hun er født i 1965, har skrevet debatindlæg i dagbladene og fem bøger, heriblandt romanen ‘Brændt af solen’.

Seneste indlæg fra

Gå til Top