mm

Kurt Lassen

Kurt Lassen, født 1964, er journalist og forfatter.
Har igennem 25 år arbejdet for Danmarks Radio, JydskeVestkysten, Berlingske Tidende og BT. Han står bag en række biografier om bl.a. Thomas Gravesen, Nicklas Bendtner, Anders Dahl-Nielsen, Thomas Evers Poulsen, Jes Høgh, Kenneth Plummer, Flemming Toft, Morten Olsen og Caroline Wozniacki.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Kurt Lassen
på Mobile Pay: 40848567

Kurt Lassen: Landsholdsfodboldens helligdag

VM-FODBOLD – En gammel regel i journalistisk siger, at man aldrig må indlede en historie med et citat. Eller man må gøre det to gange i sin karriere: Som praktikant eller hvis paven siger ”fuck.” I historisk dansk fodboldsammenhæng kunne man nu godt fristes til endnu en undtagelse:

”En fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra, den der…”

Det citat kender alle. Eller +40 må man jo nok indskyde. Ellers er der selvfølgelig et års tid senere i Mexico: ”Det er genialt, det der…” Seks år efter det i Gøteborg: ”Hutlihut”. Og så tynder det ellers lidt ud i erindringens kommentatorguld. Ikke fordi, det ikke er der, men volumen overdøver.

I dag kan vi alligevel ikke huske den ene fodboldkamp fra den næste. Den næste er altid den vigtigste, og der kommer én lige om lidt igen, selvom vi har været igennem noget, der minder om en ulidelig fodbold-tørke på en uges tid, så man på TV-kontoen ligefrem måtte ty til afslutningen på den tyske Bundesliga i håndbold eller VM-testkamp uden Eriksen og Bendtner fra Stockholm.

Et plus40-fixpunkt af fodboldhistorisk bevidsthed. 5. juni 1985 var varmere, smukkere og endnu mere himmelblå end hele hedebølgemaj i år tilsammen. End ikke salig Gunnar Nu kunne have talt den højere op. Dagen, det hele begyndte. Sådan for alvor

Nå, men det råder VM bod på med 32 hold og noget nær around the clock-bold fra Moskva og et charternet af destinationer i det russiske VM-rige. Ikke ligefrem noget at flyve efter det hele. Sofaen klarer det så rigeligt med slumretæppe og second screen, når den står på Costa Rica versus Serbien.

Mon ikke andre ude i den store verden har det på samme måde og knap kan mønstre andet end en overspringshandling, når Danmark og Peru åbner ballet i den danske VM-gruppe. Alligevel meget mere end et flueben i dansk og peruviansk fodboldhistorie, om end hverken Elkjær eller Teofilo Cubillas er på nippet til startopstillingerne. Fodbold er nu og her. Live og i momentet. Uden Bendtner, øv, men med Eriksen forhåbentlig vel ude på den anden side af en kort barsel.

Og for nu at vende tilbage til citatet. Og Sovjetunionen for den sags skyld. I dansk fodbold kan selveste Grundlovsdag sagtens ophøjes til en helligdag uden brug af højstemte taler og lukkelovens hverdagsforvirring:

”En fuldstændig vanvittig vinkel at skyde fra, den…”

Et plus40-fixpunkt af fodboldhistorisk bevidsthed. 5. juni 1985 var varmere, smukkere og endnu mere himmelblå end hele hedebølgemaj i år tilsammen. End ikke salig Gunnar Nu kunne have talt den højere op. Dagen, det hele begyndte. Sådan for alvor. Selvfølgelig var der Wembley i 1983, Roligan-bevægelsens indtog i Frankrig til EM i 1984 og den første danske slutrunde med medrivende danske præstationer og en sensationel semifinale med førnævnte Elkjærs hul i bukserøven og straffesparksafbrænder som et smertelig endeligt.

Egentlig var vinklen vel ikke så vanvittig igen den Grundlovsdag i 1985. Men selvsamme Preben Elkjærs scoring til 2-0 og kommentator Svend Gehrs’ for en ellers mere afmålt retorisk samtid nærmest koleriske begejstringsudbrud for åben skærm rammer stadig 4-2-sejren over det tidligere stormægtige Sovjetunionen ind som den udslagsgivende faktor for en dansk VM-historie. Hvem ved, om den ellers nogensinde ville være begyndt.

Man skal markere sine helligdage. Grundlovsdag er også landsholdsfodboldens helligdag

Gad vide hvor lang tid sådan en kamp kan holde? Elkjærs lidt tilfældige chance til 1-0, den vanvittige vinkel til 2-0, Protasovs ekvilibristiske 2-1-reducering, Michael ”og så scorer han” Laudrups liggende chip til 3-1 og Lerbys fikserende rush for nedrullede sokker og plads til Laudrups kliniske 4-1-afrunding fladt ved stolpen.

Her i huset holder den til enhver tid med dertilhørende Youtube-tvangsfordring af teenagebørn . Burde den vel også i DBU, selvom det VM-travle kommunikations-departement, der også snød sig uden om en ellers oplagt 23 mands-præsentation af truppen, ikke ligefrem diverterer med SoMe-aktivitet og links i en ellers tiltrængt kamp mod historieløshedens armod til tidens konstante krav om live, live, live.

Hvis ikke historien har vintage-trøje-kommerciel-potentiale åbenbart ikke værd at bruge dyrebare kommunikationsressourcer på.

Man skal markere sine helligdage. Grundlovsdag er også landsholdsfodboldens helligdag…

POV kan endnu ikke lønne sine skribenter. Hvis du nyder Kurt Lassens pen, kan du imidlertid støtte ham på Mobile Pay: 40848567 Du kan også vælge at støtte POV ved at tegne et abonnement via PayPal. 

Kategorier