Kurdernes afgørende rolle i magtkampen i Syrien

af

For nylig besluttede USA’s præsident Donald Trump at levere våben til den syriske, kurdiske oprørsgruppe YPG (Kurdish People’s Protection Units) i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. Det er en beslutning, som kan få vidtrækkende konsekvenser langt udenfor de syriske grænser. Sådan skriver Yasmin Abdel-Hak i sin analyse af udviklingen i den komplekse og omskiftelige situation omkring Syrien, hvor NATO-allierede kan risikere at stå på hver sin side i en let antændelig konflikt.

Det er et erklæret mål for præsident Trump at få gjort en ende på IS og organisationens selverklærede kalifat med højborg i Raqqa i Syrien. Når Trump, i et brud med sin forgænger Barack Obamas politik, i denne uge besluttede sig for at levere våben til den kurdiske gruppe YPG, er det fordi, det er lykkedes den stærke milits, at positionere sig selv som den mest stabile allierede i området.

Hidtil har USA fastholdt, at man alene havde stået for oplæring og træning af gruppen i brug af våben. Beslutningen om levering af våben markerede en drastisk ændring i den hidtidige dansen-let-på-tå-rundt-om-den-varme-grød-position, USA har indtaget overfor Tyrkiet omkring YPG. For lige netop forholdet mellem Tyrkiet og USA vis-a-vis YPG er en særdeles varm kartoffel. Tyrkiet fastholder, at gruppen er en terroristbevægelse, mens USA omvendt betragter gruppen som en oprørsgruppe mod Bashar Assads styre i Damaskus.

For Tyrkiet er det mere end rigeligt med ét kurdiske selvstyreområde i Nordirak. Det er derfor af afgørende betydning for landet, at der i Syrien ikke opstår endnu et kurdisk selvstyreområde.

Det er selvsagt noget problematisk, at to NATO-allierede i en fælles kamp mod IS har så divergerende syn på en aktør som YPG i regionen. Obama-administrationen forsøgte i denne svære balanceakt at fastholde, at USA alene forestod træning og oplæring af gruppen i våbenbrug, samtidig med at man opfordrede gruppen til at afstå kontrollen af områder tæt på den tyrkiske grænse. Man mente dermed at have tilgodeset tyrkiske interesser i regionen. Det er vel nok lige så elegant som den berømte elefant i en glasbutik. Men faktum er, at Tyrkiet har ganske særlige interesser i Syrien. Et meget klart defineret mål for Tyrkiet er at sikre, at kurdiske interesser ikke bliver særligt tilgodeset overhovedet. For Tyrkiet er det mere end rigeligt med ét kurdiske selvstyreområde i Nordirak. Det er derfor af afgørende betydning for landet, at der i Syrien ikke opstår endnu et kurdisk selvstyreområde.

Oprettelsen af sikre zoner i Syrien

De såkaldte Astana-forhandlinger i Kazakhstan mellem Rusland, Iran og Tyrkiet om en mulig våbenhvile i Syrien gik i sidste uge ind i sin fjerde runde. Forhandlingerne resulterede i et memorandum, hvor parterne anbefalede oprettelse af flere sikre no-fly-zoner, hvor flygtninge blandt andet vil kunne tage sikkert ophold uden risiko for blandt andet flybombninger.

Efter den officielle udmelding om udspillet udtrykte både syriske oprørsgrupper og USA forbehold overfor memorandummets indhold. De syriske oprørsgrupper begrundede deres forbehold med, at udspillet ville rykke ved den territoriale integritet i Syrien. For USA’s vedkommende gjaldt, at det var selve no-fly-begrænsningerne i udspillet, der udgjorde et problem. Det vil under alle omstændigheder være et emne, der vil blive diskuteret indgående på det kommende topmøde mellem Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan og USA’s præsident Donald Trump den 16. maj i Washington.

Hvad kan forventes på det kommende topmøde i Washington mellem Erdogan og Trump?

Til trods for, at præsident Trump var den eneste leder fra den vestlige verden, der for nylig ønskede Erdogan tillykke med resultatet af den nyligt overståede afstemning, der reelt undergraver det demokratiske grundlag i Tyrkiet, skal man ikke forvente de store indrømmelser fra USA’s side.

Selv de mest optimistiske politiske analytikere forventer, at mødet bliver en noget blegnæbbet affære. Først og fremmest fordi Erdogan kommer til mødet med nogle ganske stålsatte krav, der ikke er til at forhandle om. Det er sjældent det bedste udgangspunkt for topmøder med forfængelige præsidenter, der ikke tåler at tabe ansigt på den internationale scene.

Erdogan vil fortsat kræve Fetullah Gülen udleveret fra USA. Tyrkiet har vedholdende fastholdt, at Gülen stod bag det mislykkede militærkup i juni 2016 i Tyrkiet. USA har tilsvarende og vedvarende udtrykt tvivl om beviserne for Gülens rolle i det mislykkede kup.

Dernæst har Tyrkiet et meget klart krav om, at USA standser leveringen af våben til YPG. Dette punkt er allerede på forhånd dømt til være en dødssejler. USA ser i YPG en særdeles stærk allieret i området, der på nuværende tidspunkt ses som eneste mulighed for at bekæmpe IS i Raqqa. Trump har udtrykt en erklæret interesse i at få tilintetgjort IS og gruppens tilstedeværelse i Raqqa.

Hvis det rent faktisk lykkes gruppen at få smidt IS på porten i Raqqa, kan man formentlig forvente en klækkelig belønning fra amerikansk side, eksempelvis anerkendelse af gruppen som en egentlig politisk aktør eller officiel anerkendelse af et kurdisk selvstyre område.

Og dertil skal YPG bruges. Denne strategi er yderst problematisk for Tyrkiet; først og fremmest fordi man fra tyrkisk side ikke ønsker at kurdiske grupper skal konsolidere sig som egentlige aktører i regionen af frygt for en spill-over-effekt på kurdiske grupper i Tyrkiet. Når USA’s politik går fra alene at optræne gruppen i våbenbrug til decideret at blive en pro-aktiv leverandør af våben til samme gruppe, betyder det en statusændring for YPG.

Og hvis det rent faktisk lykkes gruppen at få smidt IS på porten i Raqqa, kan man formentlig forvente en klækkelig belønning fra amerikansk side, eksempelvis anerkendelse af gruppen som en egentlig politisk aktør eller officiel anerkendelse af et kurdisk selvstyreområde. Dette er et skrækscenarie for Tyrkiet. Hvorledes man vil nå til en løsning på denne noget prekære situation omkring YPG, hvor hverken USA eller Tyrkiet kommer til at tabe ansigt, er uvist.

Med Rusland i kabalen 

En yderligere aktør i dette scenarie er Rusland, og ikke mindst forholdet mellem Rusland og USA. Et tættere samarbejde mellem disse to lande vil blot komplicere tingene for Tyrkiet yderligere. Hvis oprettelsen af de såkaldte sikre zoner i Syrien bliver effektueret, og på sigt viser sig som en holdbar løsning, frygter Tyrkiet, at både Rusland og USA officielt vil anerkende zonerne, hvilket vil blive opfattet som en yderligere konsolidering af den kurdiske komponents tilstedeværelse i magtspillet om Syrien. Det er netop denne ene komponent, kurderne, som Tyrkiet ser som den største trussel mod egen national sikkerhed. Af samme årsag er det af afgørende betydning for Tyrkiet at få USA til at afstå fra et yderligere samarbejde med YPG.

Imidlertid har den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov været på besøg hos sin amerikanske kollega Rex Tillerson allerede i denne uge. Altså en uge før Erdogan selv skal mødes med Trump. Formålet med mødet var blandt andet at diskutere netop dannelsen af disse zoner i Syrien. Det er selvsagt en noget uheldig timing for Erdogan, der om nogen ønsker at sætte dagsordenen uafhængigt af udfaldet fra det amerikansk-russiske topmøde.

Hvis USA går med til etableringen af de sikre zoner vil dette betyde, at Tyrkiet bliver udelukket fra at gennemføre luftangreb mod YPG-kontrollerede områder.

Tyrkisk angreb på Sinjar 

Da Tyrkiet fornylig gennemførte et sådant angreb mod YPG i Sinjar, medførte det prompte reaktioner fra alle involverede aktører i regionen. Regeringen i det kurdiske selvstyreområde, der mistede flere soldater i denne forbindelse, fordømte angrebet. Regeringen i Bagdad fordømte ligeledes angrebet, og anførte at Tyrkiet havde begået overgreb på irakisk suverænitet. Rusland anførte, at det var et brud på internationale normer, og USA beskyldte Tyrkiet for at kompromittere den igangværende aktion mod IS i Syrien, og at amerikanske soldater i Sinjar var i fare under angrebet. Kort efter det tyrkiske angreb var amerikanske soldater på fælles patrulje med kurdiske tropper langs den tyrkisk/syriske grænse for at hindre yderligere sammenstød.

Det var med andre ord en tyrkisk aktion, der mildest talt ikke faldt i god jord nogetsteds. Eksemplet vidner endnu en gang om, at Erdogan står meget alene med sin opfattelse af, hvilken rolle Tyrkiet har og skal have i en fremtidig fredsplan for Syrien.

Hvis Tyrkiet skulle finde på at gennemføre et sådant angreb igen – og det er der realistisk set en meget stor sandsynlighed for – vil det forværre forholdet til både USA og Rusland.

Med tanke på Erdogans selvopfattelse, og særligt hans opfattelse af Tyrkiets rolle i Syrien, kan det bestemt ikke udelukkes, at Erdogan kan fristes til at overskride et sådant flyveforbud. Tyrkiet fastholder, at man har omfattende bevismateriale, der viser, at YPG er en terrororganisation, der har en spill-over-effekt på Tyrkiets egen, hjemlige kurdiske PKK bevægelse.

Hvis Tyrkiet skulle finde på at gennemføre et sådant angreb igen – og det er der realistisk set en meget stor sandsynlighed for – vil det forværre forholdet til både USA og Rusland.

YPG er blevet et centralt omdrejningspunkt i krigen 

For uagtet de mange forskellige tiltag og militære skridt fra både USA, Tyrkiet, Rusland og Iran i Syrien, så har ingen af disse aktører endnu fremlagt en holdbar handlingsplan/roadmap til en endelig fredelig løsning i landet.

Det siger noget om, hvor håbløs situationen i landet er, når man i fjerde forhandlingsrunde i Astana kun har formået at præsentere et forslag om skabelsen af sikre zoner. Der er med andre ord endnu ikke et egentlig udspil til en permanent og fredelig løsning på den syriske tragedie.

Spørgsmålet er, om møderne i USA i denne uge mellem Rusland og USA’s udenrigsministre, og næste uges møde mellem Erdogan og Trump, vil bringe nogen nærmere afklaring parterne imellem.

Men IS er som bekendt ikke i sig selv roden til alle Syriens problemer. Islamisk Stat er et symptom på den tilstand af kaos og mangel på demokratiske erfaringer, landet befinder sig. Og hvis ingen aktører har en egentlig opfølgningsplan på, hvad der skal ske, når både IS og landets præsident Bashar Assad engang er væk, så skabes blot endnu engang et politisk tomrum. Ud af hvilket et nyt IS-helvede kan opstå. Det er problemet med politiske vakuum generelt. Det er både Irak, Syrien og Libyen tragiske eksempler på. Som det forholder sig nu, er det således ligegyldigt med fjernelsen af IS fra Raqqa, hvis ingen ved, hvad der skal ske bagefter.

Spørgsmålet er, om møderne i USA i denne uge mellem Rusland og USA’s udenrigsministre, og næste uges møde mellem Erdogan og Trump, vil bringe nogen nærmere afklaring parterne imellem.

Som sagerne står nu, er YPG blevet det centrale omdrejningspunkt for en mulig løsning for Syrien. Hvis alle parter fastholder deres respektive syn på gruppen – som henholdsvis en terroristgruppe eller en samarbejdspartner og afgørende allierede – vil spændingerne mellem Tyrkiet på den ene side og Rusland/USA på den anden side blot blive intensiveret. For så er der reelt tale om en optrapning af en krise mellem NATO-allierede, der står på hver sin side. Og set i det lys er det sådan set ligegyldigt, om IS og Raqqa bliver tilintetgjort. Det er det mindste af det hele.

Topfoto: Commons Wikimedia: By Kurdishstruggle – https://www.flickr.com/photos/kurdishstruggle/15762953196, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=46000887

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er på nuværende tidspunkt i færd med at opbygge sit eget konsulentfirma med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, ligesom hun arbejder som forfatter på en tosproget bog. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top