Kultkunstneren, den mest banebrydende californiske af alle kunstnere, Ed Ruscha, udstiller lige nu på De Young Museum i San Francisco. Han er 78, og hans værker provokerer og forundrer stadig. Hans billeder giver en fabelagtig indsigt i The Californian Lifestyle gennem 50 år.
Indrømmet! Ed Ruschas billeder har været lukket land for mig i mange år, selvom jeg har set virkelig mange af hans værker på museer, kunstmesser og på auktioner, hvor de bliver solgt meget dyrt. Værkerne har provokeret mig i deres enkelhed, og jeg har aldrig helt kunnet gennemskue, hvad de prøvede at fortælle.
Edward Joseph Ruscha IV (udtales Ru-shay, red.) er født i Nebraska i 1937, men har boet i Los Angeles siden 1957, da han begyndte på kunstskole. Han er mest kendt for sine fotografier af Los Angeles’ mange parkeringspladser og boulevarder, malerier af stiliserede tankstationer og bjergtoppe, hvorpå er malet korte tekster.
I løbet af årene har jeg oplevet, at Ed Ruscha er blevet mere klar for mig, og jeg begynder nu at kunne nærme mig en forståelse af, hvad der gør ham til den cool kunstner, han er. Først og fremmest er han emblematisk når det gælder the Californian lifestyle. Og i takt med at jeg har fået kendskab til flere kunstnere fra vestkysten, der arbejder aktivt med drømmefabrikken Los Angeles’ mange klichéer, har jeg for alvor været i stand til at åbne mine øjne for hans banebrydende arbejde. Jeg opholder mig nemlig i Californien her i sommer. Og dermed er det oplagt at se på, hvad der gør Ruscha så elsket og beundret af mange, uanset at han stadig, i modsætning til de fleste af hans samtidige i samme liga, ikke har haft en stor retrospektiv udstilling på et af New Yorks store museer.
Tanken om Det Vilde Vesten
I den tid jeg har været her, har jeg oplevet mange sider af Californien. Los Angeles’ horisontale, lave arkitektur, der breder sig ud over det tørre, varme landskab som en never ending hyldest til tanken om Det Vilde Vesten, de lange afstande mellem byerne, de brede motorveje, de mange biler, tankstationer, motorvejsbutikker, overdådigheden i udbuddet af mad, de kæmpe marker og tørken.
You get punched in the stomach, and that’s ‘Oof.’ It was so obvious, and so much a part of my growing up in the U.S.A. I felt like it was almost a patriotic word.
Er jeg kommet nærmere Ruscha? Ja, men kun hvis jeg begynder et helt andet sted, nemlig ved maleriet OOF fra 1963. Ruscha malede det som 26-årig, og det hænger i dag på MoMA i New York.
Som ung i slutningen af 1950’erne fandt Ruscha sammen med en gruppe unge popkunstnere, også fra LA. De reagerede mod den tungere og følelsesmættede abstrakte ekspressionisme fra New York, som var den toneangivende kunststil på det tidspunkt. Los Angeles havde Hollywood-sexappeal, var afslappet, solrig og havde surferkultur. De omfavnede alle LA’s klicheer om bilkultur og ubekymrethed.
Ruscha startede sin professionelle karriere som grafisk designer og arbejdede på et reklamebureau, så han havde god forståelse for, hvordan ord og grafik kommunikerede. I mange malerier fra denne tid maler han ord på lærreder, som f.eks. OOF, som er et typisk tegneserieord, der plejer at optræde i en taleboble med udråbstegn efter. Det er en kropslig lyd, som f.eks. følger efter et slag i maven. “You get punched in the stomach, and that’s ‘Oof.’ It was so obvious, and so much a part of my growing up in the U.S.A. I felt like it was almost a patriotic word”. Ed Ruscha citat fra The New Yorker, 1. juli, 2013
På maleriet optræder det i stedet som en undersøgelse af, hvor visuelt flot et ord kan se ud; i blokbogstaver og helt renset for sammenhæng. Samtidig ligner ordet et logo. Ironien opstår ved, at der ikke er noget konkret produkt bagved logoet, og som beskuer forlader man værket mere forvirret, end da man kom.
Ruscha placerer sig her indenfor popkunsten, der netop forsøgte at udfordre alt det stive højkulturelle, borgerlige og konforme ved at give det lavkulturelle, altså popkulturen, en ophøjet status.
I 1960’erne havde Los Angeles ingen kunstmuseer og meget få gallerier, men mange kunstnere fandt snart vej derud, da huslejerne var lave og stemningen var afslappet. Som kunstner var man derfor ikke tynget af gamle traditioner, og den californiske livsstil smed mange nye motiver af sig, så i 1963 malede Ruscha en række billeder af tankstationer, hvoraf Standard Station, Amarillo, Texas er det ene af dem.
Tankstationerne blev Ruschas ikoniske symbol på den nye pågående kulturproduktion, der spirende opstod i Los Angeles i disse år.
Som man kan se er motivet stiliseret ned til det meste enkle både i farver og i komposition og ligner mere en grafisk fremstilling til et reklamefremstød end et traditionelt oliemaleri af en tankstation placeret i et amerikansk landskab. Der er tydelige referencer til film med billedets zoom-effekt og til kæmpeprojektører, der kaster deres lys direkte op i himmelen om natten. Tankstationen er direkte placeret ude i vores rum, som om vi sidder i en bil og skal til at køre ind til siden for at tanke.
Tankstationerne blev Ruschas ikoniske symbol på den nye pågående kulturproduktion, der spirende opstod i Los Angeles i disse år.
Parkeringspladser blev kunst
En anden motivkreds fandt Ruscha rundt omkring i byen på LA’s mange parkeringspladser. I 1967 lavede han en serie af Thirty-four parking lots in Los Angeles. Serien, som er sort/hvid fotografier viser os slet og ret 34 parkeringspladser, skudt ovenfra så de ser ud som flade abstraktioner, helt geometriske. Parkeringspladsen ved Avenue of the Stars i Hollywood, hvor der normalt myldrer med turister er her renset og fremstår med lige linjer og grafisk overskuelig. Ruscha betalte 500 dollar for at få en fotograf til at overflyve parkeringspladserne en stille søndag morgen i en helikopter, hvorefter han fik overdraget negativerne.
Vi står tilbage med genkendelige motiver fra verdens filmby nummer ét, men Ruscha fremhæver det udtryksløse fra de tomme parkeringspladser, der stadig dengang fandtes i 60’ernes Los Angeles. Parkeringspladserne er mennesketomme, ligesom i Ruschas andre fotografier af hustage og Los Angeles’ lange, lige boulevarder, der visuelt forsvinder ud i havet.
Ruschas arbejdsmetode er at fremhæve nogle stukturer; arkitektoniske, visuelle eller sproglige. Gennem gentagelser lærer han os at se, men kommenterer ikke sine opmærksomhedspunkter. Han hjælper os ikke med forklaringer, så vi ender med at stå tilbage med symboler på en by og dens indbyggere og en følelse af dens breden sig ud over alle grænser.
Siden 1960’erne har Ruscha haft en notesbog, hvor han har nedskrevet ord, der har en vis westernagtig klang. Det samme ord eller sætninger optræder i forskellige billeder eller tryk, og de giver alle en følelse af et western narrativ; rodeo, rancho, adios er alle ord, der optræder ofte i Ruschas værker. Der er også kommet hele sætninger ind, som ofte inkorporerer billeder af et smukt landskab kopieret direkte fra et magasin eller en reklame.
Ovenpå det kan forekomme tekster som: Honey…I Twisted Through More Damned Traffic To Get Here, 1984 eller God Knows Where, 1984. Ruschas baggrund som grafisk designer fornægter sig ikke, og han er god til ord. Man kan føle forstaden, frustrationen over trafikken og småborgerligheden lure.
Ruschas projekt virker så enkelt. Og det vil jeg påstå, det er. Det er det konsistente i projektet, der med årene er kommet til at virke mere og mere overbevisende. Hvis man formår at omfavne det, så bliver man overmåde belønnet med en fabelagtig indsigt i The Californian Lifestyle fra dengang til nu, hvor byerne breder sig endnu mere og biler og industriel fødevareproduktion fylder bekymrende meget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her