Pernille Albrethsen: Kunstnere uden arbejde

af

KOMMENTAR. Ledigheden blandt danske kunstnere er til debat. Ikke nok med at de ofte arbejder gratis – og tjener pengene på anden vis – nu skal kunstnerne også have på puklen for at være arbejdsløse. Men kunsten har aldrig været et lukrativt erhverv, skriver kunstkritiker Pernille Albrethsen, der påpeger branchens paradokser og spørger: Er tiden i virkeligheden ikke inde til at kræve lovpligtige overenskomstmæssige forhold for kunstnernes arbejde?

Beskæftigelsesforholdene for danske billedkunstnere er for tiden i mediernes søgelys. Det kan undre lidt, for egentlig har sagen sit udspring helt tilbage til foråret, da Kulturministeriet fremlagde en undersøgelse af dimittenderne fra landets tre kunstakademier; Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Fynske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi.

I undersøgelsen kan man se, hvor i landet dimittenderne er bosat, hvad deres primære indtægtskilde er, men også hvor få penge de tjener, ikke mindst sammenholdt med de andre kunstarter, samt en række andre forhold, som er ganske spændende læsning. Der er også en opgørelse over den såkaldte «ledighed» blandt billedkunstnere, og det er især denne optælling, som er blevet genstand for mediernes interesse – i første omgang bragt til torvs af billedkunstnernes egen fagorganisation Billedkunstnernes Forbund, som har problematiseret «ledigheden» i de sidste to af forbundets magasiner. Siden er fulgt flere artikler i andre medier. Og i denne uge ramte den så Dagbladet Politiken under den slagkraftige overskrift: «Kunstakademier uddanner til høj ledighed og lav løn».

Undersøgelsens statistik er ulden

Der er flere grunde til, jeg undrer mig over, at undersøgelsen har fået så meget vind i sejlene. Ved første gennemsyn var jeg nemlig ret overbevist om, at det var usandsynligt, at den overhovedet ville kunne bruges til noget, fordi det var åbenbart, at selve det statiske forlæg var pænt uldent.

Undersøgelsen kigger på landets kunstnerdimittender i perioden 2005-2014. Totalen er på i alt 463 personer, men Danmarks Statistik har afgrænset det til en population på 388 – angiveligt fordi de resterende 75 af en eller anden grund ikke figurerer i systemet hos Danmarks Statistik. Det er for eksempel kunstnere, som er forsørget af en ægtefælle, eller som lever uden for landet og ikke er registreret hos skattevæsenet eller i a-kasse. Det sidste er interessant.

Nogle af de største kunstnersuccesser, som ethvert kunstakademi drømmer om at uddanne, er ikke regnet med

For det vil altså sige, at der er stor sandsynlighed for at dele af den internationale succes, som dansk billedkunst de sidste par årtier har kunnet bryste sig af – de, som bor i kunstmetropoler som Berlin eller New York, som udstiller overalt i verden og måske endda lever af deres kunst – ikke indgår i kortlægningen over dimittendernes ledighed og erhvervsfrekvens. Sagt på en anden måde: Nogle af de største kunstnersuccesser, som ethvert kunstakademi drømmer om at uddanne, er ikke regnet med.

Camille Claudel (t.v.) og skulptør Jessie Lipscom i deres atelier i Paris, midt-1880erne.

Man kan måske synes, at et manglende input på 17% ud af det totale undersøgelsesfelt lyder som lidt. Men i et undersøgelsesområde med så få personer bliver det hurtigt meget følsomt, når man vælger at se bort fra, hvad der svarer til, omtrent 75 ud af 463 personer. Det statistiske materiale anslås som meget usikkert, hvorfor konklusionen må siges at være meget skønsom – som jeg lærte at skrive i gymnasiets fysikrapporter. Det skal retfærdigvis siges, at ministeriets rapport også bemærker, at det «er vigtigt at holde sig for øje, at dimittenderne, der her undersøges, udgør en meget lille population, hvilket betyder, at der ikke skal meget til for at bevirke relativt store statistiske udsving.» Herefter er det dog som om, dette glemmes.

Men ok, hvis man – som alle andre åbenbart – ser bort fra den betydelige statistiske usikkerhed og kigger på undersøgelsen af de 388 dimittender, viser det sig, at der blandt dimittenderne i perioden 2005-2014 er et gennemsnit på 22,5 % ledighed – altså svarende til i alt 87 personer, som er tilmeldt en a-kasse på undersøgelsens tidspunkt.

Ikke et traditionelt arbejdsmarked

Det er selvfølgelig umiddelbart et højt tal, og kulturminister Mette Bock bemærker i Politikens artikel, at ledigheden desuden er højere end de andre af de kunstneriske uddannelser, såsom konservatorieuddannelserne. Heldigvis tilføjer hun også: «Der er ingen tvivl om, at færdiguddannede på nogle af de mindre kunstuddannelser, som billedkunstuddannelserne, møder et arbejdsmarked, hvor der ikke eksisterer ret mange faste arbejdspladser, og det skaber ledighedsudfordringer».

Kunstens fødekæde mangler et helt afgørende led – aflønningen af kunstnerne. Resultatet er, at kunstnerne lever som en slags illegale arbejdere – endda ofte højt celebrerede illegale arbejdere

Dette er sagens kerne og grunden til, at dette «ledighed» er et paradoksalt begreb i forhold til billedkunstnere, og hvorfor det kan ærgre, at denne terminologi overhovedet har fået luft under vingerne. For der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad sådanne optællinger kan bruges til i politisk øjemed. Men som Bock også siger, så er det netop ikke et almindeligt arbejdsmarked, der venter de nyuddannede kunstnere, heller ikke sammenlignet med nogle af de andre kunstarter. Til forskel fra violinisten eller skuespilleren kan billedkunstneren jo ikke ansøge et symfoniorkester eller et teater og håbe på en kortere eller længere kontrakt. Efter at have gennemgået en højt specialiseret uddannelse er billedkunstneren primært uddannet til en «ansættelse hos sig selv». Hans/hendes virke – især det, som måske kan sikre noget indtjening på sigt – begynder først, når kunstnerens «eget arbejdsmarked» er etableret. Det er helt på linje med selvstændige erhvervsdrivende, som, der efterhånden er udbredt forståelse for, ikke kan levere andet end underskud de første mange år.

Marina Abramović, The Artist is Present, 2010.

På et samfundsmæssigt plan må man selvfølgelig kunne tale om, hvor mange kunstnere man uddanner, hvad de lever af og hvor meget de modtager i støtte. Men det er ikke fair at gøre det uden at se på det virkelige problem: At kunstens fødekæde mangler et helt afgørende led – aflønningen af kunstnerne. Resultatet er, at kunstnerne lever som en slags illegale arbejdere – endda ofte højt celebrerede illegale arbejdere.

Det er et velkendt paradoks, at den eneste person, som sandsynligvis ikke får noget honorar – i givet fald, kun symbolsk – er den person, hvis navn står med store typer på kunsthallens facade. Direktøren, kuratoren, grafikeren, sekretæren, administratoren, teknikeren, studentermedhjælperen, rengøringspersonalet, kokken, cafémedarbejderen og vagten får alle løn. Samtidig viser denne liste jo også, hvor mange jobs, der faktisk lever i kraft af netop den ulønnede kunstners arbejde. Og så har man ikke engang inkluderet de andre faggrupper, som også lever direkte af kunstneren; tømreren, bronzestøberen, maleren, smeden, ingeniøren, arkitekten og en lang række andre teknikere og specialister. Bare for at illustrere, hvilket mikroarbejdsmarked, der rent faktisk følger direkte af kunstnerens stort set ulønnede arbejde.

Folk er ikke længere bange for kunst. De vil gerne vide en masse, og de vil også gerne tale med om udstillingsoplevelser, de selv har haft. Og midt i alt dette står kunstnerne, som helt sikkert mærker interessen og måske endda også respekten for deres virke, men ikke kan mærke det i pengepungen

Dertil kommer, at dette arbejdsmarked kun er blevet større det sidste årti som følge af den enorme interesse for kunst, som er fremvokset, og som kan aflæses meget konkret i kunstinstitutionernes markant forhøjede besøgstal. Aldrig har kunstbranchen været større. Der er flere udstillinger, mere publikum og det er ikke længere mærkeligt til fætter-kusinefesten at sige, at man arbejder med kunst. Hvor man tidligere altid blev mødt med en grundlæggende skepsis – «hvad skal den dims nu være godt for» – så er interessen i dag helt anderledes. Folk er ikke længere bange for kunst. De vil gerne vide en masse, og de vil også gerne tale med om udstillingsoplevelser, de selv har haft. Og midt i alt dette står kunstnerne, som helt sikkert mærker interessen og måske endda også respekten for deres virke, men ikke kan mærke det i pengepungen.

Kunstens værdi

Det er et paradoks og som sagt langt fra nogen nyhed for de, som arbejder i feltet. Men det må siges igen og igen, især når vi nu taler om denne kunstnernes «ledighed». Som en kunstner sagde for nyligt, da vi talte om Kulturministeriets undersøgelse: «Ikke nok med at kunstnere som regel arbejder gratis – og tjener pengene på anden vis – nu skal de også have på puklen for at være ’arbejdsløse’».

Når dette er sagt, så har kunsten generelt aldrig været et lukrativt erhverv for kunstnerne selv. Det er derfor, konger og mæcener i gammel tid støttede udvalgte kunstnere og derfor størstedelen af de kunstnere, der uddannes i vor tids leveomkostningstunge kunstmetropoler, som fx London eller New York, kommer fra bedrestillede hjem og har penge med hjemmefra. Det er også derfor, man i lande, som vi normalt sammenligner os med, Sverige og Norge, har et stort antal igangsætningsstipendier, som nyuddannede kunstnere kan søge. Og selvfølgelig er det også derfor, at man må insistere på, at der kommer lovpligtige overenskomstmæssige forhold for kunstnernes arbejde.

John Lennon og Yoko Ono. Bed-in for Peace, Amsterdam 1969.

Men hvordan man end vender og drejer det, så vil det aldrig give samfundsøkonomisk mening at sammenligne tandlægers erhvervsfrekvens med billedkunstneres. Det vil aldrig blive et regnestykke til kunstnerens fordel. Og så er vi tilbage til det med at regne kunstens værdi ud – i hvert fald hvis vi ser bort fra den enorme symbolske, sociale og kulturelle værdi. I sidste ende kommer det ned til et af de helst store spørgsmål: Ønsker vi et samfund med kunst? Ønsker man også på dansk grund at være i stand til at uddanne kunstnere og udvikle en hjemlig kunstscene, som Frederik V gjorde, da han i 1754 hentede den franske billedhugger Jacques-Francois-Joseph Saly til København for at få hjælp til at grundlægge landets første kunstakademi, Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Den enevældige konge drømte om at skabe en kulturnation. Det var en drøm, som strakte sig helt frem til efterkrigstidens politikere, som over et bredt spektrum alle havde hver deres tro på kunstens værdi i forhold til opbygningen af velfærdssamfundet. Sådan er det som bekendt ikke længere. Det er derfor, vi nu er i gang med en diskussion om, hvorfor landets kunstakademier «uddanner til høj ledighed».

Ovenstående kommentar blev første gang publiceret 19. september 2017 på det nordiske onlinetidsskrift Kunstkritikk.dk

Hovedfoto: Kusama i atelieret, 2012. Flickr.
Foto 1: Camille Claudel (t.v.) og skulptør Jessie Lipscom i deres atelier i Paris, midt-1880erne. Wikimedia Commons.

Foto 2: Marina Abramović, The Artist is Present, 2010. Wikimedia Commons.
Foto 3: Bed-in for Peace, Amsterdam 1969. John Lennon og Yoko Ono. Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Pernille Albrethsen

Pernille Albrethsen er kunstkritiker og København-redaktør for Kunstkritikk.dk. Hun er desuden kunstkritiker for Weekendavisen.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top