mm

Nikolina Olsen-Rule

Nikolina Olsen-Rule, født 1970, Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling, Københavns Universitet, har lang erfaring inden for kulturformidling og design. Hun har tidligere arbejdet i både undervisnings- og bureauverdenen samt skrevet og anmeldt design og kunst for forskellige medier og i bogudgivelser. Til daglig arbejder hun på Designmuseum Danmark, hvor hun siden 2010 har været kommunikationschef.

Se alle skribentens artikler

Kunstinstallation omdanner 600 kvadratmeter rå betonhal til meditativ lydzone

Fuglekvidder og elguitarer smelter sammen i et ambient lydbillede på Copenhagen Contemporary, udstillingsstedet for nutidskunst på Papirøen. Her kan man indtil starten af marts finde sit indre zen til lyden 88 elguitarspilende zebrafinker. Den franske kunstner og komponist Céleste Boursier-Mougenots kæmpeinstallation from here to ear v. 21 er et levende værk i konstant forandring.

Første gang jeg besøgte Boursier-Mougenot-udstillingen, vidste jeg ikke præcis, hvad jeg gik ind til. Jeg var egentlig kommet for at se Ragnar Kjartanssons videoinstallationer, som bestemt også var interessante, men blev klar over, at der var noget andet og helt særligt i vente. Alene køen indtil den store hal, hvor installationen from here to ear v. 21 finder sted, fik forventningerne til at stige.

Vagterne ved installationens indslusningszon gjorde det klart, at besøgende ofte bliver rørt af stemningen derinde, og derfor tilbringer mere tid i udstillingen end normalt. Forventningerne røg endnu en tak op.

Endelig efter et kvarters tid, spændte og totalt uforberedte, blev min kæreste og jeg sluset langsomt ind gennem et tungt forhæng af jernkæder og stod så der, midt i en udstillingshal af rå beton, midlertidigt omdannet til en gigantisk voliere.

Akustisk totaloplevelse

Det første indtryk var ro. Klar til at blive overfældet af følelser og væltet omkuld af magi, blev jeg ramt af en følelse af ro. Ikke en voldsom men en stille, og meget fin oplevelse.

Lyden af el- og basguitarernes vibrerende strenge, som når et band stemmer deres instrumenter inden en koncert, blandet med en melodisk bølgende fuglekvidder, dannede tilsammen et fascinerende lydbillede.

Med sin fornuft ved man, guitarlyden opstår ved, at fuglende hopper tilfældigt rundt mellem de 17 opstillede instrumenter.

Men koblingen mellem deres adfærd, og den guitarlyd det afstedkommer, er for mig ikke det overraskende. Den har man ligesom fanget. Det er snarere nærværet og fornemmelsen af at smelte i et med værket, komme helt tæt på fuglene, slentre rundt i rummet, der er designet som et labyrintisk stisystem med gangbroer af lyst træ, marhalm og sand, der fanger mig.

Rum til refleksion

Efter den umiddelbare wow-effekt har lagt sig, begynder tankerne at rulle. Hvorfor zebrafinker? Har de det godt? Er det dyrevelfærdsmæssigt og etisk forsvarligt?

Den forsigtige indslusning og det begrænsede antal mennesker, der har adgang til udstillingen, vidner om, at der er tænkt over tingene. Og man forsikres på plancher og testmateriale om, at installationen er godkendt af veterinærmyndighederne. Alle gæster bliver i øvrigt også bedt om ikke at tage billeder, hvilket gør, at de fleste lader mobilen ligge i tasken i stedet for hele tiden at skulle poste på sociale medier.

Denne anmelder er jævnt utålmodig og nok mere oplevelses-hungrende end kontemplativ, når det angår kulturel adfærd. Og med fare for at lyde banal, var det faktum, at oplevelsen var her og nu, og at den ikke kunne dokumenteres på nogle medier, faktisk ret æggende.

Med andre ord var det at være i rummet med de andre gæster, fulgene og musikken et godt sted at være. Og selvom lyden af guitarernes snurren i højttalerne overdøver fulgenes kvidder, fungerer de to lydspor ekstremt godt sammen og gør hele oplevelsen nærmest filmisk. Et sammensurium af billedfragmenter og lydindtryk – fra David Lynch til en klassisk spaghettiwestern – tonede ind og ud af bevidstheden, som fantasispind frembragt af tilfældige lyde.

Men hvad er det egentlig, værket gør ved mig? Hvad vil det mig?

Tilfældigheden som kunstnerisk greb

Ligesom i sine andre lydværker har Boursier-Mougenot tilpasset installation specifikt til hallen på Papirøen. Her har han, i en længere periode, observeret de 88 zebrafinkers adfærd i rummet, efter de blev hentet fra en opdrætter i Jylland. Værket er så at sige afhængigt af måden, finkerne agerer på i netop dette rum og af publikums fysiske tilstedeværelse. Og det at lyden, de skaber via berøring af de opstillede guitarer, er tilfældig, og dog samtidig afhængig af publikums bevægelser, er et stærkt formidlingsgreb.

Fuglenes indtagen af instrumenterne, og måden de spreder halmen oven på disse på, vidner om naturens langsomme erobring. Det minder os om, at naturen overgår kulturen og dermed også vores egen forgængelighed.

Som beskuer bliver man således meget bevidst om sin egen tilstedeværelse og ageren i forhold til værket, og Bousier-Mougenot, der selv er uddannet komponist, orkestrerer og bruger tilfældigheden som drivkraft. Med reference til 1960’ernes Fluxus-kunst bruger han her, som i mange af sine andre værker, det musikalske potentiale i hverdagens ting og sager.

Natur og kultur

Sammenstillingen mellem de menneskabte elektriske instrumenter på den ene side og naturens skabninger i form af fuglene og halmen, på den anden side, skaber en interessant dynamik og kontrast mellem natur og kultur.

Fuglenes indtagen af instrumenterne, og måden de spreder halmen oven på disse på, vidner om naturens langsomme erobring. Det minder os om, at naturen overgår kulturen og dermed også vores egen forgængelighed. Og måske er det det, som værket kan.

Efter en uge måtte jeg tilbage. Oplevelsen havde gjort indtryk og gav mig lyst til at teste det på det mest kritiske publikum, jeg kunne komme i tanke om: Mine to teenagesønner. De var selvfølgelig skeptiske bare ved tanken om at blive flået væk fra deres skærme en kold februar-søndag.

Men smilene kom frem, da vi trådte ind i hallen. Teenagerne var ramt, ligesom deres mor. Og det siger ikke så lidt.

from here to ear v. 21 af Céleste Boursier-Mougenot, Copenhagen Contemporary, Papirøen. www.cphco.org. Vises indtil 05.03.2017

Celeste Boursier-Mougenot, from here to ear, 2016. Fotos: Anders Sune Berg

Kategorier