mm

Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jakob Brønnum
på Mobile Pay: 53 60 84 96

FREDAGSKLUMMEN: Kunsten at holde op med at ryge

FREDAGSKLUMMEN – ‘Holde op med at ryge! Det er ikke så svært – det har jeg gjort så tit’. Jakob Brønnum greb projektet mere seriøst an, da han forsøgte sig. Han benyttede en rejse til Hawaii som katapult for et rygestop. For 33 timer i et ikke-ryger-område er ikke en situation, der opstår hver dag. Men selvom det var nemt at holde op, forsvandt identiteten og lysten ved rygningen på ingen måde.

For nogle år siden skulle min kone og jeg og et udvalg af vores børn rejse til Hawaii, som ligger så langt væk, at hvis man skulle rejse bare en halv time længere, ville man rejse den anden vej rundt om Jorden. Vi sad på vores altan og tænkte over den lange flyvetur, der blandt andet rummede to lidt længere ophold i amerikanske lufthavne.

Det gik op for os, at vi ville rejse 33 timer uden mulighed for at kunne ryge.

Jeg kiggede ned på min pibe, der glødede smukt i aftenlyset og havde så fine årer i sin bruyere-trærod. ”Det var alligevel længe,” sagde en af os. ”Ja, hvordan skal man klare 33 timer uden at ryge?”, sagde den anden. Så var der en af os, der trak vejret dybt, som rygere har det med at gøre, og sagde ”sådan en chance kommer ikke igen.”

Den anden sagde, ”nej, det kan der nok være noget om.” Min kone skoddede cigaretten, jeg bankede min pibe ud. Vi vidste begge, hvad det betød.

I løbet af nogle dage mistede vi interessen for at ryge. Det var ikke, fordi vi ikke røg, men vi gjorde det ikke længere med samme glød (!).

Det virkede overflødigt eller overfladisk set i lyset af, hvad der ventede. I lyset af, hvad vi begge vidste, ventede og ikke mindst i lyset af, hvad der bagefter ventede. Vi var ved at holde op med at ryge. Jeg havde nok et stykke tid vidst, at mine dage som ryger var talte.

Rygningen mistede sin egentlige funktion dengang det blev noget ensomt, noget indadvendt, noget man gør for sig selv

På rejsen til Hawaii tyggede vi febrilsk nikotintyggegummi. Det var noget pioneragtigt over det. Jeg fortsatte med at tygge tyggegummi nogen tid. Men jeg indså hurtigt, at jeg måtte kassere mine piber. Det var en udmærket samling, som jeg havde opbygget fra mit 28. år, altså omkring 25 år tidligere.

Jeg kunne i midlertid næppe have kasseret piberne, hvis der ikke, da jeg var cirka 25, var sket et tragisk uheld, hvor en bekendts hustru havde forlagt eller muligvis endda ”forlagt” min pibesamling under en flytning. Under en længere bortrejse, skulle de passe på en endog meget fin pibesamling som jeg havde opbygget fra mit 13. år – dengang måtte man ryge for sine forældre, når man blev konfirmeret.

Afvænningsprocessen

Hvad den nye pibesamling ikke havde i egentlig værd – der var ingen Dunhillpiber, ingen 3B’ere og ingen håndskårne piber fra Pibe-Dan – havde den til gengæld i veneration.

Endnu mere for min søn end for mig, og han rettede en rimelig kritik mod mig for at kassere de piber, der havde været en essentiel del af hans barndomsbilleder.

Piberygere er meget pernittengrynede med deres piber

Men der var ikke noget at gøre. Jeg kunne ikke have piber liggende i det lange løb. Jeg har en enkelt pibe, som min farfar fik fremstillet, en fantastisk god pibe at ryge på, meget blød og rund i smagen, men den frister mig ikke. Den har aldrig været min stil, pibehovedet er for stort og selve tobakshullet for lille i udskæringen, mundstykket for tykt.

Piberygere er meget pernittengrynede med deres piber.

Afvænningsprocessen, som fulgte om efteråret efter Hawaii-rejsen, var naturligvis hård. Det skyldes, at piberygning er endnu mere forbundet med kroppens bevægelser og motorik end cigaretrygning. Man har følelsen af piberne i hånden. Man stopper dem, man renser dem, man skraber sod-belægningen ud, og man pudser dem med en bestemt, fedtet smørelse, så årernes tegning skinner.

Vi røg nogle enkelte cigaretter om aftenen i løbet af efteråret, men ellers var vi holdt op. Nikotintyggegummiet holdt også op. Jeg havde, som et af vores børn formulerede det, kun kaffen tilbage.

Til gengæld var der også fordele. Jeg vidste ikke, mens jeg røg, at jeg havde en begrænset kondition, men det indså jeg, at jeg måtte have haft. Og så dette: at man ikke længere hele tiden skal forlade selskabet for at gå ud og ryge.

Nå, der var du! Det var godt – jeg har ventet på dig. Nu går du ikke igen vel

Rygningen mistede sin egentlige funktion, dengang det blev noget ensomt, noget indadvendt, noget man gør for sig selv og i visse tilfælde skjuler en lille smule, alle de træk som alkoholismen jo også har. Lovgiverne har afsløret rygning som afhængighed og som en form for narkomani.

Og den mærkede jeg til sidst også selv.

Sankthansfesten

Fruen og jeg ankom til en sankthansaftensfest et par år senere. Det er et sted, hvor vi plejer at komme de fleste år, og hvor vi plejer at ryge med værtinden på en terrasse med særdeles god udsigt over et naturområde.

Hun mødte os med replikken, ”jamen kan vi da slet ikke gå ud at ryge mere! Hvad skal der blive af vores sankthansfest, hvis vi ikke kan gå ud og ryge på terrassen. Hun havde gemt nogle ret tørre cigarillos til mig. Jeg sagde, ”okay, sådan skal heller ikke være.”

Min kone havde ved flere lejligheder vist, at hun var en dygtig festryger. Hun kunne tage et par cigaretter på en fyldt altan med nogle kolleger og bagefter stå sin grovkornede kvalme ud, men ellers komme helskindet fra det.

Jeg satte mig derude, tændte en af de små sataner og røg uden at inhalere. Det gik fint. Det er føles dejligt, noget i mig sagde, at måske kan man lige inhalere en enkelt gang.

Og her kommer pointen så: Jeg trak røgen ned i lungerne. Det var vidunderligt, som at blive født på ny.

Det var der, jeg lærte, hvad narkomani er, og hvad den består af: En helt egen stemme i en, som taler, uden at lystre, når man beder den holde bøtte.

Men i det samme var der en stemme i mig, der med stor profetisk klarhed sagde: ”Nå, der var du! Det var godt – jeg har ventet på dig. Nu går du ikke igen vel? Åh, det er godt at være sammen. Jeg kunne heller ikke forstå, hvor du var blevet af. Sådan gør du ikke mod mig igen, vel? Nu er vi sammen, ikke også?”

Det var der, jeg lærte, hvad narkomani er, og hvad den består af:

En helt egen stemme i en, som taler, uden at lystre, når man beder den holde bøtte. Ligesom år man hører, at sygdommen hos bulimikere og anorektikere antager sin egen skikkelse, som sidder inde i kroppen og regerer med dem.

Det er narkomaniens væsen, der taler.

Min identitet som ryger og rygningen som tilstand var ikke aftaget så meget som et gran i den tid, der var gået, selvom det var flere år siden, jeg var stoppet

Den tåbelige stemme blev ved at plapre i mig i lang tid. Det tog mig tre uger at få den til bare at dæmpe sig. Det var som om der i den tid, der var gået, havde stået en tilstand klar, som ikke i mindste måde var aftaget. Den ventede på, at den skulle komme i brug igen og fungere som den altid har gjort. En kropslig tilstand som var sin egen.

Det er dybest set en imponerende parathed. Ligesom når en professionel sportsudøver skal holde sig klar og uden mulighed for opvarmning straks kan yde 100 procent.

Min identitet som ryger og rygningen som tilstand var med andre ord ikke aftaget så meget som et gran i den tid, der var gået, selvom det var flere år siden, jeg var stoppet.

Det var som om, den hele tiden havde stået der og ventet på mig uden at give sig tilkende.

Jeg afstod naturligvis fra at modtage dens skamløse inklinationer.

Der gik endnu et par år, før jeg ikke dagligt tænkte på rygning. I dag sker det sjældnere og aldrig med den mærkværdige trang.

Men mens jeg skriver det her, kan jeg stadig let fremmane forskellen på duften af Gul Capstan og Three Nuns, hvis den ikke dybest set fremmaner sig selv. Og jeg kan uden videre mærke piben i mundvigen. Hvor var det nu lige jeg lagde de piberensere?

Topfoto: Magritte, Dette er ikke en pibe Wikimedia Commons.

Kategorier