Kunst: It is time – tiden er kommet

af

Ulla Rønberg har mødt kuratorerne Mary Elliott og Paul Gardullo på Washington D.C.’s nyåbnede African American Museum, der har været over 100 år undervejs. Tiden er til det, fortæller Elliott. Museets erklærede formål er at anskueliggøre troen på, at nationen USA har afsæt i en fælles fortid og rummer en multikulturel fremtid, men kan dårligt frasige sig den funktion, det allerede har fået: At fungere som katalysator for spændinger og følelser, der har rod i den dagsaktuelle og politiske debat om race i USA.

WASHINGTON – En løkke fundet i National Museum of African American History and Culture i Washington D.C. har rejst spørgsmålet, om museet er parat til at påtage sig en rolle i den aktuelle debat om sortes rettigheder i USA.

For løkken, der for nylig blev efterladt af en besøgende i museets udstillingsområde, er mere end bare et symbol på had.

Det er en genstand, der peger på den dybe splittelse mellem et oplyst og flerfarvet USA, der ønsker at gøre nationen opmærksom på en fælles fortid, arret og brutal, men del af den samlende fortælling om et forenet USA. Og så et evigt underkendt USA, groet ud af dårlig fast food i stigmatiserede og udpinte områder med zero udsigt til anerkendelse eller opløftning.

Dette er ikke et museum om sorte – for sorte. Det er den fælles historie om slaveriet, om raceadskillelse, om borgerrettighedsbevægelsen, om protestbevægelser og om en præsident gennem otte år, der ikke var hvid.

Set hernede fra starter den patriotiske historiefortælling om nationen USA med sydstatsgeneral Lee. Og African American Museum bliver en belejlig bastion for det politisk korrekte USA, som med meget simple greb kan rystes. En løkke er alt, der skal til, og det trækker overskrifter i såvel Washington Post som hjemlige Politiken.

Our Shared History

Historien om African American Museum, der åbnede den 24 september 2016, er meget mere end historien om et museum.

Det er historien om en kamp for oprejsning og oplysning om USA’s sorte befolkningsgruppe, dem, der har aner tilbage til slaveriet og dem, der kom til landet efterfølgende.

Museets erklærede formål er at anskueliggøre troen på, at nationen USA har afsæt i en fælles fortid og rummer en multikulturel fremtid. Betegnelser som ”shared history” går derfor igen, når Mary Elliott og Paul Gardullo, begge kuratorer på museet, fortæller om museets idégrundlag.

Og her bliver det slået fast med syvtommersøm: Dette er ikke et museum om sorte – for sorte. Det er et museum, der fortæller USA’s historie. Det er den fælles historie om slaveriet, om raceadskillelse, om borgerrettighedsbevægelsen, om protestbevægelser og om en præsident gennem otte år, der ikke var hvid.

De mørke underetager

Meget symbolsk starter den kronologiske fortælling under jorden, i de mørke underetager, med slaveriets historie. Fra Afrikas vestkyst og udskibning til Nord- og Sydamerikas kyster.

De europæiske nationer, der har en plads i dén historie tæller som bekendt også Danmark, hvilket opgøres med antal af sejladser, antal af slaveskibe og antal af slaver, der blev fragtet.

De besøgende bevæger sig videre gennem museet til historien om nationens første præsidenter og deres syn på slaveriet, videre til 1950’ernes lov om raceadskillelse og borgerrettighedsbevægelsen, til protestbevægelser og som befriende afslutning på den historiske gennemgang, Obama-æraen.

På de øvrige etager vises blandt andet kunst, kultur, sportspræstationer alt sammen skabt af afrikansk-amerikanere.

Unidentified shackles. Before 1860. Iron. Collection of the Smithsonian National Museum of African American History and Culture.

Evnen til at glemme

”Der er folk, der mener, at USA’s styrke ligger i evnen til at glemme,” siger Paul Gardullo. ”Hvorfor skal vi overhovedet fortælle historien om slaveriet?”

Og så netop på The Mall, vil nogle måske tilføje, den grønne strækning, der med rækken af Smithsonian museer, monumenter over præsidenter og krigens faldne, The Capitol og The White House symboliserer sammenhængskraft, kærlighed til nationen og de største præstationer indenfor kunst, kultur og videnskab.

Ordet ”sandhed” går igen hos både Gardullo og Elliott, når de skal beskrive museets idégrundlag samt det særlige politiske momentum, der muliggjorde museets realisering i efteråret 2016.

Men, som Mary Elliott kontant siger det, ”it is time”. ”Tiden er inde til at reflektere over historien, en historie om USA, men set med et afrikansk-amerikansk perspektiv. Alle amerikanere vil kunne genkende sig selv og finde resonans.

Det er ikke kun historien om sorte, slaver og undertrykkelse, men om hele systemet, der gjorde det muligt.”

The Smithsonian National Museum of African American History and Culture. Alan Karchmer/NMAAHC

Ordet ”sandhed” går igen hos både Gardullo og Elliott, når de skal beskrive museets idégrundlag samt det særlige politiske momentum, der muliggjorde museets realisering i efteråret 2016.

Efter en 100-årig kamp for oprettelsen af museet, blev det endelig tid. Åbningsceremonien den 24. september var historisk og kan i symbolsk forstand nærmest sammenlignes med Obamas indsættelse i 2008: Obama- samt Bushfamilien side om side, en lang række af toneangivende afrikansk-amerikanere, 30.000 deltagere over to dages festivalaktiviteter og live-streaming til hele nationen.

Amerikanerne var klar til sandheden og dem, der stadig ønskede at glemme, kom endelig i mindretal.

Hvem fortæller historien?

Debatten om, hvem der skal udlægge historien, kan være barsk i USA. I sydstaterne tager bevæbnede politistyrker opstilling mens monumenter over borgerkrigens sydstatsmænd i denne tid bliver pillet ned. Store og velrenommerede universiteter soner deres fortids synder som slaveejere i offentlige udtalelser og uddeler stipendiater til unge afrikansk-amerikanske studerende.

De første præsidenters boliger, i dag museer, der betragtes som historiske vidnesbyrd om den forenede nation, viser i disse år særudstillinger om præsidenternes slaver. For første gang nogensinde.

Måske har kuratorerne ret; nationen er parat til sandheden. Men er man også parat til reaktionerne?

Dokumentarfilmen The 13th, der meget overbevisende trækker tråde fra slaveriet til dagens rets- og fængselssystem, blev indstillet til en Oscar i 2017, og er allerede brugt i undervisning på skoler.

Måske har kuratorerne ret; nationen er parat til sandheden. Men er man også parat til reaktionerne? Som løkkerne, der pludselig hænger i træer og ligger i museets hjørner? Som den bevæbnede modstand kranførerne møder i sydstaterne, når general Lee pilles af piedestalen?

Black Identity

Efter igennem længere tid at have cirklet omkring spørgsmålet om museet ser sig selv som en aktiv deltager i den aktuelle debat om afrikansk-amerikanere i dagens USA, bliver Paul Gardullo tilpas irriteret: ”Vi er ikke naive. Man skaber ikke et museum med tilslutning fra begge lejre i Kongressen ved at være naiv. Men vi er et historisk museum, og vi arbejder ikke med identitet som kunstmuseerne.”

Spørgsmålet er dog, om ikke netop identitet vil være en meget stor del af besøget for de mange besøgende – som for størstedelens vedkommende (stadig) er afrikansk-amerikanere.

Det kræver mod at udstille genstande som disse. Det kræver mod at se dem som besøgende, og det vækker meget stærke følelser, der uundgåeligt leder frem til spørgsmålet om, hvordan dette had kunne trives blot 60 år tilbage i tid?

Reaktionerne i mødet med museet har været overvældende og meget emotionelle. Hvilket ikke overrasker, når man møder nogle af de udstillede genstande.

Som f.eks. den åbne kiste Emmett Till lå i. Emmett, den 14-årige sorte dreng fra Chicago, der i 1955 blev tæsket til døde fordi han i Mississippi fløjtede af en hvid pige. I kisten ligger et foto af den myrdede Emmett. Ikke et ansigt men en uigenkendelig masse af hud og størknet blod.

Det kræver mod at udstille genstande som disse. Det kræver mod at se dem som besøgende, og det vækker meget stærke følelser, der uundgåeligt leder frem til spørgsmålet om, hvordan dette had kunne trives blot 60 år tilbage i tid? Havde man ingen fornemmelse af, at Black Lives Matter? Det naturlige næste spørgsmål, som netop stilles af netop Black Lives Matter-bevægelsen: Trives dette had i dag?

Museet som katalysator

Som reaktion på løkken, der blev fundet i museet, skrev museets direktør på dagen ud til samtlige ansatte:

”Løkken har længe været (…) et symbol på ekstrem vold. Dagens handling er en pinefuld mindelse om de udfordringer, afrikansk-amerikanere stadig møder (…) vi vil fortsat arbejde på at udligne de racemæssige spændinger, der har delt vores nation siden dens grundlæggelse.”

Museet kan dårligt frasige sig den funktion, det allerede har fået: At fungere som katalysator for spændinger og følelser, der har rod i den dagsaktuelle og politiske debat om race i USA. Denne funktion står ikke i museets bestemmelser, mission eller vision. Det er de besøgende, offentligheden, både det politisk korrekte samt det underkendte USA, der anskuer museet som sådan. Identitet kan dårligt undgå at blive en stor del af museets arbejde.

Spørgsmålet er blot, om museet vil tage den stafet og engagere museet i en potentielt politisk debat.

FAKTA
National Museum of African American History and Culture har siden åbningen ultimo september 2016 og frem til og med maj 2017 haft en mio. besøgende. Efter ni måneders åbning er det stadig næsten umuligt at få billetter på dagen, da alle billetter er bestilt måneder i forvejen. I skrivende stund kan man gøre sig håb om at reservere billetter til oktober 2017.

Det 9000 m2 store museum består af fem etager, hvoraf flere ligger under jorden. De 36.000 genstande er gennem en årrække indsamlet hos private. Af de 500 mio. $ (ca. 3.5 mia. kr.), som museet kostede at realisere, er halvdelen indsamlet ved private donorer, fonde og virksomheder.

Historien om museets tilblivelse startede for 100 år siden, da man ønskede at skabe et monument for de sorte soldater, der kæmpede for et forenet USA under borgerkrigen. Først under George Bush blev det i 2004 endeligt vedtaget i Kongressen, at der skulle oprettes et museum for afrikansk-amerikansk historie og kultur.

Hovedillustration: Alan Karchmer/NMAAHC

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ulla Rønberg

Ulla Rønberg er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet og er bosiddende i Washington D.C. med sin familie, hvor hun er "senior visiting scholar" i tænketanken Center for Transatlantic Relations på Johns Hopkins University, School of Advanced International Studies. Foruden at være del af teamet bag udgivelsen Nordic Ways, er hendes fokus på innovation og design-thinking i de nordiske lande. Hun har desuden fungeret som ekstern projektleder på Art in Embassy projektet på Den Danske Ambassade i Washington, et samarbejde mellem ambassaden, Kulturministeriet og Statens Kunstfond. Med et solidt afsæt i museumsverdenen og Kulturministeriet som leder af formidlingsafdelinger og specialkonsulent, er banen kridtet op til seriøst livtag med kunst og kultur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top