Kun en tusindedel af vores mulige tid er gået

af

Det er ikke vores bevidsthed, der lever videre. Vi oplever ikke denne ufattelige rejse. Men den er der. Vi går ikke til – vi vil stadig være en del af verden. Arne Herløv Petersen skriver om døden, sjælen og det liv, som på en måde er evigt.

Det er nemt nok at forstå, hvordan man kunne komme på den tanke, at vi har en sjæl.

Når et menneske dør, så forlader livet dette menneske. På et sekund holder det op med at være i live. Derefter bliver kroppen nedbrudt, men det er en anden proces – det tager længere tid.

Så derfor virker det naturligt at sige, at vi består af to dele – det levende, som man kalder sjæl, og en forgængelig krop.

Jeg føler det, som om kroppen har fragtet mig – det egentlige mig, livet i mig – rundt i trekvart århundrede. Og jeg ved, at denne krop vil svigte om ikke så længe. Så dør jeg.

Hvad det betyder, er uden for grænserne af min fatteevne.

Men hvornår får vi så denne sjæl? I undfangelsesøjeblikket? Eller først når vi kommer til bevidsthed? Og når kroppen ikke kan leve videre uden sjæl – eller sjælen leve uden krop – er vi så ikke alligevel hele og udelelige?

Jeg ved af sørgelig erfaring, hvordan det er, når andre dør, og jeg aldrig ser dem mere. Jeg kan ikke forstå hvad det vil sige selv ikke at være der. At være ingenting. Dér stopper tanken op.

Men hvornår får vi så denne sjæl? I undfangelsesøjeblikket? Eller først når vi kommer til bevidsthed? Og når kroppen ikke kan leve videre uden sjæl – eller sjælen leve uden krop – er vi så ikke alligevel hele og udelelige?

Vi ser døden fælde alle omkring os.

Ikke kun mennesker, men også planter og dyr vokser op og dør. De formerer sig. Arterne lever længere end individer, men heller ikke evigt. De udvikler sig efterhånden til noget andet.

Men det er kun tilsyneladende, det er sådan.

De fleste levende organismer på denne klode er på en måde udødelige. Bakterierne dør ikke i vores forstand, selv om man kan slå enkelte bakterier eller bakteriekolonier ihjel.

Men bakterien lever på en måde videre, for den formerer sig ved at dele sig. Det vil sige, at alle de bakterier, der lever i dag, på en vis måde er dele af en urbakterie, der levede for fire milliarder år siden. Og på den måde er livet båret videre i bakterierne gennem utallige delinger.

Det viser sig så, at alle vi flercellede organismer er en slags koralrev. Vi er opstået ved at encellede organismer har sluttet sig sammen. De enkelte organeller i cellerne – som mitochondrier og cilier – var engang frit svømmende organismer.

De encellede organismer fandt ud af, at de kunne opnå fordele ved at slutte sig sammen.

Det er symbiose på celleplan, som Lynn Margulis har påvist. Døden er prisen for dette vellykkede samarbejde. Den flercellede organisme kan ikke længere bare dele sig; den må ty til kønnet formering.

De symbiotiske forbund, vi udgør, er ikke så stabile som bakterierne. De bryder sammen på et tidspunkt. Det er sådan, det er.

Der er fordele ved at være menneske og ikke bakterie. Men vi betaler for det med vores individuelle liv.

Går vi længere ned – fra celle til atom – er vi alle udødelige. I hvert fald i praksis, for om billioner af år får protonhenfaldet os alligevel til at forsvinde.

Men der er længe til.

Kun en tusindedel af vores mulige tid er gået – fra Big Bang for tretten milliarder år siden, over de tidlige supernovaer, der spyede alle grundstoffer tungere end brint ud over universet – til disse tungere stoffer fandt sammen i nye spiraltåger, klumpede sig til planeter, samlede sig sammen, skød liv – og atomerne vandrede videre – gennem bregnetræer og sauronithoider, gennem glas og metal og klippe, gennem regnorme og undulater, gennem roser og moskusokser – og videre ind i den krop, vi lever med nu – og når den går i opløsning så videre og videre – i nye og for os ukendte former – og måske ført til andre dele af universet i stadig nye kæder.

Det er ikke vores bevidsthed, der lever videre. Vi oplever ikke denne ufattelige rejse. Men den er der. Vi går ikke til – vi vil stadig være en del af verden.

Topillustration: Cassiopeia.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Arne Herløv Petersen
Forfatter og oversætter |

Arne Herløv Petersen (1943) er forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland. Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han tog studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1961 og i København 1962. I 1971 blev han cand. phil. i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004). Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. Han fik som 15-årig sin debut i 1958 i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", og sin selvstændige debut i 1962 med "Digte". Hans romandebut fulgte i 1963 med "Morgensol og glasskår". Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han har blandt andre oversat Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce, Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top