Historiske film er ikke en genre for sig. Vi kalder dem period piece eller kostumefilm. Men de er altså historiske skildringer, og de former vores opfattelse af fortiden, langt mere end vi aner. Stort set intet i Ridley Scotts Gladiator kunne passere i virkeligheden, men filmen fungerer på sine egne præmisser. Amadeus af Milos Forman gentager en lang række løgne, men filmen er fremragende – netop som film.
Nutiden filmatiserer jo også. Og instruktørerne viger ikke længere tilbage for trofaste adaptioner af de allerstørste og mest komplicerede værker. Lev Tolstojs kæmpeværk Krig og Fred er netop filmatiseret af BBC – uden at man ryster på hånden. Tilgiv mig, men det vil tage alt for lang tid at referere handlingen i den enorme bog, så jeg vil gå direkte til filmen og spørge: hvad er det, BBC har gjort rigtigt? Især sammenlignet med nogle af de nyeste kiks fra Danmark.
På bogens præmisser
Først og fremmest har de accepteret bogens indhold: Tolstoj tilhørte selv den snævre klasse af godsejer-adelige, som er hovedpersoner i romanen. Det lader sig ikke gøre at filmatisere imod personerne. Ej heller at politisere imod personerne. Tolstoj skrev bogen underlagt skrap censur og skabte en yderst raffineret roman om årsagerne til 1800-tallets politiske utilfredshed. Men hverken bog eller film er banalt politisk. Det er en forelsket skildring af, hvordan en række liv omformes af krigen.
Hvis man vil se, hvor fortvivlet tidsbundet en filmatisering kan være, skal man sådan set bare ofre ca. 5 minutter på første del af BBC’s forrige filmatisering af samme bog – fra 1971. Desperat overspil, kostumer der dækker fra 1780 til 1835, en påtaget ironisk kunstighed, som stiller sig spærrende mellem publikum og film. Skuespillerne i hovedrollerne hjælper på indtrykket, men filmatiseringen er simpelthen forældet. Det er ikke BBC’s normale standard fra 70erne, både I Claudius og Elizabeth R. fungerer stadig både som drama og tekst.
Adaption eller fravalg
Tolstoj skrev en totalroman, der bevæger sig hjemmevant overalt, fra slagmarken og lige ind i hovedet på en teenagepige. Han havde personlige erfaringer med det meste af, hvad han skildrede, og er muligvis den forfatter fra 1800-tallet, som kendte krigen bedst indefra. Man kan ikke undvære hverken krig eller fred i en filmatisering, selv om det er ganske klart, at krigen har forrang i flere adaptioner. Krig er i sig selv filmisk, velkendt og koster mange penge. Production value., Pyroteknik og galopperende heste. Men det er jo fredens liv, han hylder.
Og hvordan får man Tolstoj omsat til film, uden at alt bliver tungt pligtstof? Det er især problemet ved filmatisering af hovedværker. I 2015 filmatiserede BBC med let hånd og med kærlighed til hovedpersonerne en grundlæggende accept af romanens synspunkter. Man sorterede netop ikke de svære emner fra. I Sovjetunionen i 60erne fraklippede man lige så stille frimurerne ud af fortællingen. I den nye udgave er det fyrst Andrejs samarbejde med reformpolitikerne, der reduceres til en enkelt replik. I den nye version har man fravalgt Tolstoj som fortællestemme, som voice over. Her fortælles historien som handling, iagttaget af kameraet. med forbavsende lykkeligt få “research-replikker” eller fyld, der skal fortælle os, hvad man egentlig godt kunne have vist. Kameraet er vores Tolstoj.
K & F har været udsat for mangt og meget i filmverdenen. I USA i 1956 forkortede man ved at skære ind til benet, flække knoglen og smide marven ud. Man castede Audrey Hepburn som Natasha, romanens bankende hjerte, og hun er da også det eneste levende væsen, man møder i de timer, filmen varer. Den kluntede, naive idealist Pierre fik til gengæld den elegante, supercool Henry Fondas krop. Total miscasting. Og den melede, kedelige, slappe Mel Ferrer dukker op som Andrej Bolkonsky. Det er en film, som får ens krumme tæer til at gro ind i fodsålerne.
Her fortælles historien som handling, iagttaget af kameraet. med forbavsende lykkeligt få “research-replikker” eller fyld, der skal fortælle os, hvad man egentlig godt kunne have vist. Kameraet er vores Tolstoj.
I 60erne kom den sovjetiske blockbuster-udgave. Instrueret af en skuespiller, der legede lidt for meget med amatør-modernisme, og ærlig talt tabte en del scener på gulvet, men gav masser af production value. Intet kan slå de brutalt underskønne sekvenser fra genskabte slag. Men man havde altså også hele den sovjetiske hær plus jeg ved ikke hvor mange heste fra – sandsynligvis – Landbrugsministeriet til rådighed. Om det så er musikken, der spilles under slagene, er den korrekt. Tusindvis af uniformer, hvide bukser der sidder som smurt på smukke mandeben. Filmen har sine store øjeblikke rent visuelt: ballet hvor Natasha møder fyrst Andrej, slagene ved Austerlitz og Borodino, men også nogle sælsomme, ekspressionistiske fejlgreb.
Her er både Andrej og Natasha fint castet, om end den yndige purunge balletdanser Ludmila Savelyeva havde visse mangler som skuespiller. Den fysisk lille, elegante og sammenbidte Vyateslav Tikhonov som Andrej er nok den mest tilfrosne version, men han tør fint op. Sergej Bondarchuk instruerede og spillede Pierre og anbragte sin egen kone som Pierres kone, Helene. Hverken han eller hun fungerer optimalt, og hendes erotiske udstråling er ikkeeksisterende Desværre har man skåret en del af mine yndlingsscener væk, og simpelthen skrottet hele slutningen. Og i slutningen af 3. del klistret en ufatteligt grov propagandatekst ind over stills fra krigsscenerne.
BBC’s manuskript fra i år har simpelthen, ganske som i sin tid den sovjetiske version, forsøgt at bruge romanen selv som script. Dvs. at man begynder med Tolstojs startscene og fortæller kronologisk, scene for scene, der kan omsættes til film, og kun indbygger og udbygger scener, der visuelt klargør, hvad vi, publikum, bør vide. Selv de mest komplekse og vanskeligt oversættelige scener må egentlig med. Forkortelserne gør ikke fortællingen uforståelig, men hjælper filmen til at fastholde sin klarhed. Man vil ikke gøre romanen mystisk, men skabe en film, der er lige så realistisk i sin fortælleform som Tolstoj.
Som eksempel: i 1. afsnit bliver Andrej sendt ud til den lille hær, som har til opgave at forsinke Napoleons avancement, således at den russiske hær kan nå at slutte sig til den østrigske. Her præsenteres vi for en af de få ”almindelige” mennesker i den ellers rent adelige overklasseverden, kaptajn Tushin, der holder ud i timevis under massiv beskydning, og bliver reddet af Andrej, men mister sine kanoner. Den lille vignet er nødvendig for at forstå Andrej som professionel, og lige præcis nok er taget med i filmen til at vi forstår. God manuskriptkultur.
I det hele taget sidder man tilbage med følelsen af, at de to vigtigste sider af en god historisk filmatisering er et præcist manuskript, skrevet veloplagt og med respekt. Og grundig, kompromisløs casting.
Filmiske løsninger i 2016
I den nye udgave har man efter min mening fundet den rette til at spille Pierre i en amerikansk skuespiller, Paul Dano, der forsvarer sin rolle, og gør det med en smittende uskyld, der engagerer tilskueren. Pierre er vores vej ind i den fremmede verden, russisk adel omkring 1800: som ung søn født uden for ægteskab forvandles hans liv ved faderens død, i løbet af få minutter bliver han en af de rigeste mænd i Rusland. Han bærer på en stor ynde og naivitet, som fører ham til at planlægge terrorisme ved at myrde Napoleon. Derefter havner han i fransk krigsfangenskab. Han er Tolstojs Parsifal, men også en sej overlever – og repræsentant for den generation, som efter krigene ønskede et helt andet, moderne samfund.
Det, som Tolstoj kan vise os, ved at gengive sin skabnings bevidsthed, må her fremgå af filmen selv. Pierre er upraktisk og grænseløst nysgerrig, og har det med at træffe forfærdelige beslutninger. Men han er samtidig fuldkommen sandsynlig som den modne, arrede mand, der gifter sig med Natasha.
Natasha er en sjælden figur i litteraturen, en ung kvinde beskrevet med total indforståelse af en mandlig forfatter, uden fordømmelse eller nedladenhed, og uden unødvendig seksualisering.
Hun fremstilles af Lily Adams, som lyste op i Downton Abbey‘s sidste afsnit som Rose fra Skotland. Og det er ingen normal ingenue-rolle, hun har fået, Natasha er simpelthen historiens hjerte, den livskraft som holder konflikterne i live. Hendes erotiske opvågnen skal komme som en overraskelse, men en overraskelse vi accepterer. Natasha er den person, som gennemgår den største udvikling, fra nysgerrigt barn til nøgtern voksen, ribbet og rig og parat til sit eget liv, sine egne valg. Natasha er en sjælden figur i litteraturen, en ung kvinde beskrevet med total indforståelse af en mandlig forfatter, uden fordømmelse eller nedladenhed, og uden unødvendig seksualisering.
Andrej må egentlig være en selvhenter som rolle, tror man, til man ser de tidlige filmatiseringer og fortvivler. Han er hverken den tomme uniform, som Mel Ferrer fremstiller, eller en følsom velourtomte, kuet af en vanvittig far. Han er en gåde indbagt i et dilemma, selv om han fortolker sig selv som ganske simpel mand – og netop derfor er han så interessant på film i James Nortons tolkning – vi sidder hele tiden på spring for at opsnappe selv det mindste tegn på dissens. Og ja, det lykkes virkelig at få os til at tro på, at han begår selvmord under slaget ved Borodino i 1812. Hans tilgivelse af rivalen Anatol Kuragin registrerer også positivt og virkningsfuldt. Filmisk. Der er mange ord i filmatiseringer, desto gladere bliver man for filmiske løsninger. Her tvinges vi til at iagttage hans ansigt og opdage ikke alene den fysiske skønhed, men også kampen mellem normer og erhvervet indsigt.
Jane Austen i familie med House of Cards
Helt grundlæggende klæder det den nye version at få lidt Jane Austen-plasma i sine årer. Lethed og humor. Ellers har de non-russiske udgaver været præget af fordomme om de åh så indadvendte, alvorlige russere. Her er der langt mere livsglæde og åbenhed end alvor. Måske netop derfor slår den hårdere, som i Pierres oplevelse af at være krigsfange. Faldhøjden er langt voldsommere. Krig og Fred foregår jo i Austens samtid, og filmatiseres af briter, så det er ganske logisk, at stilen følger med.
Hvad nutiden angår, så er den mest mærkbar i tiltningen af bipersonerne. Hvor Helene, Pierres kone, i de tidligere versioner er enten en omkringvandrende marmorstatue eller en underforstået slut, så er hun her i familie med intriganterne fra House of Cards, seksuelt sorgløs og udfordrende, men også hurtigt fattende, hurtigt handlende, en værdig modstander for Pierre. Egentlig meget sjovere end Tolstojs originale figur. For sådan kan filmatiseringer også perspektivere.
Så må vi bare håbe at en dansk tv-kanal tror nok på projektet til at købe og udsende. I mellemtiden kan man både streame serien og købe den på dvd eller Blu-ray.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Topfoto: War and Peace BBC 2016 – Tolstoj som Jane Austen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her