mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler

Kære Joan Baez: Tak for alt

FARVELKONCERT – Sanglærken Joan Baez kom forbi København på sin farvelturné i Europa. Onsdag 7. marts optrådte den musikalske legende i Koncerthuset. Monica Krog-Meyer var med for at sige tak for de smukke sange men også for stemningen, modet, protesten og over 50 års aktiv indsats.

Det er virkelig ikke tit, jeg hamrer 650 kr. af på en koncertbillet, men da muligheden for at være i samme rum som Joan Baez meldte sig, og koncerten endda hedder ”Fare thee well”, betænkte jeg mig ikke et sekund.

Den 77-årige sanger, der har betydet meget for så mange, er på afskedsturné. Og jeg er bare en af mange, der gerne vil sige tak for sangene, for stemningen, for modet, for protesterne og den utrættelige indsats siden midt i 1960’erne.

Koncerthusets smukke sal emmede af forventning, eks-hippie-kvoten var høj og håret mestendels gråt. Hele salen var fyldt, også sæderne bag scenen

Hun stod ved Martin Luther Kings side i 1968 og hørte ham sige ”I have a dream…”, hun var uløseligt forbundet til en ung Bob Dylan, indtil han blev berømt og gik sine egne veje. Hun har sunget med Pete Seeger blandt mange andre, og har stillet op som folkesanger, protestsanger og aktivist i et utal af politiske konflikter. Aktioneret, siddet i fængsel, protesteret. Hende, hendes stemme og hendes guitar.

Og hvordan mon det lyder så mange år efter, tænker man uvægerligt. Hvilken oplevelse mon det er?

Koncertbilletter af i dag er bare et papir gennem printeren

Koncerthusets smukke sal emmede af forventning, eks-hippie-kvoten var høj og håret mestendels gråt.

Hele salen var fyldt, også sæderne bag scenen. Der lød et begejstringsskrig fra en publikummer i det øjeblik hun gik på scenen. Et glædesbrøl, og bifaldet var ikke til at tage fejl af: ”Vi er glade for bare at se dig!”

Joan Baez er en meget smuk 77-årig. Det lange hår blev klippet for mange år siden. I dag er det helt hvidt og det matchede den hvide skjorte med høje flipper, dertil sort vest og sorte stramme bukser.

”Yes there but for fortune” vakte glæde, Joan Baez alene med sin guitar. Stemmen ligger lavere end dengang, gudskelov. Der ligger den smukt. Og uden den vibrato, der indimellem var for meget i hendes yngre dage. Salens vidunderlige akustik gav mulighed for at forstå alle de ord hun sang.

Det var smukt og ærligt, det var et flot farvel, og jeg var glad for at kunne sidde og være en del af et taknemmeligt publikum, der klappede og hujede for at sige tak for hendes store indsats

Lyt til – eller genhør – den smukke sang fra hendes yngre dage her:

Uden forklaringer fik vi også sangene ”I believe in prophecy”, ”Farewell Angelina” og titelnummeret ”Whistle down the wind” fra hendes nye album. Det er blevet til mere end 30 albums i de 59 år hun har sunget for os. Temmelig imponerende.

Hendes to musikere var imens dukket op på scenen, guitarist, banjospiller, bassist med mere Dirk Powel og hendes søn Gabriel Harris på percussion. Til nogle af sangene en ung sangerinde Grace Stumper som korsanger, men også som sangerinde, der simpelthen tog nogle af versene, med en smuk stemme, som en ung Mama Cass. Og ja hun havde ungdommens styrke, men Joan Baez har personligheden og sin karakteristiske stemme i ”Silver blade” og ”It’s all over now, baby blue”.

Det er de stærke historier hun synger om. ”Deportees” om en katastrofe i 1948, hvor et fly med deporterede mexikanske arbejdere styrtede ned. I aviserne blev piloten, stewardesserne og stewarderne nævnt, men ingen tog sig af, hvem alle de døde passagerer var. De var jo kun udviste. En advokat udførte et kæmpe detektivarbejde og fandt frem til deres navne; de efterladte blev samlet til en sørgehøjtidelighed 35-40 år efter, hvor Joan Baez sang den smukke sang for dem, skrevet i sin tid af Woodie Guthrie.

Joan Baez synger mest andres sange. Mary Chapin Carpenters ”The things that we are made of”, Kris Kristoffersens ”Me and Bobby McGee”, Anthony and the Johnsons’ ”I need another world”, men selvfølgelig fik vi også hendes egen ”Diamonds and Rust” om dengang med Dylan.

”Jeg troede ikke unge high schoolelever var interesserede i andet end deres Ipad”, sagde hun, men konstaterede med glæde, at der er så meget krudt i de unge amerikanere, at de som de eneste har kunnet mobilisere protester overfor det amerikanske våbensyndikat ‘National Riffle Association’ NRA. Hun tilegnede derfor sangen ”The times they’re a’changing”, en af Bob Dylans smukkeste sange, til dem.

En lille kort sang ”The President sang Amazing Grace” stammer fra dengang Obama deltog i sørgehøjtideligheden i Charleston, Virginia, efter at en ung fyr var blevet lukket ind til en gudstjeneste og skød 8 mennesker. Obama kunne ikke udtrykke sine følelser stærkt nok og sang i stedet Amazing Grace.

Så der er stadig vigtige historier i Joan Baez.
Både ”Joe Hill”, ”7 Curses”, ”Silver Dagger”, ”House of The Rising Sun”, ”Darling Corey” og ”Gracias a la Vida” var på repertoiret til denne farvelkoncert.

På det tidspunkt konstaterede sangerinden, at hun har ondt i benene: ”Ikke noget under med alle de marcher, jeg har deltaget i!” Men tilføjede så, at en koncertgæst havde hilst på hende og haft sin 107-årige mor med. Hun var ikke helt tilfreds med at høre Joan Baez brokke sig over at have ondt i benene.

Og så var det tid at takke af. Med ”Imagine”, hvor alle blev opfordret til at synge med, og så lidt overraskende Paul Simons ”The boxer”. Men den viste sig at være meget passende, da hun kom til linjerne ”I’m leaving, but the fighter still remains”. Aktivisten stopper ikke, selv om hun ikke længere tager på lange turneer.

Joan Baez er en meget smuk 77-årig. Det lange hår blev klippet for mange år siden. I dag er det helt hvidt og det matchede den hvide skjorte med høje flipper, dertil sort vest og sorte stramme bukser.

Her fra Oslo for et par dage siden. Stemmen var dog bedre i København.

Til sidst sang hun alene med sin guitar, som en forudsigelse af at hun selv en dag skal herfra: ”Swing low, sweet chariot” og sluttede med et ”Amen!”

Det var smukt og ærligt, det var et flot farvel, og jeg var glad for at kunne sidde og være en del af et taknemmeligt publikum, der klappede og hujede for at sige tak for hendes store indsats.

Point of View er gratis, og vi der blogger modtager ingen betaling.
Hvis du holder af, hvad jeg skriver og har lyst til at støtte min forsatte skribentvirksomhed, så modtager jeg med glæde både små og store beløb på mobile pay 2424 6242

Topfoto: Jens Ulrich – dizzyBild taget med telefon.

Kategorier