mm

Dorte Toft

Dorte Toft er journalist, forfatter og halvpensionist. Hun kan ikke helt slippe arbejdet, men fik et puf i sommeren 2016, da Berlingske Business som led i sidste sparerunde opsagde det ti år lange samarbejdet om bloggen Bizzen (it og business). Berlingske holder dog Bizzen-bloggen søgbar, hvilket ikke kun skyldes dækningen af teknologiudvikling og it-politik, men også afdækningen af flere erhvervshistorier. Nogle erindrer måske , at bloggen var et væsentligt redskab, da Dorte Toft pustede Stein Bagger i nakken, men han er langt fra alene om den uønskede opmærksomhed. Dorte Toft begyndte sit arbejdsliv som programmør, men efter godt syv år tog hun journalistuddannelsen i Århus, hvilket hun kun sjældent fortryder. På hendes CV står bl.a. Berlingske, DR, Udenrigsministeriet, KMD, Computerworld og Dagbladet Børsen. Hun er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. En lille bog med titlen Magtkampens A-Z, skrevet under pseudonym, er det også blevet til. Del gerne, hvis du finder det interessant nok. Og bidrag gerne via MobilePay på +45 31 21 07 30, hvis du finder det væsentligt nok.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Dorte Toft
på Mobile Pay: 31 21 07 30

Foto fra “Rally to restore sanity” v/Ryan Somma

Kommentar: Svinehundens nyttige idiot – dig

Den grove tone på nettet og ”fake news” debatteres ofte, senest adskillige gange på Folkemødet. Men vil du begrænse uvæsenet, så anbefaler journalist og forfatter Dorte Toft, at du starter med dig selv. Beløn ikke brandstiftere og løgnere med link-love og egen galpen.

Svinehunden, der galper løs på nettet, og som også fodres af gammelmedier, var et af de flittigst belyste emne på det nys overståede Folkemøde på Bornholm, koblet sammen med fake news. De “falske nyheder” er dog typisk en variant af den galpende svinehund, som slippes løs, når valg skal påvirkes, når sandheder skal undertrykkes, når nogen vil score kassen.

Det handler om at gøre mennesker til får og/eller nyttige idioter, og det lykkes i alt for høj grad, på trods af, at vi burde være klogere. Det er muligt at dæmpe svinehundens galpen.

Motivet: “Follow the money”

Få galpernes motiv ind på rygraden, og motivet er det velkendte ”follow the money” – om the money er kolde kontanter eller en belønning i form af stemmer ved et valg, delinger på Facebook eller en plads i et Deadline-studie. Der ses også kloakslam fra stakkels sjæle, for hvem det at gøre andre ondt udgør den allerstørste belønning, men hvad motivet end er, så modstå maddingen.

Kollektiv forargelse er måske tryghedsgivende, men også kollektiv fordummelse, og jo mere I hidser jer op over grove provokationer, jo flere af dem får I fra medierne.

Når du hidser dig offentligt op over en besked om, at bøger, film og teater fremover skal anmeldes af de højtråbende, bider du bare på maddingen, der skal få dig til at dele forargelsen og udløse flere klik. De højtråbende har i øvrigt også før været brugt som anmeldere.

Når svagpisserklynk slås stort op, er det madding for at trække flere klynkere til og for at udløse forargelse hos andre. Når kvaksalveri præsenteres som kur, er det madding – fra kynikere.

Når partiformænd på Facebook skruer op for fordømmelsen, er det sikker dobbeltmadding. Først tager medierne det med kyshånd, og så er det vores tur. Vi præsenteres for noget, der ikke gør os en dyt klogere på verden, end hvis vi for 15. gang var inviteret indenfor i det omrejsende cirkus for at se den skæggede dame.

Når et public service-medie interviewer en mand, der vil overbevise andre om, at jorden er flad, er det madding i stil med, hvad den hedengangne løgneavis News of the World tjente kassen på.

De ekstreme

Når politikere, der appellerer til svinehunden, får disproportional stor mediedækning i al evighed, handler det heller ikke om journalistiske væsentlighedskriterier, men om madding. Og når en debattør kræver, at alle danskere skal kunne fise rundt bevæbnede, er det madding. Når en rabiat på venstrefløjen dehumaniserer en modstander er det madding.

Giv aldrig – som i A L D R I G – link-love til svinehunden.

Favoritten hos råbekoret i disse år er at sætte lighedstegn mellem indvandring og terrorisme, men også stigmatisering af arbejdsløse og hån af kvinder er populær madding. Bid ikke på. Lad dem ikke ende i listen “Mest læste”. Spar din forargelse. Spar din tid.

Vil du gøre noget ved den kyniske spekulation i belønning, så start med dig selv. Giv aldrig – som i A L D R I G – link-love til galperne. Overskrift og afsender vil typisk være tilstrækkeligt til, at du kan springe udgydelserne over, men får du alligevel klikket ind og læst eller set det, så tæl til 20, inden du gør noget.

Slug lysten til at kalde nogen for idiot

Modstå fristelsen til at give omverdenen link til ting, du anser for hinsides al fornuft. Modstå fristelsen til at kalde afsenderen for idiot. Men skulle der findes et element i provokationen, der er nødvendig at få fortalt, så tag et screenshot af f.eks. overskrift og supplér med det kortest mulige resumé af provokationen og din egen lokumskolde, faktuelle kommentar. Lokumskold, fordi galperens højeste ønske er at blive belønnet med, at du råber højt tilbage, så hun eller han kan blive centrum i dagens shitstorm.

Modstå også fristelsen til at trykke Retweet eller Del for den galpen, der instinktivt ekkoer i dig selv. Fordomme har selv de klogeste, men at give efter er halvhjernet. Og tag fat i venner og familie, hvis de falder i. Opdrag. Hver gang. Husk også selv at stemme med pengepungen, men husk forinden dig selv på, at der kan være flere relevante syn på en sag.

Dødsstraf, anyone?

Glidebanen, som svinehundens smittende magt har ført den offentlige debat ind på, mangler vist kun en klumme i et anerkendt medie med krav om dødsstraf og en med med krav om brug af tortur – “for måske virker tortur ikke, men de mistænkte har fandeme fortjent det”. Alle andre ekstreme synspunkter er forlængst fyret af, og det bliver svært at finde nye grupper af mennesker, der kan stigmatiseres, omend opfindsomheden er stor, ligeså gentagelsestrangen.

Man kan så have en vis medlidenhed med brandstifterne blandt opinionsfolket, for de er i en evig indbyrdes kamp for at overgå hinanden i at vække forargelse – for at bevare deres elskede position i spotlightet og – i visse tilfælde – deres levebrød, men alligevel. Beløn dem ikke. Og slet ikke dem, der flirter med stand up-formen, så “humor” bliver figenbladet for tilsvininger.

Lad deres ytringer forblive blandt fans – “af den frelste for de frelste”. Jeg vil tro, at det halverer belønningen, og måske kan det give plads til en mere nuanceret debat, også fra råbekorets side – fra de mere begavede i koret.

Savnede stemmer

Dette blogindlæg skal dog ikke tages som en opfordring til at sidde på sin flade og holde kæft. Bliv ved med at tage ordet, når noget er kørt galt eller er ved det, men uden at galpe. Bliv ved med at tage ordet, den dag du pludselig opdager, hvor godt noget er, for andre kan jo som dig have glemt det. Tag ordet, når du ser helt nye veje, som kan være værd for andre at udforske. Og – ikke mindst – hjælp nogle af de mennesker, der råbes om – men som ingen stemme har i det offentlige – til at blive hørt.

Kollektiv forargelse er måske tryghedsgivende, men også kollektiv fordummelse, og jo mere I hidser jer op over grove provokationer, jo flere af dem får I fra medierne.

Foto: Fra “Rally to Restore Sanity”, lagt på Flickr af Ryan Somma.

Kategorier