Kulturminister Mette Bock (LA) mener, at “vi skal gå sammen om at tale kulturen op”, men jeg mangler især at se hende gå forrest og gøre det overfor sit bagland og sine partifæller.
Ministeren har adskillige videoer på Facebook, hvor hun diskuterer sine visioner. Dem kunne man nemt have brugt til at informere Liberal Alliances vælgere om vækstlag, eliter og vigtigheden af opera for eksempel. Da jeg for nylig faldt over partiets YouTube-kanal, slog det mig, at den nok har 1351 abonnenter og ca. 1.000.000 visninger på omkring 200 opslag – men der var intet indhold om kultur.
Det er måske ikke så overraskende, når man ved, at der i LA’s kulturprogram står: ”Den statslige kulturstøtte skal naturligvis underlægges samme sparekrav som øvrige offentlige udgifter.”
Jeg kan ikke forestille mig, at landbrugspakken, bankpakker, nye køkkener på plejehjem, kampfly, hjælpepakke til fødeafdelinger eller kræftpakker blev vedtaget, uden at ministrene kæmpede indædt for deres ressort. Hvornår har vi set en kulturminister bede om en hjælpepakke?
Mette Bock har en opgave der, med at tale kulturen op. Og med at skabe handling: Vi må kræve vilje og især økonomi fra ministeriet.
Ses vi på Roskilde?
Hvis ministeren vil kæmpe for os, så skal Copenhagen Phil nok fortsætte sit store arbejde med at skabe kunst og bringe kulturen fra koncertsalene ud i alle samfundets rum.
Ses vi på Roskildefestivalen? Der spiller Copenhagen Phil, hele Sjællands symfoniorkester, på Arena og Orange scene.
Digitalt har Copenhagen Phils YouTube-kanal kun fokus på kultur og uddannelse. Med over 11.000 abonnenter, cirka 30 indslag og omkring 22.500.000 visninger har den på få år berørt og fået vores budskab ud til det, der svarer til fire gange Danmarks befolkning.
Derudover er vores fokus på, med de midler vi har til rådighed, at styrke kulturen i praksis. Ud over det, vi gør på mediefronten, møder vi ved vores koncerter i kommunerne på Sjælland og Lolland-Falster 80-100.000 mennesker hvert år.
Læg dertil flashmobs (som videoen ovenfor, der er blevet set mere end 12 millioner gange) og andre initiativer, der bryder grænser, fordomme og forbehold og viser vej for en dynamisk og bredt favnende fremtid for klassisk musik i Danmark.
Vi ved, at kultur og klassisk musik er for alle, og må være en af de kulturinstitutioner i Danmark, der stærkest har arbejdet for at nå et bredt publikum. Det ønsker vi at fortsætte med.
For Copenhagen Phil bliver det ikke ved snakken.
Hovedillustration: Copenhagen Phil.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her