Klumme: At være baggårdskat i Kontanthjælpsland

af

Jeg er syg, men ikke sygemeldt, for det kan man ikke være, når man er på kontanthjælp. Jeg er bare blevet flyttet fra de jobparate til de aktivitetsparate. Nu er det i sagens natur lidt svært at være parat til aktiviteter, når man ligger og bider i gulvtæppet af angst og depression, men kontanthjælpsland er ikke for sarte sjæle.

Det er faktisk ikke helt nemt at finde et sted, der er for sarte sjæle i dagens Danmark. Et sted, hvor man kan trække vejret frit — altså helt ned i maven og ikke kun i brystet, som man kommer til, når man har for travlt eller er for bange. Et sted, hvor der er plads til at være menneske og ens værd ikke kun gøres op i evnen til at tjene penge til kommunekassen. Et sted, hvor man ikke skuer hunden på hårene.

Højrefløjen har haft held med at tegne et billede af de arbejdsløse som dovne, initiativfattige nasserøve, der ikke gider arbejde samtidig med, at Løkke & co har støttet de virkelige nasserøve til at snyde staten for milliarder af kroner. Lidt af en bedrift, må man sige. At de har været i stand til at få hr. og fru Danmark til at tro på, at det største problem for samfundet er de arbejdsløse og flygtningene.

Det sørgeligste af alt er, at mange kontanthjælpsmodtagere måler sig selv på selvsamme vægt. Hvordan kan de gøre andet? Normen gennemsyrer hele vores samfund. Syren har ædt sig ind i alle afkroge af dets legeme og efterladt en tom skal eller rettere en fernis af medmenneskelighed.

Højrefløjen har haft held med at tegne et billede af de arbejdsløse som dovne, initiativfattige nasserøve, der ikke gider arbejde samtidig med, at Løkke & co har støttet de virkelige nasserøve til at snyde staten for milliarder af kroner. Lidt af en bedrift, må man sige. At de har været i stand til at få hr. og fru Danmark til at tro på, at det største problem for samfundet er de arbejdsløse og flygtningene.

Kontanthjælpland er et symptom. Et symptom på, at der er noget galt i Danmark. Et symptom på, at vi som samfund har bevæget os væk fra velfærdsstaten, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Et symptom på, at vi har valgt at blive fodsoldater i højrefløjens globaliseringshær. At vi har begivet os ind i et land af stene, hvor menneskelige hensyn er erstattet af økonomiske. Et symptom på, at vi har overgivet os til vores indre svinehund.

Jeg mener, det var Ghandi, der sagde de berømte ord: “Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste”. Hvis man vil vide, hvordan medmenneskeligheden, solidariteten og empatien har det i Danmark, så tag en tur til kontanthjælpsland. Så bliver det tydeligt, at Danmark er gået i hundene.

Danmark sparker nedad

Vi er begyndt at sparke nedad. De nederste i hierarkiet er “de fremmede” på kontanthjælp. Dernæst kommer alle andre på kontanthjælp. Hunden, der plejer at få det sidste spark, priser sig lykkelig over, at kontanthjælpsland er kommet. Tænk sig, et helt land befolket af foragtelige væsener, der står sidst i rækken, når der uddeles spark. Står der, hvor man ikke kan sparke tilbage. Det har en forstærkende effekt på de overgreb, man allerede udsættes for.

Blive set ned på. Systematisk mistænkelig- og umyndiggjort. Få skrællet lag for lag af sin identitet og selvfølelse. Blive forhindret i at deltage i samfundet. Forhindret i at arbejde, have kolleger, tjene til livets opholdelse, sætte sin faglighed i spil. Få frataget anerkendelse, social interaktion og værdighed.

Det er faktisk ikke helt nemt at finde et sted, der er for sarte sjæle i dagens Danmark. Et sted, hvor man kan trække vejret frit — altså helt ned i maven og ikke kun i brystet, som man kommer til, når man har for travlt eller er for bange. Et sted, hvor der er plads til at være menneske og ens værd ikke kun gøres op i evnen til at tjene penge til kommunekassen. Et sted, hvor man ikke skuer hunden på hårene.

Man mister sig selv. Svinder langsomt bort for øjnene af sig selv. Tvinges til at tage afsked med den, man var. Tvinges til at prostituere sig selv for småpenge. Man bliver fastlåst. Der er ingen steder at flygte hen. Ingen mulighed for at bestemme over egen krop og sjæl.

Man bliver syg som en hund. Som arbejdsløs på kontanthjælp kan man efter temperament, personlighed og ressourcer reagere på en lang række måder. I lang, lang tid forsøgte jeg at kæmpe, men til sidst var der ingen kræfter tilbage og jeg blev syg. Meget syg. Jeg fik posttraumatisk stress.

Ikke fordi, jeg har været i krig. Ikke fordi, jeg har mistet et menneske, der stod mig nært. Ikke fordi, jeg er blevet voldtaget, berøvet, kidnappet eller skilt. Men fordi, jeg er på kontanthjælp.

På en måde er det som at være i krig. Man skal konstant være klar til kamp. Man bliver tvunget til at gøre ting, man under normale omstændigheder aldrig ville gøre. Forskellen er bare, at i krig har man lov til at bekæmpe fjenden. Det kan man ikke, når man er på kontanthjælp.

Hvis man vil have økonomisk hjælp, fordi der ikke er noget arbejde til én, så skal man være indstillet på at bukke og skrabe for fjenden. Finde sig i alverdens tænkelige og utænkelige ydmygelser og magtudøvelser. Det er som at blive voldtaget om og om igen i sin sjæl, uden at man kan henvende sig nogen steder og få hjælp.

Jeg blev syg af det, men man kan ikke være syg, når man er på kontanthjælp. Man kan få et hundeliv i kontanthjælpsland.

Topillustration: POV International med LunaPicEditor – originalbillede fra https://tsn.ua/groshi/na-mezhi-vizhivannya-ukrayina-peretvorilasya-na-krayinu-zhebrakiv.html

Maria Busch modtager ingen penge for sine tekster og modtager ikke donationer via Mobile Pay. Hun er jo på kontanthjælp.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Busch

Maria Busch er cand. mag. i historie og engelsk fra RUC  har i en lang årrække været ansat som kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet. I dag er hun langtidsledig kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp. Hun bruger sin blog beprettyplease.dk til at sætte fokus på, hvordan det er at bebo det golde kontanthjælpsland.  Maria er født og opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor.

Seneste indlæg fra

Gå til Top