COP23 – Kære verdensledere, husk bønderne og arbejderne i nogle af verdens fattigste lande, når I mødes under COP23. De er klimaforandringernes store tabere. Det ændrede vejr ødelægger allerede deres høst og truer deres eksistensgrundlag. De har brug for jeres hjælp med at tilpasse sig de ændrede betingelser, skriver Louise Elver.
I dag går FN’s 23. klimatopmøde – COP23 – i gang, og de næste par uger kommer medierne til at flyde over med klimanyheder. Det er så nemt at vende det døve øre til.
Forskere forudser, at produktionen af kaffe, kakao, te og bomuld vil være ekstremt påvirket om bare 30 år og i nogle områder endda helt forsvinde
For selvom klimaforandringerne kommer tættere og tættere på, senest med orkanerne Irma og Maria, der ramte USA og Caribien for et par måneder siden, er det alligevel diffust og fjernt for de fleste af os.
Men faktum er, at klimaforandringerne hverken er en diffus eller fjern størrelse i nogle af verdens fattigste lande. Her er det hverdag og virkelighed, for det ændrede vejr ødelægger høsten og truer bønder og arbejderes eksistensgrundlag.
Forskere forudser, at produktionen af kaffe, kakao, te og bomuld vil være ekstremt påvirket om bare 30 år og i nogle områder endda helt forsvinde. Derfor er det afgørende, at vi som verdenssamfund benytter COP’en til at opprioritere vores klimaindsats. Og ikke nedprioritere den, som visse verdensledere er i fuld gang med.
COP’en ledes af klimaramt land
Det er Fiji, der står i spidsen for det knap tre uger lange klimatopmøde, selvom det foregår i Bonn, Tyskland. Fiji har ikke faciliterne til så stort et møde.
Det er ganske symbolsk, for Fiji er et af de lande, der har den globale opvarmning helt inde på livet. En af hjørnestenene i Fijis økonomi er rørsukker.
Det ændrede vejr påvirker allerede produktionen, hvilket har fatale konsekvenser for landets økonomi og de 20.000 fijianere, der er afhængige af industrien. Udbyttet er mindre end det plejer, tørkeperioden varer markant længere og voldsomme orkaner river sukkerrørene op af markerne.
Orkaner og oversvømmelser risikerer i yderste konsekvens at drukne landet og fjerne det fra landkortet, fordi det ligger så lavt.
Klimaforandringerne er primært skabt af det massive overforbrug i vores del af verden. Men det er nogle af verdens fattigste mennesker, der i høj grad betaler prisen for det
Klimaforandringerne er også dagligdag i Sydamerika, hvor plantesygdommen kafferust hærger. Den påvirker i dag over 50 procent af den totale kaffeproduktion i Centralamerika, og den massive spredning af sygdommen er direkte linket til klimaforandringerne.
Selvom klimaforandringerne er mørke og dystre, er der dog ikke nogen grund til at vinke farvel til morgenkaffen eller chokoladebaren. Endnu i hvert fald.
Zeddy Rotich er en af verdens ukendte klimahelte
For der findes stribevis af ukendte klimahelte, der med små indsatser kæmper mod klimaforandringerne. En af dem hedder Zeddy Rotich og er kaffebonde i Kenya.
Hun har på første hånd oplevet, at vejret har ændret sig. Tørkeperioden varer længere, og temperaturerne er højere. Hun frygter, at kaffeproduktionen vil falde i fremtiden.
For at stå i mod det ændrede vejr, er hun og andre bønder begyndt at plante træer, som giver skygge for kaffetræerne i tørkeperioderne. Det kan kun lade sig gøre, fordi hun i dag ejer et komfur, som kan anvende kokasser som brændsel.
Før i tiden fældede hun træerne for at få brændsel til sit komfur og lave mad til familien. Nu samler hun i stedet kokasser fra sine tre køer. Dermed kan træerne få lov til at stå, så de kan danne skygge for kaffebuskene.
Selvom det på den korte bane er muligt at stå i mod klimaforandringerne med så simple ting som et komfur, skyggetræer og uddannelse, er det ude for rækkevidde mange steder.
For millionvis af bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande har ikke engang råd til at købe mad til familien sidst på måneden, selvom de knokler i markerne syv dage om ugen.
Hvordan skulle de få råd til at investere i klimatilpasning? De har brug for, at verdenssamfundet ser dem og giver dem ressourcer, så de kan omstille sig til de nye betingelser.
Klimaforandringerne er primært skabt af det massive overforbrug i vores del af verden. Men det er nogle af verdens fattigste mennesker, der i høj grad betaler prisen for det. Det mindste, vi kan gøre, er at hjælpe dem med at stå i mod. For der findes ingen Planet B.
Så kære verdensledere: Husk bønderne og arbejderne i nogle af verdens fattigste lande, når I samles her under COP23. Giv dem mulighederne for at blive klimahelte ligesom Zeddy Rotich: De føler den brændende platform under sig og er maksimalt klima-omstillingsparate, fordi deres fremtid i bogstavelig forstand afhænger af det. Men de mangler ressourcer.
Fakta: Om klimatopmødet
FN’s klimatopmøde bliver afholdt for 23. gang fra den 6. til 23. november 2017. Fiji har formandskabet, men af praktiske årsager bliver mødet afholdt i Bonn i Tyskland, som huser FN’s klimasekretariat, fordi man regner med, at op til 20.000 deltager. For at sørge for at bøndernes og arbejdernes stemme bliver hørt i debatterne, deltager Fairtrade i topmødet. Blandt andet med repræsentation af CEO Dario Soto Abril samt Parbindra Singh, der er formand for Lautoka Cane Producers Association i Fiji. Læs mere på www.cop-23.org.
Topfoto: Friske kaffebær der lige er blevet plukket i Peru. Forskere forudser, at kaffe risikerer at blive en dyr mangelvare eller måske helt forsvinde om bare 30 år som konsekvens af klimaforandringerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her