mm

Jan Eriksen

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jan Eriksen
på Mobile Pay: 22 64 82 35

Et af de mest vedkommende danske rockalbum nogensinde

ANMELDELSE – Det vil altid være et tema blandt kunstnere, om man kan eller bør adskille kunstneren fra kunsten. Hvornår det bliver for meget 1:1, spørger Jan Eriksen i denne tekst om Kira Skovs album ‘The Echo of You’, hvor intet er ligegyldigt, overflødigt eller halvhjertet. Albummet, der er en hyldest til Skovs nyligt afdøde mand Nicolai Munch-Hansen, er et af de mest vedkommende nogensinde.

Sangerinden Kira Skov er lige nu på Danmarksturné. Med sig har hun mindet om sin nyligt afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen, og en håndfuld numre fra et af de mest vedkommende danske rockalbum nogensinde, The Echo of You.

Fra himlen dratter de vilde små fugle ned i forårstræet,’ skriver forfatteren Peter Laugesen i den booklet, der følger med The Echo of You.

Sådan er det også uden for mit vindue, mens disse linjer skrives. Gråspurve (og egern) flintrer rundt i havens kaukasiske vingevalnød, mens foråret forsøger at trænge igennem den nådesløse nordvestenvind.

‘The Echo of You’ – om hendes enorme savn af manden med hvem, hun arbejdede og levede sammen med i årevis

Skulle man sådan en forårsdag blive grebet af en trang til at lægge en alen eller to til det, man i forvejen bilder sig ind, at man ved om kærlighedens væsen, findes der lige nu ikke et smukkere musikalsk vidnesbyrd at fordybe sig i end Kira Skovs album The Echo of You.

Nicolai Munch-Hansen døde for et år og to måneder siden efter et fatalt miks af stoffer og alkohol. Siden har Kira Skov turneret med musikken fra 2017-albummet In the Beginning, der måtte udskydes på grund af dødsfaldet.

Hun har skulle bearbejde sin egen sorg og sammen med parrets søn og Munch-Hansens datter fra et andet forhold søge at finde en fælles forståelse af det ufattelige.

Som en del af denne proces har hun skrevet og indspillet de ni numre på The Echo of You, der alle handler om Kiras kærlighed til Nicolai – og hendes enorme savn af manden med hvem, hun arbejdede og levede sammen med i årevis.

Et kærlighedsfyldt begravelsestogt

Vi er født i et af verdens rigeste samfund, men vi er også født ind i en nordisk kultur, hvor store, rigtig store følelser, er noget, der helst betragtes på sikker og tryg afstand. Sådan er det ikke på The Echo of You.

Jeg har interviewet Kira Skov to gange. Første gang stirrede Bob Dylan fra en kæmpe plakat på os fra væggen i hendes og Munch-Hansens lejlighed på Vesterbro. Anden gang, da det foregik i et kolonihavehus på Amager, holdt han sig på samme plakat diskret i baggrunden på toilettet.

Gammel-Bob er også med et enkelt sted eller to som reference på The Echo of You. Som blandt andre også Joni Mitchell, Emmylou Harris, Leonard Cohen og P.J. Harvey.

Det sidste er ikke så underligt. Producer John Parish har i flere år været Polly Jean Harveys faste samarbejdspartner.

Hvor dennes seneste album The Hope Six Demolition Project lød som en march under en demonstration (i udkanten af Washington) lyder The Echo of You som et kærlighedsfyldt begravelsesoptog.

I det første nummer, det fornemt, næsten nøgent orkestrerede titelnummer med Maria Jagd og Barney Morse-Browne smukt på hhv. violin og cello, er inspirationen fra Leonard Cohens Holocaust- og tangoinspirerede Dance Me to the End of Love mere end tydelig.

Det vil altid være et tema blandt kunstnere, om man kan eller bør adskille kunstneren fra kunsten. Hvornår det bliver for meget 1:1?

The end is not an end, synger Kira Skov i samklang med sangeren Bonnie ‘Prince’ Billy, respektfuldt syngende som et spagt ekko af Skovs sang – som en form for understregning af titlen.

Nicolai Munch-Hansen var stor fan af amerikanske Bonnie Billy, aka Will Oldham, der med sin skrøbelige, folksy countrystemme passer perfekt ind i Skovs minimalistiske musikalske æstetik. I et fortættet sanseligt udtryk, der matcher teksterne på liv og død.

Når Kira og Bonnie ‘Prince’ Billy i det savn- og sorgfyldte Lilac Sky i svimlende samklang synger Limbs entwined beneath cedars and pines, reignite the stars in the lilac sky, ér musikken ganske enkelt farven af stjerner på den syrenfarvede himmel.

The Echo of You. CD-cover.

Everything Reminds Me of You sættes diskret, stilfærdigt i gang af Skov selv på en akustisk guitar, der kunne lyde som noget, der var kommet fra Lou Reed. På en af hans gode dage.

Det er nærmest berusende, som nummeret fortsætter med de andre instrumenter stilfærdigt hvirvlende ind og ud af rytmegruppens flow og Skovs sårbare vokal. Dén stemning i det nummer. Det er vildt godt.

Og det samme gælder I Tried to Look into Your Eyes in a Photograph Today med Parish og Oliver Hoiness på guitarer, hvor man som lytter helt ude i spidserne af de følehårene fornemmer Kira Skovs hænder søge og mærke sin elskedes hænder derude i det evige mørke.

Som hun også gør i Supernatural Ecstacy, hvor den afdøde mand manifesterer sig som et erindringens gespenst, og parret i Skovs bevidsthed danser en stille vals en sidste gang. Igen med et meget fornemt strygerarrangement af Maria Faust.

Spirit Shed er en chant cirklende omkring sig selv, hvor Kira Skov beskriver sjælevenskabet mellem hendes elskede og hende selv, kogt ned i det medrivende omkvæd ‘Oh, My Love’.

Som også i The Basement er der denne her stemning af dansende bevægelse mod lys, nåleskarpt balancerende på en afgrund af smertefuldt mørke. På intet tidspunkt lader Skov eller hendes musikere sentimentet løbe sig af hænde over i grådkvalt selvmedlidenhed.

Kunstneren og kunsten

Det vil altid være et tema blandt kunstnere, om man kan eller bør adskille kunstneren fra kunsten. Hvornår det bliver for meget 1:1?

Med The Echo of You gør Kira Skov den diskussion latterligt ligegyldig. I hvert fald når det gælder hende selv.

Udfrielse fra sorg og smerte’ lyder som noget, der kunne være titlen på et foredrag, skrevet med sirlig kuglepenskrift på et solbleget A4-papir i et udhængsskab på hvilket som helst menighedshus.

Det får være.

Det kunne også være overskriften på et af de mest vedkommende danske rockalbum nogensinde.

Intet er ligegyldigt, overflødigt eller halvhjertet på The Echo of You.

Kira Skov er på Danmarksturné med albummet frem til 18. maj. Spillesteder og datoer kan ses her.

Kira Skov

  • Født 6. juni 1976. I februar i 2017 mistede hun sin mand, Nicolai Munch-Hansen, der også er far til sønnen Morgan. Som 17-årig rejste Kira Skov til London, hvor hun mødte den 17 år ældre guitarist Eve, som hun fulgte til USA. Hun flyttede tilbage til Danmark i 2002.
  • Hendes første band Kira & The Kindred Spirits markerede sig hurtigt som liveorkester med Skov som dynamisk kraftcenter.
    I den store offentlighed blev Kira Skov for alvor kendt ved at synge duet med Lars H.U.G. til Rock’n’royal i 2004 umiddelbart før brylluppet mellem kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
  • I 2007 blev Kira & the Kindred Spirits opløst. Kira Skov forfulgte en solokarriere i samarbejde med sin mand, Nicolai Munch-Hansen. Sammen med trip-hop-stjernen Tricky har hun i 2008 optrådt på festivaler i Europa, Japan, Korea og Rusland.
  • I 2008 udkom Kira Skovs første soloplade ‘ The Rail Train, the Meadow, the Freeway and the Shadows’. I 2013 udgav Skov sit tredje soloalbum ‘ When We Were Gentle’, der også udkom i Tyskland, Frankrig, Polen, Japan og Taiwan. Hendes nummer ‘ Now I Know’ fra 2015 bliver spillet i tv-serien ‘ Bones’.
    I 2017 udkom albummet ‘In the Beginning’, som blev indspillet i en nedlagt kirke i Estland.

Topfoto: Christian Larsen

Kategorier