mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Kinok: Tysk film – gode intentioner og langsomme liv

TYSK FILM – Fun fact: Da Maren Ade deltog i Cannes-festivalen i 2016 med Toni Erdmann var det første gang i otte år, at tysk film var repræsenteret. I samme periode deltog Danmark seks gange. Lyder det mærkeligt? Tysk film er også mærkelig. Det er som om, det burde være legendarisk, er det ikke? Et så stort kernekulturelt land, lige midt i Europa, der huser en af verdens største filmfestivaler, nemlig Berlin-festivalen. Fritz Lang, Werner Herzog, Wim Wenders og mange andre. Goodbye Lenin, Der Untergang, De Andres Liv. Jamen, det er da en gigantisk filmnation?

Det må man ganske enkelt sige, at det i en periode ikke var, i hvert fald ikke i Cannes-sammenhæng, og selv den mest inkarnerede fan af tyske film må nok også indrømme, at det var lidt småt med gennemslagskraften i forhold til f.eks. lillebror Østrig, hvorfra Michael Haneke og Ulrich Seidl er blevet verdensstjerner.

Det er paradoksalt nok i en bølgedal, at bølgerne går højest. Og de gik godt nok højt i Tyskland. Her nogle år efter er tysk film igen i opblomstring, og det er hver at kigge lidt nærmere på hvad som skete

Men for en lille gruppe af filmkritikere og andre cinefile – herunder undertegnede – har Tyskland været et af de mest fascinerende filmlande. Måske netop på grund af den filmiske krise. For kriser ansporer til højlydte diskussioner om, hvordan man kommer videre, hvilke film man skal satse på, hvem der har ret i, hvad slags kunst som har værdi.

Det er paradoksalt nok i en bølgedal, at bølgerne går højest. Og de gik godt nok højt i Tyskland. Her nogle år efter er tysk film igen i opblomstring, og det er hver at kigge lidt nærmere på hvad som skete.

Måske især fra et land som Danmark, der nu synes at være igennem vor egen dal mellem bølger.

Berlin-skolen

Det begyndte så småt i 2001. To film, Mein Langsames Leben af Angela Schanelec og Der Schöne Tag af Thomas Arslan havde premiere, og anmelderen Rainer Gansera benyttede lejligheden til at skrive, at det var som om de to plus Christian Petzold udgjorde, hvad han kaldte en ‘Berlin-skole’. Udtrykket satte sig fast.

De tre instruktører havde vitterlig gået på samme skole i Berlin – ‘Deutsche Film- und Fernsehakademi Berlin’ eller dffb – og havde sammen med et par lærere og kritikere noget de kaldte et ‘Politbüro’. Senere blev instruktører som Ulrich Köhler, Maren Ade, Valeska Grisebach og Jessica Hausner inkluderet, foruden Christian Höchhäusler, der også drev filmmagasinet Revolver.

Er der noget at sige til, filmnørder er fascinerede? Det er alt det, vi elsker. Bølger af instruktører med fælles tematikker, selvbevidst og aggressiv selviscenesættelse, og et filmsprog som er smalt, stramt og eksperimenterende

Revolver og ‘Politbüro’. Er der noget at sige til, filmnørder er fascinerede? Det er alt det, vi elsker. Bølger af instruktører med fælles tematikker, selvbevidst og aggressiv selviscenesættelse, og et filmsprog som er smalt, stramt og eksperimenterende. Op igennem de næste år udkom en lind strøm af små ‘Berlin-skole-film’, som måske ikke satte verden i brand, men som var elskede af anmelderne.

Debatten om filmene blussede dog op og var brandvarm. Det mest herostratisk berømte eksempel kom med et debatindlæg af producenten Günter Rohrbach fra 2007, kaldet ‘Das Schmollen der Autisten’, løst oversat ‘Autisternes Hulken’. Og ja, autistiske er hvad han kalder Berlin-skole-instruktørerne og deres fans blandt kritikerne: havde de ikke et større publikum måtte det være tegn på en mangel på social kompetence fra deres side, og det kunne åbenbart bedst kunne beskrives ved at give dem en diagnose.

Rohrbach sammenlignede to film, Valeska Grisebachs Sehnsucht og Tom Tykwers Parfumen – Historien om en Morder. To film der solgte henholdsvis 24.000 og 5,5 millioner billetter i Tyskland. Hans argument gik ikke på, at billetsalget nødvendigvis afspejlede filmisk kvalitet, men på at den manglende opbakning til Grisebachs kritikerhyldede film, kontrasteret med den overvældende interesse for Tykwers -hadede ditto, afslørede hele miljøet som impotent, overflødigt og ligegyldigt.

Det er let at påpege et paradoks i den argumentation: Hvis Berlin-skole-miljøet virkelig er så ligegyldigt, hvorfor så overhovedet beskæftige sig med dem og så endda i så voldsomme vendinger? Vil det ikke bare forsvinde af sig selv?

Det er nærliggende at tolke angrebet som en professionel filmverdens ønske om komplet hegemoni, uden nogen som helst form for plads til de sprækker, frirum og alternativer som de små eksperimenterende Berlin-skole-instruktører tilbudte.

Det er nærliggende, og man fornemmer også lidt, det ligger i tråd med den selvopfattelse Berlin-skolen har af sig selv, jvf deres ‘Politbüro’-retorik.

I det opslagsværk jeg sidder med om skolen, ‘Berlin School Glossary – An ABC of the New Wave in German Cinema’ (redigeret af Roger F. Cook, Lutz Koepnick, Kristin Kopp og Brad Prager) handler rigtig mange af opslagene også om alt det, filmene ikke er. De er ‘Anti-Haupstadt’, dvs de er ikke genkendelige portrætter af kendte tyske steder som så mange andre Berlin-film. De er ikke konventionelt narrative. De er ikke letlæseligt politiske. De er ikke Hollywood, men ej heller som tidligere tysk film à la Herzog, Wenders og Fassbinder.

Problemet er blot, at ved at hylde film for alle de ting, de ikke er, risikerer man at hylde film, der reelt set ikke rigtig er noget. Der er skrevet rigtig meget om Berlin-skole-film, men pga. den bellicose tone er det egentlig svært at få ret meget ud af det, og eftersom filmene sjældent vises, er det en kunststrømning, der let får lov at ligge dødt.

Angela Schanelec

Så meget desto mere grund er der derfor til at gribe chancen, når streaming-sitet MUBI for tiden kører en kavalkade med Berlin-skole-instruktøren Angela Schanelec. En af bølgens ophavskvinder, der aldrig har fået samme gennembrud som Christian Petzold (Barbara, Phoenix) eller Maren Ade (Min Far Toni Erdmann) – men når det kommer til rendyrket Berlin-skole-stil er hun svær at overgå.

Første film blandt de tilbudte er førnævnte Mein Langsames Leben fra 2001, en af de film der gav anledning til at opfinde prædikatet ‘Berlin-skole-film’. Og altså, alene titlen!

Det langsomme liv foregår henover en sommer i Berlin, hvor livet mest af alt bare leves – den engelske titel, Passing Summer, er anderledes, men næsten lige så rammende. Der er aspekter af drama – hovedpersonen Valerie har både en elsker og en syg far, så der er følelser nok – men filmen lever som så mange andre små film først og fremmest som en stemning, en tone og en æstetik.

Der er rigtig mange Berlin-skole-film der forsøger det her, måske flere end man egentlig behøver at se, men uden at have set dem alle er Mein Langsames Leben muligvis den bedste

Og hvilken stemning! Så dvask en nordeuropæisk sommertid har jeg sjældent set på film, man kan høre fuglene på grund af det fremragende lydarbejde, men det er næsten lige så tydeligt at lugte træerne og den kommende regn, fornemme varmen, vinden og luftfugtigheden. Mein Langsames Leben er minimalisme, når det er bedst, ikke fordi der er alt muligt, som ikke er der, men fordi de elementer, der er ladt tilbage, er slebet knivskarpe indtil hvert billede er originalt, hvert et blik eller en gestik føles signifikant, hvert klip leder til spændt forventning om hvad vi nu skal se.

Der er rigtig mange Berlin-skole-film der forsøger det her, måske flere end man egentlig behøver at se, men uden at have set dem alle er Mein Langsames Leben muligvis den bedste.

Derudover har Schanelec som alle andre auteurs så megen personlighed og egne tanker, at hun ikke behøver regnes med til en ‘skole’ for at være interessant. Da kavalkaden stadig kun er i sin vorden har jeg ikke set alt, hvad der vil komme, men af det jeg har set, er det klart, der er nogle ting som går igen.

Unge kvinder og deres håndtering af kvinderollen (blot som en lille ting har flere af Schanelecs hovedroller androgyne frisurer). Der rejses til og fra Tyskland, og to film hedder endda Marseille og Orly. Af en Berlin-skole-instruktør at være, er Schanelec virkelig optaget af verden udenfor, eller måske snarere er hun optaget af berlineres position i verden?

I hendes seneste film Der Traumhafte Weg (engelsk titel: The Dreamed Path), kombineres to spor, et på en sommerferie i Grækenland (og, igen, Schanelec er god til sommerstemning!) med et mange år senere i Tyskland. Spændingsfeltet mellem de to områder har sjældent stået stærkere, og det er måske netop fordi, Schanelec søger spændinger, at man overlever, at hendes film mangler traditionelle narrative værdier. For selv når hun rendyrker noget stillestående, så kan man forvente, det nok skal skabe spænding senere hen.

Ud af Intet

Apropos film der finder sted i både Grækenland og Tyskland, så er det pudsigt nok også en ting i Fatih Akins seneste Ud af Intet, der havde dansk biografpremiere i denne uge. Uden at ville afsløre handlingen, så finder en del af filmen sted ved et hav i Grækenland. Det virker måske som en overraskelse, eftersom filmens emne er så specifikt tysk – baseret på en virkelig historisk nynazistisk bombekampagne mod indvandrere – men Akin, der har tysk-tyrkisk baggrund, er kendt for at have en international tilgang til Tyskland, hvad end det er Guldbjørnevinderen Mod Muren om karakterer fanget mellem de førnævnte to kulturer, eller Soul Kitchen om en græsk-tysk mand og hans ønske om at lave cajun ‘soul food’ og få hans kæreste hjem fra Shanghai.

Det er heller ikke unormalt for Fatih Akin at lave meget konstruerede plots til sine film – er nok en grund til at hans første Cannes-pris var for ‘Bedste Manuskript’. Ud af Intet føles også vældig meget som en roman med et højdramatisk plot og en relativt ufilmisk æstetik.

Ad af intet/Camera Film.

Katja mister både mand og søn i en eksplosion, og politiet er først overbevist om, at de skyldige skal findes blandt mandens tidligere kriminelle bekendte, selvom Katja forsøger at forklare, han har forladt det kriminelle miljø. Da det viser sig at være et nazistisk terrorbombardement må Katja igennem en opslidende retssag, og i sidste ende stilles der spørgsmål om aktuelle politiske emner som racisme og terror, men også retfærdighed og hævn indgår i filmens tankefletværk.

Fatih Akin forholdt sig nogenlunde neutralt i fejden om Berlin-skolen, men Revolver-kritikerne opfandt alligevel et begreb, der passer nogenlunde på hans film: ‘Kino der Guten Absichten’, film med gode hensigter.

Især filmens parallelisering mellem nazistisk og islamisk terror er modig og tankevækkende, når den påpeger at nazisterne kujonagtigt forsøger at undgå skyld og straf for deres gerninger, mens selvmordsbomberen både ofrer eget liv og personlighed i gerningen og altid derefter vil være ‘selvmordsbomber’

Der er vitterlig intet andet end gode hensigter bag den her film: manuskriptet er stærkt, Diane Kruger gør det fremragende i hovedrollen som Katja, og det virker ret fortjent, hun vandt Bedste Skuespillerinde sidste år i Cannes.

Især filmens parallelisering mellem nazistisk og islamisk terror er modig og tankevækkende, når den påpeger at nazisterne kujonagtigt forsøger at undgå skyld og straf for deres gerninger, mens selvmordsbomberen både ofrer eget liv og personlighed i gerningen og altid derefter vil være ‘selvmordsbomber’. Selvmordsattentatet virker til sammenligning næsten nobelt – ‘Guten Absichten’ skal med andre ord ikke forveksles med dødssyg politisk korrekthed.

Ud af intet/Camera Film.

Men den artistiske korrekthed, den har jeg lidt svært ved at komme udenom. Ud af Intet starter overraskende med håndholdt kamera af utrolig billig digital kvalitet: En mand i en smoking i fængsel, smart og smuk og smilende til kameraet. Jeg blev forbløffet og glædede mig næsten til at se noget så smadret og anderledes. Men det er naturligvis kun brudstykker, dele af Katjas gamle hjemmevideoer om hendes familie, der afmålt anvendes undervejs. Meget afmålt, præcis i den mængde, hvor det bemærkes som en ting, men ikke gør hverken fra eller til.

Sådan er æstetikken lidt over det hele. Der er nogle virkelig flotte kameraindstillinger af den ekstremt erfarne Rainer Klausmann – der foruden at være fast fotograf for Fatih Akin også har filmet bl.a. Baader Meinhof Komplekset og Der Untergang. Det er kvalitetsarbejde, med kant. Men det gør ikke rigtig noget. Det fungerer lidt som kunstfilmsmarkører, sikrer at vi ved, vi ser en højkulturel og fin film, der er værd at tænke over.

Men åh, havde hele filmen dog bare haft energien fra de smadrede hjemmevideobilleder. Så var man blevet tvunget til at forholde sig til, hvad der foregik. Som det er bliver Ud af Intet en rigtig god film, om et vægtigt emne, velskrevet og velspillet og vellavet. Værd at lave, værd at se. Men man skal ikke regne med noget, der bliver hængende.

Den danske pendant

Hvad kan vi så lære af det? Dansk film har også været i en bølgedal, og debatten om vejen frem har på mange måder afspejlet den, tyskerne havde for ti år siden. På den ene side en fløj der vil noget nyt-nyt-nyt; noget anderledes, noget alternativt, noget skævt.

Vi har ikke nogen ‘skole’, vi kan kalde den, men i stedet er der en fællesnævner i, at de fleste film, der fremhæves, er lavet efter den såkaldte ‘lavbudget-ordning’.

Og på den anden fløj, som i Tyskland, er der højlydte stemmer, der råber på det dyre, det velkendte, det professionelle.

Der er vel ikke nogen, der kan være overrasket over, hvilken fløj jeg tilhører. Men lad os nu se lidt på det tyske eksempel. For måske var anmelderne for hårde ved Tom Tykwers parfume-film, men hvad har tysk film overhovedet fået ud af ham det sidste årti? Han har lavet – udmærkede – film i Hollywood, for når det kommer til stykket kan europæisk film ganske enkelt aldrig hamle op med Hollywood inden for budget og professionalisme. I hvert fald ikke over længere tid.

Et levende filmland har plads til både Angela Schanelec og Fatih Akin, gode intentioner og langsomme liv. Tom Tykwer-typen passer sikkert bedre til udlandet, og det er der ikke noget i vejen med. Men, undskyld jeg siger det, Parfumen var altså en rædderlig film…

Valeska Grisebach derimod vendte sidste år tilbage med Western, der også er blevet vist flere gange i Danmark. Den var nomineret til den prestigefyldte LUX-pris og blev hyldet overalt i verden. Det kommer i forlængelse af, at Berlin-skole-instruktører endelig har fået et bredt publikum med Petzolds seneste film og da især Min Far Toni Erdmann – der som nævnt til at starte med også brød pausen mellem tyske film i Cannes i 2016. Det var et langt, hårdt stræk, men de nye stemmer var i sidste ende dem, der gav mest værdi til filmindustrien.

Der er dog nok også mere, vi kan lære. De film, der har rykket, har ikke været minimale, Min Far Toni Erdmann er f.eks. en tre timer lang komedie der til overflod byder på idéer og påfund. Hvis lavbudget for alvor skal rykke, så kan vores fløj heller ikke nøjes med at fremhæve, hvor anderledes de er, end andre danske film; at der er færre stjerner, mindre plot. Uanset hvor højt vi råber.

Et levende filmland har plads til både Angela Schanelec og Fatih Akin, gode intentioner og langsomme liv. Tom Tykwer-typen passer sikkert bedre til udlandet, og det er der ikke noget i vejen med. Men, undskyld jeg siger det, Parfumen var altså en rædderlig film…

Topfoto: Mein Langsames Leben/Alive – Vertrieb und Marketing/DVD

Kategorier