Kinok: Nye lys, nye lån, migration og minoriteter

af

Der er noget flygtigt over de digitale billeder, selv i dag hvor teknologien er så avanceret. Vi forbinder det med noget immaterielt, med nuller og ettaller, i modsætning til de analoge kameraers ægte lys på ægte film. POVs filmanmelder Frederik Bojer Bové samler i denne uge i sin klumme Kinok* tanker og reflektioner om teknik og indhold i Lys i mørket, Patriarken, The Big Sick og Go Home.

*’Kinok’ er et ord skabt af den russiske instruktør Dziga Vertov, bestående af de russiske ord ‘Kino’ (film), ’oko’ (øje) og ‘-ok’ (mand). Det betyder i al sin enkelthed ‘mand der ser film’, virkelig ser film (og ja, ‘-ok’ betyder eksplicit ‘mand’, jeg arbejder på at finde den kvindelige form, stay tuned). Med denne klumme vil jeg ganske simpelt se film, og forsøge at kommunikere hvad jeg ser til så mange andre kinoker og kinokaer (Måske? Skal nok finde ud af det!) som muligt.

Lys i mørket

Kig godt på lys og skygger i billedet ovenfor. Personerne er i en garage med en enkelt lille lygte hængende foran den venstre mands ansigt. Så hvordan fanden falder hans skygge til højre for ham? Det gør den, fordi Kaurismäkis nye film dyrker en ekspressiv snarere end en naturalistisk lyssætning.

Den store finske instruktør Aki Kaurismäki er kendt for mange ting, hans deadpan-humor, hans forkærlighed for rock’n’roll, hans politiske engagement, og mange af de ting har domineret i større og mindre grad i film som hans proletartrilogi (Shadows in Paradise, Ariel & Pigen fra Tændstikfabrikken), Leningrad Cowboys Go America og Manden Uden Fortid.

Han er i mindre grad kendt for sin lyssætning, men det er noget, han har arbejdet med tidligere, som det f.eks. ses i Drifting Clouds. Det er bare meget, meget mere tydeligt nu, fordi han skiftede til digitale kameraer med Miraklet i Le Havre fra 2011. Det var også den første film af en ny lille serie, som foregår i havneområder, og som sætter fokus på migranter og indvandring.

Efter Le Havre er vi kommet til Helsingfors, hvortil den syriske flygtning Khaled ankommer gemt i en kuldynge. Han søger asyl, men bliver afvist pga. en teknikalitet, og flygter fra asylcenteret. Herefter vikles hans historie sammen med Wikströms, en midaldrende mand der vil åbne en ny restaurant. Det er typisk Kaurismäki, som vi kender og elsker det, minder en del om handlingen i Drifting Clouds, Miraklet i Le Havre og Lys i Tusmørket (de to film har vist kun ens titler på dansk).

Men nyt er lyset.

Det er en lyseffekt, som minder mig om en klassiker inden for digital filmkunst: Pedro Costas Colossal Youth, som omhandlede immigranter fra Kap Verde i et portugisisk slumkvarter ved navn Fontainhas Også her brugte instruktøren et ekspressivt lys som et af hovedelementerne i filmen. Og når jeg ser to film, om til en hvis grad samme emne, der bruger det samme visuelle element, så stopper jeg op og tænker hvorfor?

Det kan jeg ikke helt svare på. Som sagt har Kaurismäki brugt samme lyssætning før, det ser bare anderledes ud nu pga. de digitale kameraer. Det er med andre ord nærmere et digitaliseret billede, som passer så uforskammet forrygende til fortællinger om migration og globalisering. Men hvorfor? Der er noget flygtigt over de digitale billeder, selv i dag hvor teknologien er så avanceret. Vi forbinder det med noget immaterielt, med nuller og ettaller, i modsætning til de analoge kameraers ægte lys på ægte film.

Måske har det noget med internettet at gøre? At vi først og fremmest forbinder globaliseringen med internettet og alt hvad der har at gøre med internettet, inklusive digitaliserede billeder? Måske er det derfor, at The Human Surge, Colossal Youth og Lys i Mørket alle sammen føles så ægte så rigtige?

Hvis jeg for et øjeblik må blive lidt højtflyvende, så har jeg gået og tænkt i et stykke tid over et begreb som hedder ‘glokal’, ting som er både globale og lokale på samme tid. Kaurismäki skildrer globale immigrations-spørgsmål, men via hyperlokale historier i Le Havre og Helsinki. Costa skildrer kolonialismens store spøgelse via et enkelt slumkvarter.

Den eksemplariske glokale film er efter min mening Eduardo Williams’ The Human Surge, som tilfældigvis også er på streamingtjenesten MUBI denne måned, og som i sig selv er de 49 kr værd en måneds abonnement koster. Det er en film der beskriver globale sammenhænge via internettet, samt via lokale ungdomsgrupper i Argentina, Mozambique og Filippinerne. Tjek den ud, det er et mesterværk.

Og måske har det noget med internettet at gøre? At vi først og fremmest forbinder globaliseringen med internettet og alt hvad der har at gøre med internettet, inklusive digitaliserede billeder? Måske er det derfor, at The Human Surge, Colossal Youth og Lys i Mørket alle sammen føles så ægte rigtige? Lige meget hvad er der i denne films specifikke form for lys i mørke i Helsingfors et billede, og det billede siger noget, som føles virkelig sandt om vor verden i dag. Det er der i de sjove scener, det er der i de triste. Hele vejen igennem er der en specifik måde, som de her mennesker interagerer med lyset og med mørket, som gør filmen til Kaurismäkis bedste i mange, mange år. Jeg håber inderligt, han har lyst til at færdiggøre den her serie som en trilogi.

The Big Sick

Men to andre af denne uges premierer sætter tingene i et lidt andet perspektiv. Både Michael Showalters The Big Sick og Lee Tamahoris Patriarken omhandler nemlig minoriteter i et bredere samfund, og vælger dels en meget mere konventionel æstetisk form, men er også begge meget bevidste om at vælge en mere konventionel æstetisk form. Og mere end hos både Lys i Mørket og Colossal Youth, så er der minoriteter også bag ting som manus og instruktion. Hvilket sætter idéen om Kaurismäki og Costas æstetik som specielt migrantegnet i et lidt andet lys.

The Big Sick er skrevet af Kumail Nanjiani og Emily V. Gordon, og handler om den unge pakistansk-amerikanske komiker Kumail og hans forhold til en ung amerikansk kvinde, Emily. Ja, den er baseret på parrets virkelige romantiske historie.

Kumail ser ikke sig selv som en særlig prisme for lokale og globale problemer, han ser sig selv som en helt normal amerikaner, der bare gerne vil have succes med karriere og kærlighed. Det er alle omkring ham, der ser ham som noget specielt og energisk. Først og fremmest som potentielt ISIS-medlem. Da Kumail laver et one-man show om sin baggrund, er det tydeligvis lavet som en parodi på Jonathan Demmes berømte dokumentarfilm Swimming to Cambodia, hvor skuespilleren Spalding Gray lige fortalte hele verden, hvordan Cambodia hang sammen, komplet med kort. Kumails udgave går måske lidt mere op i cricket end Spalding Grays, men hensigten er ret tydelig; at tage en æstetik tilbage, snarere end at opfinde noget nyt.

 

En lille kritik af cultural appropriation. Som så undermineres af, hvor meget Kumail selv længes efter at tilhøre amerikansk kultur, på trods af hvad hans forældre – og deres generation – synes man bør gøre som pakistansk-amerikansk. Hen imod slutningen bliver det dog også afsløret, at deres forhold blev indledt med at se Bollywood-filmen Satte pe Satta. Som er et remake af Syv Brude til Syv Brødre. 

Kulturudveksling er komplekst (læg også mærke til, hvor mærkværdigt europæisk det her indiske remake af en amerikansk film virker…) Ligeså er det komplekst, hvem der får lov til at fortælle hvilke historier. For tiden er der en bølge af sydasiatiske komikere, der skyller indover især amerikanske tv-serier, fra Aziz Ansari i Parks and Recreation og Master of None, over Mindy Kaling i The Office og The Mindy Project og Kunal Nayyar i The Big Bang Theory og til netop Kumail Nanjiani i Silicon Valley.

Med undtagelse af Ansari har alle rollerne noget til fælles: Karakterne er højtuddannede, og passer dermed ind i en fordom om asiatiske indvandrere. Det rammer en målgruppe, som dels har et højt uddannelsesniveau, og høj disponibel indkomst, og som samtidig ønsker mere diversitet i deres fjernsyn. Ansari gør selv grin med dette i hans meget personlige serie Master of None, hvor han spiller en skuespiller, der mest kan få roller som nørd eller videnskabsmand. Da han er ved at få en rolle som sidekick i en sitcom bliver han vraget, fordi der er en anden god indisk skuespiller, og man kan ikke have to indiske skuespillere i ét show.

Hensigten er ret tydelig, at tage en æstetik tilbage, snarere end at opfinde noget nyt.

Der kan kun være en sydasiat per show, og som regel spiller han en nørd. Selvfølgelig spiller Nanjiani også computerprogrammør i Silicon Valley, og lige så selvfølgeligt handler hans selvbiografiske film bl.a. om, at hans familie vil have ham til at droppe komikken til fordel for en karriere som f.eks. advokat. Det er heldigt for os, at han ikke gjorde det.

Patriarken

En detalje i Lee Tamahoris Patriarken er så tydelig som noget kan være om forholdet mellem Maori og de dominerende Pakeha (hvide) i New Zealand i tresserne. Filmen skildrer flere generationer af maori i store familier, hvor den ældste generation hedder Tamihana og Rupeni. Næste generation, den hedder så Joshua, Simeon, Hope, Gloria, stort set alle sammen navne fra Bibelen. Det er rimelig klart, at de fra en generation til den næste, har indfundet sig i Pakeha-kulturen.

Tamahori har selv fundet sin plads i den globale filmindustri. Han slog igennem i 1994 med debuten Once Were Warriors om moderne problemer i Maori-samfundet, hvorefter han drog mod Hollywood. På resuméet er film som Die Another Day og xXx: State of the Union. Han har med andre ord været helt utrolig god til at lave dybt upersonlige film, og det er vel sådan set også en kvalitet.

Det er filmkunst af den gamle skole, flot tracking shot, nærmest psykoanalytisk i fokus på dunkle rum og faderskikkelser. Det er almenmenneskeligt.

Men med Patriarken vender han tilbage til New Zealand, til Maori-problemer, og han har endda Temuera Morrison til at spille hovedrollen igen, som en problematisk patriark i en maori-familie. Denne gang en bedstefar i en stor slægt, Mahana-slægten, der har opnået ganske høj status på egnen. De har en af de væsentligste fåreklipningskontrakter, en slægtsfejde med Poata’erne, og bor samlet i en gruppe af huse uden på landet. Men da unge Simeon Mahana begynder at stille spørgsmål får det konsekvenser, og snart er der et åbent opgør mellem tre generationer.

Der er også et ungt par, som ser film i Patriarken. Simeon stjæler et kys med sin udkårne, som naturligvis er en Poata, mens de er inde og se den originale 3:10 til Yuma fra 1957. På mange måder er Patriarken en art subversiv western, fortalt fra de originale indbyggeres synsvinkel, efter at landet allerede er blevet tæmmet.

Fyldt med strålende totalbilleder af små mennesker i det store landskab og ganske mange scener til hest.

Centralt i filmen står et gammelt hus, som blev bygget af første generation men aldrig beboet af dunkle årsager, der bliver overdraget til en ny generation, istandsat, ramt af ulykker, og bygget op igen. Det bliver et symbol på et muligt Maori-samfund. I filmens bedste klip cirkler kameraet rundt om huset, lige da det var blevet bygget, op i luften og ind gennem et vindue. Og det vi ser derinde stiller store spørgsmål om, hvor problemerne ligger: I den gamle Maori-kultur eller i sammenstødet med Pakeha-kulturen? Hvad skal der tages hvorfra, for at finde den bedste vej fremad?

Det er filmkunst af den gamle skole, flot tracking shot, nærmest psykoanalytisk i fokus på dunkle rum og faderskikkelser. Det er almenmenneskeligt.

Go Home

For et eksempel på, hvor almenmenneskeligt det fokus er, kan man tage ind Cinemateket under deres festival Arabian Nights. Der vises bl.a. Oliver Laxes fremragende Mimosas, som man skal se, hvis man missede den sidste år til PIX, samt den prisbelønnede instruktør Merzak Allouaches nyeste, Investigating Paradise, en sort-hvid dokumentar om algerieres forhold til Paradis.

Men jeg vil skrive et par ord om Jihane Chouaibs Go Home, der, som titlen indikerer, omhandler et hjem. Nada (Golshifteh Farahani, der spillede Laura i Jim Jarmuschs Paterson) vender hjem til et hus i Libanon, som i Patriarken nærmest en faldefærdig ruin, og historien om, hvorvidt huset kan restaureres, bliver nærmest til historien om, hvorvidt Libanon kan restaureres. Hvor forholdet mellem Maori og Pakeha var holdt relativt simpelt, så er forholdet mellem de forskellige grupper i Libanon langt mere komplekst, der snakkes arabisk, engelsk og fransk; der er religiøse forskelle; der er kulturelle forskelle. Da Nada vil købe stearinlys hos en lokal købmand sammenligner han hende med titelkarakteren fra den mexicanske telenovela Maria Mercedes, så komplekst er det. Hemmeligheden bag huset er ikke på første sal, men i haven, og da Nada undersøger grunden med en metaldetektor, besvimer hun. Igen: Psykoanalyse, rum, skjulte traumer.

Jeg ved ikke, hvor meget Go Home bidrager til forsoningsprocessen i Libanon, men den forsøger da at bidrage med en klarsynet selvkritik og et facetteret syn på de forskellige gruppers ansvar og forhåbninger. Og på en eller anden måde, og det er jo altid let og overfladisk at sige her fra Danmark, men på en eller anden måde er det rart at se to film, én om Maori-minoriteten i New Zealand og en om højtuddannede fransksprogede flygtninge fra Libanon, der i så høj grad bruger samme visuelle strategi. Helt uden appropriering. Så meget som det nye og anderledes kan være en energisk kraft hos Kaurismäki og Costa, så kan der også være en samlende kraft over brug af det velkendte, hos Nanjiani, Tamahori og Chouaib. To film om specifikke huse i New Zealand og Libanon. Det føles da mindst lige så glokalt.

Lys i Mørket
Premiere: 17.08.2017
Originaltitel: Toivon Tuolla Puolen
Genre: drama/komedie
Copyright og fotos: Camera Film

Patriarken
Premiere: 17.08.2017
Originaltitel: Mahana
Genre: drama
Copyright og fotos: Øst for Paradis

The Big Sick
Premiere: 17.08.2017
Genre: komedie
Copyright og fotos: Scanbox

Colossal Youth
Originaltitel: Juventude em Marcha
Copyright og foto: Masters of Cinema
Filmen kan bestilles på dvd online hos eurekavideo.co.uk og vil i øvrigt blive vist d. 6. december i Stefanskirken på Nørrebro.

Go Home
Kan ses i Cinemateket d. 25/8 kl 19:15 og 21:45, begge gange inkl. Q&A med instruktøren Jihane Chouaib. Den vises igen d. 5/9 kl 21:30

The Human Surge
Kan streames for tiden på mubi.com

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top